”One could say that Lars Trier’s project was not primarily to make films but to construct Lars von Trier, the auteur filmmaker” Peter Schepelern (Grodal 2004:111).
Selvom det danske publikum i flere omgange har svigtet Triers film, har hans medieoptræden altid været omgivet af enorm interesse. Sådan har det været, siden han første gang for alvor trådte ind i mediernes søgelys ved pressekonferencen til sin debutfilm The Element of Crime på Cannes filmfestival den 13. maj 1984, og senest i ekstrem grad med ”Jeg forstår Hitler”-affæren under pressekonferencen for Melancholia på selvsamme festival i 2011. Disharmonien mellem billetsalg og medieinteresse viser, at det mere er mediepersonen Trier end hans film, der sælger, hvilket ifølge det indledende citat ikke nødvendigvis er utilsigtet. Denne artikel argumenterer for, at et receptionsteoretisk fokus kan belyse, hvorledes Lars Trier gennem sin karriere har ’instrueret’ de danske mediers konstruktion af en mytologisk kunstnerrebel – Lars von Trier.
Pressekonferencen
Udtagelsen til Cannes i 1984 er en sensation i store dele af den danske presse, hvorfor det kan synes en smule besynderligt, at ingen korrekt husker, hvornår Danmark senest var
repræsenteret i officiel konkurrence ved den prestigiøse filmfestival i Sydfrankrig. Schepelern (2000:71) mener, at det var ni år siden, at Henning Carlsen deltog med Un divorce hereux (En lykkelig skilsmisse, 1975), mens Ebbe Iversen (Ber84a) noterer sig, at det faktisk er 18 år siden, at Danmark sidst deltog officielt i hovedkonkurrencen med Henning Carlsens Sult(1966), eftersom Un divorce hereux deltog uden for konkurrence. Begge overser, at Jens Ravn deltog i hovedkonkurrencen i 1969 med filmen Manden der tænkte ting. I 1984 var det altså 15 år siden, at dansk film var repræsenteret ved filmverdenens fornemste festival i officiel konkurrence.
Så fakta ignoreres i skyndingen, og efterfølgende forvrænges realiteterne også. Sensation eller ej er ’alle’ – som det fremføres i flere store dagblade - pludselig sikre på, at Danmark vil vinde – oven i købet De Gyldne Palmer (Pol 84a, AS84a, EB84b). Hvem kilden til ’alles’ sejrssikkerhed er bliver klart ved en krydsreference af flere avisers dækning. Her går ét bestemt citat (eller en parafrasering) igen. ”Alle” er overvejende én person – den ”dybt original[e] og stor[e] kunstner” Trier – der ”går efter førsteprisen” (BT84b, Akt84a). Udtalelser som denne får de fleste landsdækkende aviser til at nævne The Element of Crime i sammenhæng med De Gyldne Palmer, og som det konkluderes: ”Det ligesom ligger i luften, at der venter en præmie ved afslutningsfesten” (EB84b).
Klassens frække dreng
Den kunstneriske sensation er ikke det eneste, der kommer i fokus på pressekonferencen. Trier påkalder sig en anden slags opmærksomhed med sin fysiske og verbale fremtoning som ’klassens frække dreng’: ”Med kronraget isse, bevæbnet med en guldøl (…) affærdigede Lars von Trier på sin pressekonference de fleste spørgsmål med bemærkninger om, at det vidste han ikke, eller det fandt han irrelevant at tale om” (Ber84d). Og ikke nok med det.
En mytologisk kunstnerrebel iscenesætter sig selv i debutfilmen "The Element of Crime", 1984. Foto: John Johansen.
På selve dagen beretter Politiken i et portrætinterview med instruktøren, at ”Nazismen, tyskerne, koncentrationslejrene er emner der fascinerer Trier” (Pol84a). Og det politisk kontroversielle kommer også i fokus på pressekonferencen. ”Hvorfor spørger I ikke, om jeg er fascist? Det plejer man” (Akt84a), siger Trier provokerende. Påfaldende nok griber ingen muligheden for at få uddybet den fascisme, som Trier selv bringer på banen, og som han – ifølge ham selv – konstant bliver konfronteret med. Dagen efter kommenteres optrinnet flittigt (Akt84a, Pol84c, Ber 84d), og i de efterfølgende dage (den 14. og 15. maj) omtaler flere anmeldere det fascistiske i deres anmeldelse af The Element of Crime (JP84, KD84, AS84c, Ber84c, FS84). Flere bruger sågar fascismen som et kritikpunkt mod filmen.
Som bekendt blev filmen ikke belønnet med De Gyldne Palmer, men med juryens tekniske pris, som var Danmarks første pris i Cannes siden 1966, hvor Per Oscarsson (som er svensk) vandt prisen som bedste skuespiller for hovedrollen i Henning Carlsens Sult. Men Lars Trier havde fået sneget 'kunstnerrebellen' Lars von Trier ind ad bagdøren.
