Nostalghia & længslen efter ophævelsen af fremmedheden

Tarkovskijs film er for filmkunsten hvad centrallyrikken er for litteraturen. Ikke fortællinger, forløb i tid, men først og fremmest en visuel fremstilling af indre subjektive oplevelser og stemninger. Hans film har poesiens komplekse og tætte billedskabende form, ja er næsten poetiske besværgelser af det indre univers’ primat. Med sit indiskutable talent for at skabe betydningsmættede billeder modelleret i lys og skygge og i spændinger skabt mellem billedets elementer, udformer Tarkovskij en besættende magisk stemning.