Siden slutningen af 90’erne har en ny filmtendens spredt sig i Danmark: independent film. Begrebet dukker op i løbet af 00’erne som en betegnelse, en række instruktører bruger som selvbeskrivelse. Siden er antallet af kort- og spillefilm fra den danske indiescene i al ubemærkethed vokset støt. I skrivende stund findes der i hvert fald 30-40 instruktører i Danmark, som på en eller anden måde kan betegnes som independent, og tilsammen tegner de sig for omkring 60 kortfilm og 40 spillefilm. Få af deres film har været i bred biografdistribution, flere og flere udkommer som købefilm, mens mange benytter webkanaler til distribution. Enkelte af filmene sælger væsentligt bedre end konsulentstøttede film, selv om de er blevet til for private midler eller fiktive billån. Indiescenen spirer for alvor, får opmærksomhed på filmfestivaler verden rundt og sågar i amerikanske indiekredse. Herhjemme mangler dog stadig det helt store gennembrud.
Men hvad er det, vi taler om, når vi taler om indiefilm i Danmark? Begrebet er af amerikansk oprindelse og kræver en præcisering for at kunne anvendes i en dansk sammenhæng. Hvad er det for film, der laves, og hvilke konsekvenser for filmens udtryk har den uafhængige produktions-, finansierings- og distributionsform? Den produktions- og distributionsmæssige udvikling af dansk indiefilm hænger også sammen med den teknologiske udvikling, som har gjort det nemmere og billigere både at lave filmene og at gøre dem tilgængelige for et større publikum. Både i og uden for filmene italesætter indiefilmen nogle genrer og stilarter, der ser ud til at have svært ved rigtig at få fodfæste i den etablerede danske filmkultur, så diskussionen implicerer også genre- og stilmæssige spørgsmål om dansk filmkultur. At filmskaberne vælger at kalde sig independent peger på den måde også ind i en filmæstetisk kvalitetsdiskussion. De må jo være independent fra noget, og heri ligger der for nogen en implicit, for andre en meget eksplicit, kritik af det danske filmstøttesystem. Artiklen giver derfor også et bud på, hvorvidt det lykkes for dansk indie at etablere et reelt alternativ til den etablerede danske filmbranche.
Ovenstående spørgsmål leder frem til:
1) en diskussion af begrebet independent film i dansk regi,
2) en præsentation af de produktionsmæssige omstændigheder,
3) en genre- og stildiskussion og
4) en vurdering af indiekulturen som et alternativ til den etablerede danske filmbranche.
Artiklen er baseret på en række interviews med forskellige filmfolk, foretaget gennem de seneste seks år [1]. Deres udsagn sættes ind i en større kontekst, som handler om baggrunden for eksistensen af en dansk indiescene, og som diskuterer, hvordan den ser ud, og hvorfor den ser ud, som den gør.
The Last Warrior (Shaky González, 2010). Framegrab.
Shaky González er en central aktør på den danske indiescene. Lige fra spillefilmsdebuten Nattens engel (1998) har han arbejdet med film som et referencesystem. En af hans seneste film er kortfilmen The Last Warrior (2010), som er et spoof på actioneventyr såsom Mad Max (1979) og Conan, the Barbarian (1982). Den er tilgængelig på Ekkos Shortlist.
Indiefilm: et selvopløsende begreb
Betegnelsen independent film stammer fra amerikansk filmkultur, hvor den har været et udtryk for en reaktion på og imod Hollywoods dominans. Men indie har betydet og betyder stadig mange forskellige ting. Betegnelsen opstod, da en række producenter i USA omkring 1908 afviste at være medlem af den såkaldte Edison Trust, der var en sammenslutning af filmproducenter, distributører og råfilmproducenten Eastman Kodak. Sammenslutningen var et forsøg på at opbygge og kontrollere et filmmarked, der fra begyndelsen af 1900-tallet udviklede sig til en central kulturel attraktion. De, der ikke var medlemmer af Edison Trust'en, blev kaldt independent (King, 2005: 3f). Derfor er det måske lidt paradokssalt, at de indiefilmfolk, der i denne periode i stedet etablerede sig i og omkring Los Angeles, senere skulle udvikle netop det studiesystem, som senere filmskabere ønskede at være independent fra, nemlig Hollywood. Siden har begrebet været brugt på flere forskellige tidspunkter og på uensartede måder. Litteraturen om indiefilm spørger derfor ofte som det første ind til begrebet for at finde frem til, hvad det reelt dækker [2]. Som D.K. Holm i Independent Cinema (2008: 9), der indleder med ordene: ”What is an independent film?”, mens Geoff King (2005: 1) i stedet spørger ”How independent” som overskrift på sit første kapitel i American Independent Cinema (2005).
Jeg vil her pege på mindst fem primære betydninger af indie-begrebet, men der findes med sikkerhed flere og mere nuancerede definitioner. Holm peger selv på flere forskellige betydninger lige fra en adskillelse fra og protest imod Hollywood, over indie som et markedsføringsværktøj, til at analysere independent film som et springbræt ind i den etablerede filmbranche. I Celluloid Mavericks afgrænser Greg Merritt definitionen til at omfatte alle film uden produktions- eller distributionsbidrag fra nogetstudie (Merritt, 2000: xii). Derfor kan John Berra i Declarations of Independence også kalde independent film for ”a mode of production” (Berra, 2008: 9). Michael Z. Newman går i Indie: an American Culture (2011) mere formelt til værks og præciserer i et kapitel det, han kalder for ”indie realism” (Newman, 2011: 87f), der er en betegnelse for karakterbårne fortællinger med socialt engagement. At indiefilm således kan forstås meget forskelligt – fra en protest imod det kommercielle Hollywood til et kommercielt markedsføringsbegreb eller som et springbræt ind i filmbranchen, en institutionel betegnelse for en alternativ produktionsmåde eller endelig en bestemt stil eller fremstillingsform – gør begrebet vanskeligt at håndtere.
I princippet kan indie altså nærmest være det hele, men derved får nogle af aspekterne en selvophævende effekt, fordi en film ikke både kan være en antikommerciel protest og benytte det med et kommercielt sigte i markedsføringen. Problemet udspringer af, at begrebet har vist sig at kunne nå et publikum, der ikke er til fals for store kommercielle produktioner, og derved bliver brandet attraktivt for de store kommercielle selskaber. Symptomatisk for denne kommercialisering er, at det var normalt at betragte det amerikanske produktionsselskab Miramax Films som indie, indtil det blev opkøbt af The Walt Disney Company i 1993. Flere interviewpersoner peger uafhængigt af hinanden på, at Zentropa har udviklet sig fra at være nytænkende, talentmotiverende og banebrydende til at være ”cool business”. Således fremstår Zentropa som en slags dansk Miramax, der i starten kunne betragtes som independent. Men efter Nordisk Films opkøb af aktiemajoriteten i selskabet i 2008, kan forholdet opfattes som parallelt til Disneys opkøb af Miramax. Om det vitterligt medfører den kulturændring i selskabet, som respondenter peger på, er uvist. Men sådan opleves det blandt indie-instruktører, som altså også betragter sig selv som independent fra større etablerede selskaber.
