Da skolen flyttede til Holmen i 1998, lykkedes det at opkalde pladsen foran skolens indgang efter Theodor Christensen. Herudover findes der i dag ingen synlige – skriftlige eller visuelle – spor af ham på skolen, udover de pædagogiske og kunstneriske teorier og metoder vi arbejder med i det daglige.
Theodor Christensen døde i 1967, ét år efter skolens åbning, og nåede derfor kun at undervise studerende fra den allerførste årgang, samt at lægge de første undervisningsplaner sammen med magister I.C. Lauritzen, der var Filmskolens første rektor - og den, der ansatte Theodor som skolens teoretiske hovedkraft og hovedlærer.
Filmskolens udvikling i korte træk
I.C. Lauritzen tog selv sin afsked under dramatiske omstændigheder kun tre år efter Filmskolens etablering, angiveligt som følge af uoverensstemmelser med skolerådet. Filmskolen blev kort tid efter lukket – ifølge skolens mytologi med den begrundelse, at brancherepræsentanter i skolerådet ikke mente, der var brug for kunstnere i filmbranchen. Herefter blev Filmskolen omdannet til kursusvirksomhed med korte, tekniske kurser, mens alle dokumenter, planer og tekster knyttet til den oprindelige skole blev smidt ud.
Efter en kort periode med Bent Christensen og siden Jens Ravn som rektor for kursusvirksomheden genåbnede skolens næste rektor, Henning Camre, i 1976 den egentlige Filmskole med en 2-årig grunduddannelse i instruktion, fotografi og lyd. Det blev under Henning Camres ledelse, at Filmskolen fandt den uddannelses- og samarbejdsform, vi kender i dag.
Henning Camre udvidede i perioden 1980-85 Filmskolen til også at omfatte Manuskriptuddannelsen, Klippeuddannelsen og Produceruddannelsen. I 1992 kom to dokumentariske linier til: Dokumentar- og Flerkamerainstruktør-linierne, samlet i TV-Uddannelsen og Animationsinstruktør-uddannelsen, der kort tid efter blev omformet til også at være en Computerspilsinstruktør-uddannelse. Som flere af de lærere, der deltog i genopbygningen, havde Camre selv været elev på den første årgang, der havde Theodor Christensen som hovedlærer og inspirator. Der er ingen tvivl om, at den grundlæggende forståelse for, at det praktiske arbejde med at skabe film er den vigtigste erfaring for håndværkere og kunstnere, stammer fra Theodor Christensens oprindelige pædagogik, ligesom bevidstheden om, at kunstnerens overordnede ansvar og frihed i forhold til værket er uomgængelig og uantastelig, stammer fra Theodor Christensen. Det er stadig forståelser, som er centrale faglige, kunstneriske og pædagogiske positioner for en skole, der arbejder med film, kunst og sprog i det hele taget.
Arven efter Theodor Christensen
De studerende på Filmskolen møder en skole, der på mange måder adskiller sig fra alle andre skoler, de har mødt i deres liv. Skolen er formet af de ideer, som Theodor Christensen lagde for skolens stilling i forhold til Kulturministeriet, filmbranchen og offentligheden i den tidlige planlægning af undervisningen og den udstyrs- og lokalemæssige indretning af Filmskolen. Her pålægges den studerende et overordnet ansvar og en udstrakt frihed – både i forhold til udstyr, lokaler, arbejdets organisering, øvelsernes formsprog og indhold – allerede fra den første dag på skolen. Filmskolens lærere udstikker tidsmæssige, tekniske og fortællemæssige konditioner, der afgrænser alle filmsproglige øvelser, de studerende arbejder under og bygger således alt filmisk og fortællemæssigt arbejde på den bevidsthed, der er et særkende for den bekostelige film- og tv-produktion, men lærerne giver aldrig æstetiske eller tematiske forskrifter. De studerende møder således – udover den faglige og kunstneriske indsigt, som skolens lærere og rammer kan tilbyde – en grundlæggende, eksistentiel udfordring som mennesker og som filmskabere, hvad enten de er instruktører, klippere, tonemestre, fotografer eller producere: Ansvaret for egne handlinger og beslutninger.
Den kollegiale, jævnbyrdige og åbne dialog – klarheden om det endelige beslutningsansvar hos den studerende og det deraf følgende tillidsfulde og fagligt konstruktive samarbejde – er et dansk fænomen. Det er tæt knyttet til Filmskolen og dermed også til grundlæggeren af skolens pædagogik, Theodor Christensen – eller måske rettere: til forestillingen om Theodor Christensen – sådan som hans tanker og arbejdsmåde er videregivet mundtligt og praktisk, gennem en række personlige fortolkninger og modificeringer, som udspringer af den forståelse, de første studerende på Filmskolen fik. Både fra Theodor Christensen selv, men også fra det univers af teoretikere og kunstnere, som på en eller anden måde kan anses for at være Theodor Christensens og filmhistoriens teoretiske og praktiske inspirationskilder.
