Hvilken rolle spiller dansk børnefilm for Scanbox?
For det første synes vi, at det er vigtigt, at vi har danske fortællinger til danske børn. Det har en dannelsesmæssig og kulturel betydning at vænne børn og unge til at se danske film og til at gå i biografen.
Merete Martensen Christensen
Merete Martensen Christensen, chef for biografdistribution hos filmselskabet Scanbox. Foto: Tommy Frost.
For det andet har det en væsentlig forretningsmæssig rolle for os, da det er vigtigt for os, at publikum bliver ved med at gå i biografen. Hvis danske børn og unge vokser op uden danske fortællinger, risikerer man på den lange bange, at de mister interessen for danske film. Så kommer der måske nogle generationer, hvor hverken børn eller forældre opfatter danske film som det samlingspunkt for familien, de tidligere har været.
Er det en vigtig del af jeres forretning at distribuere danske børnefilm?
Det er godt for vores forretning at kunne tilbyde et meget bredt udvalg af film. Den ambition er børnefilmen en meget naturlig del af. Vi har haft Far til fire og i Norge havde vi Knerten (Engmark, 2009), som gik rigtig godt. I øjeblikket har vi Julemandens datter-filmene (Dyekjær, 2018, 2020, 2022).
Som uafhængig distributør er det rart at have nogle afprøvede koncepter, man ved fungerer. Det gør, at man kan tage chancer på andre film sideløbende. Men vi skal faktisk en del år tilbage, før en dansk børnefilm automatisk var lig med en god forretning.
Hvorfor er det blevet sværere at distribuere danske børnefilm?
Efter Corona er der en oplevelse af, at det er blevet dyrt at gå i biografen. Hvis du er en børnefamilie med to voksne og to børn, der skal ind at se en film med popcorn og sodavand, fordi det skal være hyggeligt, så bliver det hurtigt en stor udskrivning. Det vil sige, at man måske ikke har mulighed for at gå i biografen så tit, som man ellers ville gøre.
Samtidig skal man virkelig være sikker på, at det er noget, børnene gider se, hvilket nok gør, at risikovilligheden hos publikum har ændret sig. Også i lyset af, at det er blevet lettere at se mange af børnefilmene derhjemme.
Når man endelig går i biografen, lytter man meget til, hvad børnene gerne vil se, og de vil gerne se noget, de kender, tror jeg: udenlandske film med enorme markedsføringsbudgetter. Eller animationsfilm, der aldersmæssigt favner bredere hos den unge målgruppe. En film som Minions (Balda og Coffin, 2015) kan man se uanset, om man er seks eller 19 år. Små børn er et utroligt taknemmeligt publikum, når det gælder animation. Der skal noget andet til med live action, hvor man lynhurtigt får en mere snæver eller i hvert fald anderledes målgruppe.
Sidste år distribuerede vi Robotbror (Nørgaard, 2022), der var et godt eksempel på, at forældrene i dag tager de sikre valg. Da den udkom drønede Spider-Man: No Way Home (Watts, 2021) og Syng 2 (Jennings og Lourdelet, 2021) derudad i biograferne, hvilket gjorde konkurrencesituationen svær.
Trailer til 'Julemandens datter' (Christian Dyekjær, DK, 2018).
Hvorfor skal børnefilm ses i biografen?
Biografoplevelsen er noget særligt i den tid, vi lever i nu. Det er vigtigt, at børn bliver vænnet til at fordybe sig i en tid, hvor det bliver sværere og sværere. Der tilbyder biografen et frirum i halvanden time, hvor man ikke bliver forstyrret og kan hengive sig til en historie. Jeg synes personligt, at det er vigtigt, at vi lærer børn at fordybe sig, og opmuntrer dem til at prioritere biografoplevelsen, så de også prioriterer den, når de bliver ældre.
Er der nogle initiativer og handlingsplaner, du savner lige nu for at fremme dette?
Det er noget, branchen som helhed skal undersøge. Hvad kan vi hver især gøre? Helt konkret synes jeg, at Filminstituttet skal tænke over, hvordan de støtter børnefilm, og hvordan de kan hjælpe de danske børnefilm til at klare sig bedre i konkurrence med alle de andre tilbud, der er. Derfor er det positivt, at Filminstituttets oplæg til den kommende filmaftale netop betoner dette.
Særligt større synlighed vil hjælpe, men det kræver flere støttekroner til lanceringskampagner, og at man afhjælper den risiko, man som distributør løber, hvis ens markedsføringsbudget ikke bliver tjent hjem igen.
Samtidig synes jeg også, at der nogle gange kan være enormt lang sagsbehandling fra en idé fødes, til der er en færdig film. Det kan være problematisk, hvis man udvikler en idé, som afspejler en her-og-nu-tendens i tiden. For den unge målgruppe udvikler sig enormt hurtigt. Her tænker jeg, at det i visse tilfælde kan give mening at fremskynde processen – selvfølgelig uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Det er også vigtigt at involvere filmpressen i diskussionen. I øjeblikket har medierne en tendens til ikke at dække danske børnefilm, hvilket går ud over distributionen, hvor pressedækning spiller en afgørende rolle. Særligt hvis du har en børnefilm, der har noget på hjerte, er det enormt vigtigt, at der også bliver skrevet om det. Det er ikke nødvendigvis noget, man kan formidle i en kampagne eller i et klip på YouTube.