Dansk indie
Når betegnelsen nu har så mange betydninger, kan det virke pudsigt, måske ligefrem problematisk, at bruge den til at beskrive en dansk filmtendens. Forklaringen er ganske enkelt, at en gruppe filmskabere selv bruger indiebetegnelsen. Det gælder folk som fx Shaky González, Kasper Juhl, David Noel Bourke, Mustafa Ali, Kim Sønderholm og Sohail A. Hassan. Indiebegrebets elasticitet er den vigtigste årsag til, at det – når det bruges uden for USA – kræver sin egen kontekstualisering. Så hvordan bruger de danske filmskabere begrebet, hvis de bruger det, og hvilken betydning har det for dem og deres film?
De interviews, artiklen her delvist er baseret på, viser, at dansk independent film passer på de fem ovenstående definitioner:
1) Dansk indie kan være en protest imod den etablerede film og i denne forbindelse hovedsageligt Det Danske Filminstitut (DFI). ”Når man er independent i Danmark, er man independent fra instituttet,” understreger instruktøren Shaky González ligesom flere af sine kolleger i indiemiljøet. Det kan i høj grad også være:
2) Et markedsføringsbegreb for at skabe opmærksomhed, hvilket i sig selv gør interview-metoden sårbar, fordi filmskaberne kunne se interviewet som en profileringsmulighed, fordi nogen spørger til og skriver om dem.
3) Som vi skal se nedenfor betragtes indiefilmen også i dansk regi som et springbræt ind i det etablerede system, mens der også findes en tradition for:
4) Alternative produktionsmåder, amatørproduktioner og film produceret uden for de etablerede selskaber. Men mest af alt kan dansk indiefilm kædes sammen med:
5) Bestemte stilarter, som således peger tilbage til protesten imod DFI, eftersom en række instruktører hævder, at visse stilformer og genrer ikke får den opmærksomhed, de fortjener fra DFI og den etablerede filmbranche generelt.
Den dansk-pakistanske instruktør Sohail A. Hassan – her under optagelserne til sin kortfilm Inmate 48(2014) – har set sig selv som dømt ude af et dansk støttesystem, hvilket nødvendiggør, at han indspiller sine film som independent. (Foto: Lars Juul Hauschildt)
Fra guerillastyle til træningsrum
I interviewmaterialet kan der for mange respondenters vedkommende spores en gradvis bevægelse fra at være helt selvstændige til at forsøge at finde en plads i den etablerede filmkultur. Der findes også en række instruktører, der bevidst arbejder uden at søge filmstøtte, for nogens vedkommende fordi de oplever støttesystemet som undertrykkende og præget af en skæv magtbalance. Instruktøren Sohail A. Hassan mener fx, at filmkonsulenternes personlige smag influerer på hvilke film, de vælger at give støtte. Andre instruktører søger ikke filmstøtte, fordi de på forhånd ved, at deres film ikke kommer i betragtning. Kasper Juhl peger fx på, at hans ekstreme torture porn ikke på nogen måde kan opnå filmstøtte. Shaky González er ikke afvisende over for støttesystemet, men peger på, at det er en træg og langsommelig søgeproces, der kan dræbe kreativiteten i et projekt. Derfor har han hovedsageligt indspillet film uden statsstøtte. Denne institutionelt 100 % uafhængige film kalder den irsk-danske instruktør David Noel Bourke for guerilla style med henvisning til, at det er med instruktøren selv og hans egen økonomi som indsats, at filmene laves. Bourkes anden film No Right Turn (2009), fortæller han, blev produceret for et fiktivt billån. Hans betegnelse for egen praksis minder en del om det, som Chris Jones og Genevieve Jolliffe i titlen på deres håndbog omtaler som guerilla film makers (2006).
Det betyder, at der reelt er to hovedtendenser: Nogle instruktører insisterer på selvstændighed og producerer low budget enten for at fastholde kreative muligheder eller for at producere film, der under alle omstændigheder er så transgressive, at de ikke ville kunne opnå støtteopmærksomhed. Andre har derimod forsøgt sig i systemet, men er på forskellige måder blevet mødt med sådanne krav til eller afvisning af den enkelte film, at de ender med at se DFI som en forhindring mere end en mulighed. Denne gruppe kan kategoriseres som institutionelt independent. Deres fællestræk er, at de på en eller anden måde har indset, at Filminstituttets støtte for dem er meget svær eller umulig at opnå.
I modsætning til den institutionelt uafhængige film er der en række instruktører og producenter, som ikke ser sig selv som del af en modkultur til etablissementet. I stedet anser de indiefilmens muligheder som et træningsrum, hvor de kan testkøre sig selv, afprøve virkemidler og ikke mindst producere film til cv’et. Her er indiefilmen ikke en rebelsk baggård, men fungerer som en urtehave, hvorfra talenter kan spire og vokse ind i filmenbranchens centrum. Charlotte Madsen, som har to spillefilm på cv’et, erkender fx selvkritisk, at hun stadig har brug for træning. Produktionsselskabet Roberta Film fastholder, at de ser sig selv som en del af dansk film generelt, selvom de ikke har fået institutstøtte til fx filmen Caroline – Den sidste rejse (2012). Flere i denne gruppe vægrer sig faktisk ved at kalde sig independent. Adspurgt slår flere respondenter betegnelsen hen, mens andre blot nøgternt anerkender, at hvis indiefilm i Danmark er film uden støtte fra Filminstituttet, så må de også være det. Sigtet med independent produktion er ikke en kritik af støttemulighederne, men snarere at få fodfæste i en snæver dansk filmkultur. Denne gruppe bruger independent som træningsrum, og appellerer derved til det etablerede filmsystem. Gruppen svarer til det, som Holm kalder for independent cinema as a stepping stone (Holm, 2008: 69): den store amerikanske filmmytologi sigter i dette tilfælde til Steven Spielberg, der selv benyttede denne metode. I dansk regi – som vi skal se nedenfor – er det snarere Robert Rodriguez, der er forbilledet.
