Du er forholdsvis ny i den grønlandske filbranche, men har allerede siddet med forskellige kasketter på, f.eks. som producer og fixer. Du har imidlertid først og fremmest arbejdet som skuespiller og instruktør. Vil du ikke starte med at fortælle, hvordan og hvorfor du begyndte at arbejde med film?
Jeg startede på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, på uddannelsen Sprog, Litteratur og Medier i 2012, hvor vi først og fremmest arbejdede med sprog, men også havde mediefag i det første studieår.
På det tidspunkt tænkte jeg ikke, at film var en egentlig mulighed, som jeg kunne arbejde med og gå efter, selvom det var interessant at studere. Vi havde et rigtig godt sammenhold på uddannelsen, og vi snakkede meget i frokostpauserne om al den viden, vi fik på universitetet. Men samtidig var der også en slags irritation over, at vi ikke havde fået den viden noget før. På baggrund af det snakkede vi meget om formidling af den viden, vi fik; hvordan vi kunne formidle den videre til folk uden for universitetet. Så allerede der opstod en formidlingslyst hos mig, men det blev på en måde bare i hovedet et par år og fik lov til at arbejde lidt for sig selv.
Det startede egentlig med, at jeg var lidt involveret i et projekt hvor bl.a. den grønlandske skuespiller og musiker Qillannguaq Berthelsen også var med. Det var et low-budget-projekt, som var rigtig sjovt at være med i.På et tidspunkt stod jeg og snakkede med Qillannguaq om, at jeg var lidt skoletræt, og så ringede han en dag og spurgte, om jeg ville med på audition til Malik Kleists nye gyserfilm Unnuap Taarnerpaafiani (Når natten er mørkest, 2014), og det ville jeg da gerne prøve. Jeg havde ikke tænkt på skuespil overhovedet, men jeg tænkte, at det ville være sjovt at være i en helt anden verden end det, syntes jeg dengang, tørre akademiske studieliv, jeg var i. Så Maliks film blev for alvor min indgang til grønlandsk film som skuespiller. I 2016 blev min søster, Uilu Pedersen, og jeg så tilbudt roller i Pipaluk Kreutzmann Jørgensen og Mikisoq Hove Lynges korfilmprojekt The Last Walk, der var en co-produktion mellem blandt andet grønlændere, samer og canadisk inuit, hvilket var et spændende projekt at være en del af. Jeg tror også, at det var deromkring, at fotografen Ulannaq Ingemann kontaktede mig, fordi han havde set Unnuap Taarnerpaafiani, så der skete mange ting i den periode, som var et resultat af, at jeg var med i den film i 2012.
I den periode gik det op for mig, uden at jeg turde sige det højt til folk, at jeg gerne ville formidle viden; og det er sådan, jeg ser filmproduktion og især dokumentarfilm, som jeg har arbejdet særlig meget med som instruktør. Det er fedt, at nogen har lyst til at skabe viden, sådan som jeg oplevede det i universitetsmiljøet, men jeg kunne mærke, at jeg havde mere lyst til at formidle den viden, der blev skabt af andre. Som alle andre steder har vi en akademisk elite i Grønland, der ved rigtig meget og snakker sammen, men jeg havde brug for, at den viden også kom ud i samfundet. På samme tid er der også en sprogproblematik, ikke kun fordi sproget er så akademisk, men også helt konkret fordi en stor del af den store viden kun er på dansk. Men det akademiske sprog, uanset om det er dansk eller grønlandsk, har brug for at blive gjort forståeligt for alle. Hvorfor beholde viden ét sted, når den kan gavne en masse mennesker?
Hvordan kom du i gang med dit instruktørarbejde?
