“God kunst er national. National kunst er altid dårlig.” Det er maleren Harald Giersing, der citeres for det bekendte udsagn. I en vis forstand forholder det sig på samme måde med politik og (film)kunst. Man kan hævde, at al god filmkunst må have et politisk indhold, men samtidig er det en hyppig oplevelse, at den filmkunst, der vil være politisk, ofte er det på bekostning af den kunstneriske kvalitet.

Under alle omstændigheder har filmen gennem hele sin historie vekslet mellem medspil og modspil til den politiske magt, og det er denne kontakt mellem filmen og magten, som nærværende nummer omhandler gennem en række artikler, der diskuterer filmens forhold til statsmagt, ideologi og politik med en række aktuelle og historiske eksempler.

Terrorangrebet den 11. september 2001 er en skelsættende begivenhed i den aktuelle verdensorden, men det var også en mediehegivenhed af voldsom gennemslagskraft. I Peter Schepelerns artikel belyses sammenhængen mellem mediebegivenheden og den amerikanske populærkultur. Torben Grodal kaster et bevidst enøjet blik på de reaktionære træk i den nyere amerikanske film. Christian Braad Thomsen giver et overblik over 70’ernes vesttyske terrorisme som den skildres i samtidige og senere film. Karsten Fledelius fortæller om den politiske propagandafilms store klassiker, Leni Riefenstahls Triumph des Willens, mens Casper Tybjerg undersøger de allegoriske træk i besættelsestidens danske film, først og fremmest Dreyers Vredens Dag, og Lars-Martin Sørensen tolker Kurosawas Rashomon i relation til den amerikanske besættelse af Japan. Anne Jerslev analyserer Herbert Bibermans kontroversielle Jordens salt, Thure Munkholm ser på Jean-Luc Godards Kineserinden og Jesper Andersen gennemgår Ken Loachs produktion. Endelig giver Kenneth T. de Lorenzi et portræt af Oliver Stone som politisk filmkunstner, og Rasmus Brendstrup redegør for forholdet mellem filmen og magten i den nye iranske film.

Kosmoramas næste nummer, Filmen og lysten, der udkommer til vinter, fokuserer på lyst, begær, køn - og film.