Seernes favoritserier - Genrer, narrativer og kulturmøder

PEER REVIEWED. Hvad sker der, hvis vi spørger 1200 danskere, hvad deres favorit tv-serie er? Dette spørgsmål er artiklens omdrejningspunkt, men vi graver også et spadestik dybere og ser nærmere på, hvorfor den ene serie foretrækkes frem for den anden – hvordan gode tv-serier bliver til ’de bedste’.

Kildeangivelse

Astrupgaard, Cecilie og Lai, Signe Sophus (2016): Seernes favoritserier – genrer, narrativer og kulturmøder. Kosmorama #263 (www.kosmorama.org)

Over de seneste ti år er der i dansk medieforskning udført adskillige kvalitative studier af danske tv-dramaer med baggrund i deres imponerende seertal uge for uge på tværs af den danske sendeflade. Til gengæld kan hverken seertal eller indholdsanalyser give os danskernes perspektiv på tv-serierne – hvilke af dem husker de, hvilke synes de var bedst og hvorfor? Netop disse spørgsmål besvarer artiklen med udgangspunkt i en national survey, hvor seernes adfærd og præferencer står centralt.

Hver eneste uge ser 72% af danskerne tv-serier (Astrupgaard & Larsen 2015). Dette skyldes ikke mindst fremkomsten af en lang række nye aktører på det danske tv-marked som Netflix og HBO Nordic, for hvem netop tv-serierne er et generelt brand. Ikke desto mindre er de danske dramaer fortsat populære – både nationalt og internationalt – og der produceres og sendes hvert år mere og mere dansk tv-fiktion. Ser vi på den samlede fiktionssendeflade er andelen af dansk producerede tv-serier fordoblet i periode 2005-2014, mens den amerikanske andel er halveret [1]. Indenfor artiklens kvantitative ramme undersøger vi seernes syn på de danske tv-serier anno 2015.

Artiklen præsenterer indledningsvist et overblik over seernes umiddelbare danske favoritserier og analyserer de mest overraskende fund på ’favoritlisten’. Anden del består af tre særskilte analyser, der knytter sig til tre genrer: samtidsdrama, krimi og historisk drama. Indenfor hver genre har vi udvalgt tre til fire cases, som respondenterne er blevet bedt om at vælge imellem samt derefter begrunde deres valg. Udgangspunktet for analyserne er således seernes individuelle begrundelser, som rammesættes og fortolkes ved brug af Ib Bondebjergs kognitive analyser af historiske dokumentarer i ”Documentary and Cognitive Theory: Narrative, Emotion and Memory” (2014), mediesociologiske teorier som ”The Social Uses of Television” af James Lull (1980), Eva Redvalls fremstilling af danske tv-seriers produktionsforhold i Writing and Producing Television Drama in Denmark (2013) samt genrekarakteristikker i Dansk tv-drama, arvesølv og underholdning af Gunhild Agger (2005). Afsluttende en diskussion af samtlige 10 cases, institutionelle forskelle og ligheder mellem DR og TV2 samt tv-seriernes kulturelle funktion.

Metode: et kvantitativt perspektiv på reception

Artiklen bygger på data fra en survey udført i juli 2015 i forskningsprojektet Mediating Cultural Encounters Through European Screens (mecetes.co.uk). Spørgeskemaet er struktureret omkring flere forskellige emner: Generelt tv-forbrug, streaming, danske og europæiske tv-serier, de tre førnævnte genrer og afslutningsvis en række værdi- og baggrundsspørgsmål. Vi fokuserer her på de af undersøgelsens spørgsmål, som omhandler de danske tv-serier.

Et analysebureau har udtrukket 1200 respondenter fra et repræsentativt panel i alderen 18-70 år. Til analyse af surveyen anvendes computersoftwaren SPSS (Statistical Package for the Social Sciences), et statistisk værktøj, som er udviklet til bearbejdning af kvantitative data (Bryman 2008: 354).

Empirien kontekstualiseres af seertal hentet fra TNS Gallups tv-meter (Helles & Hjarvard 2014). På baggrund af seertal fra 2005-2014 har vi konstrueret et omfattende datasæt, hvori samtlige fiktionsserier sendt på dansk tv kategoriseres efter genrer. Derudover inddrages analytiske pointer fra adskillige fokusgruppeinterviews omkring tv-serier udført af forfatterne for MeCETES-projektet.

Vores genreinddeling sker i overensstemmelse med samme projekts sondring mellem krimi, historisk drama og samtidsdrama. Således er forskningsdesignet for

artiklen tilpasset ovenstående inddeling, og seertalsdata fra TNS Gallup såvel som surveyspørgsmål og tidligere udførte fokusgruppeinterviews er konstrueret efter disse tre genrer, hvilket muliggør komparative analyser mellem distinkte datakilder. Vi er bevidste om, at der kan være ganske betydelige overlap mellem de tre genredefinitioner. Eksempelvis en krimi, der foregår i en historisk kontekst, eller et samtidsdrama, hvor der indgår elementer af forbrydelser. Vi har med dette in mente taget udgangspunkt i den ’semantiske/syntaktiske’ tilgang til genredefinitioner (Altman 1984: 10). Således skelner vi mellem de tre genrer ved at se på indholdselementer, såvel som den struktur disse elementer er arrangeret efter i tv-seriernes handlingstråde. Derfor kategoriseres Forbrydelsen (2007-2012) under krimi, idet tv-serien kombinerer elementer som drab og detektivarbejde i en handling, der drives frem ved opklaringen af en mordgåde. Mens Krøniken (2004-2007) falder under historisk drama grundet de historiske personer og begivenheder på indholdssiden såvel som det historiske tid, som fortællingen udspiller sig i.