De to grupper eller tendenser er ikke klart adskilte, men ofte er der en glidende overgang fra den ene til den anden. Flere instruktører – fx Sohail A. Hassan, Shaky González, Svend Ploug Johansen, David Noel Bourke – udtrykker på den ene side en kritik af det danske filmsystem, men på den anden side vil de ikke afvise muligheden for at søge statsstøtte til deres film. Flere – fx Shaky González og Anna Willumsen – har allerede fået statsstøtte til film via henholdsvis Dansk Novellefilm, Filmværkstedet eller New Danish Screen. Men de har ved siden af lavet film, som hovedsageligt er baseret på private midler. Filmværkstedet er grundlæggende talentudvikling, mens kort- og novellefilm i praksis til tider også – uheldigvis mener flere – har været betragtet som træningsrum (Raskin, 2002; Riis, 1998).
Indiebegrebet findes altså i dansk filmkultur, men brugen af det er forskelligartet, præcisionen mangler, ligesom begrebsbrugen i en amerikansk kontekst. Man kan også konstatere, at det er den første af de to grupper, der på sin vis tvinger den anden gruppe ind under betegnelsen independent film. For når kritiske instruktører kalder film produceret uden DFI-støtte for independent, betyder det også, at de derved kommer til at inkludere de instruktører, som laver film uden statsstøtte, men som ikke nødvendigvis ønsker at være independent i protest. Derfor er arbejdsdefinitionen på en dansk independent film denne: film produceret af et lille dansk produktionsselskab uden støtte fra det etablerede system forstået som såvel større filmselskaber som Det Danske Filminstitut [3].
Shaun Ranas Westbrick Murders (2010) er en af de film, der mest effektivt udnytter især computerbaseret udstyr til postproduktion. Resultatet er et ensartet og stiliseret udtryk med stærke ligheder med Quentin Tarantinos og Robert Rodriguez’ film.
Et teknologisk spejlbillede
D.K. Holm påpeger følgende: ”The rise of independent film mirrors advances in lightweight and inexpensive filmmaking technology” (Holm, 2008: 22). Han peger hermed på den teknologihistoriske udvikling som en vigtig forudsætning for det, han kalder true independent film i USA. Holm har ret i, at billigt letvægtsudstyr giver nye og bedre vilkår for indiefilmen. En film kan i dag reelt indspilles på et kamera, der kan erhverves for små penge, og redigeringsprocessen er gjort lettere, fordi anvendeligt udstyr er standard-software på i de fleste computerstyresystemer. Flere danske indiefilm indeholder derfor nogle ganske vellykkede sekvenser, som ville være utænkelige tidligere. Volds- og eksplosionsscenerne i Jonas Kvist Jensens Brutal Incasso (2006) og biljagten i Dennis Bahnsens Krokodillerne (2009) er effektivt indføjet ved hjælp af computergrafik og animation i postproduktionen. En af de mest vellykkede danskproducerede indiefilm, der tilføjer en stærk og yderst interessant stil i postproduktionen, er Shaun Ranas Westbrick Murders (2010). Rana, der selv har stået for stort set alt under produktionen, har også udfærdiget filmens visuelle effekter, der tilføjer filmen en billedæstetik med mange elementer hentet fra japansk anime og amerikanske Grindhouse-film fra 70’erne. Filmens råmateriale er en lang række nærbilleder, der fanger den rå og makabre vold, men samtidig også begrænser brugen af dyre location-optagelser. Disse nærbilleder er i redigeringsfasen tilføjet en lang række grafiske detaljer såsom digitalt skabt eddikesyndrom, der får billedet til at springe som en gammel film i opløsning. Farverne er holdt i meget mørke film noir-toner, der også kan være med til at skjule de mindre heldige detaljer i det oprindelige billede, mens langt de fleste af scenernes establishing shots er computergenererede. Shaun Ranas åbenlyse redigeringstalent er således baseret på en kombination af mørke farver, nærbilleder og vellykket computergrafik, der reelt er en make-up, som får størstedelen af en relativt billig danskproduceret film til at se ret dyr ud. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi teknikken er blevet tilgængelig for få penge – og selvfølgelig også, fordi Rana har stået for stort set alt selv.
Det er dog ikke den eneste medieteknologiske udvikling, der betyder noget for dansk indiefilm. Webbaseret kommunikation giver store fordele på flere niveauer i indieproduktionerne. Tidligt i produktionsprocessen bruges internettet – især videosites som YouTube og Vimeo – som PR-kilde. Flere producenter lancerer såkaldte pitch trailers, der skal medvirke til at sammenstykke en finansieringsmodel. I skrivende stund figurerer Shaun Ranas muligvis kommende film Warren Litch – tilsyneladende en film i stil med såvel Ranas egen Westbrick Murders som Ridley Scotts Blade Runner (1982) – som en ret lovende pitch trailer på forskellige video-sites, men om filmen reelt ender i produktion er stadig uvist. At en trailer kommer til at stå alene uden film er også set, eksempelvis Shaky González’ pitch trailer til The Last Demon Slayer, der faktisk figurerer på filmsitet The Internet Movie Data Base (IMDB), men aldrig er blevet til mere end en trailer. Det samme gjorde sig gældende, da instruktør Martin Bech lancerede sin trailer til slasher-gyseren Final Solution i 2009 via forskellige sites og på en velprogrammeret hjemmeside. Kampagnen viste sig at være så opsigtsvækkende, at filmen blev omtalt i dagbladet Børsen (Iskov, 2010), men filmen nåede aldrig videre. Pitch trailers skal ses i sammenhæng med crowd funding – altså produkter finansieret af modtagerne. Før funding sites som fx Indiegogo blev lanceret, forsøgte Kim Sønderholm via IMDB at samle kapital til produktion af sin spillefilm Craig (2008), og senest har David Noel Bourke forsøgt det samme med sin kommende spillefilm White Pig, som muligvis kan blive den første danskproducerede film finansieret fuldstændig via crowd funding (indspilningen indledtes i december 2013). Crowd fund’ede film er der endnu kun ganske få af i dansk film, og om det er et reelt alternativ til de traditionelle finansieringskilder og -metoder vil tiden vise.
Eftersøgning af medvirkende aktører fungerer også ofte via internetbaserede netværk såsom Wideshot.dk og Filmz.dk, men også via Facebook-siden for foreningen Indiefilm Denmark. Disse har mange ligheder med internationale, engelsksprogede sites såsom IndieWIRE.com og Dvxuser.com. Skuespillere, kamerafolk, musikere mv. finder på den måde hinanden via netværk med udgangspunkt i hovedsageligt indiefilm. Men langt de fleste i indiemiljøet kender (til) hinanden og henvender sig til hinanden gennem mere traditionelle kommunikationsmidler. Når filmen er færdig, promoveres den oftest igennem internetbaserede mediekilder, men her adskiller den sig ikke fra film i den etablerede filmbranche, der bruger præcis de samme metoder.