Triers legendestatus
Nuvel; at Trier er en rebelsk kunstnertype og en levende legende i dansk film er en fortærsket (men givetvis sand) pointe, som underbygges igen og igen i udgivelser og artikler, der overvejende finder årsagen i Triers oeuvre (f.eks. Schepelern 2000, Grodal 2004, Bainbridge 2007). Men hvis Triers film alene er forklaringen på hans status som legende, hvordan kan det så være, at han allerede behandles som én, inden nogen overhovedet har set hans første spillefilm? Med dette retoriske spørgsmål som udgangspunkt er det oplagt, at Triers legendestatus ikke udelukkende er et produkt af hans mangeårige, omfangsrige og kritikerroste værk. En vigtig del af forklaringen skal findes i samtiden, og således må førstnævnte holdning primært stå for efterrationaliseringens regning.
Flytter man perspektivet fra værkerne til en receptionsteoretisk tilgang, og dermed sit fokus fra film til filmkritik, tegner der sig en alternativ og supplerende forklaring på Triers status som levende legende. Med udgangspunkt i receptionsteoretiske grundbegreber som ’læsning’ og ’læser-typer’ (Staiger 1992) kan man undersøge, hvordan spillefilmdebuten og Trier blev modtaget i danske medier. På baggrund af den russiske litteraturteoretiker Boris Tomashevskys teori om ’den biografiske legende’– der kan forstås således, at ”the authorial personality [is to] be considered a construct, created not only by the art works themselves but also by other historical forces” (Bordwell 1981: 4) – kan Triers medieoptræden og den heraf følgende reception medregnes som en del af instruktørens oeuvre, der, ifølge Schepelern, fra begyndelsen var ”designed, by himself, to be the oeuvre of an auteur” (Grodal 2004: 111). Og på den måde tegner der sig et mere sammenhængende billede af, hvordan værker og presseomtale spiller sammen.
Udskud, besynderlige eksistenser – og Wagner
Lad os gå tilbage til begyndelsen, for Trier var vitterligt i pressens søgelys fra starten af sin karriere. To år før spillefilmsdebuten får pressen for første gang ’nys’ om Trier, da hans filmskoleafgangsfilm Befrielsesbilleder vises og efterfølgende får offentlig biograf- og tv-premiere i 1982, som den første nogensinde af sin slags1. Den bliver anmeldt og omtalt i en række landsdækkende aviser (Pol82b, Ber82, Inf82), hvor Triers film fremhæves i forhold til de øvrige afgangsfilm. Berlingske kalder det ”en usædvanlig dansk film”, mens Information foregriber noget af den kritik, der rettes imod The Element of Crime, og kalder filmen ”germanerforherligende”.
"Befrielsesbilleder", 1982 - det er instruktøren til venstre.
Det er dog godt et år senere, at interessen for Trier og Triers film for alvor tager fart. Symptomatisk for Triers fremtidige medieopførsel starter det med en historie om en filmskaber, der adskiller sig fra mængden. Allerede omkring ni måneder inden verdenspremieren omtales The Element of Crime(BT83). Hovedhistorien er, at en ”dansk fremtidskrimi” har fået 3,4 millioner kroner i støtte, men den egentlige historie, som også ugen efter finder vej til Politiken, er, at instruktøren har indrykket en artikel i avisen, hvor han søger ”udskud, besynderlige eksistenser” (Pol83a) til sin nye film. Et par måneder senere offentliggøres det også, at Trier spiller Wagner-musik under optagelserne, og filmens producent, Per Holst, kalder filmen en klassiker. Holst kommer ligeledes med den profetiske kommentar, at han tror, filmen bliver udtaget til Cannes filmfestival (Pol83b).
Kedelig humanisme
Første gang Trier får mulighed for selv at udtale sig i landsdækkende presse, benytter han chancen til at kritisere den nationalfilmhistoriske kontekst, han befinder sig i. ”Dansk film er blevet for kedelig uden for eksempel de lysvirkninger og effekter, som før i tiden var med til at skabe en film. Mit ideal er at arbejde mod at genoplive de gamle dyder” (Pol83b). I pressematerialet til The Element of Crimeer han også voldsomt polemisk, når han karakteriserer dansk film i 1980’erne, som ”well-meaning films with a humanistic message” (PM84).
Triers karakteristik er ifølge Schepelern (2008: 279) ikke helt ved siden af. Han beskriver dansk films generelle tendens som båret af ”realistiske samtidsfilm [og] folkekomedien” og peger på stagnation, tilbagegang og økonomiske problemer for filmbranchen generelt – bortset fra den ’prisregn’ som tilfaldt Danmark i 1980’erne fra og med The Element of Crime2. Schepelern (2008: 303) fokuserer også på, hvordan Trier og The Element of Crime åbenlyst ikke var et repræsentativt eksempel på dansk film i 1980’erne; hvordan de lå ”fjernt fra alle traditioner i dansk film”.
Alt for længe har vi ladet os nøje
I første omgang kan mediernes sensationalistiske dækning af Trier og The Element of Crime’s udtagelse til Cannes filmfestival altså forklares med dansk films generelle mangel på international opmærksomhed og succes. Siden auteurteorien vandt indpas i 1950’erne og 1960’erne havde Danmark ikke haft nogen internationalt anerkendt filmskaber - hvis man altså ser bort fra Henning Carlsen og den ’glemte’ Jens Ravn3. Faktisk ikke siden Dreyer – i øvrigt Triers egen sammenligning (Inf84a) – havde Danmark gjort markant væsen af sig på filmverdenskortet.
