Filmen har fra begyndelsen haft et godt øje til Historien, for Historien - med hele dens kompleks af magtfulde skikkelser og betydningsfulde begivenheder - har noget, fiktionsfilmen godt kan bruge. Spillefilmen har dog så godt som aldrig blot til formål at belyse og analysere en historisk begivenhed. Det har mere været dokumentarfilmens ambition. Spillefilmen nærmer sig næsten altid historien med en bagtanke.

Det kan dreje sig om at bruge Historien som en guldgrube, der giver fri adgang til effektfulde handlinger, fulde af dramatik og fascinerende skæbner (jf. Jeanne d ’Arc, Titanic); det kan også dreje sig om at bruge Historien som en nostalgisk retro-baggrund for en romantisk handling, et stemningsfuldt miljø eller en eksotisk setting som profilerer en ‘almengyldig’ fortælling (jf. Borte med blæsten); eller det kan dreje sig om at benytte Historien som en slags allegori for nutiden, ved f.eks. at fremstille aktuelle ideologier og politiske holdninger draperet i en historisk forklædning, sådan som det især kan iagttages i mellemkrigsårenes diktaturstater, hvor ikke bare filmen udnyttede Historien, men også Historien udnyttede filmen (jf. Alexander Nevski, Jøden Süss). Men ikke blot kan filmen tage historiske emner op, den vil tillige altid være en del af Historien - som en afspejling af de historiske forhold, den er et produkt af. Dette nummer af Kosmorama ser på en række møder mellem filmen og Historien, en række illustrationer af det gensidige forhold...

Læs hele introduktionen