Danskernes favoritter og kulturel hukommelse

Vi stiller nu skarpt på de serier, der oftest blev fremhævet, da danskerne blev bedt om ’frit fra hoften’, at nævne tre danske tv-serier, som de har syntes særligt godt om.

Men først er det nødvendigt at knytte nogle få metodologiske refleksioner til mulige påvirkninger af respondenternes svar. Spørgsmål, der trækker på hukommelsen, er ofte genstand for skepsis blandt forskere, særligt fordi hukommelsen ikke er en fast men en foranderlig størrelse påvirket af tidligere oplevelser (Hansen & Andersen 2000: 128). Den tidsmæssige afstand til hændelsen, der spørges ind til, har selvsagt en stor betydning, hvilket i dette tilfælde helt konkret handler om, hvor lang tid det er siden, respondenten har set den pågældende serie. Derudover spiller andre faktorer også ind på hukommelsen, såsom seriens betydning for respondenten dengang og nu. Men ikke desto mindre er resultaterne af deres svar unikke og interessante med henblik på at forstå danskernes forhold til de danske tv-serier anno 2015.

Figur 1: Årstal er påført i overensstemmelse med seriernes førstegangsudsendelser og det antal sæsoner der var sendt på det tidspunkt, surveyen blev udsendt (juli 2015). Hver respondent har kunnet nævne op til tre serier i vilkårlig rækkefølge, hvorfor serier i alle tre svarkategorier er lagt sammen i ovenstående liste.

Figur 1 er en ’top 15’ over danskernes umiddelbare yndlingsserier. Ikke overraskende ligger Matador i toppen som seernes absolutte favorit. Hvis vi bryder denne top 15-liste ned i køn- og aldersgrupper, er Matador ligeledes favoritten på tværs af målgrupper, på nær i den yngste målgruppe (18-30 år), hvor den faktisk er rykket helt ned på en femteplads. Selvom der efterhånden er rullet hundredvis af tv-serier over de danske skærme, siden Matador blev sendt første gang (1978), står serien fortsat cementeret i danskerne bevidsthed. Dette kan blandt andet tilskrives seriens otte genudsendelser, men samtidig er netop genudsendelserne i lige så høj grad et udtryk for seernes vedvarende kærlighed til serien. Til trods for at Matador omhandler fiktive personer i den fiktive landsby Korsbæk, har serien opnået status som et fælles erindringsbillede, der er med til at forme vores historiske narrativ og kollektive hukommelse (Bondebjerg 2014: 14).

Matador er dog langt fra den eneste tv-serie på listen, der havde premiere for efterhånden ganske mange år siden. Rejseholdet ligger nummer tre, mens Strisser på Samsø og Huset på Christianshavn også findes på listen. Modsat serier som BorgenArvingerne og Badehotellet, der har været sendt relativt kort tid forinden surveyen, er det overraskende, hvordan Matador, Huset på Christianshavn og Strisser på Samsø i ligeså høj grad fremhæves som en del af danskernes ’favoritsamling’. Dette tyder på, at alle tre serier har haft en stor betydning for danskerne. Selvom Matador er den eneste egentlige historiske skildring, har de to øvrige serier – i kraft af deres alder – også opnået en status som nyere historiske og kulturelle narrativer omkring livet i Danmark fra 70’erne til 00’erne.

Huset på Christianshavn har det tilfælles med Matador, at de er de eneste to serier, som DR inden monopolbruddet sendte flere end én sæson af, med flere end seks afsnit (Agger 2005: 121). Huset på Christianshavn løb over hele syv år med 14 sæsoner, og er desuden, ligesom Matador, blevet genudsendt mange gange. Derudover fremstiller Huset på Christianshavn det lokale christianshavnermiljø som en provins (i byen), hvilket øger seriens universelle genkendelsesappel til hele Danmark.

Ligesom Huset på Christianshavn foregår de to førnævnte krimier (Strisser på Samsø og Rejseholdet) også i samtiden. Krimien bliver genopdaget som dansk fiktionsgenre med Strisser på Samsø, der markerer en ny retning indenfor dansk krimi, som Rejseholdet efterfølgende lægger sig i forlængelse af (Agger 2005: 366). Ligesom Strisser på Samsø fokuserede Rejseholdet på forbrydelser, der blev opklaret afsnit for afsnit, begået af almindelige mennesker i den genkendelige kontekst; provinsen. På den måde søsatte både TV2 og DR den danske krimibølge, hvor flere af de nyere serier også figurerer på danskernes top 15-liste (ForbrydelsenDicteØrnen og Broen). De to seriers nyskabende rolle kan være med til at forklare, hvorfor det netop er dem, danskerne kommer i tanke om og husker som nogle, de har syntes særligt godt om.

I de følgende afsnit fokuserer vi på en række cases, udvalgt forud for surveyen, og på forskellige årsager til, hvorfor netop de serier foretrækkes af det danske publikum. I den forbindelse har det været interessant at opdage, hvordan samtlige udvalgte cases optræder på danskernes top 15 til trods for, at respondenterne først senere i surveyen er stødt på spørgsmål omhandlende de konkrete titler. Top 15-listen fungerer derfor i det følgende som et referencepunkt, der vendes tilbage til i forbindelse med analysen af de forskellige cases.

