Vil du til at starte med fortælle, hvordan du kom i gang med at lave film til børn og unge?
Jeg gik på filmskolen Super16, hvor jeg blev færdiguddannet i 2010. Mens jeg gik på skolen, eksperimenterede mine medstuderende meget med formater og filmsproget. Jeg kunne godt tænke mig at dimittere fra skolen og gøre karriere relativt hurtigt. Jeg tænkte, at jeg kunne gøre det ved at lave film til børn og unge.
Jeg havde ikke rigtig beskæftiget mig med genren tidligere, hvor jeg i stedet havde lavet nogle splatter- og gyserkortfilm. Men med min midtvejsfilm Huset overfor (2009) og min afgangsfilm Vilddyr (2010) prøvede jeg nogle genregreb af på børne- og ungdomsfilmen. Simpelthen for at se, om jeg kunne finde ud af at instruere børn.
Huset overfor er en gyserfilm til børn om to drenge, der skal være alene hjemme i den enes hus, mens hans mor er væk. De ser gyserfilm, og så fortæller ham, der har huset, om huset overfor, som er et gammelt spøgelseshus. Derefter handler det om, at de skal på en mission derover.
Med Vilddyr tænkte jeg, at det var min sidste chance for at lave noget, der var virkelig syret, før jeg skulle ud og prøve kræfter med den professionelle branche. Så jeg lavede en monsterfilm om en pige, der bliver forvandlet til en rotte.
Lige omkring da Antboy (2013) udkom, blev der snakket om, at der ikke var nogen prestige i at lave børnefilm. Hvordan var det at gå på Super16 med ambitionerne om at lave film til børn og unge?
Jeg er lidt speciel på den måde, at jeg aldrig har følt, at jeg konkurrerede med nogen. Selvfølgelig vil man altid lave den bedste film, når man er i en uddannelsesgruppe med otte instruktører. Men det var ikke noget, som tog over. Det, de andre lavede, var så langt fra mig.
Jeg drømte faktisk ikke om at lave film til børn og unge. Jeg drømte om at lave genrefilm og film, der bliver set af mange. Jeg tænkte, at en vej mod målet kunne være at lave børne- og ungdomsfilm. Det er, som om man kan slippe afsted med mere og fortælle vildere historier i den genre, end hvis man henvender sig til voksne. Det synes jeg også er kvaliteten ved børne- og ungdomsfilm i dag. Der er en større elastik i forhold til, hvor fantastiske fortællinger man kan komme igennem med.
Hvis jeg som debuterende instruktør havde sagt, at jeg ville lave en superheltefilm til voksne, var alle døre blevet smækket i hovedet på mig med det samme. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre.
Hvordan kom du i gang med at lave Antboy-filmene?
Nimbus Film kontaktede mig på baggrund af mine to Super16-kortfilm. De ville gerne samarbejde om en gyserfilm, der dog aldrig endte med at blive til noget. Til gengæld opdagede jeg, at Nimbus havde rettighederne til Antboy-bøgerne, som jeg ikke kendte på det tidspunkt. Jeg læste dem og kunne med det samme se mig selv i dem.
På det tidspunkt var der ikke nogen, der havde lavet superheltefilm i Danmark, men genren var godt på vej på verdensplan. Jeg tænkte, at det kunne være sindssygt sjovt at lave sådan en film som live action. Det var sådan, at jeg dumpede ind i det.
Hvad tiltrak dig ved Antboy-filmene?
Mit argument var, at jeg ville lave en film, som var til mig, da jeg var 10 år. Dengang var jeg vild med Batman (Burton, 1989), så udgangspunktet var egentlig at lave en superheltefilm i dén stil. Jeg har aldrig følt, at jeg lavede børnefilm. Jeg har bare lavet superheltefilm eller eventyrfilm. Selvfølgelig med tanke på, at aldersgrænsen skulle være på syv år.
'Antboy' (Ask Hasselbalch, 2013). Foto: Rolf Konow.
Men det var også vigtigt for mig, at den visuelle stil var i øjenhøjde med publikum. Ikke kun i forhold til, hvordan vi fortæller historien, men også hvordan kameraet er placeret. For at signalere, at det er en historie, der er fortalt i øjenhøjde og aldrig nedad. Den oplevelse, jeg havde, da jeg var barn, var, at jeg lynhurtigt kunne afkode, hvis en film var en voksen, der fortalte noget til børn. Det havde jeg slet ikke lyst til.
