Kan du indledningsvist fortælle, hvor dansk børn- og ungdomsfilm står i dag set fra din stol som konsulent på området?
Vi står et sårbart sted, fordi vi er i benhård konkurrence med streamingtjenesterne, der blandt andet arbejder med meget, meget større budgetter.
Lige præcis når det gælder børn og unge, ved vi jo, at de er ellevilde med genrefortællinger. Og der må vi erkende, at det er svært at konkurrere med Harry Potter (2001-2011) og Stranger Things (2016-) i forhold til special effects, vfx og hvad der ellers skal til for at løfte genreelementerne. Det har vi prøvet med Vølvens spådom (Mac Dalland, 1996) og Skammerens datter (Kainz, 2015).
I den forbindelse synes jeg egentlig også, at hele skandinavisk børne- og ungdomsfilm befinder sig i en krise. Vi har hvilet på laurbærrene med filmatiseringer af Astrid Lindgren, Bjarne Reuter og film efter forbillede af 70’er-generationen, der var sådan nogle socialrealister, som virkelig kunne levere nogle nærværende og relevante fortællinger fortalt utroligt enkelt.
Jeg tror, at vi bliver nødt til at indse, at det ikke er os i parnasset, der skal definere det gode børneindhold. Det er publikum, der vælger til og fra. Og her fylder animationsverdenen og især Pixar meget og tager meget af det yngste publikums opmærksomhed. Der er konkurrencen vokset massivt de senere år.
Hvordan arbejder I ved Filminstituttet med at imødegå den øgede kamp om publikums opmærksomhed?
I 2019 etablerede Filminstituttet PublikumsFokus – en særlig pulje, som yder støtte til publikumsresearch og publikumsudvikling. Det har vist sig at være et værdifuldt bidrag for de kreative på de enkelte projekter, både i forhold til manuskript og i klippe- og lanceringsfasen.
Når en film er i PublikumsFokus, introduceres publikumsperspektivet allerede i udviklingsfasen. Det kan være en prøvefilmning, en teaser, en casting, som afprøves i forhold til målgruppen. Målet er, at man ikke som filmskaber ender med at lave en film baseret på egne oplevelser, når man har nået en vis alder og skal lave indhold til børn. Hvor det i virkeligheden nogle gange snarere kan handle om at bearbejde vores egen barndom. Så får man sådan en retrospektiv fortælling, der handler om, hvordan det var at gå rundt i gulerodsbukser og være bange for, at man havde fået AIDS.
Jeg ved jo selv, hvordan det er at sidde som instruktør på det her kontor. Der har jeg selv siddet mange gange. Og jeg kan se, at vi historisk har været bange for at blive konfronteret med publikum. Hvor mange billetter forventer I at sælge? Hvad er jeres målgruppe?
Men der er ved at komme en ny generation af instruktører, som i samarbejde med produceren – om de så er fra Filmskolen eller Super16 – tidligt har en bevidsthed om publikum. Her er det ikke længere fremmed at have et publikumsperspektiv og måske en lanceringskonsulent med inde over en samtale tidligt i udviklingsprocessen. Det er en kulturændring, som jeg synes er superrelevant.
Hvad har det øgede fokus på publikum ført med sig?
Jeg håber, det har styrket nogle projekter. Helt konkret har jeg støttet en meget spændende film med titlen ’Fremmed’, som Mads Hedegaard skal instruere om den måske største kulturkrig, vi har haft i Danmark. Den foregår i stenalderen for 6000 år siden, i overgangen fra jægersamfund til bondesamfund.
Filmen følger en pige, hvis familie bliver slagtet af jægerne, der ikke vil acceptere, at de går i gang med at dyrke jorden, hvilket ikke blot er ukristeligt, men ugudeligt. Man følger så hendes overlevelse som 19-årig, hvor hun faktisk er nødt til at slutte sig til sine forældres bødler og tage alle redskaber i brug for at overleve.