Cases på tværs af genrer

Til udvælgelsen af cases har vi taget udgangspunkt i data fra TNS Gallups tv-meter om de tre genrers distribution på den danske sendeflade fra 2010-2014. Gunhild Agger understreger, hvordan vi overordnet set kan tale om to genrer – ’samtidig fiktion’ og ’historisk fiktion’ (2005: 124). Herunder finder vi krimigenren, som kan foregå både i samtiden og i historisk tid. I MeCETES-projektet arbejder vi dog, som forklaret ovenfor, med krimien som en særskilt genre, som ifølge figur 2 tilmed udgør en tredjedel af de sendte tv-serier i perioden. Efter krimigenren følger samtidsdramaet som næststørst (26%) og endelig historisk drama (12%). Disse størrelsesforhold spejler på interessant vis også fordelingen af serier inden for de tre genrer på seernes top 15, hvor vi finder flest krimier, dernæst samtidsdramaer og så historiske serier.

Figur 2: * Kanaler: DR1, DR2, DR3, DRK, TV2, TV2 Charlie, TV2 Zulu, TV3. ”Andet”-kategorien består af comedy, gys, science fiction, ungdomsserier. Periode: 1. januar 2010 – 31. juni 2014.

I det følgende redegør vi for et komparativt casestudie, hvor vi har udvalgt kontrasterende cases, der undersøges ud fra identiske metoder (Bryman 2012: 72). Vores hensigt har været at analysere afvigelser og ligheder inden for de tre genrer og besvare spørgsmål som: Er der forskel på, hvordan respondenterne vurderer den ene yndlingskrimi i forhold til den anden? Er der fælles træk inden for én genre, som står i modsætning til en anden? Og er der institutionelle forskelle i vurderingen af tv-serier fra henholdsvis DR1 og TV2? De kvantitative analyser kontekstualiseres artiklen igennem ved inddragelse af kvalitative perspektiver, der udspringer af de enkelte cases’ karakteristika og indholdsmæssige egenskaber.

Figur 3 er en kortlægning af de udvalgte cases (genrefarvekode jf. figur 2) og placeret på to akser – én for alder (vandret) og én for sete afsnit (lodret).

Figur 3: Kortlægning af de 10 cases fordelt på alder og sete afsnit.

Med undtagelse af den mere lettilgængelige, humoristiske og aktuelle Rita er aldersgennemsnittet for seerne relativt højt – over 50 år. Dette stemmer dog overens med vores seertalsanalyser fra tv-meter af de enkelte cases, som viser, at det ældre segment er i overtal, når det gælder dansk tv-sening generelt. Stik modsat af Rita på aldersskalaen finder vi Badehotellet, som ligesom de øvrige historiske serier i højere grad tiltaler de lidt ældre seere.

Øverst på den lodrette akse er de serier, som flest danskere har set. Krøniken spejler tv-meter-tallene: Over 2,4 millioner så i gennemsnit med, da serien blev sendt første gang. Krøniken tager fat på danmarkshistorien, dér hvor Matador i sin tid slap (1949). Emnet – sammenholdt med de høje seertal – taler for, at serien skulle have en central plads i danskernes hukommelse som en betydningsfuld serie af høj kvalitet. Derfor var det også overraskende, at respondenterne placerede serien forholdsvist langt nede på top 15-listen (9. plads).

Udover Krøniken er Forbrydelsen, Borgen, Badehotellet og Arvingerne de mest sete, mens Rita, 1864, Broen, Dicte og Lærkevej er de mindst sete. På baggrund af de 10 udvalgte cases er der således ingen sammenhæng mellem genre, og hvor meget seerne har set af de enkelte tv-serier.

Hvad gør en god tv-serie til den bedste?

Inden for hver genre har respondenterne valgt den serie, de synes bedst om – uafhængigt af, hvor meget de har set af den pågældende serie. Efterfølgende blev de mødt med spørgsmålet: ”Hvilke udsagn beskriver bedst, hvorfor netop >serietitel< er den bedste?”. Her kunne de vælge imellem en række nominelle svarkategorier, som gik på alt fra skuespillernes præstation over seriens læringsværdi til sociale aspekter ved seningen. Det var også muligt selv at udfylde en >andet<-kategori med alternative svar [2] (Hansen & Andersen 2000: 116).

Respondenterne har kun haft mulighed for at vælge én yndlingsserie per genre, derfor er svarene for hver tv-serie inden for én genre angivet af unikke og forskellige respondenter. Dette betyder, at eksempelvis inden for krimigenren har kun de, der valgte Forbrydelsen svaret på, hvorfor netop dén er bedst. Til gengæld kunne de vælge op til flere årsager for valget af favorit, det vil sige, at procentværdierne i figur 4 er beregnet ud fra summen af de angivne svar frem for antallet af respondenter, der har valgt den pågældende serie.

Samtidsdrama

Ud af de tre genrer vi arbejder med er samtidsdramaet den mest komplekse og modsætningsfyldte genre, hvilket de fire cases også er et karakteristisk billede på.