Det er sandsynligt, at Danmark på daværende tidspunkt ’tørstede’ efter en internationalt, anerkendt filminstruktør, et behov der illustreres meget passende af Keith Keller, som skriver i BT, at ”alt for længe [har vi] ladet os nøje med for kedelige biografoplevelser” (BT84), og Kim Schumacher i Aktuelt (Akt84b), der beskriver Trier som: ”en ener (…) på alle måder tiltrængt”. Filmen og Trier var altså en længe ventet og kærkommen forløsning.
Denne strukturelle forklaring leder videre til at undersøge, hvordan Trier skaber denne forløsning. Et halvt år inden premieren på sin debutspillefilm har han lagt sig ud med traditionel dansk film (de er kedelige), udstukket en løsning (han vil genoplive de gamle dyder), ligesom han demonstrerer et bemærkelsesværdigt kunstnerisk slægtskab med blandt andre den klassisk-romantiske komponist Richard Wagner. Han har altså introduceret en mytologisk kunstnertype, der gør, at filmen nærmest uundgåeligt bliver forholdt til von Triers opsigtsvækkende medieoptræden.
Et univers langt fra folkekomedien og socialrealisme - still fra "The Element of Crime". Foto: John Johansen.
Pressens modtagelse
Med udgangspunkt i anmeldelser fra 12 danske landsdækkende aviser og større lokalaviser4 i dagene 13.-24. maj 1984 kan man konstatere, at modtagelsen falder i tre kategorier: de positive, de moderat positive og de negative. Ud over anmeldelser trykkes desuden interviews med Lars von Trier (i perioden august 1983 – februar 1985) samt artikler om Cannes- og Danmarkspremieren (13. og 14. maj 1984) og produktions- og institutionsforhold.
At uddybe receptionen kræver en klar referenceramme for, hvordan man klassificerer en anmeldelse, og her gør en række problemstillinger sig gældende. Først og fremmest: hvordan vurderer man, om en anmeldelse er positiv eller negativ? Da det i 1984 ikke var almen praksis at uddele stjerner – kun BT og Ekstra Bladet gav karakter – er ovennævnte klassificeringer skabt på baggrund af anmeldelsernes overordnede vurdering af filmen. I Patterns of Intention (1985) konkretiserer Michael Baxandall, hvad en anmelder bør benytte sig af i sin vurdering. Anmeldelser af et værk bør ideelt set forholde sig til tre diskurser: ’cause’, hvordan filmen er konstrueret narrativt og stilistisk, ’comparison’, hvordan filmen relaterer til andre værker, og endelig ’effect’, hvordan filmen påvirker anmelderen (Staiger 1992: 20-21). I forhold til den ideelle anmeldelse pointerer David Bordwell i Making Meaning (1989), at anmelderen hovedsageligt bør fokusere på stilistiske og narrative løsninger i filmen (Grodal 2004: 53) – altså den første diskurs. Bordwells formalistiske udgangspunkt fornægter sig ikke.
Dernæst: hvad betyder avisens størrelse for publikums reception? Hertil må det være rimeligt at antage, at en negativ anmeldelse i Politiken har større betydning end en negativ anmeldelse i Herning Folkeblad. Schepelern redegør i Lars von Triers film (2000:75-77) for The Element of Crime’s modtagelse og reducerer seks landsdækkende avisers anmeldelser til enkelte citater, der – med Kristeligt Dagblad (under 50.000 i oplag) som den eneste undtagelse – forholder sig positivt til filmen. Det drejer sig om: Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten (over 100.000), Aktuelt og Information (ca. 50.000). Hvorpå Schepelern konkluderer, at filmen generelt blev ”modtaget med stor og positiv interesse af pressen”.
Men at kategorisere den samlede reception således yder ikke det mangfoldige billede retfærdighed, for jovist var der positiv omtale, men der var også generel splittelse og en række markante forbehold. Schepelern lader desuden en række lige så store og markante landsdækkende aviser ude af betragtning, blandt andet BT og Ekstra Bladet (over 200.000), Weekendavisen (under 50.000) samt større regionale aviser som Fyns Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende (over 50.000).
Samtidig gemmer der sig ’forbeholdne stemmer’ i flere af de anmeldelser, Schepelern bruger som eksempler på positiv kritik. Intentionen her er ikke at underminere Schepelerns pointe (at modtagelsen var positiv), da den i sin sammenhæng er fyldestgørende nok, men nærmere at gå mere systematisk til værks. For Schepelern fokuserer heller ikke på, hvordan personen Trier modtages, selvom det synes at være et markant element i presseomtalen.
De positive: et kulturelt paradigmeskift
Ud af 12 anmeldelser falder seks i den første kategori (Akt84b, Pol84b, WA84, BT84b, FS84, AS84c). Fælles for dem er, at de i større og mindre grad kalder The Element of Crime én af de vigtigste begivenheder i dansk filmhistorie. En ”milepæl i dansk film” skriver Kim Schumacher i Aktuelt, ”et mesterværk [med] internationalt anliggende” skriver Keith Keller i BT, og ”intet mindre end en sensation” konkluderer Paul Greve i Aarhus Stiftstidende.