Jeg tænkte: ’Fuck mand, det er eddermame svært i forhold til målgruppen’. Men igennem PublikumsFokus viste det sig, at lige præcis når det gælder denne genre til det specifikke publikum, vi skal nå, vil folk gerne have det brutale og farlige. Det var både inspirerende og relevant for de kreative at have den viden med tidligt. For pludselig stod det ret klart, at filmen faktisk har potentiale for at ramme et publikum, hvis der bliver givet fuld gas på lige præcis de parametre, man kunne have troet ville være no go.
Så man er blevet mere vovet i forhold til hvilke projekter, der bliver lavet?
Måske snarere lidt mere præcise. Og mere lyttende. For i forhold til vovethed kan det også virke omvendt. At man vil lave en ungdomskærlighedsfilm, hvor man tænker, det er vigtigt, at de knalder enormt meget. Men så finder man ud af, at unge mennesker faktisk ikke har behov for at se det. Måske er antydningens kunst nogle gange stærkere.
Det handler ikke om, hvor langt man kan gå. Det handler om, hvorvidt man kan gå forkerte veje. Eller om folk meget hurtigt har aflæst en figur, hvilket gør seks efterfølgende scener overflødige. Det er pisseærgerligt at opdage i klipperummet, fordi man så har brugt mange, mange dage og ressourcer på at fortælle noget, som publikum allerede har luret. Så sidder du måske med en lidt for kort film, der er forudsigelig.
Der er en hel masse relevant viden at hente i mødet med publikum.
Hvilke andre initiativer har I søsat på Filminstituttet for at nå det unge publikum?
Vi har også i en årrække arbejdet med initiativet Univers, der støtter tværmedielle projekter til børn. Her har jeg blandt andet støttet Mugge & hans mærkelige hjerne (Wulff og Morgenthaler, 2022), der handler om skolereformen. Sammen med DR har vi lavet et univers beståede af nogle kortfilm om fem ADHD-trillinger, som også er med i spillefilmen, der skal sendes på DR og hjælpe med at brande universet.
DR har en ambition om at give en form for modspil til Disney, hvilket har ført til, at man vil styrke DR-sendefladen med mere animation til børn og unge. En af de ting, man virkelig tror på, er historierne om de her fem ADHD-trillingerne. Vi er mødtes på midten, DR og Filminstituttet, og så har vi hver især brugt en masse midler på at udvikle animation til de allermindste, og skabe et univers, hvor indholdet kan få et langt liv på tværs af platforme.
Filmen Robotbror (Nørgaard, 2022) udviklede også en spil-del som sidestykke, så filmen fik to ben at stå på. Den stod ikke superstærkt i biograferne, men jeg er sikker på, at den får et godt og langt liv på streamingtjenesterne.
Trailer til 'Lille Allan - Den menneskelige antenne' (Amalie Næsby Fick, DK, 2022).
Personligt er jeg også glad for at have støttet en film som Lille Allan – den menneskelige antenne (Fick, 2022), som jeg synes er konkurrencedygtig i forhold til de store amerikanske animationsfilm – både i forhold til musik, kvalitetsniveau, humor og dybde. Faktisk vil jeg sige, at dansk animationsfilm står ret stærkt på den front og er i rivende udvikling.
Jeg har desuden været med til at initiere tiltag som comedy call’et til unge voksne, der blandt andet har affødt Jesper Zuschlag og Julie Rudbæks Elsker dig for tiden (2022) – en kærlighedskomedie i øjenhøjde med det publikum, der har fulgt dem siden deres DR3-dage. Jeg har også støttet Jomfruer fra rummet (Molde-Amelung, 2023), der er lavet af nogle af de kreative kræfter bag Shjit Happens (2012-2017), hvis publikum nu er de unge voksne.
Trailer til 'Elsker dig for tiden' (Julie Rudbæk/Jesper Zuschlag, DK, 2022).