Figur 4

Der er således langt fra Lærkevej til Borgen med hensyn til semantiske såvel som syntaktiske aspekter, karakterer såvel som plot og stemning. Lærkevej er et humoristisk drama, som omhandler en parcelhusvej i provinsen og de store og små dramaer naboerne imellem. I Borgen er stemningen mere alvorlig, det gælder både i forhold til seriens omdrejningspunkt, dansk politik, men også i forhold til karakterernes indbyrdes relationer. Mens Lærkevej således repræsenterer en del af TV2’s satsning på at producere dramaer, der skiller sig ud fra DRs mere alvorlige produktioner, repræsenterer Borgen netop DR’s præmis om ’den dobbelte historie’: ”Ud over den gode historie skal produktionerne indeholde et overordnet plot med etiske/sociale konnotationer, så̊ der altid fortælles ‘en dobbelt historie’” (Redvall 2011: 186). Borgen handler således ikke blot om dansk politik, men i lige så høj grad om, hvad magt gør ved mennesker (2013: 70).

Tager vi udgangspunkt i de respondenter, der mener, at TV2’s Lærkevej er det bedste samtidsdrama, angiver størstedelen, at dette skyldes, at serien er underholdende (36%), mens kun 3% af svarene falder i kategorierne ’interessant emne’ og ’jeg lærer noget’. Netop i forhold til de samme tre svarkategorier er det interessant, hvordan respondenterne, der har valgt enten Borgen eller Arvingerne som deres yndlingsserie, svarer ganske anderledes. Svarene kan tolkes i overensstemmelse med DR’s præmis om den dobbelte historie, idet begge respondentgrupper fremhæver det interessante emne (15-17%) samt seriens læringsværdi (7-10%) som vigtige årsager til, at de foretrækker serien fremfor de andre. Til gengæld fremhæves seriens underholdningsværdi ikke i nær så høj grad som direkte årsag til seernes favorisering (23% i begge tilfælde).

Hvis de to DR-serier og Lærkevej repræsenterer yderpunkter for samtidsdramaet, placerer TV2’s Rita, som omhandler en folkeskolelærers dagligdag i og uden for skolen, sig midt imellem. Ligesom ved Lærkevej vurderes serien som meget underholdende (31%), men samtidig fremhæver respondenterne i højere grad end ved Lærkevej seriens emne (11%) og læringsværdi (5%) som vigtige årsager. Rita har på en række punkter en del tilfælles med Borgen. Selvom karakteren Rita på humoristisk vis fremstilles som en provokerende og atypisk skolelærer, er selve konteksten ganske alvorlig. Serien behandler problematikker som folkeskolereformen, inklusion af udsatte børn, teenagegraviditeter og kommunalpolitisk styring, hvilket tilføjer et ekstra socialrealistisk lag, som kan forklare den større andel af svar i kategorierne ’interessant emne’ og ’læring’, end vi finder for Lærkevej.

Arvingerne er langt fra humoristisk på den måde, som både Rita og Lærkevej er det, men den har heller ikke samme tydelige dobbelte historie som Borgen. Ikke desto mindre kan respondenternes fremhævning af Arvingernes interessante emne og læringsværdi ses i lyset af, hvordan debatten omkring arveret og testamenter blev sat i gang i kølvandet på seriens premiere. Serien handler ikke om egentlige samfundsinstitutioner (folkeskolen eller Folketinget), men om familien som social institution, hvor seerne har mulighed for at gennemleve, hvad man skal og ikke skal gøre i følsomme familieanliggender som arvesager. Netop denne egenskab ved Arvingerne kan ses i relation til tv som ressource i form af ’social læring’hvilket blandt andet indebærer at betragte og afprøve forskellige rolle- og adfærdsmønstre gennem netop tv’s udlægning af konsekvenserne herved (Lull 1980).

Overordnet set er samtidsgenren særlig essentiel indenfor ’den sociale brug af tv’, ikke blot i forhold til social læring, men også som kommunikationsfacilitator i forbindelse med værdiafklaring, fælles erfaring og opmærksomhed om nutidige og aktuelle samfundsemner (Lull 1980). Agger pointerer på samme vis, hvordan samtidsgenren er kendetegnet ved et nærhedsprincip. Med fokus på det hverdagslige opretholdes dialogen med samtiden gennem brug af tidstypisk sprogbrug og billeder, samt inddragelse af påtrængende samtidige problemer (2005: 124).

Krimi

I modsætning til ovenstående forskelligartede vurdering af appellen ved de fire samtidsserier finder vi forholdet mellem de tre krimi-cases bemærkelsesværdigt ’enstemmigt’.

Figur 5

Uanset om respondenterne har valgt DR’s Forbrydelsen eller Broen, eller TV2’s Dicte, så er det de samme årsager, der vejer tungest hos seerne. Hver krimi vurderes som den bedste, først og fremmest fordi den er underholdende (29-30%), fordi den er godt skrevet (27-30%) og fordi, det skuespillere er gode (25-26%). Sammenholder vi modsat svarkategorierne ’interessant emne’ (8-9%) og ’jeg lærer noget’ (1-3%), er disse overraskende nok ikke nær så betonede. Til trods for at alle tre cases behandler socialrealistiske samfundstematikker, er emnet og læringsværdien ikke årsager, som respondenterne understreger i vurderingen af en krimi. Set i lyset af krimiens åbenlyse popularitet, herunder det faktum at genren, som den største af de tre, udfylder 32% af fiktionssendefladen (figur 2), bliver det yderligere interessant, hvordan underholdningsværdien, manuskriptet og skuespillerne altså generelt vejer langt tungere end udsigten til at lære noget om et interessant emne.