Jeg spurgte egentlig bare Ulannaq Ingemann om, hvad han havde gjort, og så fortalte han, at han havde gået på European Film College i Ebeltoft; det havde været springbrættet for hans karriere. Flere grønlandske filmfolk har gået på European Film College, og det passede mig rigtig godt, da det fokuserer meget på learning by doing og er et forholdsvis kort ophold. Jeg har ikke lyst til at forlade Grønland i længere tid. Det har jeg gjort før, og nu vil jeg bare gerne være hjemme. Men det var i hvert fald meget praktisk læring og meget lidt teoretisk, som jeg følte, at jeg havde rigtig meget af fra universitetet. Så jeg stoppede studierne i et halvt års tid og arbejdede for at spare sammen til European Film College. Det gav mig modet til at gøre det, jeg gør nu, og jeg fokuserede også på dokumentar og skuespil, som jeg stadig gør i dag. Det endte jo med at være en god investering, for jeg har været selvstændig lige siden.
Efter European Film College tog du tilbage til Nuuk og blev hurtigt en del af det grønlandske filmmiljø. Hvordan vil du beskrive det miljø, du blev en del af?
Det var meget, meget åbent og welcoming. Da jeg kom tilbage, skrev jeg til Ulannaq og Malik Kleist, at hvis de havde brug for en runner, en clapper, anything, så var jeg tilbage i Nuuk og klar til at arbejde. Jeg talte selvfølgelig med min mand om det med at blive selvstændig, og han har været super støttende. Det var den eksisterende branche også, og jeg begyndte nærmest at arbejde sammen med Ulannaq med det samme.
’Updated’ (Nivi Pedersen, Nivaara Films, 2020).
Det var i samme periode, at projektet omkring kortfilmen Updated startede. Dengang var serien Black Mirror rigtig stor i Grønland, og Ulannaq havde en idé om, at der skulle laves tre grønlandske kortfilm, der var skrevet og instrueret af forskellige filmfolk men med det samme science fiction-dystopiske tema. Han spurgte, om jeg var frisk på at skrive manuskript, og jeg var lidt a la, det har jeg aldrig prøvet før, så lad os prøve det. Ulannaq havde allerede fundet på et plot omkring en dement kvinde og et bryllup, og jeg syntes, at det med demensen var noget, jeg gerne ville dykke mere ned i, for det har vi desværre noget erfaring med i min familie. Det endte faktisk med at være en ret helende proces at lave filmen. Jeg havde heller ikke arbejdet med fiktion før, og det var spændende at finde ud af, om det var noget for mig. Vi filmede den i slutningen af 2018, hvor jeg også endte med at instruere den, men vi klippede først i 2020. Det skyldtes både manglende finansiering, og at jeg i hele 2019 havde travlt med to store projekter, så det blev desværre en ret lang proces med den kortfilm.
I forhold til branchen blev jeg også hurtigt en del af FILM.GL, hvor folk var åbne og klar til at tale om og udveksle erfaringer. Der er selvfølgelig også lidt en bevidsthed om, at vi er i konkurrence med hinanden, fordi vi kæmper om de samme begrænsede midler, men samtidig ved vi, at vi sandsynligvis skal arbejde sammen på kryds og tværs på et tidspunkt, netop fordi branchen er så lille. Vi har en lille branche, men vi har også en virkelig støttende branche. Der er lysten til at hjælpe hinanden, og det har jeg kunnet mærke fra første dag. Hvis man viser, at man vil det her, så får man også noget sparring og kollegial hjælp. Der er en følelse af fællesskab, selvom vi er så mange enmandsvirksomheder. Jeg kan godt lide den grønlandske filmbranche. Jeg vil også gerne give den hjælp tilbage, jeg har fået, og på den måde hjælpe nye talenter, der vil ind i filmbranchen i Grønland. På den måde føler jeg, at det er en meget positiv kultur. Der vil selvfølgelig altid være problematikker i alt, der involverer menneskelige relationer, men overordnet er det en støttende branche, synes jeg.
Var det gennem FILM.GL, at du blev indsluset i den grønlandske filmbranche?