Inden for ’cause’-diskursen, altså hvordan filmen er konstrueret narrativt og stilistisk, lægger anmelderne vægt på, hvordan de formelle og fortællende strategier bruges og brydes. Schumacher peger på, at ”fesne problemer og moral” er taget ud, mens al fokus er lagt på beskæring, teknik og komposition – ”billedet som selve oplevelsen”. Han kalder det et produktionsmirakel, at en sådan film kan laves for ”latterlige 6 mill. kr.” I Politiken fokuserer Bent Mohn på, hvordan æstetikken i filmen opleves som ”et stort digt eller et stort maleri”.
Manglen på mulige danske filmsammenligninger får paradoksalt nok samtlige anmeldere til at foretage sammenligninger (jf. ’comparison’-diskurs). For hvordan sætter man en film, der er så radikalt anderledes – ”Der er intet ’dansk’ ved denne film” (Pol84b), ”en ganske anderledes dansk film” (FS84) – ind i en dansk filmhistorisk sammenhæng? Løsningen bliver at sammenligne den med film lavet af internationalt anerkendte auteurfilmskabere som Andrei Tarkovskij, Fritz Lang og Carl Th. Dreyer (BT84b, FS84, AS84c – også Inf84b, JP84).
Det, at disse anmeldelser er positive, opleves tydeligst inden for ’effect’-diskursen, altså anmelderens opfattelse af filmen, hvor The Element of Crime tillægges revolutionær betydning. Keller mener (helt i tråd med Triers tidlige udtalelser (Pol83b)), at vi ”alt for længe [har] ladet os nøje med for kedelige biografoplevelser”. I Weekendavisen beskriver Jan Kornum Larsen, hvordan filmen bevæger sig bort fra den herskende kultur, så der ikke blot er tale om et mesterværk men et kulturelt paradigmeskift. ”Det drejer sig om at vise, at virkeligheden modarbejder systemerne og at det derfor – hvis vi vil gøre os noget håb om en fremtid – er nødvendigt at nedbryde de gamle klicheer, mønstre og strukturer i stedet for blot at gentage dem og bestandig falde i samme grøft som vore forgængere”.
Disse anmeldere repræsenterer en sammenhængssøgende læsertype (Staiger 1992: 28-29). Selvom fortællingen kommenteres, afviser de fleste, at filmens narrative strategier (eller mangel på samme) trækker ned i den samlede opfattelse af filmen. Enkelte afviser det endda i kategoriske vendinger som for eksempel ”skråt op med handling og historie” (Akt84b), og at filmen repræsenterer ”kunsten, når den virkelig er kunst” (WA84). At filmen og Trier ikke sammenlignes med noget ’typisk dansk’ opretholder den sammenhængssøgende læsning, der kan opsummeres som: The Element of Crime er en kunstfilm med et internationalt auteurslægtskab. Og uanset om filmen nu er det, så er den forståelse i udgangspunktet Triers egen konstruktion, som han helt fra starten har introduceret. Og nu reproduceres den af de danske anmeldere igen og igen.
Trier som kunstner og mytologisk legende
Diskursen Trier som kunster er tilstedeværende på tværs af kategorierne, men selvfølgelig mest udbredt i den sammenhængssøgende kategori. Som instruktør beskrives han som ”en formidabelt, disciplineret filmskaber”, ”en realisator af underbevidste billeder” og ”som stilist (…) exceptionelt original” (JP84, FS84, Ber84c). Den største lovprisning er dog af hans karakter og betydning for dansk film, og igen er Weekendavisen (WA84) mest markant. Her beskrives han som en regulær kulturdiskursforandrer: ”Lars von Trier [bevæger] sig ned imod kilderne og det oprindelige, bort fra den kultur der hersker og som vi kan se har overlevet sig selv”. Andre beskriver ham som ”en ener”, ”en dybt original og stor kunstner”, og som ”konsekvent anderledes” (AS84c, BT84b, FR84a). Disse udsagn forholder sig mere til detaljer, som Trier har fokuseret på i sin medieoptræden, end til hans konkrete evner som de manifesterer sig på film, og det må konstateres, at han i flere af ovenstående citater krydser grænsen fra menneske til mytologisk, levende legende.
Det er også myteskabende detaljer, som fylder væsentligt i både anmeldelser, artikler og interviews, blandt andet den selvvalgte navneforandring fra Lars Trier til Lars von Trier (f.eks. Pol84a). “In ‘making a name for himself’ (…) von Trier creates a character for himself to embody” noterer Caroline Bainbridge sig i The Cinema of Lars von Trier (2007: preface). Hun beskriver det som et strategisk forsøg på at lægge sig selv på linje med de allerstørste kunstnere i film- og kunsthistorien – de mytiske personer – og peger på, at denne taktik foregår i de interne referencer i Triers værker.
”... en formidabelt, disciplineret filmskaber”,"exceptionelt original", "en ener", "konsekvent anderledes". Foto: Jens Johansen.
Men det er mindst lige så tydeligt i hans selviscenesættelse i medierne, hvor han hyppigt refererer til mytiske legender som Wagner og Dreyer (Pol83b, Akt85). Dette medvirker til, at flere anmeldere bruger dem som sammenligning (BT84b, FS84, AS84c, Inf84b, JP84), og sådan lykkes det Trier at indsætte sig selv i en mytologisk kunstnerdiskurs.
De moderat positive: mellem det gale og det geniale
Tre anmeldelser er moderat positive (Ber84c, Inf84b, EB84a), men det er væsentligt at påpege, at nogle af anmeldelserne i denne kategori tjener som eksempler på meget positive anmeldelser hos Schepelern (2000), selvom de har en række markante forbehold.
De moderat positive anmeldelser forholder sig overvejende til Bordwells anmelderideal; her hvordan filmens narrative løsninger skaber problemer. ”Manuskriptet er ikke helt godt”, skriver Henning Jørgensen i Information og påpeger også, hvordan brugen af ”krimi-genre-klichéer og typer” ikke altid rammer helt rigtigt. Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende beskriver de fleste af filmens aspekter modsætningsfyldt – det geniale ved siden af det gale: Uforståelig og uforglemmelig”, ”stimulerende anderledes og anstrengende krukket”, ”fascinerende og irriterende”. I Ekstra Bladet bruger Paul Jørgen Budtz den samme modsætningsfyldte retorik, når han kalder filmen for både ”frastødende og tiltrækkende”. Desuden opsummerer han ligeledes den generelle holdning med et credo, som alle i denne kategori må kunne skrive under på: ”… er det en god film? Det er svært at svare på”.
Disse anmeldelser repræsenterer den modsætningssøgende læsertype (Staiger 1992: 30), hvor anmelderens splittelse i forhold til filmens narrative og stilistiske strategier bliver en splittelse i forhold til deres fortolkning og vurdering af filmen. Det skal ikke nødvendigvis forstås sådan, at deres anmeldelser er bedre end dem fra den forrige kategori, snarere at de ikke partout søger efter en endelig konklusion på deres fortolkning. Fælles for de tre ovennævnte er, at deres modsætningssøgende læsertype overvejende forholder sig til elementer, der ligger inden for filmens ramme, altså den såkaldte ’cause’-diskurs.
De negative: vrede og moralske spørgsmålstegn
Det er kompliceret at opstille en generel karakteristik af de tre negative anmeldelser (FR84a, JP84, KD84), der har meget forskellig karakter. I Frederiksborg Amts Avis er anmeldelsen blot moderat negativ; Albert Wiinblad forklarer sin skepsis med, at filmen generelt har svært ved at ”begrunde anderledesheden”. I Jyllands-Posten er den moderat positiv, men indeholder en temmelig grov beskyldning mod Trier og filmens moral, mens anmeldelsen i Kristeligt Dagblad må være blandt de mest negative anmeldelser, der er skrevet om nogen Trier-film – måske nogen film overhovedet! Ved en oplistning af tillægsord står anmelderens pointe klart: dårlig, løgnagtig, tåget, knastør, uskøn, grimme, klamkold, tarvelig, opblæst, hult, søvndyssende, manieret, primitiv, gennemsnitlige, vulgære.
Johs. H. Christensen fremstår hermed som et skoleeksempel på en selv-sammenhængssøgende læser; en læsertype, der forsøger at skabe et sammenhængende selv ved at afvise et synspunkt udlagt af teksten (Staiger 1992: 29-30). Her: at The Element of Crime er en dårligt udført, moralsk forkastelig film. For så vidt påvirker denne læsning fortolkningen af hver enkelt detalje i og omkring filmen. Hans kritikpunkter er både ’cause’- og ’effect’-diskursive. Filmen er grim og primitiv, skuespillet er knastørt, stilen er opblæst. De stilistiske elementer, som anmelderne i den første kategori kaldte normbrydende, opfattes med modsat fortegn her. Effekten er en fascistisk morale, der ligger ”et godt stykke under den gennemsnitlige kiosklitteratur”. Johs. H. Christensen afviser fuldstændigt værdien af de budskaber, han mener, at filmen udtrykker. At den desuden har fået støtte er en skandale (et markant anderledes synspunkt end Kim Schumachers i Aktuelt (Akt84b)), og at den skal repræsentere dansk film på Cannes, gør den ikke til kunst, for filmfestivaler defineres som ”vulgære markeder”. I kraft af Christensens konsekvente selv-sammenhængssøgning ender anmeldelsen med at sige mere om anmelderen end om filmen.
Lidt det samme sker for Ib Monty, der i Jyllands-Posten forholder sig kritisk til filmens moral: ”Ens betænkelighed ved den går på dens æstetiske fascination af undergangs-stemningen, skinheadbetagelsen og dens dragning mod grimheden og ondskaben”. Men hvad er det helt præcist, han kritiserer her? Er det filmen selv, eller kommer pointen andetsteds fra? En mulig kilde til kritikken kan være den kontroversielle politiske diskurs, som Trier har promoveret i interviews og på pressekonferencen. Der er i hvert fald en tydelig sammenhæng mellem det emne og Montys læsning og fortolkning af filmen, som beror på en ’effect’-diskurs, der ikke knytter sig til filmens narrative og stilistiske strategier. Paradoksalt nok er han tilsyneladende selv bevidst om denne situation, når han skriver, at ”siden [TV-premieren på Befrielsesbilleder] har han selv [Trier] og medierne promoveret ham som genialsk yngling”.
Trier som fascist?
Man kan således foreslå, at Triers fokus på nazisme i interviews og fascisme til pressekonferencen kan spores i flere anmelderes fortolkning af filmens politisk-moralske indhold. Paul Greve (AS84c) skriver ligeledes, hvordan ”Trier er blevet beskyldt for fascisme og nazisme”, men hvordan det ”måske [er] at gå for vidt”. Pointen i dette tilfælde er, at det måske ikke trækker ned i Paul Greves bedømmelse af filmen, men at det nævnes som et muligt forbehold. På samme måde kommenteres og afvises det af Kim Schumacher (Akt84b). Ebbe Iversen overvejer også, om at man vil kunne finde den ”vrængende nihilisme grim og utiltalende” (Ber84b), men her går Johs. H. Christensen (igen) meget længere og kalder filmen en ”fed flirt med noget, der til forveksling minder om fascisme” (KD84).
Still fra "The Element of Crime". Foto: John Johansen.
Spørgsmålet i denne sammenhæng må lyde: sker vurderingerne på baggrund af filmens narrative og stilistiske træk eller som følge af Triers medieoptræden? Og kan det overhovedet lade sig gøre at opretholde dette skel? Ifølge Bordwell i Making Meaning (1989) er det kompliceret, da en anmelder uundgåeligt trækker mere på ”standardized interpretive schemata than to anything present in the films” (Bordwell i: Grodal 2004: 53), og hvis man frekventerer ovenstående analyse, bliver svaret da også en smule uklart. Dog er der en klar sammenhæng mellem hvilke læsertyper, der her er mest forfaldne til at miste fokus i forhold til, hvad der er film, og hvad der stammer fra instruktørens medieoptræden: nemlig den sammenhængssøgende og den selv-sammenhængssøgende – hvad enten anmelderens holdning er positiv eller negativ.
Om anmeldernes vurderinger kan siges at være troværdige eller fair, kan denne artikel i kraft af sit receptionsteoretiske udgangspunkt heller ikke give et definitivt svar på. Uagtet om der findes en fascistisk tone i filmen eller ej, må konklusionen i denne sammenhæng være, at hoveddiskurserne i anmeldelserne under alle omstændigheder stammer fra én bestemt kilde – Lars von Trier.
International anerkendelse?
I kølvandet på premieren og pressekonferencen forsøger de danske journalister at gøre status på Trier og The Element of Crime’s reception i danske og internationale aviser. Som Schepelern gør det i Lars von Triers film (2000), fremhæves den positive side af receptionen overvejende, mens Berlingske Tidende (Ber84d) dog påpeger, at receptionen spænder over både ”mesterværk og makværk”-konklusioner. Der meldes også om international ros i Aktuelt (Akt84c), selvom ”ingen af de store franske aviser [har] anmeldt filmen”. To dage efter foreligger der dog anmeldelser i bl.a. Le Figaro og Le Monde – to af Frankrigs højest estimerede aviser5.
Generelt præsenterer den danske presse en markant sammenhængssøgende læsning af den franske reception, faktisk i så høj grad at flere artikler indeholder stærke informationsforvrængninger. Således bruger både Politiken og Jydske Vestkysten Le Figaros anmeldelse (LeFig84) som et eksempel på positiv kritik, hvilket er forsøgt underbygget med følgende citat: ”Med en smule tålmodighed kan man se filmen til ende” (Pol84d, JS84). Det er ikke positivt!
Le Monde (LeMon84) nævner Trier og filmen på forsiden – hvilket i sig selv er lidt af en bedrift – men i den tilhørende artikel får han ikke kun ros: ”Naivt, tror Lars von Trier, at det er nok at repetere elementer fra fortælling og mise-en-scene for at få en film, der er godt lavet”. Sandheden har sine modifikationer.
Triers højere mening
Trier havde nu officielt lavet og haft premiere på sin debutspillefilm, men først og fremmest var han i de danske medier blevet en mytologisk kunstnerlegende med mærkatet ’klassens frække dreng’ – nøjagtigt som han ønskede det.
Men hvor efterlader det instruktøren og hans oeuvres troværdighed? Ifølge Torben Grodal (2009: 206-207) har artfilm som f.eks. The Element of Crime til formål at repræsentere højere mening via en aktørs evne til at gøre et objekt specielt. I Filmmagasinet Ekko6 plæderer han desuden for, at artfilmens udlægning af højere mening oftest bygger på en løgnagtig forestilling, således at tilskueren bliver snydt og vildledt med ”forførende, men meningsløse paradokser og falsk dybde”.
Instruktørportrættet i forbindelse med "Melancholia", 2011. Foto: Christian Geisnæs.
På den baggrund vil det være nærliggende at påpege, at Triers selvskabte status som medielegende består af tilsvarende forførende dyder: en indvielse i højkulturelle, mytisklegendariske og svært tilgængelige referencer, der skaber et løfte om noget større – et kulturelt paradigmeskift eller en højere mening. Betyder det, at vi alle (seere, anmeldere, forskere og læsere) er blevet snydt og forført af The Element of Crime og Triers øvrige film? At instruktørens oeuvre består af løgnagtige postulater om en ikke-eksisterende højere mening, og at deres formål er at promovere den mytiske legende, Lars von Trier? Ikke nødvendigvis.
Dét, Trier gør, er at flytte perspektivet – fra filmen til sig selv – og selv de mest rutinerede medier falder i med begge ben og blander de to ting sammen. Denne artikel følger Triers perspektivskifte og argumenterer således for, at tilskueren og læserens stræben efter højere mening – efter ”kunsten, når den virkelig er kunst” (WA84) – i første omgang etableres i receptionens sammenhængssøgende og sandhedsforvanskende læsning.
Triers rolle som medielegende giver, ligesom artfilmen, et håb om forførende kunst og en højere mening, men i bund og grund handler hele receptionen hverken om kunst, mening eller mytiske legender. Den handler om det, den har handlet om fra start – Lars von Trier. Og når det er slået fast, kan man med et fornyet blik gå til værkerne, lidt bedre rustet til at undgå sammenblandingen af forførende udenomssnak.
Mundkurv på ’Klassens frække dreng’
Opmærksomheden omkring Triers selviscenesættende medieoptræden er stadig lige så aktuel i dag, for den stoppede ikke i 1984 – ligesom den for den sags skyld heller ikke stopper ved Trier. Fire år senere producerede Peter Aalbæk Jensen Triers tredje spillefilm, Europa (1991), og samarbejdet førte året efter til stiftelsen af Zentropa7. Det vil være synd at sige, at Trier og Aalbæk ikke fortsatte og fortsætter den kurs, som Trier udstak under lanceringen af The Element of Crime, og således er nazismen blevet hyldet som et æstetisk forbillede (Inf85), Dogme 95-bevægelsen har smidt om sig med manifester i Cannes, og Hitler har fået et par forsonende ord med på vejen.
Små 30 år efter spillefilmdebuten - nu med et opsigtsvækkende selvpålagt ytringsforbud. Foto: Casper Sejersen.
Men måske er det blevet for meget med hovmodet, for i lanceringen af Triers kommende film, Nymphomaniac, har han givet sig selv mundkurv på8. Eller er det mon begyndelsen på endnu et veltilrettelagt kapitel i medielanceringen af den provokerende kunstnerlegende – Lars von Trier? Og kommer modtagelsen igen til at handle om ham og ikke filmen?
AF: THOMAS SPEJLBORG SEJERSEN
Noter
1. Schepelern (2000: 53-58) mener sågar, at Triers særstatus kan spores helt tilbage til, at han fik en filmpris for sin filmskolemidtvejsfilm Nocturne (1980). Herefter fik Trier og hans crew fik ”en særstilling: de fik lov til at lave tingene, som de ville”.
2. Eksempler på den generelle tendens er blandt andet Eriks Ballings Midt om natten (1984) og Olsen-Banden-serie (1968-) (Schepelern 2008: 279). Den danske ’prisregn’ tæller blandt andet to Oscars (Pelle Erobreren (1987) og Babettes Gæstebud (1987)) og De Gyldne Palmer (også Pelle Erobreren(1987)).
3. Jens Ravn nævnes hverken hos Schepelern (2000 og 2008) eller i den samlede Cannes-relaterede reception omkring The Element of Crime.
4. Oplagstal stammer fra Statistisk årbog 1985. Tabel 78. Side 95. http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/13477/udd.pdf.
5. http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Massemedier/Massemedier_i_verden/Frankrig_-_trykte_massemedier?highlight=franske%20aviser
6. http://www.ekkofilm.dk/artikler/er-kunsten-klog/
7. http://www.zentropa.dk/about/historie
8. http://politiken.dk/kultur/film/ECE1413798/efter-afhoering-von-trier-giver-sig-selv-mundkurv-paa/
Litteratur
Bainbridge, Caroline 2007: The cinema of Lars Von Trier: authenticity and artifice. London: Wallflower Press.
Baxandall, Michael 1985: Patterns of Intention. New Haven: Yale University Press.
Bordwell, David 1981: The films of Carl-Theodor Dreyer. Berkeley: University of California Press.
Bordwell, David 1989: Making Meaning. Cambridge, Mass: Harvard University Press.
Grodal, Torben (ed.) 2004: Visual Authorship. København: Museum Tusculanum Press.
Grodal, Torben 2009: Embodied Visions. New York: Oxford University Press.
Schepelern, Peter 2000: Lars von Triers film: Tvang og befrielse. København: Rosinante.
Schepelern, Peter (ed) 2008: 100 års dansk film. København: Rosinante.
Staiger, Janet 1992: Interpreting films. Oxford: Princeton University Press.
Web
Statistisk årbog 1985: http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/13477/udd.pdf. Besøgt d. 3. oktober 2013.
Filmmagasinet Ekko #58, 2012: Grodal, Torben: Er kunsten klog? http://www.ekkofilm.dk/artikler/er-kunsten-klog/. Besøgt d. 29. oktober 2013.
Zentropa: http://www.zentropa.dk/about/historie. Besøgt d. 7. oktober 2013.
Den store danske: Frankrig – Trykte massemedier:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Massemedier/Massemedier_i_verden/Frankrig_-_trykte_massemedier?highlight=franske%20aviser. Besøgt d. 7. oktober 2013.
Om Triers mundkurv:
http://politiken.dk/kultur/film/ECE1413798/efter-afhoering-von-trier-giver-sig-selv-mundkurv-paa/. Besøgt d. 8. oktober 2013.
Anmeldelser, artikler, interviews
Akt84a – ”Cannes: Enestående film” (Uffe Stormgaard) Det fri Aktuelt, 14.5.1984.
Akt84b – ”Milepæl i dansk film” (Kim Schumacher) Det fri Aktuelt, 14.5.1984.
Akt84c – ”Priser? Det er noget man giver til heste” (Uffe Stormgaard) Det fri Aktuelt, 15.5.1984.
Akt85 – ”To udskud i dansk film” (Uffe Stormgaard) Det fri Aktuelt, 30.1.1985.
AS84a – ”Dansk film til Cannes”, (Paul Greve) Aarhus Stiftstidende, 18.4.1984.
AS84b – ”I aften skal han gennem nåleøjet” (Paul Greve) Aarhus Stiftstidende, 13.5.1984.
AS84c – ”Grimhedens element” (Paul Greve) Aarhus Stiftstidende, 15.5.1984.
Ber82 – ”Fjerde maj-45” (Ukendt) Berlingske Tidende, 22.4.82.
Ber84a – ”Dansk film tilbage i Cannes efter 20 år – med debutant” (Ebbe Iversen) Berlingske Tidende, 19.4.1984.
Ber84b – ”Ny dansk film om forfald og mord” (Ebbe Iversen) Berlingske Tidende, 11.5.1984.
Ber84c – ”Lars von Triers groteske gåder” (Ebbe Iversen) Berlingske Tidende, 13.5.1984.
Ber84d – ”Glæde og vrede” (Ebbe Iversen) Berlingske Tidende, 15.5.1984.
BT83 – ”Får 3,4 mill til dansk fremtidskrimi” (Keith Keller), BT, 2.8.1983.
BT84a – ”Dansk film top-placeret til pris i Cannes” (Keith Keller) BT, 18.4.1984.
BT84b – ”Sælsom uhygge og kunst i von Triers fremtidskrimi” (Keith Keller), BT, 12.5.1984.
EB84a – ”De sidste mord i Europa” (Paul Jørgen Budtz) Ekstra Bladet, 14.5.1984
EB84b – ”Alle sikre på pris til Danmark” (Paul Jørgen Budtz) Ekstra Bladet, 14.5.1984.
EB84c – ”Teknisk pris til Trier” (Paul Jørgen Budtz) Ekstra Bladet, 24.5.1984.
FR84a – ”Konsekvent anderledes” (Albert Wiinblad) Frederiksborg Amts Avis, 14.5.1984.
FS84 – ”Morderjagten i det ubevidste” (Mogens Damgaard) Fyns Stiftstidende, 18.5.1984.
HF84a – ”En helt anden dansk film” (Ukendt), Herning Folkeblad, 27.8.1984.
Inf82 – ”Syv nye filminstruktører færdiguddannet” (Pim) Information, 22.6.1982.
Inf84a – ”Der er ikke noget underlødigt ved at bruge effekter! (Hanne Mortensen, Morten Piil) Information, 12.5.1984.
Inf84b – ”Fascinationens fascinerende element” (Henning Jørgensen) Information, 14.5.1984.
Inf85 – ”Von Triers messe for de nyfødte” (Peter Wivel) Information, 31.1.1985.
JP84 – ”Dansk film for punkere og natfolk” (Ib Monty) Jyllands-Posten, 14.5.1984.
JS84 – ”Anmelderros til von Trier” (Ukendt) Jydske Vestkysten, 18.5.1984.
KD84 – ”En klam fidus” (Johs. H. Christensen) Kristeligt Dagblad, 15.5.1984.
LeFig84 – ”Les égouts de l’inconsistent” (Claude Baigneres) Le Figaro, 14.5.1984.
LeMon84 – “Le choc optique” (Claire Devarrieux) Le Monde, 15.5.1984.
Pol82a – ”Det smukke nederlag” (Anders Bodelsen) Politiken, 30.6.1982.
Pol82b – ”Nyt talent i dansk film” (Ukendt) Politiken, 22.11.1982.
Pol83a – ”Instruktør søger særegne statister” (Christine Cordsen) Politiken, 9.8.1983.
Pol83b – ”Det var en mørk og stormfuld nat” (Christine Cordsen) Politiken, 24.10.1983.
Pol84a – ”Mord på heste og små piger” (Helle Hellmann) Politiken, 13.5.1984.
Pol84b – ”Ondskabens smitte” (Bent Mohn) Politiken, 14.5.1984
Pol84c – ”Begejstring og væmmelse” (Helle Hellman) Politiken, 14.5.1984.
Pol84d – ”Glæde over dansk film” (Helle Hellman) Politiken, 15.5.1984.
PM84 – ”Pressemateriale til The Element of Crime” (Bl.a. Lars von Trier), The Danish Film Institute.
WA84 – ”Rejse til nattens ende” (Jan Kornum Larsen), Weekendavisen, 17.5 – 24.5.1984.
WA85 – ”Mæcener, medier og mestre” (Jan Kornum Larsen), Weekendavisen, 15.2-21.2.1985.
Kildeangivelse: Sejersen, Thomas Spejlborg (2013): Mediernes legende - Lars von Trier, The Element of Crime og anmelderne. Kosmorama #251 (www.kosmorama.org).