Det, at der ikke er nogle nævneværdige forskelle mellem de tre cases, kan blandt andet ses som et udtryk for, at krimien, i modsætning til samtidsdramaet, er en mere snæver genre med færre udsving i emne og tematik. Samtlige krimicases er typiske for den nordiske krimigenre, som tager udgangspunkt i konkrete stedspecifikke miljøer ud fra tydelige nærheds- og realismeprincipper (Agger and Waade 2010).

Historisk drama

Ligesom samtidsdramaet er det historiske drama en ganske forskelligartet genre. I vores udvalg er der således langt fra Badehotellet, hvis fortælling ikke som sådan er bundet op på historiske personer og hændelser, til 1864 som tager fat på en tids- og stedsspecifik begivenhed i dansk historie med inddragelse af virkelige personer. Genrens diversitet ses også tydeligt i figur 6, som er undersøgelsens mest variable genregraf.

Figur 6 ​

Krøniken er en interessant case, idet den som tidligere påpeget placerer sig relativt langt nede på seernes umiddelbare favoritliste (figur 1), mens den samtidig er den mest sete af samtlige cases (figur 3). Sammenholdt med krimiernes store underholdningsværdi er det ikke i nær så høj grad det, at Krøniken er underholdende, som gør den til respondenternes yndlingsserie (21%). Derimod spejler procentværdierne indenfor ’interessant emne’ (14%) og ’læring’ (10%) værdierne fra Borgen. Serien omhandler den historiske periode fra 1949 og frem i forbindelse med partipolitikken, den teknologiske udvikling, kvindefrigørelsen, familierelationer under forandring, seksualitet og samfundsklasser – emner, der interesserer seerne og som samtidig er lærerige. Krøniken er desuden den af vores cases, som har den mest ligelige distribution af svar mellem de seks årsager, hvilket kan forklare den usammenlignelige brede appel, som serien havde (den havde på sit højeste en seerandel på 85% på tv – hvilket ingen tv-serie efter monopolbruddet før eller siden har opnået).

Ser vi på 1864, er det igen ikke underholdningsværdien, som er i højsæde. Faktisk er 1864 den case respondenterne vurderer som havende den laveste underholdningsværdi (14%). Til gengæld er den også den eneste serie, hvor svarkategorierne ’interessant emne’ (23%) og ’læring’ (18%) dominerer seervurderingen. Selvom Krøniken også portrætterer en konkret historisk periode med virkelige personer, tyder seervurderingerne på, at begivenhederne i 1864 er mere interessante og har større læringspotentiale, hvilket kan tilskrives krigens definerende rolle i forhold til den danske selvopfattelse.

Derudover beskriver Agger, hvordan DR med eksempelvis Matador og Krøniken bevægede sig væk fra det tidlige historiske tv-drama, typisk tv-adaptioner af litterære klassikere, og over til en mere fri form for historisk tv-drama, hvor samtidens fortolkning af fortiden var mere fremtrædende (2005: 329). Her skal 1864 ses som en hybrid mellem på den ene side et drama baseret på et litterært historisk værk, Tom Buk Swientys Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010), og på den anden side en historisk tv-serie hvor forfatter og instruktør Ole Bornedal foretager en mere fri fortolkning af fortiden. I forlængelse heraf bliver Aggers karakteristik: ”[e]nhver historisk fremstilling handler i høj grad om sin egen tid” (2005: 326) direkte understreget med seriens nutidsrammen og dens parallel til fortiden i 1864.

Historiske tv-serier har det tilfælles med historiske dokumentarfilm, at seeren forventer at møde realistiske og historiske begivenheder, mennesker og problemstillinger (Bondebjerg 2014: 14). Når vi taler om en erklæret dokumentarisk historisk serie, er denne forventning naturligvis meget stærk, mens en fiktionsserie, som bygger på faktiske begivenheder og skildrer faktiske historiske skikkelser, alt andet lige, har et større kreativt spillerum. Alligevel ser vi gang på gang, at fiktive historiske serier om faktiske historiske emner mødes med forventninger om historisk korrekthed. Dette var den heftige debat om 1864 et godt eksempel på, idet anmeldere såvel som publikum havde en mening om seriens ’historiske (u)korrekthed’ (Astrupgaard, Lai & Larsen 2016; Redvall 2016). Disse forventninger rammesætter også seningen af den fiktive historiske tv-serie eller den dramatiserede dokumentariske serie. Narrative strukturer og karakteridentifikation går i høj grad på tværs af oplevelsen af det dokumentariske og det fiktive. Ved at opleve historien og leve os ind i karaktererne genkender vi os selv og indoptager fortællingen som en del af vores eget narrativ. Historien indlejres i vores personlige hukommelse som kognitive scripts, som vi argumenterer ud fra og handler efter i vores hverdag, men også som selv-skema, der er med til at forme vores selvforståelse (Bondebjerg 2014: 14; Ruscher & Santuzzi 2007). Derudover påvirker historiske tv-serier også den kollektive hukommelse, da de tilbyder et fælles narrativ, som over tid kommer til at fremstå som synonym for de faktiske hændelser, sådan som Matador er blevet fælles erindringshistorie (Bondebjerg 2014: 21; Agger 2005: 329). Således kan vi med et kognitivt perspektiv forklare, hvorfor seerne argumenterer for, at serier som 1864 og Krøniken er de bedste ud fra parametre om læring og interessante emner. Deres fortællende og dramatiske struktur gør historien levende for os og bringer dermed den historiske bevidsthed og vores samtidige bevidsthed i forbindelse med hinanden.

