Idag er det vel kun Storm P.-aficionados og stumfilmforskere, som ved, at Storm P. var en af dansk films første skuespillere. Det ville sandsynligvis have passet Storm P. udmærket, at glemslen således havde sænket sig over hans indsats som filmskuespiller. For da filmhistorikeren Ove Brusendorff skrev på sit trebindsværk Filmen, dens Navne og Historie (1939–42), spurgte han Storm P. om hans rolle i tidlig dansk stumfilm, og svaret lød kort og fyndigt: ”Var med i de allerførste Film som Nordisk Film indspillede – ingen af dem var ’vigtige’ og der var ingen ’Instruktører’. Mit Arbejde ved Filmen er af saa beskeden Art at jeg maa nøjes med at sige, at jeg er født 19.9.1882”. I en eftersætning tilføjede han desuden, at disse oplysninger ”er ikke mange, men de er rigtige.”1
Personlige erindringer er imidlertid en usikre historiske kilder – og det gælder ikke mindst, når det handler om stumfilmen, der inden for et uhyre kort tidsrum udviklede sig med rasende fart, hvorefter den omkring 1930 ganske fortrængtes af lydfilmen. Erindringer om stumfilmens tid er derfor ofte præget af den teleologiske overbevisning, at filmen siden dengang har tilbagelagt en overordentlig lang vej. Denne holdning finder man også udtrykt i de fragmentariske humoristiske erindringer, som Storm P. i 1915 gav til bedste i teatertidsskriftet Masken og i 1917 i Pressens Magasin. Disse er meget betegnende noget mere omfangsrige end de få linjer, han sendte til Brusendorff. I erindringerne fra 1915 blandes en smule stolthed over at have været med blandt pionererne med en ironisk distance til datidens film:
Filmen var i sin første Barndom saa vidunderlig naiv, og til Tider saa herlig barok, og jeg filmede som en Fisk i Vandet.
Der var omtrent ikke en kendt Bog eller Stykke den Gang, som vi ikke filmatiserede, lige fra ’Dansen paa Koldinghus’ til Madam Mangors Kogebog (2det Bind), og alt blev gjort med en let Haand. Den ulykkelige Shakespeare havde vi ogsaa fat paa – det var ’Hamlet’. Hvad [sic] Hamlet ikke var tosset, det maatte han da blive ved den Fremstilling, han fik, men meget klogt og med skarpt Blik for Filmens Ejendommelighed havde Bearbejderen gjort Hamlets Faders Aand til Hovedpersonen, og dette Indfald reddede vistnok Filmen.
Apropos Shakespeare, saa strides man jo endnu om, hvorvidt det er ham eller Bacon, der har skrevet alle Komedierne, men efter at vi havde filmatiseret ’Hamlet’, kan Verden meget let faa dette Spørgsmaal afgjort med Bestemthed. Man aabner bare de to Herrers Grave og ser, hvem af dem har vendt sig (Storm Petersen 1915: 260).
Man kan så fundere over, hvilken rolle Storm P. spillede i filmatiseringen af det ikke-eksisterede andet bind af Madam Mangors Kogebog – og hvorfor det første bind fra 1837 blev sprunget over ... Men mens de påståede ’Erindringer’ om denne film er en spøg, virker erindringerne om Hamlet-filmatiseringen ved første blik autentiske. Rent faktisk producerede Nordisk Films Kompagni, som Storm P. var tilknyttet i 1906/07, en Hamlet-version – men den blev dog først lavet i 1910 og beviseligt uden Storm P.s medvirken. Men hvad skrev Storm P., da han blev bebrejdet, at han i sine teatererindringer ikke holdt sig til de nøgne fakta, men overdrev og gjorde halløj med kunsten? ”Nej, jeg skriver som det falder mig ind, jeg synes såmænd det er trist nok altsammen. I disse dejlige tider, hvor menneskene går omkring og ser flove ud, må man smøre lidt godt med maling på.” (Storm Petersen 1971: 73) Anekdote og erindring flyder programmatisk sammen hos Storm P. (Søholm 1986: 7). Men selv når han gør denne melankolsk-humoristiske indfarvning af det ’erindrede’ til det overordnede fremstillingsprincip, så skal man ikke ubetinget stole på hans ironiske (1915 og 1917) eller bagatelliserende (1939) omtale af sin tid som filmskuespiller, som allerede alt for ofte og alt for ukritisk er blevet genfortalt i bøger og artikler om ham. 2 Spørgsmålet er altså: Hvad siger de filmhistoriske kilder om Storm P.s virksomhed som filmskuespiller og om de film, han medvirkede i? Og hvad betød stumfilmen for ham – hvilken filmisk poetik gik han ind for?
