#238: Alternative fortælleformer på film
Ligesom alt nyt med tiden bliver gammelt, har det, som i dag er alternativt, en tendens til at glide ind i og være med til at udvide rammerne for morgendagens mainstream. Såvel alternative fortælleformer som den mainstream, de leverer alternativer til, er derfor ganske uhåndterlige størrelser, der nærmest inviterer til gradbøjning. Skønt den klassiske filmfortælling, som udgjorde det narrative fundament for Hollywoods guldalder i 1930’erne og 40’erne, ikke længere eksisterer i ren form - og vel strengt taget aldrig har gjort det - er den den etablerede og velbeskrevne norm, som alle såkaldt alternative fortælleformer i et eller andet omfang forholder sig til. Og som dette nummer af Kosmorama følgelig også tager sit afsæt i.
Nummeret indledes af en lille håndfuld artikler om nutidige Hollywood-film, der balancerer på grænsen mellem det alternative og det klassiske - og derved vidner om den hollywood’ske hovedstrøms elasticitet. Brian Petersen lægger for med en introduktion til den aristoteliske dramaturgi, der danner grundstammen i de fleste filmmanuskript-lærebøger - og som fraviges i de forskellige former for multiplotfilm, som har vundet frem i de senere år. Og i forlængelse heraf stiller Samuel Ben Israel skarpt på multiprotagonistfilmen, der forskyder vægten fra en projektorienteret dramaturgi til en ikke-hierarkisk og ikke-psykologiserende fremstilling af relationer mellem mennesker...