TV2’s humoristiske Badehotellet vurderes i modsætning til de to andre udvalgte historiske serier stort set ikke som lærerig (2%). Denne modsætning vil vi i høj grad tilskrive Badehotellets indholdsside; handlingen udspiller sig i 1928-1929 og det historiske i serien er primært den tidsmæssige kontekst i form af sprogbrug, kostumer og kulisser, hvilket danner ramme om en ellers fiktiv fortælling. Hvor Krøniken med konkrete paralleller til faktiske historiske begivenheder og personer har til formål netop at fortælle en ’krønike’, er de få historiske pejlemærker i Badehotellet ikke omdrejningspunkt for seriens plot. På denne baggrund kan vi forklare, hvorfor Badehotellet som historisk serie ikke skriver sig ind i samme kategori som Krøniken og 1864, hvad angår seernes oplevelse af læring.

Dog har den andre tydelige kvaliteter, som kommer til udtryk i seriens store underholdningsværdi (32%), den høje placering på seernes umiddelbare favoritliste (nr. 4, figur 1) samt de højeste seertal for et TV2-drama siden Strisser på Samsø. I sammenligning med de to øvrige historiske cases har Badehotellet en udpræget feel-good-stemning over sig. På den ene side minder Badehotellet om andre genkendelige historiske dramaer som Upstairs Downstairs (1971-1975) og Downton Abbey (2010-2015), der blandt andet også omhandler forholdet mellem herskab og tjenestefolk i samme periode, men på den anden side skriver den sig også ind i TV2’s nutidige seriesatsning med fokus på komedie, lethed og karikerede karakterer. På den måde repræsenterer Badehotellet TV2’s første historiske drama, som på én gang blander en traditionel succesfuld genre, som vi genkender fra England, med TV2’s varemærke i form af serier, der skiller sig ud fra DR’s mere alvorlige dramaer. Derudover lægger seerne, der har Badehotellet som favorit, også vægt på seriens kvalitet i form af et godt manuskript (24%) og, i endnu højere grad end de to DR-serier, gode skuespillere (24%). Badehotellets høje placering på respondenternes top 15 (4. plads) taget i betragtning, bliver det yderligere interessant, hvordan fordelingen mellem årsagerne til favorisering af Badehotellet således minder om størrelsesforholdene for de tre cases i den største af de tre genrer, krimi (figur 2). Det interessante emne og læringspotentialet må vige for underholdningsværdien.

Institutionelle forskelle

Resultaterne i figur 7 nedenfor kan ikke generaliseres til hele TV2 og DR’s serieudbud. TV2 har uden tvivl satset på komediedramaer, men havde vi inkluderet mere seriøse titler som Forsvar (2003-2004) eller Den som dræber (2011) samt mere humoristiske titler fra DR som Bankeråt (2015) eller Lykke (2011) kunne figur 7 have tegnet et andet billede af forholdet mellem de to. Ikke desto mindre har de 10 udvalgte cases de højeste seertal og, som det skulle vise sig, var de også blandt de mest populære hos seerne (figur 1), derfor bidrager figur 7 til en diskussion af, hvordan de danske tv-serier vurderes forskelligt i et institutionelt perspektiv.

Figur 7

Starter vi der, hvor de to TV-stationer vurderes forskelligt, spejler fordelingen DR og TV2 imellem analysen af de historiske dramaers emne, underholdnings- og læringsværdi. Således vurderes TV2-seriene som mere underholdende (32% mod DR’s 23%), mens interessante emner (14%) og læringsværdi (8%) i højere grad vurderes som vigtige årsager til favorisering af serier fra DR (mod TV2’s 8% og 3%). Set i lyset af, at DR er finansieret gennem licens, mens TV2 i stor udstrækning er reklamefinansieret, er DR forpligtet til i højere grad at levere dramaproduktioner, der reflekterer over og oplyser om aktuelle samfundstematikker. En konkret produktionsstrategi hos DR til at opnå dette finder vi i det førnævnte dogme omkring den dobbelte historie. I den forbindelse er det interessant at se, hvordan seerne rent faktisk fremhæver disse forpligtende indholdselementer som direkte årsag til at vælge DR’s serier som favoritter. At TV2 modsat satser på at levere de mest underholdende serier – og at de også værdsættes for netop dette i publikumsvurderingerne – kan således både ses som en aktiv strategi om at skille sig ud fra DR’s dramabrand samt et udtryk for, hvordan TV2 som kommerciel broadcaster efterkommer seernes trang til underholdning.

Vender vi i stedet blikket mod ligheder DR og TV2 imellem, er det bemærkelsesværdigt, at begge TV-stationer vurderes lige positivt for gode manuskripter (25% og 24%). I forbindelse med netop DR’s dogmer for fiktionsproduktion er det ud over den dobbelte historie et princip at arbejde med et writers room – hvor én hovedforfatter arbejder tæt sammen med to episodeforfattere (Redvall 2013: 132). Denne både tidsmæssige og økonomiske prioritering af manuskriptudviklingsprocessen anses som et unikt forhold ved DR-drama, men ikke desto mindre er der imod forventning ikke forskel mellem vurderingen af DR- og TV2-serier på dette punkt.