Ja, men samtidig mere gennem Ulannaq Ingemann selv. Ham kan jeg takke for rigtig, rigtig meget. Han sad desuden på kontor med fotografen Jørgen Chemnitz, der har arbejdet i branchen i mange år, så derigennem har jeg også arbejdet en del sammen med Jørgen, som f.eks. er fotograf på Pilluarneq Ersigiunnaarpara. På et tidspunkt sad jeg så meget på Ulannaq og Jørgens kontor, at de kaldte mig ’adoptivbarn’. Det endte faktisk med, at jeg fik kontorplads i deres fællesskab. Det var helt fantastisk at være en del af, når man er ny, så man ikke bare sidder alene. Vi sidder fem personer i det kontorfællesskab nu: mig, Jørgen Chemnitz, Ulannaq Ingemann, still-fotografen Christian Sølvbech og instruktøren Inuk Silis Høegh. Nina Paninnguaq Skydsbjerg Kristiansen sad der også tidligere. Vi sidder alle i hver vores små virksomheder, men laver også lidt i fællesskab gennem selskabet Snowman Studios, som ermere kommercielle opgaver.
Hvad afgør, hvilke projekter du involverer dig i som instruktør?
De første par år lavede jeg alt muligt, måske frem til at vi filmede Updated. Jeg har været fixer for udenlandske hold, f.eks. rejsedokumentarer, men det handlede nok mest om, hvor jeg kunne tjene penge, så der var jeg lidt mere åben og mindre kritisk. I sommeren 2018 kom der så et tilbud fra socialstyrelsen i Grønland omkring dokumentarprojektet, der senere kom til at hedde Pilluarneq Ersigiunnaarpara i 2019, og der måtte jeg virkelig overveje, om det var noget, jeg havde mod på. De var interesserede i at lave enten en mini-dokumentarserie eller en dokumentarfilm i forbindelse med Paarisas landsdækkende kampagne Killiliisa / Lad Os Sætte Grænser, der har til formål at italesætte seksuelle overgreb mod børn og gennem forskellige formidlingsformer skabe positive ændringer i samfundet. Det var et stort ansvar at skulle formidle.
’Pilluarneq Ersigiunnaarpara’ (Nivi Pedersen, Nivaara Films, 2019).
Jeg har fået flere henvendelser de sidste par år omkring fixerjobs og, når man som jeg er tosproget, en masse oversættelsesopgaver – og det gider jeg bare ikke. Det er noget af det mest kedelige arbejde og det mindst taknemmelige. Men i hvert fald er der kommet en række henvendelser fra folk udefra, der gerne vil komme og lave noget i Grønland. Det er jeg blevet mere selektiv omkring. Særligt i forhold til, hvad jeg gerne vil have mit navn til at stå på. Det gælder især, når det handler om svære emner, og det er med blikke udefra. Så er der selvfølgelig en masse interessante projekter, som jeg egentlig gerne har villet være en del af, men hvor det ikke har passet ind tidsmæssigt. Men en af de opgaver, som jeg tog og var rigtig glad for at jeg var at være med i, var Winter’s Yearning (Larsen & Pilskrog, 2018).
Samtidig er der også projekter, jeg har valgt fra, fordi jeg har kunnet se, at det ville kræve en masse kulturoversættelse. Hvor folk kommer med nogle forestillinger om Grønland eller grønlandsk kultur og samfund, der vil kræve en masse forklaring og oversættelse fra min side. Så vil jeg hellere bruge mit krudt på en anden type oversættelse ved at oversætte hård viden til tilgængelig viden. Så det er nok den proces, jeg har været i de seneste fire år.
Hvad angår mit skuespilarbejde er det lidt noget andet. Der er selvfølgelig en masse forberedelse, men det kræver en anden slags energi. Når vi har optaget færdig, er jeg færdig med det projekt. Jeg skal ikke tænke på musikrettigheder eller klipning, jeg kan bare fokusere på at være i skuespillet og tage hjem, når det er færdigt.
Du taler om et særligt ansvar hos grønlandske filmfolk i forhold til de udenlandske produktioner. Ser du det ansvar som en byrde eller noget, du glædeligt gør?