At Theodor Christensen var en utraditionel og avanceret kommunist, med skotsk whisky som sit foretrukne afslapningsmiddel og et stort forbrug af cigarer, skønlitteratur, kunstteorier og natlige samtaler, sætter ham ind i en særlig efterkrigsgeneration og tid. Disse indgange til kunst og teori placerer ham også i en fornem række af praktiske og duelige danske tænkere, der ønskede at arbejde på gulvet, midt i den praktiske og skabende virkelighed – i stedet for det tilbagetrukne og ophøjede studereværelse – for at deltage i det levede og levende liv. Livet.
Alt kan undersøges og diskuteres
Til mytologien om Theodor Christensens filmpædagogiske og kunstneriske metode hører forestillingen om en eksperimentel og nysgerrig tilgang til filmsproget. Alt kan undersøges, alt kan diskuteres, alt kan vise sig at finde en ny form. Sætter man denne eksperimentelle tilgang sammen med den dialogiske tradition, hvor den jævnbyrdige og kollegiale samtale skal understøtte den studerendes egen erkendelse og filmsproglige udvikling, får man et sprog, der ikke drøfter, hvordan en film bør være, men drøfter hvordan forsøget på at skabe netop denne film kan opstilles. Processen vil vise om forsøget var rigtigt, eller vil føre frem til et bedre forsøg, der virker.
Tænkeren, der ønskede at arbejde på gulvet, midt i den praktiske og skabende virkelighed.
Det vil sige, at der er en fælles viden om, at filmen ikke kun er et allerede færdigtænkt udtryk, men at filmen (og den proces der fører frem til filmen), muligvis indeholder en selvstændig og endnu ukendt erkendelse, en indsigt som kunstneren kun kan opnå gennem arbejdet med filmen og gennem samarbejdet med sine nærmeste medarbejdere og rådgivere. På den måde reflekterer filmen i sidste ende det oprindeligt tænkte udgangspunkt fra kunstnerens side, men også den konstruktive proces under skabelsen og dermed også de dybt personlige synsmåder, fagligheder og stemmer, der har været involveret i processen.
Filmen får dermed karakter af en undersøgelse, der enten kan afdække personlige motiver hos skaberne eller kan afdække nye opdagelser i det materiale, som filmens skabere har indsamlet. Dette gælder både de dokumentariske film og fiktionsfilmene. De filmiske arbejds- og erkendelsesmåder kommer derved til at ligne de arbejds- og erkendelsesmåder som malere, digtere, komponister og videnskabsfolk anvender. Filmene bliver ikke bygget af præskriptive teorier om sprogudøvelse og kunst eller allerede fastlagte og færdigtænkte ideer om filmens forløb og formsprog, men udspringer af personligt opstillede forsøg med metoder og greb, der anvendes på materialet. Metoder der – integreret i det færdige, filmiske udtryk – bliver en del af oplevelsen.
Theodor som rammeskaber og 'strateg'
I filosofisk forstand kunne sansningen af, at værket er skabt, være en henvisning til skaberen (i det mindste til de mennesker, der har skabt værket). Men i moderne tid vil vi være mere tilbøjelige til at forstå den synlige konstruktion som et opgør med forførelsen i mainstreamfilmen, der jo arbejder på at få os til at glemme, at vi er vidne til en film med det formål at lade tilskueren tro, at man er til stede i filmen, så vi oplever fortællingens plot og intriger og de følelsesmæssige udfordringer, der følger med, som om vi selv er til stede i filmen. Filmskolen arbejder i spændingsfeltet mellem disse to store traditioner i filmhistorien: Den klassiske, mainstream-orienterede fortællekunst og den romantiske, off broadway-orienterede filmkunst.
Theodor var – som Filmskolen forstår ham – udover at være teoretiker og instruktør først og fremmest en rammeskaber. Det er, i Filmskolens tradition, et menneske, der ser på det omkringliggende samfund og på film/tv-branchen med alle de kræfter og mekanismer, man skal kende og tage stilling til, hvis man ønsker at indføre nye forståelser og nye arbejdsmåder.