Opsummerende omkring produktion, teknologi og kommunikation kan det siges, at kamera- og redigeringsteknologi har givet dansk indiefilm oplagte muligheder. Var teknologien ikke blevet tilgængelig for alle til moderate priser, er det tvivlsomt, om indiefilmen ville eksistere i det omfang, den gør. Meget tyder dog på, at produktionsselskabernes kommunikationsstrategier stadig kan forbedres betragteligt. For som vi skal se i det følgende, så tilbyder indiefilmen faktisk et alternativ rent stilmæssigt.
LoneTower Visuals benytter sig effektivt af kommunikation til Facebook-profiler, her hhv. i forbindelse med en deltagelse i en filmfestival samt lanceringen af deres kortfilm Fra alle os… (2013). Instruktør David Noel Bourke bruger aktivt Facebook i sin kommunikation om sit crowd fundede projekt White Pig.
Realismen som Prügelknabe
En del af dansk indiefilm forsøger at skabe et modspil til den etablerede films centrale realismetradition. På mange måder er dette en interessant modsætning til den amerikanske independent film, der netop som modspil til de ofte spektakulære produktioner i Hollywood har en stærk tradition for det, som Michael Z. Newman via instruktører som Gus van Zant, Alexander Payne og Sofia Coppola beskriver som ”indie realism”, der er præget af naturalistiske settings og karakterhandlinger, mangel på magi, overdrevent mod, intellekt eller seksualitet, men i stedet er præget af en repræsentation af en verden, der følger ”the same rules as the world we know from real human experience” (Newman, 2011: 88). Men fordi denne repræsentationsform er udbredt i dansk film – ifølge flere indiefolk for udbredt – søger en lang række instruktører i stedet i retningen af det spektakulære, det overnaturlige og det seksuelle. Faktisk er det fra denne gruppe filmskabere, at den stærkeste institutionskritik kommer, mens de danske independent producenter, der fastholder og arbejder i den danske realisme- eller kunstfilmstradition ikke fremstår specielt kritiske. Det gælder instruktører som Henrik Kolind og Charlotte Madsen. Charlotte Madsens film Kufferten (2012) er tematisk beslægtet med Hvidsten Gruppen (2012) og fastholder en realistisk ramme omkring et historisk drama. Henrik Kolinds Caroline – den sidste rejse er tematisk beslægtet med Nicolaj Arcels melodramatiske En kongelig affære (2012). Men i stedet for at skrive fortællingen ind i den historiske ramme, opdaterer Kolind Struensee-sagen til et nutidigt kammerspil med stærke stilmæssige ligheder med Jytte Rex’ kunstfilmiske æstetik. Hverken Madsen eller Kolind leverer nævneværdig kritik af den danske filmbranche, men ser snarere sig selv som en del af eller på vej ind i den etablerede del af dansk film.
Charlotte Madsens Kufferten er et centralt eksempel på en film indspillet for lokale midler i Lemvig-området. Den er også et godt eksempel på, at realistiske dramaer også figurerer i dansk lowbudget- og indiefilm.
Kvantitativt står det spektakulære og transgressive stærkest i dansk indiefilm. To genre- og stilmæssige tendenser, som fylder en del, er gysergenren samt en tydelig inspiration fra amerikansk action- og voldsæstetik, hovedsageligt fra eller inspireret af Robert Rodriguez. Her er realismen ikke i høj kurs.
Den danske indiegyser
Instruktør Daniel Bødker Sørensen peger på, at det stærke fokus på det visuelt foruroligende og spektakulære kan være et forsøg på at komme til orde – en trængt stemme, der råber højt. Det er i hvert fald slående, at instruktører som Sohail A. Hassan, den nævnte Sørensen og Svend Ploug Johansen, som alle giver en hård og generel kritik af den danske filmbranche og DFI, alle har indspillet gyserfilm. Hassan og Johansen medvirker begge i kompilationsudgivelsen Supernatural Tales (2012), der er en samling af korte danske independent gyserfilm, som blev indsendt til Movie Battle-konkurrencen under CPH:PIX i 2012. Udgivelsen er et illustrativt eksempel på gyserens stærke tilstedeværelse i dansk indiefilm. Johansen peger på, at det inden for miljøet omkring indie-horror i Danmark er en stående joke, at DFI ikke støtter andet end komedier og socialrealisme, mens Hassan kalder hovedparten af danske film ”deprimerende, alvorlige og belærende” og understreger, at DFI ikke bryder sig om at støtte genrefilm. Shaky González, der farer væsentligt mere med lempe i sine udtalelser, peger også på denne tilbageholdenhed over for genrefilm og siger: ”Jeg tror ikke, de [DFI] ændrer sig. Jeg tror ikke, at de lige pludselig begynder at lave genrefilm”. Disse udsagn om forholdet mellem genrefilm og DFI er i høj grad repræsentative for den gruppe filmskabere, jeg har kaldt for institutionelt independent.
Det er dog ikke alle genrer, der er lige dårligt repræsenteret i dansk film. Rasmus Horskjær, der er filmkonsulent ved DFI, påpeger, at den danske komedie har det ret godt, mens den danske krimi er i vækst som biograffilm, men indrømmer, at gyseren har haft trange kår i dansk regi. I denne artikels tilblivelses- og redaktionstid har desuden Kristian Levrings western The Salvation (2014) og Jonas Alexander Arnbys Når dyrene drømmer (2014) haft biografpremiere, hvilket – selvom det endnu er for tidligt at sige – kunne antyde, at DFI's fokusering på genrefilm er under forandring. Områdedirektør ved DFI Claus Ladegaard medgiver også, at ”støtten til horrorfilm historisk set har været beskeden”, men mener dog, at det kan ændre sig (Lindberg, 2012). Rent kvantitativt er det meget få danske gysere, der har fået støtte fra DFI. Dansk indiefilm leverer her et kvantitativt supplement til dansk film generelt. Instruktørerne Kim Sønderholm, Svend Ploug Johansen og Kasper Juhl fortæller, at der findes et publikum med en speciel smag og særlig efterspørgsel, som imødekommes af indiefilmens gyserproduktioner. Der er med andre ord et subkulturelt miljø, der er repræsenteret på både produktions- og receptionssiden i Danmark og i nogen grad i udlandet.
