Neorealismens filosofi

'Umberto D.' ligner på mange måder Fords 'Vredens druer'. De kan begge kaldes sociale film, ikke i småtskåren politisk forstand; i kraft af den tidløse medmenneskelighed, de er udsprunget af, hæver de sig over den aktuelle agitation, som så mange af den slags film bliver stikkende i. Bag dem ligger troen på menneskets værdighed selv i dets dybeste materielle armod, således som den også ligger bag den komisk-sentimentale form i de bedste af Chaplins film, der iøvrigt ganske tydeligt har haft overordentlig betydning for flere af de italienske filmkunstnere. Men mens Chaplin og Ford i deres film benyttede sig af intrige og dramatisk konflikt for at ægge, betegner de Sicas film et brud med de filmdramatiske konventioner, idet den giver udtryk for en næsten fiktionsløs realisme, vokset frem af den stærke overbevisning om virkelighedens værdi i sig selv.