Hvilken oversættelse ligger der, når man laver superheltefilm, men ved, at de skal kunne ses af børn?
Fordi superheltefilm ikke var lavet herhjemme før, og at de aldrig nogensinde var lavet med et barn i hovedrollen, skulle vi starte helt fra bunden. Jeg tror også, det var derfor, at filmkonsulenten på Filminstituttet udfordrede os på, hvorfor vi ikke ville lave filmen som animation. Det var også en naturlig reaktion fra vores konsulents side. Det lå i materialet, at det godt kunne have været en tegnefilm.
Når man laver en superheltefilm til børn, sliber man nogle kanter samtidig med, at man ser, hvad man kan slippe afsted med. For eksempel er det vigtigt, at modstanderen i en superheltefilm er farlig, uhyggelig og spiller troværdigt – også selvom det er til børn.
Man kunne nemt være gået hen og have gjort det fjollet, fordi det var til et ungt publikum. Men det var vigtigt at gå seriøst til materialet. Det kan godt være sjov og ballade, men du er nødt til at føle, at karaktererne i fortællingen har en dybde eller en baggrund, som man forstår.
Loppen er et godt eksempel på en karakter, vi ændrede markant fra bøgerne, hvor han er en ældre mand, som er ked af, at kommunen vil rive hans hus ned for at bygge en motorvej. Og det gør ham så til skurk. Det var lidt tyndt. For hvad har det med en loppe at gøre?
Derfor fandt manuskriptforfatter Anders Ølholm og jeg på, at Loppen ligesom alle andre gode skurke, skulle starte med at være god og så have valgt side, da det gik galt undervejs. Han kunne i virkeligheden lige så godt have været helten. Loppens baggrundshistorie er, at han har en syg mor, som han vil redde ved at eksperimentere med kemikalierne på det medicinalfirma, han arbejder hos. Men da det bliver opdaget, mister han muligheden for at forske, og så breaker han bad – motiveret af hævn, som går rent ind på film.
Filminstituttet har i øjeblikket et stort fokus på at lave publikumsresearch, når man udvikler film til børn og unge. Er det en metode, du har brugt, når du henvender dig til målgruppen?
Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se mig selv indgå i dialog med publikum, før jeg viser mine færdige film. Det er meget sympatisk, men jeg tror ikke, at man får noget originalt ud af det. Man kan også sige, at præferencerne hos den unge målgruppe udvikler sig så stærkt. Det, de er interesseret i nu, vil næppe være det samme, når filmen udkommer.
Jeg mener, at Filminstituttet skal stå på mål for den unikke danske fortælling. Derfor kan jeg blive nervøs, når man begynder at involvere publikum i Filminstituttets beslutninger om, hvilke retninger man skal gå.
Jeg synes selvfølgelig, at det er vigtigt at være i dialog med sin distributør og producer, så man arbejder i samme retning. Men jeg vil hellere snakke med folk, som er skarpe på lancering end et publikum, som måske har en idé om, hvad de gerne vil have, men som egentlig helst gerne vil overraskes.
Jeg tror ikke, at man kan bruge publikumsresearch til at forudse et hit. Hittet kommer, når man virkelig satser. Og det er selvfølgelig også dér, hvor det begynder at blive farligt, fordi der er så mange penge involveret.
Antboy udviklede sig til en serie på tre film, hvoraf den første solgte over 175.000 billetter herhjemme. Hvorfor blev filmen en succes?
Man ved jo aldrig, om det bliver en fiasko eller en succes, hvilket gør det utroligt nervepirrende. Som debutant tænkte jeg, at det ikke måtte gå galt. Jeg tror, den gik godt, fordi publikum var klar til en dansk superheltefilm. Det var aldrig set før.
Den danske plakat til 'Antboy' (Ask Hasselbalch, 2013). Foto: Rolf Konow.
Da den første film var færdig, var der alligevel fem måneder til premieren, hvor vi vidste, at vi sad inde med en god film. Vi havde været på Toronto Filmfestival, hvor filmen blev solgt til 80 lande, hvilket var en vild oplevelse.
Det nordamerikanske marked elsker, at vi bruger genkendelige genretræk, men i en lidt anderledes kontekst. At vi kommer fra Danmark og laver noget, som ikke rigtig har budget, men alligevel har store ideer. Og ideen om en børnesuperhelt ligger jo bare lige til højrebenet. Vi blev også så store, at Edgar Wright, der skulle have lavet Ant-Man (Reed, 2015), fik en fødselsdagskage med Antboy fra vores skuespillere, hvor der stod: ”Vi håber, at din efterfølger lever op til originalen.”
Jeg fik også en agent i USA, hvilket førte til en masse samtaler med folk i Hollywood, blandt andet Lawrence Gordon, der har produceret Predator (McTiernan, 1987) og Die Hard (McTiernan, 1988). Det var mærkeligt at lave en dansk børnefilm og så se Sunset Strip plastret ind i store Antboy-plakater.
Hvad var dine inspirationskilder til Antboy?
Det var mere stilistisk. Sådan noget som Hellboy (del Toro, 2004) og Watchmen (Snyder, 2009). Men i forhold til tonen gik jeg efter at ramme tonen i filmene fra Steven Spielbergs produktionsselskab Amblin i 80’erne. Når man ser Antboy i dag, tænker man nok, at det er kopieret fra Stranger Things (2016-), men vi var jo faktisk nogle år foran.
Jeg kiggede også meget på danske børnefilm fra 80’erne i starten af processen, hvor jeg ledte efter referencer, som matcher i tone og stil. Og jeg må tilstå, at mange af de film, jeg elskede som barn, kunne jeg slet ikke snuppe i dag. Det var virkelig hårdt. Gummi Tarzan (Kragh-Jacobsen, 1981) elskede jeg som barn. Når man ser den som voksen, handler den om en dreng, der bliver lukket inde i en container, og så drømmer, at han er en superhelt. Men når han vågner, finder han ud af, at det er han ikke, og så slutter filmen. Det havde sgu da været federe, hvis han rent faktisk var en helt!
En film, der inspirerede mig til at debutere med en film til unge, var Christina Rosendahls Supervoksen (2006), som jeg syntes ramte spot on i forhold til unge på det tidspunkt. Den forstod målgruppen og viste, at filmæstetik kan være andet og mere end det klassiske drama.
Efter Antboy-filmene lavede du Skammerens datter II – slangens gave (2019). Hvilke udfordringer er der ved at lave store genrefilm til børn i Danmark?
Den første Skammerens datter-film (Kainz, 2015) solgte 100.000 færre billetter, end den var estimeret til, mener jeg. Men den solgte stadig over 200.000 billetter i biografen, hvilket var en stor succes. Den anden film solgte til gengæld under 100.000 billetter, fordi der gik fire år mellem de to film.
I mellemtiden var Netflix blevet store Danmark og streaming var blevet normalen. Den unge målgruppe, der så den første film, var vokset op og rykket videre.
Jeg tror generelt, at det er blevet sværere at lave originale storfilm til børn og unge lige nu på grund af dominansen fra streaming. I slutningen af 10’erne kom Vildheks (Munk, 2018), Valhalla (Ahmad, 2019) og Skammerens datter II. Efter de tre film er der slet ikke blevet lavet store eventyrfilm herhjemme, fordi ingen af dem præsterede, hvad de var budgetteret til. I øjeblikket er der en enorm usikkerhed forbundet med den slags storfilm.
'Skammerens datter II – Slangens gave' (Ask Hasselbalch, 2019).
Nordisk Film Distribution A/S.
Det handler også om, hvilke konsulenter der uddeler støttekronerne. Rasmus Horskær var meget interesseret i at støtte genrefilm til børn og unge, men det var hans efterfølger Aake Sandgren for eksempel ikke. Han støttede til gengæld Underverden (Ahmad, 2017), som åbenbart var en børne- og ungdomsfilm.
Jeg håber ikke, at vi var med til at lægge de store genrefilm til børn og unge i graven herhjemme. Men det virker bare, som om den type film hører til på streaming i dag.
Hvad betyder det for dig som instruktør, at det er blevet sværere at komme igennem med genrefilm til det unge publikum?