Instruktøren Kim Sønderholm, der er en af hovedkræfterne bag produktionsselskaberne Apotheosis Film og Cetus Productions, har længe været en central aktør i dansk indiefilm generelt, men har også vist en helt særlig interesse for gysergenren. Kernemotivationen for ham har været, at gyseren altid har dette nichepublikum, der gør, at filmene har gode chancer for at blive set. Men samtidig peger han også på, at gyseren af samme årsag har været overrepræsenteret i indiemiljøerne. Samtidig er det dog tydeligt, at det især er den danske indiegyser, der har fået størst opmærksomhed gennem de senere år målt på antallet af regulære dvd-udgivelser. Det er især distributionsselskabet Another World Entertainment, der har satset på udgivelsen af dansk indie og herunder danske gysere. Heriblandt var også Kim Sønderholms debutspillefilm Craig (2008) og Emil Ishiis Rovdrift (2009), som Sønderholm co-producerede via Apotheosis Film. Craig var baseret på Sønderholms kortfilm Mental Distortion (2008), som var inkluderet i den amerikansk udgivne filmantologi Horror Vault (2008). Rovdrift med Sønderholm i en af de bærende roller udmærker sig som en regulær slasher, som der på dette tidspunkt ikke var mange af blandt danske filmudgivelser. På mange måder er disse to film en understregning af den opmærksomhed, som gyseren i stigende grad har fået i det danske indiemiljø. Fra at være små og gemte produktioner er gyseren gået til at udkomme i bred dvd-distribution. Senest har Kim Sønderholm instrueret tre ud af fem kortfilm i antologifilmen Sinister Visions (2013). Filmen er udgivet i USA ligesom Kim Sønderholms to øvrige spillefilm Tour de Force (2010) og Little Big Boy (2012), hvilket også gør Sønderholm til en international skikkelse i dansk indiefilm. Han peger selv på, at danske gysere i stil med Craig faktisk – i modsætning til receptionen i Danmark – ses som et eksotisk bud i independent gysermiljøer i USA. Så selv om Sønderholms film stedvist er præget af tekniske problemer, såsom en svag lyd- og karakterside, tyder hans udgivelser på, at dansk gyserfilm har eksportmuligheder. Sønderholm formår både som skuespiller, som instruktør og som producent at krydse Atlanten med sine film.
Svend Plough Johansen viser også i flere af sine produktioner, at han kender gyserens stilrepertoire, og især hans adaption af H.C. Andersens Historien om en moder (2005) viser, hvordan han næsten dialogløst bevidst og effektivt kan anvende klippe- og kamerateknik fra gyseren til at reaccentuere tematikker omkring døden fra en dansk litterær klassiker. Johansen insisterer på at være independent fra DFI; han peger på filmteknologiens store indflydelse på fremvæksten af en større talentmasse i dansk indie og mener, at indiefilmens muligheder ligger i en højere grad af kreativ frihed. Gyserfilmen kan samle disse tråde, fordi den er et stærkt visuelt fortællemiddel, siger han. Disse udsagn står nærmest som en poetik for Johansens egen meget visuelle fortællestil, som udmærker sig – fx i hans bidrag Ansigtet (2012) til antologien Supernatural Tales – gennem et stilsikkert forhold mellem billede og lyd/musik.
Kim Sønderholm har i flere år været blandt de bærende kræfter i dansk indie. Senest har han også arbejdet på en international karriere, hvilket bl.a. kan ses i hans deltagelse i antologifilmen Sinister Visions (2013) med hele tre ud af fem kortfilm. Her et production still fra segmentet Succubus.
Dansk torture porn
Kasper Juhls tre spillefilm Sunken Danish (2012), Madness of Many (2013) og Monstrosity (2014) trækker kraftige veksler på det, der er blevet kaldt for torture porn og new extremity, og som især er populariseret af filmserien Saw I-VII (2004-10). Rikke Schubart peger på, at sigtet med den kvalmende og grafiske vold i sig selv er at søge grænserne og overskride dem (Schubart, 2009). Ifølge Schubart er der dog mere i det end slet og ret transgression: ”Bag den udfordrende æstetik finder vi gysets basale ærinde: at angribe den gode smag, udfordre borgerlig moral og vende verden på vrangen.” Denne idé om at vende verden på vrangen er helt bogstaveligt indarbejdet i to af Juhls tre film: I de to sammenhængende Sunken Danish og Monstrosity henter han – ud over inspiration fra nyklassikere inden for torture porn-stilen som Fred Vogels August Underground (2004) – gysergenrens subgenre home invasion ind. Den borgerlige moral er grundlæggende manifesteret via hjemmet i introscenen i Monstrosity, hvor hovedpersonen lemlæster sine ofre. Filmene kulminerer voldsæstetisk i scenen fra Sunken Danish, hvor hovedpersonen – spillet af Juhl selv – skærer maven op på en gravid, hiver fostret ud, skærer hovedet af det, og nekrofilt voldtager halshullet. Personligt kan jeg kun sige, at jeg har set min gode del af grænseoverskridende film, men især denne scene overskred mine grænser – og dermed er filmprojektet principielt lykkedes.
Juhls mellemliggende film Madness of Many er et anderledes værk, der på samme måde trækker på den transgressive vold, men sigtet er mere filosofisk og minder en del om det fokus, som filosoffen George Bataille havde på forholdet mellem vold, sex og religiøsitet. Filmen handler grundlæggende om den misbrugte og splittede Victoria (derfor spillet af tre forskellige skuespillere), der gennem sine lidelser finder en indsigt i noget større end sig selv. Alle tre film trækker på de samme internationale eksempler på torture porn, og Juhl er selvrefleksiv over denne interesse i det overskridende. ”Jeg er meget betaget af film, som igennem det makabre og groteske kan fortælle en universel sandhed eller lignende,” siger han og peger på, at det ekstreme ofte er signaleret via slaglinjer på filmudgivelserne såsom ”Forbudt i 10 lande”, fordi det ekstreme sælger godt. Slaglinjen for Sunken Danish var derfor også ”Den sygeste film fra Danmark”. Titlens henvisning til ’danskhed’ minder om brugen af en reference til det serbiske i Srđan Spasojevićs A Serbian Film (2010), og den nævnte voldtægtsscene med et dødt spædbarn har helt klare ligheder med en lignende voldtægtsscene hos Spasojević – en scene, som han selv kaldte for newborn porn. Disse film formår gennem en nærværende og nærgående filmæstetik at trække seeren helt ind i det ubehagelige og kvalmende på en måde, der gør filmene – ud fra denne optik – æstetisk vellykkede. Juhl kender dog godt til begrænsningerne i denne stil, og selvom han betegner sig selv som independent, er det helt uden de kritiske toner, som andre indieinstruktører anvender. Han anerkender, at der ikke gives statsstøtte til film af denne type, men afviser ikke, at han en dag vil forsøge at hive det transgressive med ind i etablissementet.
Sunken Danish (Kasper Juhl, 2012). Framegrab. Kasper Juhls visualisering af drab og nekrofil voldtægt af et foster i Sunken Danish (2012) er en central illustration af hans transgressive tilgang til filmen generelt og faktisk også gyseren specifikt. Framegrab fra filmen.
