I artiklen "Kosmorama gennem 60 år - Fra kampskrift for filmkunst til formidlet forskning" tager tidligere redaktør Dan Nissen, som også i en årrække var direktør for Museum & Cinematek, læseren med på en tidsrejse gennem Kosmoramas lange liv med fokus på, hvordan forskellige redaktioner i de forløbne årtier har præget bladet. Det startede beskedent i 1954 med 12 sider i A5-format 9 gange årligt, sluttede i papirversion i 2011 med halvårlige udgivelser på omkring 200 sider i bogformat til i dag, hvor Kosmorama udkommer på web med ad hoc publikationer både i forhold til frekvens og omfang.
Redaktør Lars-Martin Sørensen gør status over, hvordan livet i den fagre nye internetverden har formet Danmarks ældste filmtidsskrift siden web-lanceringen i maj 2013. Der er synergi med Museum & Cinematek, transparens og merværdi i kraft af digitaliseret kildemateriale og brugerstatistik med nye indsigter.
Desuden udgiver vi endnu en række af de tidligere trykte magasiner online i Kosmorama Arkiv: Fra Kosmorama #224 fra 1999 om Filmens ny verden til det store dobbeltnummer #227-228 fra 2001 om Filmkunstnere i tiden. Endelig er det allerførste nummer fra 1954 også digitaliseret. Alle kan naturligvis læses og downloades i komplet udgave.
God fornøjelse med Kosmorama #257.