Udover at alle serierne således er godt skrevet, er en anden vigtig årsag, på tværs af de to TV-stationer og alle 10 cases, de gode skuespillere (i gennemsnit 23%). Som et led i MeCETES-projektet har fokusgruppeinterviews omkring forskellige danske tv-serier ligeledes tegnet et tydeligt billede af en fælles bevidsthed og overbevisning om, at danske skuespillere er i verdensklasse. På tværs af genrer blev skuespillet i høj grad sat i relation til karakteridentifikationen, som var altafgørende for, om fokusgruppedeltagerne syntes godt om tv-serierne. Bondebjerg betoner netop identifikation med karakterer som essentiel for seernes emotionelle respons og dermed deres mening om den pågældende serie (2014: 15).

I kontrast til den ikke nær så betonede sociale årsag i surveyresultaterne, ville fokusgruppedeltagerne i høj grad fremhæve netop familie og venner i deres udlægning af, hvorfor de fulgte med i de forskellige serier. Seningen blev her fremhævet som en aktivitet, der understøttede oplevelsen af ’tilhørsforhold’ (Lull 1980) og herigennem afslapning i form af socialt samvær samt vedligeholdelse af personlige relationer. I forlængelse heraf lagde fokusgruppedeltagerne også vægt på den sociale værdi i at kunne være med i samtalen på tværs af danske hjem og på arbejdspladsen, når snakken faldt på de danske tv-serier (Lull 1980).

Kulturelle billeder i og udenfor Danmark

Hver uge sætter størstedelen af danskerne sig foran skærme, fra seks til 48 tommer, for at se de nyeste afsnit af deres yndlingsserier. Selvom udenlandske spillere oversvømmer de danske grænser med blockbustere som Game of Thrones (2011-) og House of Cards (2013-), er de danske serier stadig ubesejrede som nationale seermagneter, der samler befolkningen på tværs af geografiske og kulturelle skel som en tilbagevendende og trofast social begivenhed. Gennem serierne får vi fortællingen om kernefamilien, skilsmissen, virksomheden, folkeskolen, politiet, regeringsmagten og velfærdssamfundet – de danske tv-serier er historien ’om’ os selv og ’til’ os selv.

When we watch fiction genres we know that we have to translate the fictional world we engage in to a story about something in reality. Fiction is based on a more indirect, metaphorical relation to reality. But even though this is part of the fictional stance towards reality, the actual experience of fiction draws on the same emotional and cognitive structures we use in real life. So fiction in a way is reality with a certain distance and reflexive dimension where we do at the same time react very directly to something in the film as we would to real life and negotiate and evaluate the film world in relation to our real world 
(Bondebjerg 2014: 14).

Fiktion skal, i højere grad end faktagenrer, altid gennem en ’oversættelsesproces’. Men modsat verdensfjerne universer med ’dommedagsvintre’ eller den ’morderiske amerikanske kongres’ handler danskernes serier nemlig om genkendelig karakterer i nære kontekster. Så selvom fiktion er ’virkelighed med en vis distance’ (Ibid.) er det kendetegnende for de danske serier, at denne distance er ganske kort. Som socialrealistiske samtidsbilleder eller virkelighedsnære historieskildringer eksisterer tv-serierne som fælles narrativer, der lagres i vores hukommelse som ’oversatte’ argumenter og forklaringsrammer, som gang på gang trækkes frem i de små øjeblikke, der fylder vores konkrete hverdag.

Selvom 1864 og Lærkevej har få fællesnævnere, tilbyder serierne en udvidelse af seerens selvforståelse, sociale referencer og lokale tilhørsforhold. Der er mange forskellige måder at engagere seerne på, og derfor fremhæver dem, der foretrækker Lærkevej også helt andre kvaliteter ved serien, end dem der modsat foretrækker 1864. Men uanset om det er det vigtige historiske emne, eller om det er skuespilpræstationerne, der sikrer seertallene uge for uge, konstruerer serierne en kulturel fællesnævner i forhold til at diskutere og reflektere over os selv i rollen som forælder, lønmodtager, skolelærer, efterforsker, politiker eller moderne dansk kvinde.

Det internationale perspektiv

Det er efterhånden 10 år siden, at tv-seriernes guldalder begyndte (Nordstrøm 2004). Siden da er serierne gået hen og blevet solid eksportvare, hvor blandt andet Forbrydelsen er solgt til 130 lande, og remakes af danske serier er blevet et marked i sig selv. Her er det også interessant, hvordan temaer og plot, som umiddelbart forekommer specifikt danske, både kan rejse på tværs af landegrænser med stor succes, som vi så i modtagelsen af 1864 i England, samt kan oversættes i remake-formater til andre lokale kontekster, som i den amerikanske version af Borgen.