Rodriguez, Tarantino og dansk indiefilm
De to amerikanske instruktører Quentin Tarantino og Robert Rodriguez har haft stor betydning for indiefilmen specifikt og film generelt. Derfor er det måske ikke så overraskende, at de også sætter tydelige spor i dansk indiefilm. Især Rodriguezs dagbog over tilblivelsen af sin debutfilm El Mariachi (1992) er blevet en genkendelig referenceramme (Rodriguez, 1995).
Humoristiske actionfilm med voldsæstetiske excesser fylder en del og har gjort det, siden den nok vigtigste aktør på den danske indiescene Shaky González indspillede sin debutfilm Nattens engel (1998). Samtidig bygger Nattens engel også en interessant bro til gyserfilmen, fordi det reelt er en klassisk vampyrgyser iblandet ikonografiske træk fra actionfilmen, og dette er en central inspiration fra netop Tarantino og Rodriguez. González fortæller selv om sin oplevelse, da han på en ferie med bl.a. Nikolaj Coster-Waldau, som senere medvirkede i Nattens engel, så From Dusk till Dawn (1996), der er skrevet af Tarantino og instrueret af Rodriguez. Filmens effektive og overraskende kombination af action- og gysergenren var den helt elementære inspirationskilde til Nattens engel, der startede som en kortfilm, men langsomt udviklede sig til en spillefilm over flere produktionsgange. På den ene side indrømmer González, at denne afbrudte produktionsgang kan ses på filmens resultat, eftersom der i fortællingen er en del løse ender, men på den anden side læner filmens akronologiske opbygning sig derved også op ad flere af Tarantinos film, som benytter sig af samme fortælletekniske konstruktioner. Nattens engel er dermed den film, der bliver en igangsætter for det, der efter årtusindeskiftet udvikler sig til, hvad vi nu omtaler som dansk indiefilm. Den prompte produktionsmåde, hvor projektet hurtigt igangsættes og bliver til over lang tid, fordi pengekassen hele tiden tømmes, og nye penge skal hentes ind forskellige steder fra, er symptomatisk for flere senere produktioner. Så på samme måde som Rodriguez med sin debutfilm El Mariachi (1992) viste amerikanske indieinstruktører en ny måde at lave film på, så lagde González med Nattens engel en grundsten til et produktionsmæssigt og æstetisk alternativ i Danmark.
Rodriguez’ profil på den danske indiescene handler grundlæggende om en bestemt produktionspraksis, men er også en stilistisk inspiration. Det gælder især hos Shaky González, der i de fleste af sine film bruger elementer fra især Rodriguez, men implementerer dem på en måde, så de går i spænd med et intertekstuelt referencesystem, som minder om Tarantinos. Lige fra sine filmskoleproduktioner – penneprøver, midtvejsfilm og afgangsfilm – over de første spillefilm til den seneste Det grå guld (2013) bruger Gonzalez elementer, som går igen. På trods af at afgangsfilmen Latino (1997) og Det grå guld begge skiller sig ud fra mængden ved at slække på action-elementerne, er der paralleller i kraft af et latinamerikansk kulturelt islæt (dog fraværende i Det grå guld), slagscener og slagsmål samt ikke mindst genkendelige kameragange. Det er desuden interessant, at i hans midtvejsfilm DJ (1995) smelter det overnaturlige sammen med action-elementer hentet fra martial arts cinema (Teo, 2009), hvilket anticiperer det, han senere med Nattens engel lader sig inspirere af fra From Dusk till Dawn. González’ film er kendetegnet ved denne interesse i blandingen af action, elementer fra gyseren, scener fra martial arts film og en humoristisk og legende tilgang til filmmediet i stil med Tarantinos. Selv i Det grå guld, der tydeligt trækker på regulære danske komedier, indlejrer González referencer til det, han normalt arbejder med. En central scene, hvor tre ældre vil leje film som inspiration til at begå et bankrøveri, ser vi henvisninger til fx González’ egen kortfilm Johnny & The High Rollers (2008), mens den film, de ældre ender med at se nærmere på, er David Sakurais Ud i mørket. Denne reference bliver yderligere interessant af, at González for nyligt har indspillet kortfilmen Echoes of a Ronin (2014), en dansk martial arts-homage til Robert Houstons Shogun Assassin (1980), sammen med netop Sakurai med støtte fra Filminstituttets New Danish Screen. Dette er også en understregning af González’ pendlen mellem at lave indiefilm og interesse i at indspille film med statsstøtte. I afslutningsscenen i Det grå guld bruger González den danske skuespiller Erik Holmey, som medvirker i næsten alle hans film, mens Kim Sønderholm spiller hans sidekick. Tilsammen indbygger González i denne film, der rent publikumsmæssigt formentlig har været en af dansk indies større publikumssuccesser med ca. 27.000 solgte billetter, en række specifikke referencer til den danske indiescene. Men hovedreferencerne går i hans film generelt til Tarantino og Rodriguez.
Shaky Gonzálezs Pistoleros (2007) er et godt eksempel på hans stærke genreinspiration fra både western- og actionfilmen. Filmen er i princippet en voldsæstetisk storbywestern.
Rodriguez- og Tarantino-sporet rækker langt ud over González’ film, selvom hans Pistoleros (2007) nok er den danske film, der henter mest fra de to instruktører. Filmens gyldne westernæstetik med klare ligheder med Desperado (2005) og Tarantinos opdaterede brug af Sergio Leones kamerastil lancerer en dansk storbywestern, der er noget mere støvet end Erik Ballings Midt om natten (1984). Fortællingen er opbygget akronologisk i stil med Tarantinos film, mens handlingen hovedsageligt udspiller sig mellem storbykriminelle. Shaun Ranas allerede nævnte Westbrick Murders er helt tydeligt inspireret af Sin City (2005), mens den lange tegnefilmsekvens undervejs henter sin stil fra en lignende sekvens i Tarantinos Kill Bill Volume 1 (2003). De rå gangsterfilm som Nicholas Winding Refns banebrydende Pusher (1996) er hos Rana og González erstattet af en legende overfladeæstetik, der i stedet drengerøvsagtigt søger efter det underholdende og flotte ved grænseoverskridende vold, skydevåben og slåskamp. Det er overskridende og æstetisk vold, men overskridelsen ligger snarere i velkoreograferede slagscener og skuddueller, end de ligger i den kvalmende transgression som hos Kasper Juhl. Det samme gælder Jonas Kvist Jensens debutspillefilm Brutal Incasso, som er skrevet af Kim Sønderholm. Kvist Jensen, der i øvrigt er en af de bærende kræfter i en jysk indiefilmscene omkring Aarhus, fortæller selv om en helt klar inspiration fra Tarantino, men peger også på, at Lasse Spang Olsen – med I Kina spiser de hunde (1999) og Gamle mænd i nye biler (2002) – på det tidspunkt havde vist, at den humoristiske actionfilm faktisk kunne laves i Danmark. Fra samme jyske indiescene kommer Dennis Bahnsens Krokodillerne (2008), der også henter inspiration fra Tarantino. På trods af et stedvist lidt stift og kantet skuespil har filmen en humoristisk nerve og en fortælling, der viser, at indiefilmen også vinder opbakning i provinsielle lokalmiljøer. Filmen er optaget i Randers.
