For 50 år siden, i maj 1959, ramte den ny bølge Cannes-festivalen og ændrede for altid opfattelsen af, hvad film er eller kan være. Som impressionismen små 100 år tidligere havde gjort op med de fleste af malerkunstens hævdvundne principper, viste den ny bølge vejen til en fri og personlig filmkunst baseret på engagement og nødvendighed. Der var ikke længere nogen regler. Alt var tilladt, når bare det føltes sandt, ægte og vigtigt for instruktøren selv.

Dét førte til et overflødighedshorn af vidt forskellige film, hvis eneste fællesnævner er instruktørens personlige frihed. Hvor François Truffaut pustede nyt liv i det klassiske filmsprog, nedskrev Jean-Luc Godard systematisk samme til et decideret nulpunkt. Men blandt de ny instruktører var også Alain Resnais, som i film efter film filosoferede over fænomenet tid, og Agnès Varda, der gav bølgen et feminint touch, mens hendes mand, Jacques Demy, fik hverdagsrealisme og den måske mest verdensfjerne af alle genrer, musicalen, til at gå op i en højere enhed.

Det var film, der talte om kærlighed - også til filmkunsten, musikken, malerkunsten og litteraturen, samt, ikke mindst, til Paris. Film, der kunne tage filosofiske spørgsmål op og gøre dem umiddelbart vedkommende. Film, der i visse tilfælde forholdt sig direkte til tidens påtrængende politiske emner - fra krigene i Algeriet og Vietnam til studenteroprøret i maj 68. Film, der talte ungdommens eget sprog.

Fra Frankrig skyllede bølgen ud over Europa og videre til Japan, Latinamerika samt, et tiår senere, USA. Ville der have været en Fassbinder, en Almodovar, en Leigh, en Scorsese, en Kore-eda, en Inarritu eller en Lars von Trier uden den ny bølge? Næppe. Og skønt de danske dogmebrødre med flid søgte at lægge afstand til bølgen og især dens ‘auteur’- begreb, der stempledes som borgerlig - og dermed falsk - romantik, så er Dogme 95 vel i høj grad netop en bestræbelse på at genfinde den kreativitet og opfindsomhed, som var et af den ny bølges vigtigste kendetegn...

Læs hele introduktionen