Vores fokus på unge voksne går helt op til de 30-årige og er et forsøg på at følge med samfundsudviklingen, hvor gruppen af unge voksne er blevet udvidet enormt siden min generation, fordi folk får børn senere, de er længere tid om at knytte kernefamilier, mange vælger det fra, mange føler sig søgende. Så det er en elastik, der bliver trukket længere og længere. Og så har vi også set nysgerrigt mod DR3, der har ramt plet i forhold til målgruppen. Det er jo ikke helt tilfældigt, at jeg støtter Venuseffekten (Haudal, 2021), som bygger videre på Doggystyles (2018-) æstetik.
Jeres initiativ Univers synes at følge en tendens fra de seneste 20 års danske børnefilm, der i stigende grad er baseret på et forlæg eller universer, der kan udvides. Hvor er den originale danske børnefilm i dag?
Den har det ikke nemt. Det er sindssygt svært at skrive noget sjovt til børn. Så tager vi lige Peter Frödin og Line Knutzon, men det er bare 10 år siden, at de skrev den bog (Lille Allan, red.). Derfor synes jeg, det er sindssygt positivt, at der er kommet en manuskriptforfatteruddannelse for børnefiktion), som nu er kommet på Finansloven. Det håber jeg kan være en vitaminindsprøjtning, så Kim Fupz Aakeson også kan få nogle efterkommere.
Men man skal selvfølgelig interessere sig for, hvorfor den originale danske børnefilm ikke står stærkere, end den gør lige nu. Hvor er branchens Astrid Lindgren?
Hvorfor er det, at det er sådan?
Det er jo det, vi skal interesse os for. Hvorfor er det sådan? Børn er sådan nogen uden stemmeret og kapital. Hvad skal vi med dem? Jeg var ’børnemagter’, da jeg var lille (med i aktivistgruppe for børn, red.). Da bandet Parkering Forbudt lavede den der sang: ”Når først du er født, har du lært at forstå, at det at være barn, er kun en tid, der skal gå, og det eneste børn skal gå at tænke på, er at blive voksne.” Der ligger en sandhed i de linjer. Som så alligevel ikke spejler virkeligheden. For børn har en kæmpe magt i deres familier i dag, som de slet ikke havde for bare 40 år siden.
Hvordan arbejder I på instituttet med at gøre det attraktivt igen at fortælle til børn og unge? Har I nogle særlige tiltag?
Vi går i hvert fald ind med nogle meget store støttebeløb. Jeg har oplevet i min tid som konsulent, at jeg kan støtte færre og færre film om året, simpelthen fordi støttebeløbene stiger, fordi det er svært at finansiere en børnefilm. Der er ikke den samme interesse og velvillighed ude i miljøet. ”Beder I om 16 millioner? Hvad fanden, så kan jeg kun støtte to film i år.” Den slags oplevelser har jeg haft. Hvis en film er vigtig at få lavet, så må de få alle mine penge. Tidligere ville man have sagt, at de skulle have en tv-station med eller en distributør, men sådan er markedet ikke længere Jeg går ikke ind og fuldfinansierer, men det er tæt på.
Hvordan kan det være, at de rutinerede kræfter popper op med én film på børne- og ungdomsområdet, før de så går over til at lave ’voksenfilm’? Hvad kan man gøre ved den problematik?
Det er et lidt pudsigt paradoks. Børn har aldrig været højere prioriteret, end de er på alle planer i dag – i familien, i fritiden, materielt.
Men lige præcis, når det gælder at prioritere kvalitetsindhold på film, har målgruppen faktisk med få undtagelser lavstatus. Børnefilmen er for mange den genre, man som filmskaber prøver sig selv af med. I 70´erne lavede alle de store instruktører børnefilm og kastede glans over genren. Den prestige ser vi ikke på samme måde i dag.
Men jeg tror faktisk, at en del af nøglen ligger hos instruktørerne. Der skal kun få stærke stemmer til for at gøde jorden for flere, og heldigvis er der i øjeblikket nogle stykker, som har gang i noget rigtigt inspirerende, samtidig med at vi oplever et generelt fokus på, at børnefilmen er et lidt forsømt felt. Så måske er der håb.
Hvad skal man særligt være opmærksom på, når man fortæller til børn og unge?