Denne beskrivelse af dansk indiefilm gennem gyseren og actionfilmen er naturligvis hverken udtømmende eller dækkende for dansk indiefilm generelt. Men det er de to mest dominerende genrer og stilarter i dansk indiefilm, der peger på, at instruktørerne ikke kun kritiserer den etablerede danske filmbranche for manglende støtte til denne type produktioner. Instruktørerne vælger slet og ret at lave filmene selv, nogle med en tone af protest, andre – og langt de fleste faktisk – gør det, fordi de elsker genrefilm og at lave film.
Alternativer i dansk indie
Hvis vi fastholder, at der – trods glidende overgange – i dansk indiefilm er to filmkulturelle hovedtendenser, hvor den ene gruppering laver film som en slags modkultur til den etablerede branche (den institutionelle indiefilm), og den anden producerer film for at få adgang til etablissementet (indiefilmen som træningsrum), så er det i den første gruppering, alternativerne til det etablerede system findes.
Det er naturligvis relevant at spørge, om dansk indiefilm reelt kan mønstre et alternativ. Og det bør understreges, at ikke alle danske indiefilm er lige interessante. Men ligesom den etablerede film per definition må indeholde svage og stærke film, så byder dansk indiefilm også på film, der placerer sig på et bredt spektrum af kvalitet. Noget er mindre interessant, noget direkte dårligt, men trenden findes. Så hermed en afsluttende opsummering af, hvordan den danske indiefilm tilbyder dansk film tre alternativer til den etablerede danske film: et finansielt, et produktionsmæssigt og et stilistisk:
Det finansielle alternativ virker som en naturlig konsekvens af, at filmskaberne ikke får eller søger statsstøtte gennem DFI. Man er nødsaget til at finde alternative finansieringskilder, og derfor står low budget-filmen meget stærkt i dansk indie. Kim Sønderholm, der her reflekterer over de finansstrategiske alternativer, går så langt som at sige, at de opfattes som det samme:
”I bund og grund er termerne ”low budget” og ”independent” nok synonyme herhjemme. Det er jo ikke nødvendigvis korrekt, men jeg tror det skal forstås på den måde, at en flok personer går i gang med at lave en produktion, som de brænder for, præcist som de ønsker at lave den. Derved er der ingen producent, der råber op om, at ting skal være på en bestemt måde, så den kan tjene sig selv ind. Det kan jo både være godt og skidt: Det kan være godt, fordi det er fantastisk for den kreative sjæl at få lov at udfolde sig præcist, som den gerne vil. Men det kan være skidt, fordi alt for mange helt glemmer at undersøge markedet ordentligt inden start.”
David Noel Bourke er også interessant i forhold til at finde alternativer til statsstøtte via det, han selv omtaler som guerilla style: Tidligere hjemtog Bourke et lån under påskud af at ville købe en bil, men lavede film for pengene i stedet, mens han netop har afsluttet en crowd funding-kampagne til sin kommende film. Charlotte Madsen viser med Kufferten, at film også kan produceres med lokale midler. Hendes film er – ud over egne penge – produceret for midler fra bl.a. Lemvig Kommune og lokale forretningsdrivende, mens kontrakterne med skuespillere – fx Peter Mygind – er udfærdiget på en måde, så de først får løn, hvis filmen tjener penge, hvad den ifølge Madsen har gjort [4]. Både Sønderholms, Bourkes og Madsens film har mere end tjent sig ind igen – Sønderholms og Bourkes film også gennem en amerikansk distribution, mens Madsen har hentet indtjeningen i Danmark. Det mere end antyder, at indiefilmen kan fremvise bæredygtige alternative måder at finansiere filmproduktion på – og er et felt, der fortjener yderligere analyse.
Det finansielle hænger sammen med de produktionsmæssige omstændigheder, eftersom low budget kræver et forøget engagement hos de implicerede. Indiefilmen handler om lysten til at lave film – en lyst, som flere respondenter føler, ville forsvinde, hvis de skulle gå ad den etablerede vej og opnå statsstøtte, fordi vejen opleves som bureaukratisk og langtrukket. Shaky González, der har prøvet begge dele, peger på, at han kan mærke forskel på folk, som ’ansættes’, og folk, som vil være med for enhver pris. Om det er sådan generelt, er svært at sige noget om, men fornemmelsen af et dybfølt engagement i produktionen er en oplevelse, som rigtig mange independent filmskabere har. Både Sohail A. Hassan og Daniel Bødker Sørensen peger på, at disse produktionsomstændigheder også har indflydelse på filmens endelige budget, og at danske film er alt for dyre i forhold til resultatet. Filmkonsulent Rasmus Horskjær peger dog som modspil på, at det i den etablerede danske film er en målsætning at kunne overholde de gældende brancheaftaler og overenskomster på markedet, hvilket – i modsætning til indiefilmen – kan have indflydelse på omkostningerne til aflønning. Men på trods af denne arbejdsmarkedstekniske forskel vidner beskrivelserne af produktionsomstændighederne om, at independent filmskabere i egen selvforståelse fremstår som et bevidst alternativ til at lave film som professionel ansættelse.
Jonas Kvist Jensens kortfilm Definitely Dead (2012) er ikke kun et godt eksempel på westerngenrens indtog i dansk indiefilm. Det er også et godt eksempel på indiefilmens online distribution – her udgivet direkte på YouTube. I skrivende stund er den set af over 22.000 brugere.