Hvis vi alle kan blive enige om, at det er en kulturel forpligtelse, at der er danske børnefilm til danske børn, så kræver det, at alle led i branchen yder en indsats for at understøtte den ambition.
Til branchearrangementer har du tidligere talt for flere undervisningsmaterialer til danske børnefilm. Hvorfor?
Der burde blive lavet undervisningsmaterialer på stort set alle de danske film, der bliver produceret. Jeg har en teori om, at hvis der lå et materiale tilgængeligt, kunne det inspirere nogle af de gode, spontane lærere til at tage deres klasser med i biografen. Lige nu bliver materialerne oftest lavet til ’Med skolen i biografen’, som jo ligger efter, at filmene har haft biografpremiere.
Plakat til 'Far til fire - tilbage til naturen' (Claus Bjerre, DK, 2011).
Jeg tænker, at det er en lavthængende frugt at få lavet undervisningsmateriale, der også kan bruges i den almindelige lancering. Det kan måske føre til flere skoleforestillinger på premiereaktuelle film. Det vil ikke passe på alle film, men på de fleste film vil der være en grund til at lave et materiale.
På den måde vil børn også kunne få en oplevelse af, at man ikke kun ser lektiefilm, når man er i biografen med skolen. Det kan også være en underholdende film, man kan tale om bagefter.
Du tror ikke, at børnene vil få negative konnotationer til filmen, så snart der er et undervisningsmateriale tilknyttet?
Det handler om, hvordan du tilrettelægger undervisningsmaterialet. På De forbandede år (Refn, 2020) lavede vi selv et oplevelsesmateriale. Man fik en pakke med rationeringsmærker og den slags, som man kunne bruge til at igangsætte en snak i forbindelse med et samtaleark, der lagde op til diskussion.
Det behøver ikke være knastørt. Man kan lege mere med det alt efter aldersgruppen. Det kunne også bare være et ark med nogle forslag til temaer i filmen, som kan aktiveres i undervisningen. Det behøver ikke være otte sider med en lang analyse.
Som distributør spiller I en rolle i finansieringen af filmene. Er det blevet sværere at få den del af regnestykket til at hænge sammen i de seneste år?
Som distributør lægger vi en minimumsgaranti for distributionsrettighederne. Producenten rejser resten af finansieringen, og den proces er vi ikke en del af. Når vi skal beslutte, om vi kan gå ind i en film, regner vi på tallene, og her er minimumsgarantierne til børnefilm blevet mindre, fordi de omsætter for mindre, end de tidligere har gjort. Det gør selvfølgelig producentens finansieringsarbejde sværere. Jeg tror, vi går mod en tid, hvor man både som distributør og producent kommer til at være mere forsigtige, når det gælder børne- og ungdomsfilm.
Er der eksempler på nogle børnefilm, som simpelthen bliver for smalle til, at I kan gå ind i dem?
Det er ikke sådan, at vi vælger ting fra, fordi målgruppen er for smal. Vi kigger meget på risikoprofilen, men vurderingen laver vi fra projekt til projekt. Hvis vi godt kan lide et projekt, gør det ikke noget, at vi estimerer, at filmen kun vil sælge 10.000 billetter, så længe det kan hænge sammen forretningsmæssigt i forhold til, hvor meget vi går ind med.
En udfordring i forhold til målgrupper er, at børn stopper med at have lyst til at se børnefilm, når de er 11-12 år. Unge har heller ikke lyst til at se ungdomsfilm. De vil bare gerne se film.
Det kan indsnævre markedet, hvis man bruger den slags termer om en film, der i virkeligheden kan ses af alle, men samtidig er det svært at styre som distributør. Jeg har prøvet at markedsføre en film, som vi ikke kaldte ungdomsfilm nogen steder, men da den havde premiere, stod der ungdomsfilm overalt i dækningen af den.
Jeg tror meget, det handler om at omdefinere succeskriterierne i forhold til det ændrede marked. Alle danske børnefilm skal ikke længere sælge 100.-200.000 billetter. Den virkelighed befinder vi os ikke i længere.
Alligevel synes jeg, det er vigtigt, at man ikke taler de danske børne- og ungdomsfilm ned. For nogle år siden talte man om, at dansk film var i krise. Det skal man selvfølgelig tale om, men jeg synes også, at vi i branchen skal snakke om, hvordan vi kan løfte biografoplevelserne og de danske børnefilm, så det ikke bliver til en selvforstærkende historie om, at det hele bare går dårligt.
Kildeangivelse
Freudendal, Jakob (2023), Introduktion: Vi skal omdefinere succeskriterierne for danske børnefilm – Interview med Merete Martensen Christensen. Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).