Det må ikke være kedeligt. Børn er ikke godt opdraget. De kvitterer nådesløst. Det skal være relaterbart. Og grænseoverskridende. Det grænseoverskridende, krænkende element skal altid være der. Man skal have en fornemmelse af, at det kan blive farligt, at det kan blive pinligt eller skideskægt og tosset.
Der er en grund til, at børn elsker gyserhistorier. Prøv bare at se på Harry Potter. Det er fuldstændig forfærdeligt med en dreng, der er opvokset fuldkommen ensom under en trappe, uden skyggen af retfærdighed og tryghed i hans familie, som alligevel er gået rent ind.
Hvilke kvaliteter gør en børnefilm god?
Hvis man formår at skabe et univers, som forældre og børn kan gå på opdagelse i sammen, er man godt på vej.
Lige nu har jeg nogle projekter i udvikling, hvor samseningen er i fokus. Film, hvor man kan få spejlet nogle klassiske dynamikker og udfordringer i at være menneske. Hvor man tager noget med sig og måske gerne vil se den igen eller vise den til nogle andre.
Hvordan skaber man en film, der kan ses af mange?
Det er – set fra min stol – meget konkret at have den ambition. Du skal have to niveauer af humor. Det er der for eksempel i Ternet Ninja (2018), der er blevet set af lige så mange store som små. Den type film fungerer på to lag: Et børne-lag og et voksen-lag. Der skal også ligge noget universelt interessant om, hvad det vil sige at være menneske. Noget, vi også kan reflektere over som voksne.
Nogle af de film, jeg ikke identificerer mig så meget med, forholder sig i højere grad til et plotpunkt: Far har fået stjålet sin pung, og Lille Per skal ud at finde den. Vi finder forbryderen, han skal straffes og have remoulade i hele hovedet.
Hvorfor er det vigtigt, at vi har danske børne- og ungdomsfilm?
Når jeg siger, at børnefilm er vigtige, så mener jeg også, at i et demokrati er filmen, fortællingen og kulturen med til at adfærdsregulere og perspektivere og udvikle os som samfundsborgere.
Det gjorde en kæmpe forskel for mig som barn at se Gøgereden (Forman, 1975) og Den enfoldige morder (Alfredson, 1982). Film, der virkelig appellerede til min retfærdighedssans og empati i forhold til en vanskabning eller en adfærdsvanskelig.
Det er det, jeg synes, kulturen kan. Den kan åbne døre ind til verdener, som kalder på empati i stedet for fordømmelse. Lige præcis dét er med til at skabe det dannede menneske. Det, vi ikke kan forvente, automatisk sker i hjemmene, kan vi i hvert fald håbe på, at vores statsstøttemidler kan stimulere og inspirere.
Når jeg vurderer en ansøgning herinde, har jeg altid ordet ’betydning’ med i min indstilling. Hvad er den samfundsmæssige betydning? Det er ikke noget, jeg har opfundet. Det er noget, der ligger i vores standardformulering, hvor vi skal argumentere for den kulturelle betydning.
Den kulturelle betydning kan jeg pege på i alt det, jeg har støttet igennem årene. Og den funktion tror jeg da, at den danske børnefilm altid har haft. I hvert fald siden den begyndte at definere sig selv. Hvis man virkelig tager brillerne på og analyserer Bennys Badekar (Hastrup og Quist Møller, 1971), udover at de tog en masse svampe og LSD og knaldede helt ud på trommer, så er der faktisk en kæmpe solidaritet med barnets univers, som er ikke-materialistisk i forhold til de voksne mennesker, der bare sidder og venter på, at de skal vinde en bil i en præmie. Der er nogle meget klare værdier i filmen.
Kan live action noget særligt, som man ikke kan med animation?