Ja, vi har til dels et ansvar. Hvis vi bliver spurgt, om vi vil være med i et projekt, og man arbejder som fixer eller endda co-producer, så står du til dels som ansvarlig for, hvad der bliver præsenteret, og den måde, Grønland bliver repræsenteret på. Jeg føler, at jeg har et ansvar over for de folk, som jeg får lov til at følge og filme. Jeg skal jo også møde dem enten i Brugsen eller se dem næste gang, jeg besøger deres by, og det skal udenlandske filmfolk ikke. Så selvom filmfolk udefra selvfølgelig er ordentlige mennesker med hjertet det rette sted, så tror jeg, at der er en anden dynamik, når man laver film inde fra Grønland til folk her, end når man kommer udefra og laver film, der primært skal sælges og ses af folk udefra.
I forhold til, om det er en byrde, så har jeg prøvet at være eksempelvis fixer, og det var da meget fint, men jeg gider ikke at bruge mit krudt på at blive ved med at være ambassadør for mit land. Folk har forestillinger om Grønland og vil altid lave den viden, de selv synes, at de kan ud fra deres egen kontekst. Når de kommer til Grønland, får de måske at vide, at forholdene er lidt anderledes end det, de har læst eller set, for det bliver ofte sat meget sort/hvidt op. Det kan godt blive trættende konstant at skulle nuancere det. Det er selvfølgelig ofte det, man bliver hyret ind til, men det er så åbenbart ikke noget for mig.
Der er en stor interesse for Grønland, og det er særligt omkring klimaforandringer, selvstændighed, selvmord og den slags. Det kunne da være rart at eje nogle af de historier selv – også dem om de svære emner. Men min generelle holdning er, at man gerne må komme og fortælle grønlandske historier fra sit eget perspektiv, så længe det er klart, at det for eksempel er fra en dansk eller amerikansk kontekst. Man skal ikke lægge ord i munden på os og påstå, at grønlændere er afsendere, hvis det ikke er rigtigt. Når man er et sted, der bliver portrætteret meget mere udefra end indefra, bliver det bare et ømt punkt. Om det er film eller malerier, så har det gennem historien været fra perspektiver udefra.
Du er født i 1989 og var omkring 10 år, da Inuk Silis Høegh lavede den første grønlandske kortfilm Sinilluarit og omkring 20 i 2009, da Otto Rosing og Torben Bech lavede den første grønlandsk producerede spillefilm Nuummioq. Betød film noget for dig igennem din opvækst?
For mig var det først noget, jeg fik øjnene op for ret sent. Sinilluarit så jeg faktisk første gang for omkring fire år siden i Berlin. Min interesse for film og medier startede ret sent, både i forhold til grønlandske film og film i det hele taget. Jeg voksede op i Aasiaat, og jeg kan ikke huske, at jeg overhovedet var interesseret i at lave film som sådan. Men jeg kan huske, da spørgsmålene begyndte at dukke op: Hvorfor har vi ikke film i Grønland? Hvorfor har vi ikke tegnefilm? Det kan jeg også huske, at jeg selv tænkte over. Men det var ikke mere end en tanke. Mit behov for at lave dokumentarer og få viden uden til folk opstod så senere.
Har du indtryk af, hvad film betyder i Grønland i dag? Er der mere fokus på film, end da du var barn?
Ja, det synes jeg. Også fordi folk er virkelig begejstrede for at se noget, de kan spejle sig i. Det giver en helt anden autenticitet og ejerskabsfornemmelse. Det betyder rigtig meget for folk at kunne se sig selv og genkende nogle historier. I mange år er vi jo blevet portrætteret udefra, og samtidig er der rigtig mange, der ikke lægger mærke til eller er bevidste om, hvad det egentlig vil sige, at en film er grønlandsk eller grønlandsk produceret.
I forhold til grønlandsk film i dag, så er der jo mange forskellige genrer i spil – fra Malik Kleists gyserfilm og Otto Rosings nytårskomedie til Marc Fussing Rosbachs fantasyfilm. Har du indtryk af, at der er et særligt grønlandsk filmsprog?
Ja, det er meget forskellige film. Jeg synes, at der er en tendens til, at både udenlandske og grønlandske film bruger naturen meget som en stor karakter og selling point. Jeg har egentlig lyst til at se flere film, hvor naturen ikke spiller så stor en rolle, måske fordi jeg synes, at der er så mange andre spændende ting end vores smukke natur. Men der er selvfølgelig også film, hvor det giver rigtig god mening. Generelt er det fantastisk, at der bliver lavet flere og flere grønlandske film. Det er gennemsnitligt cirka to produktioner om året i spillefilmslængde, både dokumentarfilm og spillefilm, siden 2009. Det er jo imponerende i et så lille land med så få midler. Jeg kommer også til at tænke på Ujarneq Fleischer, der har lavet tre no-budget spillefilm, der sjældent bliver regnet med, når man taler grønlandsk film. Men det er sjovt at sammenligne Ujarneqs film med eksempelvis Nuummioq og se, hvor forskellige de er. Han formåede at lave tre underholdende spillefilm sammen med sine venner, uden budget og uden erfaring og filmuddannelse. Det siger lidt om, hvor stor lysten er her i landet til at fortælle historier.
Du er selv skuespiller og har erfaring fra både mindre grønlandske kortfilm og store internationale serier som Tunn is. I Grønland er der ikke så mange skuespillere, så mange af jer er med i flere film, for eksempel dig, Angunnguaq Larsen og Qillannguaq Berthelsen. Hvordan vil du beskrive det grønlandske skuespillermiljø?
Flere er uddannede teaterskuespillere fra f.eks. teaterskolen i Nuuk og ellers er flere af os autodidakte. Men jeg snakkede med en anden grønlandsk skuespiller, Paaliit Mølgaard, der er teateruddannet, om det. Der sker jo mere og mere, og der bliver flere og flere skuespillere, men der er ikke nok arbejde til, at man kan leve af det. Man kan ikke være skuespiller fuldtid. Det er der simpelthen ikke opgaver til, hverken teater- eller filmmæssigt.
Paaliit og jeg snakkede en del om dialektarbejde. Det er vi simpelthen ikke kommet langt nok til at arbejde med i Grønland. Hvis du f.eks. ser Lysets hjerte, så møder Rasmus en qivittoq, en fjeldgænger, ude i vildnisset, og den taler totalt Nuuk-dialekt. Det svarer lidt til, at en eneboer fra langt, langt ude på bøh-landet taler den tykkeste københavnsk i en dansk film. Det er det samme i Tunn is, hvor alle de grønlandske karakterer er østgrønlændere, men alle snakker vestgrønlandsk. Samtidig er det rigtig svært med så store dialektforskelle, som vi har i Grønland. I den nyeste produktion, jeg er med i, forsøger jeg faktisk at arbejde lidt med det. I den er min karakter fra Ilulissat, men jeg er selv fra Aasiaat og har en tydelig dialekt derfra, så jeg har arbejdet på at få en Ilulissat-dialekt med hjælp fra forskellige folk fra Ilulissat.
Nu må vi se, om jeg bliver totalt slagtet for at have prøvet det, hvis det ikke er lykkes … Men jeg insisterede over for instruktøren på at forsøge, og det var også i orden, så længe det ikke påvirkede min performance. Selvfølgelig vil ingen uden for Grønland kunne høre forskellen, men bare fordi majoriteten af seerne ikke vil kende forskel, betyder det ikke, at jeg ikke skal gøre mit bedste for mit grønlandske publikum. Og så kan det være, at det åbner en dør for, at vi laver mere af den slags arbejde.
Hvordan vil du beskrive det at være skuespiller i grønlandske produktioner i forhold til de store udenlandske?
Først og fremmest er de jo meget mindre. Derfor har man også mange flere kasketter på. Det bliver på en måde meget intimt. Jeg var på en stor produktion i Ilulissat, hvor jeg spurgte, om jeg skulle bære noget, og så fik jeg at vide, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Det har jo selvfølgelig noget at gøre med forsikringer og alt muligt, men jeg følte bare, at jeg stod der til ingen verdens nytte. Et par måneder inden var jeg skuespiller på både Aka Hansens nyeste kortfilm ogMarc Fussing Rosbachs nyeste film, og der havde jeg båret det, der skulle bæres, og gjort det, der skulle gøres. Så det er meget mere intimt; man hjælpes ad og sørger sammen for, at det bliver til noget. Vi er samtidig så få omkring de grønlandske film, at vi hele tiden mødes på kryds og tværs, så vi kan spørge ind til de forskellige projekter. Hvor langt folk er kommet med klipningen, om de har fundet en lydmixer, eller om de har set den eller den festival eller submission deadline. Det er meget intimt, og vi ses jo hele tiden.
Hvordan er det at være vant til de små grønlandske produktioner og så pludselig blive en del af de større produktioner?
Det kan godt være lidt intimiderende. I en grønlandsk kontekst har jeg relativt meget erfaring. Jeg har været med i flere kortfilm og spillefilm, men i en dansk eller international kontekst er jeg jo virkelig nybegynder. Så kan man samtidig mærke, at der skal mindre til i Grønland for, at man bliver bemærket, hvis man brænder for noget. Det er i bund og grund en god ting.
De store internationale produktioner er spændende at være med, i ikke bare som skuespiller, men som filmskaber i det hele taget. Vi havde skudt Updated, inden jeg tog til Island for at være med i Tunn is, og allerede fem dage inde havde jeg fundet flere ting, jeg ville gøre anderledes. Man rykker sig meget fra projekt til projekt. Det gør man altid, men især når man er ny. De store produktioner er virkelig interessante, fordi det også på en måde er det, vi arbejder os henimod som branche. Selvom vi er professionelle i Grønland, er vi i gang med en professionalisering. Vi har bare ikke de samme midler, og vi mangler alle de assistentfunktioner, der er behov for i store produktioner. Vi kan samtidig ikke lave det fuldtid alle sammen. I FILM.GL arbejder meget få fuldtid. Det kunne være fedt, hvis flere fik mulighed for at arbejde fuldtid og gøre det, de brænder for. Så det er godt med erfaring fra de store produktioner.
Hvordan vil du beskrive processen omkring Tunn is?
Det virkede halvkaotisk til tider, men det var også en stor produktion. Det var første gang, jeg var en del af et så stort setup. Jeg kan huske, at jeg kom ind i det store konferencerum, der er med i serien, og blev helt overvældet. Det var et kæmpe område med kostumer, make-up og så videre. Vi blev kørt rundt til locations af chauffører, og det var meget ordnede forhold. Jeg gik med en følelse af, at det havde været bedre, hvis den blev optaget i Grønland, når den handler om Grønland, men samtidig en accept af, at vi ikke havde kunnet rumme en så stor produktion. Det havde ikke været muligt på daværende tidspunkt at lave produktionen eller rumme så mange mennesker. Sådan var det bare. Heldigvis var vi simpelthen så mange grønlandske skuespillere, og der var et fedt fællesskab.
Der var ikke meget involvering af den grønlandske filmbranche, men jeg ved ikke, hvad der kunne gøres anderledes. Det var jo et samarbejde mellem Island og Sverige. Det var dog rigtig fedt, at Nukâka Coster-Waldau var inde over som supervisor, og det er virkelig et must, når det handler om og skal foregå i Grønland på grønlandsk. Der er simpelthen ikke noget, der er mere kikset, end hvis replikkerne er for oversatte. Det er simpelthen et must at have en grønlandskyndig, en meget grønlandskyndig, til stede fra præ- til post-produktion.
Det er så et eksempel på en produktion, der valgte ikke at filme on location i Grønland. Hvordan vil du beskrive de muligheder, man har, i grønlandske locations?