Theodor Christensen tilhørte en forholdsvis lille gruppe mennesker, der udgjorde en slags reaktorrum, en tænketank: Et begrænset antal personer, der gennem årrækker havde opbygget den forståelse og de strategier, som siden har medført de markante udviklinger, som vores samfund og filmbranchen havde brug for i forhold til medierne. Disse få personer – hvoraf Theodor Christensen var en af de mest markante – diskuterede og udviklede de begreber og arbejdsmåder, som i dag ligger til grund for vores forståelse af filmkunst, af samfundets brug og nytte af medierne, af sammenhængen mellem sproglig frihed og demokrati, af sammenhængen mellem den filmiske fremstilling af menneskelighed og vores forståelse af ansvarlighed, både i uddannelse, i arbejdets, institutionernes og boligformernes indretning etc.
Vi har i dag på Filmskolen en mere udbygget forståelse for sammenhængen mellem kommercielle og kunstneriske kræfter og interesser i et samfund som det danske, end disse tidlige grundlæggere havde. Vi ved i dag, at der ikke kan findes en filmkunst, hvis der ikke samtidig findes et produktions- og distributionssystem, hvori filmene kan finansieres, skabes og vises, endsige et felt, hvor omsætningen af film og tv-produktioner danner en sammenhængende kæde fra skaberne og til brugerne af film og tv. Vi har også en større ømhed for de kommercielle produktioner end vores forgængere, fordi de kommercielle produktioners form og kvalitet er blevet udviklet igennem tiden. Ikke kun fordi også de kommercielle film i Danmark er skabt af instruktører, fotografer, klippere og tonemestre uddannet på Filmskolen, men også fordi de kommercielle aktører i det danske mediefelt har opdaget den indbringende konsekvens af personlige og udtryksfulde film og tv-programmer i konkurrencen med et avanceret og pengestærkt globalt mediefelt.
På Theodor Christensens fundament
En af de afgørende forskelle mellem den filmskole, som Theodor Christensen grundlagde, og den nuværende filmskole, er, at nutidens studerende allerede på optagelsestidspunktet har skabt flere film, hvorfor skolen i dag kan koncentrere sig mere om udviklingen af den enkelte studerendes personlige filmsprog, hvor datidens skole også måtte fokusere på indlæring af helt grundlæggende forhold omkring betjening af udstyr og anvendelse af en præcis terminologi.
Hvis vi leder efter Theodor Christensen på Filmskolen, skal vi således både se på det åbne, kollegiale og eksperimenterende arbejdssprog – interessen for den studerendes og filmsprogets udvikling – men vi skal også se på det rammeskabende, organisatoriske og planmæssigt konkrete arbejdssprog, der interesserer sig for alle de konkrete vilkår og omstændigheder for filmproduktion og kunstudøvelse, og som søger at finde praktiserbare og finansierbare løsninger på kunstneriske og fortællermæssige problemer indenfor de kendte vilkår.
Theodor bag kameraet på sin sidste film Hvad er der i vejen med mor og far? - om forholdet mellem børn og deres forældre. Lavet til Danmarks Radios Focus-serie, sendt 22/4 1965. Billedet er beskåret.
Vi, der er lærere på Filmskolen i dag, har i de fleste tilfælde selv gået på Filmskolen og er her blevet undervist i den tradition, som Theodor Christensen grundlagde, og som de efterfølgende lærere og studerende har videreudviklet. Vi forestiller os, at vi – på samme måde – giver vores viden og metoder videre til skolens studerende. Håbet er naturligvis, at vores studerende fortsat vil videreudvikle og forfine disse metoder, teorier og undervisningsmåder – som vi har gjort det. På det fundament, Theodor Christensen skabte.
Filmskolen står i dag overfor en større videreudvikling af Theodor Christensens eksperimentelle og undersøgende tilgang til filmsproget. Netop i denne periode afprøver skolen en ny og systematisk arbejdsform, der sætter den kunstneriske forskning på dagsordenen. Ikke sådan som en forskning ville foregå på et universitet, men sådan som filmkunstnere og filmlærere ville undersøge metoder, æstetikker og teknikker – gennem arbejdet med selve filmsproget, på film, med filmens værktøjer og fremvisningsmåder, for filmskaberne – som nyt dynamisk grundlag for film- og tv-branchen, og i sidste ende for tilskuerne, både forstået som samfundets beslutningstagere og som forbrugere. Theodor Christensens arbejdsmåder og forståelser står således stadig i front for filmens videreudvikling.
AF: ARNE BRO
Kildeangivelse: Bro, Arne (2014): Forestillinger om Theodor Christensen på Filmskolen. Kosmorama #254 (www.kosmorama.org).