Denne overskridelse af de nationale grænser kommer også til udtryk i danskernes kollektive bevidsthed omkring tv-serierne som et kulturelt portræt udadtil (Astrupgaard, Lai & Larsen 2016), samt helt konkret i nye tv-serier, der på fortælleteknisk vis rejser på tværs af grænser som for eksempel i DR’s The Team (2015). Gennem fokusgruppeinterviews fik vi indblik i, hvordan billeder og historier fra andre lokale kontekster er med til at forme såvel som bekræfte vores bevidsthed om og opfattelse af andre kulturer. Eksempelvis bekræftede den tyske efterforsker i The Teamfokusgruppedeltagernes opfattelse af den stereotype tysker: systematisk, hård og kontant. Modsat var den belgiske efterforsker med til at forme en opfattelse af belgierne som rebelske, uorganiserede og upålidelige. Alt imens var de udenlandske kulturer, repræsenteret ved de to efterforskere, også med til at sætte vores egen kultur i perspektiv: Lars Mikkelsens karakter blev igen og igen forklaret i relation og modsætning til de to øvrige skuespillere. The Team blev over hele linjen opfattet som en realistisk, selvfølgelig og tidstypisk udvidelse af det danske format, der afspejlede et globaliseret Europa forbundet på kryds og tværs. Så mens distancen fra den danske virkelighed til den danske fiktion er, og længe har været, ganske overkommelig, er den europæiske kontekst også rykket nærmere.

I takt med at europæiske tv-serier over de sidste 10 år er kommet til at optage mere og mere af den danske sendeflade, og dermed af seernes opmærksomhed, giver serier som Arn (2010) og Midsomer Murders (1997-), der begge kan konkurrere med Rita eller Broen på danske seertal, os danskere et billede af ’de andre’Sammenholder vi dette forhold med de danske seriers udenlandske succes, sker der gennem de europæiske skærme kulturmøder på tværs af nationale kontekster i en hidtil uset grad. Mens vi rejser med Arn på korstog gennem Europa og opklarer mord med Barnaby i idylliske engelske landsbysamfund, sidder seere over hele verden i ganske lokale og anderledes kontekster og følger med i de små og store dramaer, der omgiver Birgitte Nyborg, Rita Madsen og Palle From. Tv-serierne er altså ikke blot historier ’om’ os selv ’til’ os selv, men også historier ’om de andre’ og – i takt med dansk tv-dramas succes – ’til de andre’.


AF: CECILIE ASTRUPGAARD OG SIGNE SOPHUS LAI / FORSKNINGSASSISTENTER / MECETES-PROJEKTET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

Noter

1. Tv-fiktion fordelt på regioner – årlig andel af den totale sendetid.

2. Idet meget få respondenter benyttede sig af andet-kategorien har vi valgt ikke at medtage den i de følgende figurer.

Literatur

Agger, Gunhild (2005). Dansk tv-drama, arvesølv og underholdning. København, Samfundslitteratur.

Agger, Gunhild, and Anne Marit Waade (2010). Den skandinaviske krimi, bestseller og blockbuster. Nordicom, Göteborgs universitet.

Altman, Rick (1984). “A Semantic/Syntactic Approach to Film Genre.” In: Cinema Journal 23 (3): 6–18. doi:10.2307/1225093.

Astrupgaard, Cecilie, and Frederick Larsen (2015). “Streaming across platforms. An audience perspective.” Abstract presented at the biannual NordMedia Conference, Copenhagen, Denmark, August 13-15.

Astrupgaard, Cecilie, Signe Sophus Lai, and Frederick Larsen (2016). “1864 på DRs digitale hjemmebane. Seerne som amatørkritikere på dr.dk.” In: Toft Hansen, Kim (red): 1864. Tv-serien, historien, kritikken. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag.

Bondebjerg, Ib (2014). “Documentary and Cognitive Theory: Narrative, Emotion and Memory.” In: Media and Communication 2 (1): 13.

Bryman, Alan (2008). Social Research Methods. 3. ed. Oxford, Oxford University Press.

Hansen, Erik Jørgen, and Bjarne Hjort Andersen (2000). Et sociologisk værktøj, Introduktion til den kvantitative metode. København, Hans Reitzels Forlag.

Helles, Rasmus, and Stig Hjarvard (2014). Seertal og webtrafik. Kort og præcist om medier og kommunikation. København, Samfundslitteratur.

Lull, James (1980). “The Social Uses of Television.” In: Human Communication Research 6 (3): 197–209.

Nordstrøm, Pernille (2004). Fra Riget til Bella, bag om tv-seriens golden age. København, DR.

Redvall, Eva Novrup (2011). "Dogmer for tv-drama: Om brugen af one vision, den dobbelte historie og crossover i DR’s søndagsdramatik". In: Kosmorama, (248 vinter), 180-198.

--- (2013). Writing and Producing Television Drama in Denmark: From The Kingdom to The Killing. Basingstoke, Palgrave Macmillan.

--- (2016). ”Kulturpoliske kampe og public service-slag. 1864-seriens vej til de danske tv-skærme.” In: Toft Hansen, Kim (red): 1864. Tv-serien, historien, kritikken. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag.

Ruscher, Janet B. og Alecia M. Santuzzi. (2007). “Schemas”. In: R. F. Baumeister & K. D. Vohs (Ed): Encyclopedia of social psychology. (pp. 781-782). Thousand Oaks, CA: SAGE Publications Ltd.

Kildeangivelse

Astrupgaard, Cecilie  og Lai, Signe Sophus (2016): Seernes favoritserier – genrer, narrativer og kulturmøder. Kosmorama #263 (www.kosmorama.org).

 

Subscribe to our newsletter and stay updated: