For bøsser og lesbiske har film om ligesindede altid været - og er stadig - umådeligt vigtige identitetsbekræftere. I et biografrepertoire domineret af heteroseksuelle konflikter og kærlighedshistorier kan det opleves som forløsende at se lærredet befolket af mennesker, der deler ens egen seksualitet. Men Gay & Lesbian film er ikke nødvendigvis udelukkende et spørgsmål om indhold. For kan man være queer inden for rammerne af en straight fortælling?
Kosmorama behandler i dette nummer temaet Gay & Lesbian film fra en teoretisk, en historisk og en analytisk vinkel. Vi har tilrettelagt det sådan, at nummeret udkommer samtidig med den 17. udgave af Copenhagen Gay & Lesbian filmfestivalen, og har derfor ladet Simon Verheij indlede med en kort status over festivalens udvikling fra starten i 1986 til i dag. Men ellers relaterer nummeret sig ikke direkte til festivalens program.
Trevor Elkington gør rede for den historiske, og nødvendige, sammenhæng mellem New Queer og independent cinema i USA. Lasse Soll Sunde peger på Stephen Frears' My Beautiful Laundrette som startskuddet til 1990'ernes New Queer Cinema. Og Ane Skak og Niels Bjørn giver en introduktion til Queer Theorys opgør med etablerede forestillinger om køn og seksualitet - og viser samtidig, hvordan queer-begrebet udfordrer ikke bare heteroseksuelle, men tillige traditionelle homoseksuelle film.
Anne Jespersen tager læseren med tilbage til Weimar-republikkens Berlin, hvis dynamiske homoseksuelle subkultur også manifesterede sig i periodens film. Rainer Werner Fassbinder lagde aldrig skjul på, at han var til mænd, men Christian Braad Thomsen argumenterer for, at han i sine film blot brugte homoseksualiteten som en lup, hvorigennem han tydeligere kunne iagttage, hvordan også de "normale" fungerer.
Svenske Hasse Ekman dristede sig i 1950 til at behandle homoseksualitet i noir-gevandter. Det skete i filmen Flicka och hyacinter, som Maria Krokstäde tager under kærlig analytisk behandling. Mens Niels Bjørn vurderer William Friedkins udskældte Cruising: er den så homofjendsk, som den er blevet beskyldt for at være, eller kan den tværtimod (i dag) betragtes som grænseoverskridende? De fleste kan nok blive enige om at betragte The Usual Suspects som en heteroseksuel film, men Niels Henrik Hartvigson argumenterer overbevisende for, at filmens flirt med kritikernes seksualpolitiske udlægninger af noir-genren gør, at den også lader sig læse som en seksuelt ladet historie om en gruppe mænds forhold til hinanden.
Det sidste ord i dette nummer går til Kassandra Wellendorf, der præsenterer og diskuterer en håndfuld nybrydende lesbiske doku-videokunstnere, som beskæftiger sig med lesbisk identitet og (an)erkendelse i første person ental.
Næste nummer af Kosmorama kommer til foråret og handler om Filmen og det fantastiske.