Storm P. som skuespiller i filmens første år
Det hele startede i 1906, da biografejeren Ole Olsen begyndte selv at producere film og derfor grundlagde Ole Olsen Filmfabrik, som samme år omdøbtes til Nordisk Films Kompagni. Hvis man kan stole på Storm P.s erindringer, var det ham selv og sportsjournalisten Arnold Richard Nielsen, der foreslog Ole Olsen at træde ind i filmproduktion. (Storm Petersen 1915: 252; ‘Rendegarn’ 1922: 7) En succes har som bekendt mange fædre, så Arnold Richard Nielsen hævder, at det var ham, der kom med forslaget (Hending 1945: 31), og Ole Olsen vil naturligvis hverken vide af den ene eller den anden variant i sine erindringer (som ganske vist er mindst lige så upålidelige som Storm P.s), men skriver, at det var ham og ham alene, som kom på den idé at blive filmproducent. (Olsen 1940: 75) Hvordan det nu end forholder sig, så indledtes i 1906 en travl filmproduktion i Valby, og Storm P. arbejdede med som dekorationsmaler, idémand og først og fremmest skuespiller. Og, ej at forglemme: det var – ifølge Storm P.s eget anekdotiske udsagn – hans opgave at hente øl til maskinmesteren, mens han holdt på en dekorationsvæg, som nødigt måtte blæse om. (Storm Petersen 1917: 58) Ifølge Filmdatabasen spillede Storm P. fra juli 1906 til juli 1907 med i 26 film, men det er nok næppe alle film, man ser hans prægnante ansigt i. 3 Kildesituationen inden for den tidlige danske film gør, at man ikke kan konkludere noget sikkert om Storm P.s deltagelse i disse film. Der er bevaret næsten fuldstændige optegnelser fra Nordisk Films Kompagni om, hvilke film man drejede hvornår og hvor lange de var, men skuespillernavne blev i 1906/07 kun sjældent noteret. Filmene selv findes der også kun et fåtal af; i stumfilmperioden, frem til 1930, medvirkede Storm P. i cirka 35 film. Heraf overlever et dusin helt eller delvis, hvoraf flere er nydigitaliserede og kan ses på stumfilm.dk: Rosen (1907), Fyrtøjet (1907), Der var engang (1907), Kameliadamen (1907), Røverens Brud (1907), La Tosca (1908), En Nat i København (1923). Fra andre Storm P.-film har man bevarede stills, hvor han kan identificeres. Han medvirkede også i en serie på seks film som titulær hovedrolleindehaver, ’Happy Bob’. Endelig lader hans medvirken i nogle film sig belægge ved hjælp af erindringer, protokoller fra Nordisk Films Kompagni og lignende kilder.
Storm P. i farcer
Groft sagt spillede Storm P. med i film inden for tre genrer. Den første er farcen. Storm P. debuterede i Caros Død 4, hvor en hundeejer begraver sin døde hund. Denne bliver dog straks gravet op igen af vagabonder, som tror, at det drejer sig om en skat (således gengives filmens indhold i hvert fald af Hending 1945: 33–34). Noget mindre makaber er humoren i Den fulde Mand eller En Foræring til min Kone. Storm P. spiller her Petersen, om hvem programteksten fortæller:
Petersen har svinget et Par Bægre for meget sammen med sine gode Venner Meyer og Mortensen. For at stemme sin Kone lidt mildere, køber han en Flaske Portvin af det Mærke, han ved hun holder af og dingler hjemad. Trods alle de Hindringer han møder paa sin Vej, lykkes det ham at bringe Flasken hel hjem – men ak! I det Øjeblik da han skal høste Lønnen for sin Omhu – gaar Flasken i Stykker og Husfreden, som han mente at kunne købe, er ødelagt – Petersen bliver læsterligt banket igennem med en Kost af sin rasende Ægtefælle.
Tilbage står kun at nævne, at en af forhindringerne på vejen var et møde med Casino-teaterets direktør Martinius Nielsen. Storm P. ville for alt i verden ikke have, at denne skulle se ham i færd med at filme:
Lynsnart saa jeg mig om efter Redning, og af al Magt masede jeg mit Hoved, der var smykket med en høj Hat ind mod et af Alleens Træer med det Resultat, at Hovedet ganske forsvandt i den, og Martinius aldrig opdagede, hvem det var, der havde nedværdiget sig. (Storm Petersen 1915: 260)
– således i hvert fald ifølge Storm P.s anekdote. Det nye påhit, filmen, havde et dårligt ry, som Storm P.s forklarer det: ”Den Gang kunde man ikke være bekendt at filme, en 3die Rangs Skuespiller med mindste Agtelse for sig selv talte kun nedsættende om den nye Opfindelse” (Storm Petersen 1915: 252).
Ikke en eneste af Storm P.s tidlige farcer synes at være bevaret. Derfor er man overladt til frie spekulationer om, hvor komisk han var i disse film og om han – som hævdet af filmjournalisten Hending, der ynder sådanne spekulationer – kunne være blevet en ”dansk Chaplin” (Hending 1945: 44). Men et vist talent som filmkomiker må han have haft, siden Nordisk Films Kompagni i 1907 forsøgte at lancere en seriefarce med ham i hovedrollen for på denne måde at tage konkurrencen op med det franske filmproduktionsfirma Pathé. Fra april til juli blev der lavet i alt seks film i rækken om ’Happy Bob’, men desværre er filmene ikke bevaret, hverken som strimler, stills eller indholdsangivelser. Men ifølge de overleverede filmtitler kunne man her opleve Storm P. som Happy Bob på rottejagt, på keglebane, som bokser, som frier, som tjener og som cyklist. Salgstallene var stærkt svingende: Happy Bob paa Rottejagt blev solgt i 80 kopier, men Happy Bob paa Keglebane kun i 10. 5 Filmhistorikeren Marguerite Engberg formoder derfor, at serien blev indstillet på grund af manglende succes. (Engberg 1977: 161 og 193–194) Det modsiges dog af, at den sidste film i serien, Happy Bob som Cyklist, immervæk blev solgt i 53 kopier. Det sandsynligste er, at serien blev indstillet, fordi hovedrolleindehaveren Storm P. i juli 1907 forlod filmen – mere om hvorfor nedenfor.
Storm P. som skurk og vildmand
Den anden genre, som Storm P. udfoldede sig i, kunne man generaliserende kalde handlingsmættede film uden litterære forlæg. I den næsten komplet bevarede film Røverens Brud (1907) spiller han den første cowboy i dansk filmhistorie; i Vikingeblod (1907) er han en af de vikinger, som er involveret i en strid mellem to vikingefamilier; i En moderne Søhelt (1907) spiller han en spionerende søofficer.
Storm P. som røver i kvindearme. 'Røverens Brud' (Viggo Larsen, 1907). Det Danske Filminstitut, Billed- & Plakatarkivet.
Også skandalefilmen Mordet paa Fyn (1907) tilhørte i ordets videste forstand genren. I Holse ved Middelfart havde en tjenestekarl i begyndelsen af april 1907 myrdet sin kusine, og straks drejede Nordisk Films Kompagni over denne begivenhed en film, som havde premiere allerede 18.4.1907. Storm P. spillede morderen og fik en ordentlig overhaling i pressen, der beskrev skuespillerne som ”et Par sammenskrabede Provinsfrikadeller” og ”et Par umulige humørløse Skuespillere fra et kjøbenhavnsk Teater”. 6 Selv indrømmede Storm P. i 1915, at filmatiseringen af Holse-mordet havde været en ”udmærket daarlig Idé”. (Storm Petersen 1915: 260) Ikke desto mindre skrev filmen dansk filmhistorie, om end utilsigtet og ikke på grund af Storm P.s hovedrolle. Indtil 1907 blev film i Danmark kun i de sjældneste tilfælde censurerede; det var kun filmforevisningen, der var retsligt reguleret. Men efter Mordet paa Fyn begyndte Albertis justitsministerium straks at gøre sig overvejelser om at indføre en filmcensur, hvilket skete den 29.6.1907 7 – først i 1969 ophævedes denne forcensur af voksenfilm.
Storm P. i litterære filmatiseringer
Den tredje genre, som Storm P. medvirkede i fra tiden på Nordisk (1906–1907), er film efter litterære, såvel udenlandske som danske, forlæg. I en indspilning af Holger Drachmanns skuespil Der var engang – (1885/87) spiller Storm P. Kongen. I Ludvig Holbergs Jeppe paa Bjerget (1723) giver han den som tjener, og det samme gør han i en filmatisering af H.C. Andersens Fyrtøjet (1835) – og muligvis også heksen (Hending 1942: 8; Hending 1945: 50). I Nordisks udgave af Alexandre Dumas’ Kameliadamen (roman 1848, drama 1852) spillede Storm P. rollen som Gustave, selv om han senere mente at huske, at han spillede den gamle Duval (Storm Petersen 1917: 58), og i Holger Drachmanns Dansen paa Koldinghus (1895) var han narren.
Storm P. som konge (yderst til højre). 'Der var engang' (Viggo Larsen, Gustav Lund, 1907). Det Danske Filminstitut, Billed- & Plakatarkivet.
I sine oven for citerede filmerindringer fra 1915 og 1917 gør Storm P. især grin med disse tidlige film efter litterære forlæg, som han med ironisk distance beskriver som parodier. Når værker fra verdenslitteraturen eller blot den danske litteratur henvises til ti minutter på et filmlærred, må resultatet forekomme fjollet og forvanskende, hvis man tager udgangspunkt i det litterære værk. Men indtager man filmens perspektiv, giver det god mening med denne brug af litterære forlæg netop i filmens første år (jf. Schröder 2011: 388–392). Koblingen til litteratur kunne bidrage til at løse filmens problemer med at konstruere narrative forløb (og desuden slap man for selv at skulle udtænke en handling). Filmisk ’fortællen’ er en færdighed, som filmen først gradvis udvikler i de to første tiår efter århundredskiftet. I 1907 befinder vi os filmhistorisk set i en overgangsfase fra den tidligste kortfilm (som man med Tom Gunning kunne kalde ‘attraktionsfilm’ (Gunning 1995)) til den senere narrative (flerspolers) film. Typisk for den tidligste film er bl.a., at den viste attraktioner snarere end den fortalte historier. Når den alligevel undertiden fortalte historier, skete det i form af en rækkefølge af tableauagtige scener, der – som ’attraktioner’ – er mere eller mindre autonome. Filmen fortæller ikke selv, hvordan disse scener forholder sig til hinanden, dvs. hvordan historien egentlig hænger sammen. Sådanne informationer hentede publikum enten fra en fortæller, der havde plads i biografen, eller også styrede de sig med deres egne kulturelle viden igennem historien. Ved overgangen til de egentligt narrative film bestod udfordringen i at internalisere historien filmisk, dvs. gestalte filmene således, at de selv kom med alle de informationer, der var nødvendige for en forståelse af forløbet.
Henvisningen til bekendte litterære forlæg tilbød både for de tidligste film og for de film, som dannede overgang til de i egentlig forstand narrative film, klare fordele. I de tidligste film kunne man begrænse sig til kun at illustrere højdepunkterne i det litterære forlæg med tableauer, da tilskueren var i stand til at knytte den narrative forbindelse mellem de enkelte scener, fordi han kunne huske forløbet fra romanen eller teaterstykket. Dét, som i de tidligste film endnu var en nødvendig betingelse for forståelsen, kunne i overgangsfilmen tjene som et sikkerhedsnet, der tillod at fortælle stadig mere indviklede historier. I 1907 kunne man med nogen berettigelse forudsætte, at mange – i hvert fald blandt de danske – tilskuere allerede kendte handlingen i Kameliadamen, Ridderen af Randers Bro, Der var engang – og Dansen paa Koldinghus.
Engberg hævder, at det litterære forlæg for Kameliadamen er grunden til, at fortællingen her i sammenligning med Røverens Brud i så ringe grad formidles i billeder, hvilket i hendes vurdering er ’ufilmisk’ (Engberg 1977: 136). Men der er ikke nogen tvingende sammenhæng mellem det litterære forlæg og vurderingen af filmen som dårlig. Filmhistorisk kunne man lige så vel betone den præstation, som ’litteraturfilmatiseringen’ ydede på vejen til flerspolersfilmen: I kraft af det sikkerhedsnet, som den kendte litteratur spændte ud under filmen, kunne man fortælle stadig længere historier. I 1907 havde filmene hos Nordisk en gennemsnitslængde på 127 meter, altså en varighed på godt 6 minutter. Til sammenligning var litteraturfilmatiseringen gennemsnitligt 189 meter lang, og to af disse – Der var engang og Kameliadamen, som begge var film med Storm P. på rollelisten – var med 265 meter og 266 meter (dvs. 12–14 minutters fremføringstid) de længste film, som indtil da var produceret i Danmark. Og publikum tog godt imod disse film: Ridderen af Randers Bro solgte 73 kopier, Kameliadamen 62 kopier og Der var engang hele 110 kopier.
Balladen som gik tabt: Filmens poetik ifølge Storm P.
Var Storm P. med sin medvirken i så mange film fra 1906-07 „paa Vejen til Verdensberømmelsen“, som han skrev – selvironisk – i 1917? (Storm Petersen 1917: 59) Var han en stumfilms-’star’, som Arnold Hending – der var alt for lidt modtagelig for Storm P.s selvironi – gerne vil have det? (Hending 1942: 7–8) Det spørgsmål må man nok besvare med et nej. Skuespillerne i disse film blev jo ikke nævnt og de var – da filmene hele vejen igennem drejedes med totaler eller halvtotaler – desuden svære at se og genkende, hvilket helt sikkert passede dem fint. Heller ikke de overleverede programhæfter nævner Storm P.s navn, og selv ikke i pressens debat om filmen om Holse-mordet omtales han. Den, som var ‘filmstar’ i årene før 1910, var ikke blevet det på grund af filmene, men fordi han eller hun allerede var blevet et kendt ansigt uden for filmene, f.eks. på teatret. (Lenk 1998) Et sådant ansigt havde den lidet succesrige teaterskuespiller Storm P. slet ikke opnået i 1906/07, han, der fortrinsvis havde haft ydmyge roller som tjener, lakaj, soldat, anonym borger eller lignende.
På den anden side kan man på baggrund af disse biografiske oplysninger let forstå, hvorfor Storm P. begyndte at arbejde med film i 1906. I stedet for at stå i tredje geled på scenen, kunne han pludselig spille hovedroller – herunder i nogle af de stykker, han havde medvirket i på scenen, f.eks. folkeskuespillet Trilby og Ridderen af Randers Bro. Hertil kom, at han fik en gage på fem kroner om dagen. (Storm Petersen 1915: 252) For læseren af hans erindringer fra 1915 og 1917 kan det lyde som latterlig lidt på baggrund af de inflationsramte krigsår og de fabelagtige, offentligt omdiskuterede honorarer, som filmstjerner i disse år tjente. Men reelt var disse fem kroner sikkert ikke mindre end de honorarer, han i 1906–1907 tjente på teatret.
Men hvorfor afbrød han da så brat i 1907 sit arbejde med film? „Tusind andre Opgaver kaldte paa hans eksempelløse Flid”, skriver Hending (1942: 8) – men det er ikke nogen forklaring. I anekdoter spøger den påstand, at Storm P. indstillede filmarbejdet på grund af filmen om Holse-mordet (Hending 1945: 58; Boye 1982: 25), og man har spekuleret over, om Storm P. mon ville undgå konflikter med den mægtige justitsminister Alberti og hans mænd. Ifølge Nordisk Films Kompagnis protokoller fortsatte Storm P. med at dreje film i flere måneder, helt frem til juli. Ligeså spekulativ er en anden tese om, at filmarbejdet var blevet for farligt for Storm P. – stuntmænd var endnu et ukendt begreb (Boye 1982: 25). Ganske vist fremhæver han i sine erindringer, at han har ”udsat Sundhed, Rygte, Liv og Ære og andre indvendige Dele” (Storm Petersen 1915: 268) for fare ved drejearbejdet, men det bliver ikke angivet som årsag til hans ophør. Senest har forfatter Peter Borberg præsenteret tesen om, at „[s]pændet mellem de udskejelser, han lavede foran de snurrende kameraer og de dystre Edvard Munch-motiver, han arbejde med hjemme på lærredet, var for stort“ (Borberg 2017: 109) – men hvorfor kunne Storm P. slå bro over spændet i 1906, da han tilbragte sommeren i Paris for at male „dystre Edvard-Munch-motiver“ (jf. Borberg 2017: 109–116), men ikke længere i 1907?
Storm P.s egne udtalelser om, hvorfor han holdt op med at filme, er ikke helt uden modsigelser, men peger endog alle i den samme retning. I 1917 henviste han til de
…‘rigtige’ Skuespillere”, som invaderede filmen, “– og saa var jeg færdig – min Instruktion var dem for stærk – naar jeg bad en ældre Skuespiller om at tage fat et Væguhr i Inderlommen og Galoscherne paa Hænderne – saa lo han mig lige op i Ansigtet – og det viste sig ogsaa – og det er ikke for at prale – efter den Tid blev Filmene kedelige – akkurat ligesom Stykkerne paa Teatret.“ (Storm Petersen 1917: 60)
I et avisinterview ytrede han:
Filmede, nej, vi filmede ikke, men vi lavede levende billeder. En dag fik jeg at vide, at nu skulle vi ha’e en instruktør. Så sagde jeg farvel til de fem kroner som var honoraret for at male dekorationer, slæbe kostumer i sporvogn fra Casino og spille hovedrollerne!” (Cit. efter Andersen 1972: 99)
Og i 1932 diskede han omsider op med denne version:
“Den [= Filmen] blev hurtig fabriksmæssig. [...] Der blev bygget Atelier. Poesien var væk. Og saa kom der saa mange embedsmænd. Instruktørerne var heller ikke enige. Den ene ville have, at der skulle spilles som paa Pantomimeteatret i Tivoli, den anden at der skulle siges Repliker. Og det gav daglige Kævlerier. Saa sagde jeg farvel!” (B.T., 21.04.1932)
Den tiltagende institutionalisering af filmproduktionen hos Nordisk Films Kompagni synes altså at have været den egentlige grund til, at han i 1907 holdt op med at lave film. I Storm P.s erindringer om filmtiden er instruktørernes fremtrædende rolle påfaldende: Ifølge hans brev til Brusendorff 1939 var der ingen, ifølge hans filmerindringer anno 1915 var Viggo Larsen instruktøren, ifølge erindringerne fra 1917 var han selv (også) instruktøren, ifølge erindringerne 1932 var der endda flere. Da Viggo Larsen var den eneste instruktør hos Nordisk i Storm P.s filmår, er udtalelsen fra 1915 den mest korrekte, men ingen af de tre andre udsagn er hverken helt så forkerte eller helt så selvmodsigende, som de umiddelbart kan forekomme. I filmens pionerår herskede der ikke noget strengt skel mellem f.eks. fotografens, instruktørens og skuespillerens funktioner. Først da man begyndte at producere film i større målestok, gjorde effektivitetshensyn det nødvendigt at gennemføre en strengt funktionel differentiering mellem dem, der medvirkede ved filmproduktionen. Og det ser ud til, at det var denne tendens, der fik Storm P. til at afbryde filmarbejdet.