For nyligt var jeg meget interesseret i at lave en dansk serie til børn og unge baseret på en svensk bogserie, der havde solgt 100.000 eksemplarer i Sverige og kun 10.000 eksemplarer herhjemme. Selvom den var en stor succes i Sverige og kildematerialet kan blive til en god historie på film, er der ingen herhjemme, som vil finansiere den, fordi den ikke er kendt nok til at retfærdiggøre et højt budget.
Det er synd, at man ikke tør satse på store, eventyrlige fortællinger til børn og unge, som ikke enten er animation eller baseret på et meget kendt forlæg, som allerede er populært. Det kunne være sejt at tage en undergrundstegneserie, som har solgt 400 eksemplarer, og lave den til en film. Men fordi det ikke er gjort før, tør man ikke.
Man skal også tænke på, at en film som Ternet Ninja (Matthesen og Christoffersen, 2018) er baseret på et brand, der har været 20 år undervejs. Det startede som et stand-up-show, blev til en bogserie og så til en filmserie med et af landets mest kendte ansigter i front.
Hvor tror du, dansk børnefilm er på vej hen, hvis man ikke længere vil satse på store fantasy- og superheltefilm?
Jeg frygter lidt, at modet går af fløjten efter Vildheks, Valhalla og Skammerens datter II i forhold til de yngre målgrupper. Hvis man laver genrefilm til børn, tror jeg godt, man kunne være på vej tilbage til en periode, hvor det hele skal være megafjollet.
Plakaten til 'Skammerens datter II – Slangens gave' (Ask Hasselbalch, 2019). Nordisk Film Distribution A/S.
Da jeg skulle lave Antboy, så jeg meget på, hvad der var blevet lavet de forudgående 10 år i 00’erne. Og hvis jeg skal skære det totalt over i pap, var der grundlæggende lavet to typer film til børn og unge: Den ene var pattebørnsfilmen, som bare skulle underholde. Og så var der børnefilmen, som ingen børn og unge gad se, men som de voksne mente, var enormt vigtig for børnene. Den solgte måske 2000 billetter, vandt en pris på filmfestivalen i San Sebastián, og så kunne man lave et undervisningsmateriale baseret på den. Men det var ikke superspændende for målgruppen.
Jeg tror, man er nødt til at brede børnefilmene ud og forene de to modpoler. På den front repræsenterede 10’erne en fed udvikling med nogle originale fortællinger til børn og unge, som var anderledes. De havde en genkendelighed, samtidig med at de turde underholde bredt, afprøve nogle formater og skildre nogle nye miljøer. Jonas Arnbys Når dyrene drømmer (2014) kastede sig for eksempel modigt ud i et genrekoncept, man ikke havde set før.
Dine film har taget amerikanske genrekonventioner og indsat dem i en dansk kontekst. Men hvad mener du, at vi gør særligt godt herhjemme, når vi laver film til børn og unge?
Selvom jeg er formet af amerikanske referencer, er min måde at fortælle på grundlæggende dansk. Jeg tror, at vi har et es i ærmet i forhold til mange amerikanere, som tænker i koncepter, der kan ramme meget bredt, hvorimod vi herhjemme har fokus på karaktererne, relationerne og den gode fortælling.
Den overfladiske version af Antboy ville være at lave en superheltefilm med en masse eksplosioner. Men det er bare ikke nok. Det interessante ved filmen er historien om drengen, der er så anonym, at han blender i ét med tapetet, ikke har nogen venner, men pludselig får superheltekræfter.
Den venskabshistorie tror jeg, at der er mange bredere amerikanske film, som ville have overset i processen. Med danske genrefilm fortæller vi historierne lidt anderledes, end man ville gøre, hvis man havde et budget på 100 millioner dollars. Det gør de danske film unikke.
Det charmerende ved Antboy-filmene var jo, at de var danske. Det er vigtigt, at danske børn får nogle formative filmoplevelser, som også viser deres eget miljø, og overrasker dem ved at vise det fra en vinkel, man ikke har set før i dansk film.
Kildeangivelse
Freudendal, Jakob (2023), Det er blevet sværere at lave store genrefilm til børn og unge herhjemme – Interview med Ask Hasselbalch. Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).