Finansieringen og produktionsomstændighederne kan naturligvis ikke undgå at have indflydelse på filmens endelig stilmæssige resultat. Jeg har i denne artikel ikke fremhævet mange af de eksempler, der fremstår ufærdige, men de findes selvfølgelig. Især blandt de talrige gyserfilm er der en del film, der i handling, i skuespilteknik, lydbillede og i kamera- og klippeteknik fremstår banale og lidt naive. Med andre ord er det for visse films vedkommende i næsten alle facetter, at de fejler, men det er bestemt ikke tilfældet for alle danske indiefilm. I stedet er en række genrer og stilarter repræsenteret på indiescenen, mens de i den etablerede danske film næsten glimrer ved deres fravær. Igen er det faktisk gyseren, der udmærker sig ved også at tilbyde fine og relevante alternativer i dansk film. Kasper Juhls torture porn-stil er i sit ekstreme udtryk vellykket ud fra netop den præmis, som han har haft med filmene, og resultatet virker overvældende og foruroligende på linje med flere internationale film i samme stil. Esben Blaakildes Movie Battle-vinder Outpost (2012) trækker også veloplagt på gysergenren, og fremstår således faktisk som en af dansk films hidtil mest vellykkede zombiefilm. Derudover er den voldsæsteticerede actionfilm – fx Shaky Gonzálezs Pistoleros – også fremherskende i dansk indie på måder, som ikke ligner noget andet i dansk film. Kvantitativt set er det tydeligt, at gyseren og actionfilmen – selvom ingen af genrerne er helt fraværende i statsstøttet dansk film – står langt stærkere på indiescenen, end de gør i den etablerede danske filmbranche. Derved leverer indiefilmen også et stilmæssigt alternativ i dansk film.
Indiefilmen savner dog stadig det endelige publikumsbevis på, at den er levedygtig. Det er sjældent, at danske indiefilm udkommer i bred distribution i de danske biografer. Men flere og flere får premiere lokalt, der udkommer stadig flere købefilm fra danske og amerikanske distributører. Dette alene vidner om, at der er en forventning om, at filmen vil kunne sælge. Flere filmskabere fra indiescenen peger på, at det er særdeles svært at opnå bred dansk distribution i biograferne, og de få, der har været i distribution, har ikke opnået stor publikumssucces. De bedste resultater står González for med Nattens engel og Det grå guld, der ifølge DFI’s tal solgte hhv. ca. 20.000 og 27.000 billetter, hvilket er mere end mange konsulentstøttede danske film. Trods de pæne resultater henviser González ydmygt til, at indiescenen stadig mangler en stor publikumssucces: ”Jeg håber meget, at der inden for alle de her indiefilm dukker én op, der laver en succes. Fordi så vender det. Ikke før. Vi render rundt derude og bobler.”
AF: KIM TOFT HANSEN / ADJUNKT / INSTITUT FOR KULTUR OG GLOBALE STUDIER / AALBORG UNIVERSITET
Noter
1. Denne artikel er baseret på interview med følgende: Kim Sønderholm (instruktør, manuskriptforfatter, producent, skuespiller), Vibeke Vogel (producer), Bjørn Friborg (instruktør, manuskriptforfatter), Rasmus Horskær (konsulent, Det Danske Filminstitut), Kasper Juhl (instruktør, manuskriptforfatter, producer), David Noel Bourke (instruktør, manuskriptforfatter), Jonas Kvist Jensen (instruktør, manuskriptforfatter, producer), Mustafa Ali (producer, instruktør), Mikkel Kristensen (producer), Sohail A. Hassan (instruktør, manuskriptforfatter, producer), David Sakurai (skuespiller, instruktør), Henrik Kolind (producent), Anna Willumsen (producer), Svend Ploug Johansen (instruktør, manuskriptforfatter), Michael Mouyal (instruktør, manuskriptforfatter), Esben Blaakilde (instruktør, manuskriptforfatter), Frederik Meldal Nørgaard (producent, skuespiller), Shaky González (instruktør, manuskriptforfatter), Daniel Bødker Sørensen (instruktør, manuskriptforfatter, producer, klipper), Henric Brandt (instruktør, manuskriptforfatter) og Charlotte Madsen (instruktør, manuskriptforfatter).
2. Der er skrevet meget om amerikansk indiefilm, og jeg trækker på flere aspekter af denne beskrivelse. Se her Berra (2008), Holm (2008), King (2005 og 2009), Newman (2011).
3. Det skal desuden nævnes, at der i Danmark også produceres film uden støtte fra Filminstituttet, men med støtte fra lokale filmfonde, via tv-penge eller andre samfinansierede modeller. Film som Den gode strømer (2004), Blå mænd (2008) og Remix (2008) er eksempler på dette. Film af denne type har jeg ikke taget med i betragtning i denne sammenhæng, men film produceret for fortrinsvist tv-penge vil også kunne betragtes som indiefilm, hvis definitionen stadig er film produceret uden støtte fra DFI. Under alle omstændigheder peger det på sværhedsgraden i at definere indiefilm præcist.
4. Charlotte Madsen medvirkede – sammen med denne artikels forfatter – i en paneldebat arrangeret af filmkonsulent Rasmus Horskjær til DFI’s brancheseminar FIKTION2013 (d. 10. juni 2013), hvor hun bl.a. talte om finansieringsmodellen. Her røbede hun også, at filmen havde tjent penge.
Litteratur
Berra, John (2008). Declarations of Independence: American Cinema and the Partiality of Independent Production. Bristol, Intellect Books.
Hansen, Kim Toft (2013). ”Blockbuster genres in Danish independent film”. I: Akademisk kvarter – tidsskrift for humanistisk forskning, nr. 7.
Holm, D.K. (2008). Independent Cinema. Harpenden, Kamera Books.
Iskov, Brian (2010). ”Grøde i dansk filmundergrund”. I: Børsen, 13. april 2010.
Jones, Chris og Genevieve Jolliffe (2006). The Guerilla Film Makers Handbook. London, Continuum.
King, Geoff (2005). American Independent Cinema. London: I.B. Tauris.
King, Geoff (2009). Indiewood, USA. London: I.B. Tauris.
Langkjær, Birger (2012). Realismen i dansk film. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Lindberg, Kristian (2012). ”Horrorfilm-folk ønsker eksportstøtte”. Berlingske, 28. september 2012.
Merritt, Greg (2000. Celluloid Mavericks: A History of American Independent Film. New York: Thunder’s Mouth Press.
Newman, Michael Z. (2011). Indie: an American film culture. New York: Columbia University Press.
Raskin, Richard (2002). The Art of the Short Fiction Film. Jefferson, McFarland Books.
Riis, Johannes (1998). ”Towards a Poetics of the Short Film”. I: P.O.V.: A Danish Journal of Film Studies, nr. 5 (online).
Rodriguez, Robert (1995). Rebel Without a Crew. Or How a 23-Year-Old Filmmaker with $7,000 Became a Hollywood Player. New York, Penguin Group.
Schubart, Rikke (2009). ”Torture Porn”, i Ekko, #47.
Teo, Stephen (2009). Chinese Martial Arts Cinema. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Kildeangivelse: Toft Hansen, Kim (2014): Den danske independent film. Kosmorama #255 (www.kosmorama.org).