Mellem kunst, skæg og ballade
Denne baggrund for filmarbejdets ophør gør det samtidig muligt at give et afsluttende svar på, hvad stumfilmen betød for Storm P. Selv gav han allerede i 1915 antydninger i sine filmerindringer, hvor han formulerede følgende stykke lommefilosofi om kunst og teater:
Se, alt hvad der foregaar paa et Teater deler jeg i tre Ting:
Kunst, Skæg og Ballade.
Kunsten, den store vidunderlige, den der betager en, selv med sine mindste Midler, var det, der fik en til at gaa til Teatret og den der holder Humøret oppe.
Skæg! Væmmelig, uægte, tarveligt ’Skæg’, er det værste af alt, og faa Steder vokser det saa frodigt som paa et Teater. Det er det saa stor en Skare henfalder til, naar de ser, at de aldrig naar den store Kunst, den selv den værste Skæg-Frikadelle alligevel elsker og ærer.
Og saa Balladen! Ja, den er det eneste et Mandfolk kan holde sig Skægget fra Livet med. Kunsten naaede han ikke. Skæg vil han ikke lade sig overgro af, saa er der kun Balladen, den evig glade, altid forsorne Ballademager, der elsker Kunsten og er adskilt fra den ved et Svælg af ’Skæg’.
Den Gang var jeg sorgfuld inderst inde, nu ved jeg, at Balladen kan blive til Kunst, naar man blot gennem alt holder Hovedet højt og skægfrit.” (Storm Petersen 1915: 249)
Det er ikke svært at gætte, hvor Storm P. placerer sit filmarbejde i forhold til kunst, skæg og ballade: ”[J]eg fandt mærkelig nok, at der var meget mindre ’Skæg’ ved det, end der var paa Casino, hvor jeg kom fra.” Og den forventede eftersætning følger: ”Senere forandrede det sig desværre”. (Storm Petersen 1915: 260) Storm P. fortæller i 1917 den anekdote, at han havde “et mægtigt Skæg af Vat”, da man begyndte med at dreje Kameliadamen, men at skægget blev mindre og mindre i løbet af drejearbejdet, og til sidst var der kun “et Dun paa min ungdommelige Hage” tilbage. Anekdoten må gerne læses retorisk. “Den Slags Ting forhøjede kun Filmens dramatiske Værdi”, fortsætter Storm P. (Storm Petersen 1917: 58) Undtagelsesvis skal det forstås aldeles uironisk: Mens ‘Skægget’ i begge betydninger blev mindre, tiltog faktisk filmens dramatiske værdi – som ballade nemlig.
Det er nærliggende at trække en linje fra Storm P.s lommefilosofiske indplacering af filmen til hans bekendte forkærlighed for vagabonder, lazaroner og klovner. (Jf. f.eks. Søholm 1986: 13) Vagabonderne og lazaronerne, som er fremstillet med stor kærlighed, står ganske vist uden for det borgerlige samfund, men er samtidig en parodi på dette: De bærer endnu rester af borgerlige insignier som urkæder, lorgnetter eller cylinderhatte og spejler dermed den borgerlige forkærlighed for det ydre, samtidig med at de med navne som Agamemnon, Homer, Tiberius, Herostrat, Arkimedes, Perikles og Demokrit kaster et skævt lys ind over den borgerlige dannelseskanon. Deres selvbevidsthed næres af det faktum, at de reflekterer over tilværelsen. Denne selvrefleksion i kontrast til selvtilfreds borgerlighed bliver endnu tydeligere hos klovnen (en figur som Storm P. gerne identificerede sig med, jf. Jørgensen 1993). I en sen ’flue’ består pointen netop i, at klovnen i modsætning til den spørgende borger ved, at han er en klovn.
Robert Storm Petersen: “Dagens Flue”, i: Berlingske Aftenavis, 15.9.1941.
Som klovn kan man ”holde Hovedet højt og skægfrit”: Klovne har ikke skæg. Man skjuler sig bag sin sminke og sit groteske kostume, parodierer livet uden for manegen og bliver ikke betragtet som ’Kunst’ – og netop derved bliver man aldrig til ’skæg’, men til en inkarnation af ærlig ’ballade’. I de tidligste stumfilm spillede Storm P. ganske vist ikke klovnens figur, men overtog dog dennes funktion i forhold til det omgivende borgerlige teater. Som han skriver om sine skuespillerår, følte han sig nemlig dér og i disse år ”som paa en vældig og fantastisk maskerade” (Storm Petersen 1971: 9). Men vel at mærke en maskerade, der ikke oplever sig selv som sådan, men som foregiver at være ’kunst’ – selvom den dog ikke er andet end ’skæg’.
