Der var en gang, hvor filmteorien kom i overskuelige bølger. Inden for en given periode syntes de, der overhovedet tænkte over filmen, at tænke i meget ens baner. I 1920’ernes højmodernistiske omgivelser var det formalismen, der var i højsædet, ikke bare hos Eisenstein og hans sovjetiske montagekolleger, men også i Frankrig, Tyskland og USA. Efter anden verdenskrig svingede pendulet i den modsatte retning. Tiden var til realisme, såvel i filmene som i teorierne om dem, og vi fik Zavattinis, Bazins, Mitrys og Kracauers forestillinger om filmen som en slags ‘forløser’ af den fysiske virkelighed (Kracauer). Så kom filmteorien i 1960’erne på universitetet, og det blev den i første omgang ikke mindre homogen af, snarere tværtimod. Nu hed den dominerende trend bare semiologi, og det var ikke så meget kunst, som det var lingvistiske finurligheder, Metz og ligesindede var optaget af. Filmsemiologien fik ikke nogen lang levetid, men da samme Metz i 1970’erne splejsede semiologi og psykoanalyse, var resultatet psykosemiotikken, som nu kom til at farve det meste af det, der blev tænkt om filmen.

Psykosemiotikken eksisterer endnu, ikke mindst i sin feministiske variant, men den har i 1980’erne og 90’erne fået følgeskab af så mange andre måder at tænke og teoretisere over film på, at det filmteoretiske landskab i dag er uhyre heterogent. I USA - og de lande, deriblandt Danmark, der er mere til kontant amerikansk forskning end til fransk spekulation - har kognitionsteorien ganske vist taget over som ny dominerende trend, i skarp opposition til psykosemiotikken. Men trods sin fremskudte position er kognitionsteorien, repræsenteret fortrinsvis ved David Bordwell og Noël Carroll samt, herhjemme,Torben Grodal, langtfra alene på dagens filmteoretiske scene...

Læs hele introduktionen