Autenticitet, identifikation og spejling. Det er jo også det, man prøver med en ungdomsfilm som Smuk (Harkamp, 2022). Hvor man selvfølgelig også skeler til Skam (2015-2017), der var revolutionerende, da den udkom. Det var virkelig en øjenåbner, at den genkendelighed og troværdighed havde sådan en gennemslagskraft i målgruppen. Herhjemme er Jonas Risvig i gang med noget lignende. Hans metode kan nogle gange give en fornemmelse af, at han giver målgruppen kameraet, men det er ikke tilfældet med hverken Drenge (2022-) eller Centrum (2020-) – eller for den sags skyld Skam. Der har siddet dybt professionelle manuskriptforfattere med en meget, meget stor nysgerrighed på, hvilke mekanismer der er i ungdommen lige nu.
’Ungdommen sidder bare med sine mobiler’, kan være en fordom. Men nej, nej, lige nu får man status, hvis man kan lægge den fra sig og ikke er online hele dagen. Vi tror hele tiden, at vi ved, hvordan de unges liv er, men så er der alligevel noget, som er nyt for os. Jeg synes, at live action-filmen kan rykke ved den nysgerrighed og interesse. Dermed ikke sagt, at den retrospektive ungdomsfilm ikke også kan noget. Men jeg tror tit, at den rammer et andet publikum. Skønheden og Udyret (Malmros, 1983) var jo samsening, men det var min far, der gerne ville se Malmros’ film efter Drenge (Malmros, 1977), der spejlede min fars opvækst i 60’erne.
Hvad savner du i dansk film?
Jeg synes jo for eksempel, at solidaritet bør være et vigtigt element i et samfund. Det er blandt andet det, der får os til at betale skat, selvom det kan være virkelig træls at have en høj trækprocent. Men for at stimulere den forståelse, bliver man jo for eksempel også nødt til at lave nogle film, der peger på nogle klassemekanismer. Det, synes jeg, er en kæmpe mangelvare. Det er det, jeg absolut efterlyser mest.
Jeg får mange, mange historier om en dreng fra provinsen, der skal springe ud som homoseksuel. Jeg har fandeme aldrig fået en historie om, hvad det vil sige at være barn af en far, som arbejder på akkordløn og kører rundt med pizzaer og selv skal betale, når knallerten punkterer. Og hvad vil det sige ikke at have nogle penge til at kunne tage med alle vennerne på Joe & The Juice.
Det er meget få film i dag, der har det sociale perspektiv, som ellers er en kæmpe del af livet i Danmark, hvor vi har en helt ny underklasse. Ligesom Ken Loach for eksempel gjorde med Sorry We Missed You (2019). Bjarne Reuter havde den klassebevidsthed. Jeg synes stadigvæk, der er rigtig mange kalorier at hente i nogle af de gamle, klassiske børnefilm, som jo stadigvæk bliver set.
Hvad er vi særligt gode til i Danmark, når det gælder spillefilm til børn og unge?
En form for naturlighed og autenticitet, når det er allerbedst. Der er sådan en varm hverdagsrealisme, som ikke sætter hverken børn eller voksne på en piedestal. Det er ikke Beverly Hills, 90210 (1990-2000). Det har kvaliteter, som helt almindelige mennesker forhåbentligt kan spejle sig i stedet for at føle sig for tyk eller forkert. Jeg tror, at Krummerne (Methling, 1991), Max Pinlig (Svendsen, 2008), Famillien Jul (Rudolf, 2014) og senest Julefeber (2020) tit også peger ind i en hverdag, som ikke er glamouriseret. Som ikke er Hollywoodificeret.
Når du forlader konsulentjobbet, hvad vil din efterfølger så overtage? Hvor er dansk børne- og ungdomsfilm på vej hen?
Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at opbløde formatet. Jeg synes allerede, at jeg har foretaget nogle skridt i min tid som konsulent, der har været med til at opbløde det for eksempel med Univers, der satsede på det tværmedielle. Jeg kunne godt tænke mig at se en ny konsulent initiere et univers-call. Og måske være lidt tydeligere omkring, hvad det er, vi efterlyser. Brobygningen mellem platforme tror jeg skal styrkes, så vi i højere grad indgår i publikums forbrug.
Kildeangivelse
Freudendal, Jakob (2023), Vi har hvilet på laurbærrene – Interview med Lotte Svendsen. Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).