Det, som Storm P. satte så højt ved de tidligste film, var netop, at de adskilte sig fra den forstokkede, traditionelle teaterdrift. Fra Kunstens perspektiv var filmene travestier, men efter Storm P.s mening gjorde filmene slet ikke krav på at indskrive sig i denne tradition, hvorfor han da også betragtede filmen som parodi og ikke som travesti. Og når han på denne baggrund i 1932 anfører, at ‘poesien’ forsvandt, da man gik over til mere industrielle produktionsforhold, klinger avantgardistiske toner med, som man hører dem f.eks. lidt senere hos de tyske ekspressionister (cf. Schröder 2011: 917–922): den tidlige stumfilm var som et ekperimentalt rum, hvor man kunne boltre sig, fordi filmen endnu ikke var underlagt den traditionelle kunstforståelse og heller ikke rigtig de industrielle fordringer, og som netop derfor kunne åbne sig for poesien.
Efterspil
Selv om Storm P. holdt op med at lave film i 1907, fortsatte han med at interessere sig for film. Mindst fire gange vendte han da også tilbage på det stumme lærred, nemlig i 1913 i filmatiseringen af H.C. Andersens Lille Claus og Store Claus (Dania Biofilm – denne film er desværre gået tabt), i 1914 i Søstrene Corodi (Dania Biofilm – også tabt), i 1915 i Favoriten eller Den døde Automobilist (Nordisk – også tabt) 8, og i 1923 i En Nat i København (Fotorama – heldigvis er ca. femten minuter bevarede, i hvilken Storm Petersen ses i en meget typisk optræden). Desuden producerede han animationsfilm i 1920’erne, hvor han selv træder frem i indledningen af Storm P. tegner de tre smaa Mænd (1920), og medvirkede i reklame- og dokumentarfilm.
Stumfilm.dk
Men det er ikke kun som skuespiller og første danske tegnefilmstegner (Bing 1986), at vi møder Storm P. i stumfilmens omegn. I 1909 træffer man således på Storm P. som filmforeviser, da han ledsager sin ven Alfred Nervø på en turné. Nervø, der det følgende år som den første skulle flyve hen over København, holdt på denne turné et foredrag om ”luftens erobring”, illustreret med lysbilleder og levende billeder, som Storm P. skulle projicere (jf. Borberg 2017: 142–144). I sin selvbiografi skriver Nervø:
[J]eg aftalte med min nu berømte Landsmand Storm Petersen, at han skulle gøre Turen med som Mekaniker – han havde ikke Begreb om Motorer – som Elektriker (han havde ikke Begreb om Elektro-Mekanik) og som Film-Operatør – her maa jeg i Sandhedens Interesse sige, at han var lidt dygtigere i den Branche (Nervø 1918: 33).
Sidst men ikke mindst har Storm P. markeret sig som en ironisk kommentator af 1910‘ernes stumfilm. Først og fremmest med sine talrige tegninger, hvor han humoristisk kommenterede bl.a. Københavns forvandling til et optagelsesstudio i 1912 og til „De forenede Filmsfabriker“ i 1913 så vel som børnelege i den overophedede filmkonjunktur lige før Første Verdenskrig. Se de tre illustrationerne i galleriet herunder - klik på billedet for visning i fuld skærm.
Men også i tekstform har han direkte og indirekte reflekteret over filmens udvikling, i sine erindringstekster ligesom i nogle fortællinger. I fortællingen ”En Film” (i Hotel Jazz og andre Fortællinger, 1921) lykkes det således tre vagabonder at blive inviteret på frokost i en fin villa, fordi man tror, at de er filmfolk på grund af filmudstyr, som de kort forinden har hugget. Her fornemmes endnu et fjernt ekko af den ballade-funktion, som oprindelig skulle kendetegne filmen: Filmudstyret gør det muligt på en karnevalistisk måde at narre det borgerskab, der kun orienterer sig efter det ydre. Ballade opstår her nok ikke længere i film, men i det mindste – selv om kun midlertidigt – ved hjælp af film.
Noter
1. Brev i Storm P.s personmappe, Det Danske Filminstitut.
2. Eksemplerne på ukritisk gengivelse af anekdoter er legio, f.eks. i Arnold Hendings talrige bøger og artikler. Men også i kapitlet om Storm P. og den tidligste film i Andersens monografi (1972: 89–99) og i Boyes bog (1982: 20–28) repeteres i videst mulige omfang enten Storm P.s egne anekdoter eller Hendings ukritiske gengivelse af disse anekdoter. Selv Borbergs skildring af Storm P.s stumfilmstid (2017: 104–109) bygger mestendels på Storm P. egne anekdoter.
3. F.eks. hævder Andersen – åbenbart støttet på anekdotisk overlevering – at Storm P. skulle være en af jægerne i filmen Isbjørnejagt (1907) (Andersen 1972: 99), men det findes der efter min bedste overbevisning ikke belæg for.