Først og fremmest er Grønland en uudnyttet ressource, en untapped ressource. Det lyder bare som en kliché, men vi har jo bare sindssygt mange historier i Grønland, der venter på at blive fortalt audiovisuelt, og det er vel en kliché, fordi der er noget rigtigt i det. Men den grønlandske location er svær, fordi der er så store afstande. Selve branchen er centreret meget omkring Nuuk. Det er der, branchen og miljøet er. Det kan man godt blive lidt træt af, når man selv er oppe nordfra. Jeg kan godt huske, at jeg i min opvækst tænkte, at nu er det sgu Nuuk igen. På den anden side er Nuuk også blevet mit hjem.
Men som filmskaber er det bare pissehamrende dyrt at filme i en anden by end Nuuk. Du skal have folk flyttet og så videre. Så der er mange udfordringer i at filme i Grønland, både for lokale filmfolk og folk udefra. Det er en af grundene til, at jeg er så glad for, at jeg fik mulighed for at filme i både Syd-, Øst- og Nordgrønland med Pilluarneq Ersigiunnaarpara. Jeg føler, det blev en film fra hele Grønland. Det er bare svært med et så stort land.
Problemerne ligger egentlig i det helt lavpraktiske, og det hænger sammen med, at det er så dyrt. Vi har et beløb at lave et projekt for, og det er simpelthen for dyrt at rykke en stor gruppe rundt omkring. Det er også en af årsagerne til, at vi arbejder i så små grupper. Jeg optog f.eks. lyd på Pilluarneq Ersigiunnaarpara, selvom jeg var instruktør. Man er nødt til at være en lille flok, for at det kan hænge økonomisk sammen, og så får man automatisk flere kasketter på.
Jeg ville ønske, at det var nemmere at rejse rundt, for så kunne man repræsentere mange flere folk og synspunkter og fortælle flere historier. Måske ville det også gøre det nemmere for hele filmbranchen. Der sidder mange filminteresserede rundt om i de forskellige byer og bygder, og jeg kan i hvert fald sige, at det var pissehamrede udviklende at sidde i kontorfællesskab med folk, der har lidt mere erfaring. Folk, der ved, hvad de laver, og kan være med til at stille de rigtige spørgsmål; som kan være med til at udvikle mig som filmskaber. Så det ville være fantastisk at komme ud til nogle af dem, der er mega-interesserede, men bare sidder alene og ikke får den prikken, hjælp og kritik; alt det, er med til at udvikle en som filmskaber. Jeg tror, at det ville gavne filmbranchen rigtig meget, hvis man nemmere kunne komme ud til alle dem, der rent faktisk er interesserede i at lave film.
Hvordan tror du, at den grønlandske filmbranche kommer til at udvikle sig i den kommende tid?
Jo flere film, der bliver lavet, jo flere folk får forhåbentlig også lyst til at lave dem. Og jo større filmbevidsthed, man får, jo flere kender de forskellige funktioner i et projekt. At det ikke bare handler om skuespillere og instruktører, men også om alle de andre jobfunktioner i en filmproduktion.
Jeg håber og tror, at vi får et boom af fortællinger fra hele Grønland. Også i takt med, at vi får bedre og hurtigere internet i hele Grønland, så folk lettere kan se filmene. Der er stadig virkelig dyrt og langsomt internet rundt omkring, men det kommer, og det gør den viden, der ligger på YouTube og andre steder også. Det hele bliver meget mere tilgængeligt. Så jeg tror på, at vi får meget mere grønlandsk film i fremtiden. Og med bedre internet kan det også være, at det bliver nemmere at arbejde med filmfolk og -interesserede rundt på kysten, så de talenter også udvikles, og vi kan fortælle alle de historier, som vi hungrer efter at spejle os i.
Interviewet er foretaget digitalt tirsdag den 2. juli 2021.
Biografi
Nivi Pedersen
Skuespiller og dokumentarfilmsinstruktør. Nivi Pedersen har derudover haft en lang række opgaver og funktioner i den grønlandske filmbranche siden sin første skuespilleropgave i 2014. Pedersen har en bachelor fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, samt European Film College i Ebeltoft.