4. I sine erindringer ophøjer Storm P. ligefrem denne film – fejlagtigt – til henholdsvis den ”første danske Film” (Storm Petersen 1915: 252) og den “første Film, der blev optaget her i Landet” (Storm Petersen 1917: 57).
5. Disse salgstal anføres i Nordisk-fortegnelsen “Fotograferede Negativer, 1906–32”, Det Danske Filminstitut, NF-S XI, 1.
6. ‘Expres’: “Et levende Billede”, desværre udateret og uden nærmere oplysninger om avisen. I: Udklipsmappen til filmen, Det Danske Filminstitut.
7. Justitsministerens skrivelse til politidirektøren i København, dat. 29.6.1907. I: Landsarkivet for Sjælland m.m., Diverse biografteatersager, Biografteater-Censuren. Om filmcensurens historie i den tidlige stumfilm se Sandfeld 1966: 215ff.
8. Storm P. omtales ikke i det overleverede programmhæfte, men Alfred Nervø nævner ham som medvirkende statist i 1920 og viser desuden et stillbillede af filmen (som også findes i en mindre god opløsning i programhæftet), hvor Storm P. er genkendelig som Psilander-figurens mekaniker (jf. Nervø 1920: uden paginering).
Arkivmateriale
Landsarkivet for Sjælland m.m.: Justitsministerens skrivelse til politidirektøren i København, dat. 29.6.1907, Diverse biografteatersager, Biografteater-Censuren.
Det Danske Filminstitut: Nordisk Film-Samlingen, “Fotograferede Negativer, 1906–32”, NF-S XI, 1.
Litteratur
Andersen, Poul Carit (1972). Livet er en cirkus. En bog om Storm P og hans tid. Bd. 1: Fra slagterdreng til Det kongelige Teater. København: Carit Andersen.
Bing, Jens (1986). “Storm P.’s tegnefilm”. Introduktionstekst til udstillingen Tegnefilm – fra Storm P. til Valhalla (Kunstmuseet Køge Skitsesamling, 17.10.–9.11.1986).
Boye, Ib (1982). Skuespilleren Storm P. København: Carit Andersen.
Borberg, Peter (2017). Stom P. En biografi. Aarhus: Turbine.
Engberg, Marguerite (1977). Dansk stumfilm – de store år. Bd. 1. København: Rhodos.
Gunning, Tom (1995). “Attraktionsfilmen – den tidlige film, dens tilskuer og avantgarden”. In: Tryllelygten 2, 46–56.
Hending, Arnold (1942). ”Da Storm P. Var Filmsstjerne”. In: Mandens Blad, sept. 1942, 8.
Hending, Arnold (1945). Da Isbjørnen var lille. København: Urania.
Jørgensen, Line (1993). Storm P. – klovnen i klunkestuen. Om det morsomme, det forfærdelige og det farlige. København: Reitzel.
Lenk, Sabine (1998). “Stars der ersten Stunde. Eine Studie zur Frühzeit des Kinos”. In: montage a/v. Zeitschrift für Theorie & Geschichte audiovisueller Kommunikation 7:1, 11–32.
Nervø, Alfred (1918). Ti Aar bag Rattet. Fra Flyvemaskinernes Barndomsaar. København: Pio/Povl Branner.
Nervø, Alfred (1920). “Automobilet i Filmens Tjeneste – Nogle Erindringer fra Filmens Kulisser”. In: Vore Herrer, hæfte nr. 6, uden paginering.
Olsen, Ole (1940). Filmens Eventyr og mit eget. København: Jespersen og Pio.
‚Rendegarn‘ (1922). „Storm-P. fortæller“. In: Det ny Magasin, hæfte 4, 7–8.
Sandfeld, Gunnar (1966). Den stumme Scene. København: Nyt nordisk Forlag.
Schröder, Stephan Michael (2011). Ideale Kommunikation, reale Filmproduktion. Zur Interaktion von Kino und dänischer Literatur in den Erfolgsjahren des dänischen Stummfilms 1909–1918. Berlin: Nordeuropa-Institut (= Berliner Beiträge zur Skandinavistik; 18).
Storm Petersen, Robert (1915). “Mine Teatererindringer”, del VIII–X. In: Masken, 27.6.1915, 252; 4.7.1915, 260; 11.7.1915, 268.
Storm Petersen, Robert (1917). “Den første Film”. In: Pressens Magasin, 15.12.1917, 57–60.
Storm Petersen, Robert (1971). Bag Rampe og Kulisser. Erindringer fra Teatre, Cabaretter og Varieteer. København: Carit Andersen.
Søholm, Ejgil (1986). Storm P før Ping. Bladvid og satire 1902–20. København: Haase.
KIldeangivelse
Schröder, Stephan Michael (2022), Kunst, skæg og ballade – Storm P. i den tidlige stumfilm. Kosmorama #281 (www.kosmorama.org).
Se film med Storm P. på Stumfilm.dk:
