Dansk tv-julekalender til tiden – fra dukker til drama

Siden 1962 er tv-julekalenderen som en selvstændig genre vokset til et stort og mangfoldigt underholdningsunivers for hele familien. Julekalenderen er langt fra barnlige og tomme tv-kalorier. I dens store korpus ligger folkelige minder, almenmenneskelige budskaber, mindeværdige karakterer og storslåede rejser. Det er denne jule-long-read ambition at definere og periodisere dansk tv-julekalender og lade en ellers relativt ubeskrevet, men yderst traditionsrig, genre komme til orde – for det fortjener den.

1. Introduktion

Som børn af 90'erne er vi vokset op med Pyrus, Bamse og Brødrene Mortensen samt gensyn med Antons revnede bukser og Luntes risengrød som decemberunderholdning. I de tidlige 00’er har vi drømt os væk med Jesus og Josefine, de nordiske guder og Cecilie i Magasin, rejst gennem portaler til store eventyrlige fortællinger i Nazaret, Valhal og Absalons København. Senest har vi ladet os imponere af Brødrene Grimms dystre univers i Den anden verden (2016) og redefinitionen af nissen i Tinkas juleeventyr (2017) fra drillende vætte i stalden til identitetssøgende teenager i et særskilt nissesamfund.

Siden 1962 er der på næsten årlig basis blevet produceret nye julekalendere for hele familien tiltænkt flow-tv. I december har de efterhånden traditionsrige programmer præget programfladen både på DR (1) og TV 2 i primetime. Vi har set alt, hvad vi har kunnet komme i nærheden af til og med 2017. Når genudsendelser, udenlandske produktioner og voksen- og småbørnsjulekalendere er frasorteret, lander vi på et intensivt, men ikke desto mindre fornøjeligt gennemsyn af 49 forskellige julekalendere, som har været vist på de to hovedkanaler – 33 styks fra DR1 og 16 fra TV 2. På den baggrund definerer vi i det følgende en meget omtalt, men filmanalytisk overset genre og inddeler dens historie i fem perioder.

Genren har sit udspring i en lang række forskellige typer tv-julekalendere med store udsving i indhold, tema og udtryk. Nogle af de tidligste julekalendere vil være svære at genkende som sådanne i dag. Her er det primært de 24 episoder, lågeåbningen, almanakfunktionen og ikke mindst betegnelsen ”Børnenes Julekalender”, der retfærdiggør navnet. Kun få står i dag tilbage i den kollektive erindring som de, der kunne inspirere til senere års produktioner og efter 55 år få nostalgien til at sitre og julehjerter til at banke. Det har på ingen måde været givet, hvordan den årlige fortælling skulle udforme sig, eller hvad den skulle blive til. Nogle er af så høj kvalitet, at de stadig kan sendes som julekalendere i dag, andre virker både indholdsfattige, usammenhængende og uambitiøse. Kaos bliver med tiden til kulturarv, og tv-julekalenderen fødes, vokser sig stor og størkner som en uundværlig bestanddel af decembers mediebillede.

1.1 Dansk tv-julekalender – hvad, hvordan, hvorfor?

Vi definerer en tv-julekalender for hele familien ud fra en række indholdsmæssige, strukturelle og institutionelle spørgsmål. Hvad består julekalenderen audiovisuelt af? Hvordan er den narratologisk arrangeret? Hvilke motivationer ligger bag produktionen? Hvorfor reagerer modtagerne, som de gør? Den teoretiske baggrund er Rick Altmans (1999) bredt dækkende filmgenreteori, som her anvendes på tv-mediet. Fokus er på tv-julekalenderens semantik, syntaks og pragmatik og kursen sat imod genrens kerne. At se den danske tv-julekalender som en selvstændig genre ligger i umiddelbar forlængelse af, at selve betegnelsen sætter en helt fast strukturel ramme for årets fortælling, bruges som rettesnor for produktionen, fungerer som en enkel kategoribetegnelse, og ikke mindst skaber en helt bestemt forventning hos publikum fra og med 1. december.

1.2 Det semantiske

Som navnet antyder, hænger den danske tv-julekalender uløseligt og ikke overraskende sammen med julen, og hverken genrens semantik, syntaks eller pragmatik lægger skjul herpå. Den semantiske del af Altmans genredefinition betegner tv-julekalenderens indhold såsom kameraindstillinger, karakterer, iscenesættelse, lyd og tema (Altman 1999: 219). Den danske tv-julekalender er en tematiserende fortælling om dansk jul i både et kulturelt, religiøst og kommercielt perspektiv. Den er en del af en national tradition og har en samlende funktion for seerne, som følger med i de årlige fortællinger. Man kan vel uden at overdrive fastslå, at tv-julekalenderen efterhånden er en lige så vigtig bestanddel af den danske jul som juletræ, salmesang og gaveindkøb. Historierne har ofte et mytisk afsæt af religiøs, historisk og kulturel art og er kulturbærende og -formidlende. Den indeholder elementer fra fantasygenren som parallelle verdner, magi og overnaturlige væsner. Dertil kommer en tøven, som har rod hos Todorov (2007: 42). Tøven opstår i julekalenderen, når karaktererne og seeren med vakler mellem indbildning og virkelighed.¹ Genren kendetegnes visuelt af julestemning og auditivt af et særegent musisk univers med små melodier, musicalindslag og iørefaldende signaturer. På samme tid skaber audiovisuelle effekter en eventyrlig, dramatisk og til tider uhyggelig fornemmelse.

1.3 Det syntaktiske

Det syntaktiske aspekt af Altmans genreteori karakteriserer julekalenderens narrative struktur og forholdet mellem forløb og fortællerforhold (Altman 1999: 219). Tv-julekalenderen er bestemt af en fast syntaks. Dette både fordi den helt konkret bliver sendt i december måned fra den 1. til den 24. som nedtælling til juleaften, men også fordi den udspiller sig som en quest efter en klassisk hjemme-ude-hjem-model. Den løber over 24 dage, har en afsnitslængde mellem 10 og 30 minutter, er tiltænkt fjernsynets flowstruktur og har funktion som almanak. Den er en lang føljeton bestående af serielle og parallelle handlingsforløb i en multiplotstruktur med én overordnet opgave, problematik eller gåde. En episodebue er et enkelt afsnits handling. En plotlinje, der strækker sig over to eller flere episoder, betegnes som en føljetonbue. Og den overordnede opgave kan beskrives med seriebuen, som løber fra første til sidste afsnit.²

1.4 Det pragmatiske

Altmans pragmatiske aspekt er et fokus på institutionen og publikum (Altman 1999: 210). Familiejulekalenderen vises på DR1 og TV 2 og har etableret sig i et fast tidsrum midt i primetime. Kanalerne selv omtaler den som tv-julekalender for hele familien, og som seertallene senere viser modtages den som sådan efterhånden af en stor del af den danske befolkning, der i stigende grad har høje forventninger til julemånedens storproduktion.

1.5 Én genre, to kanaler, fem perioder

Tv-julekalenderens historie falder i fem perioder:

1. Dukkernes storhedstid (1962-1978)
2. Den moderne tv-julekalenders begyndelse (1979-1993)
3. TV 2’s dominans (1994-2002)
4. Komplekse quests (2003-2013)
5. Vinterdramaer (2014-)

Hver periode igangsættes af en julekalender, som er markant anderledes end de foregående og på samme tid videreføres af størstedelen af de efterfølgende i perioden. Forandringerne kan være i indhold og tema eller serialitet, struktur og format. Men de kan også være i sendetidspunkter, målgruppe og seertal. Nybruddene repræsenterer periodens overordnede tendenser og udvikling. I hver periode kan udpeges en enkelt julekalender, som illustrerer periodens karakteristika. Men alle perioderne er forskellige, der er særlige forhold, der gør sig gældende for hver fase, og der vil altid være afstikkere.

2. 1962-1978: Dukkernes storhedstid

Tv-julekalenderens første periode er en rodet affære med mange eksperimenter, alverdens dukker på skærmen og modtagelser, der spænder vidt. Midt i monopoltiden er lågeåbning, u-landsstøtte og fragmenterede fortællinger med til at lindre den lange ventetid frem til juleaften. En del er gået tabt, mens andre endnu lever i bedste velgående og har været med til at skabe fundamentet for fremtidens julefortællinger. Især fire er endnu ikke gået af mode.

2.1 Danmarks første tv-julekalender

Børnenes Julekalender er konceptet bag Danmarks første tv-julekalender, som indtager fjernsynsskærmen i de danske hjem lørdag den 1. december 1962 klokken 19.50. Historier fra hele verden består af 23 små, separate fortællinger. Med denne igangsætter Danmarks Radio den danske tv-julekalenders historie, men der er langt til den tv-julekalender, som vi kender i dag. Det daglige afsnit er i sort/hvid, og handlingen er opdelt i tre: Først bliver dagens låge i papjulekalenderen åbnet. Så følger en poetisk historie fortalt af dukker, animationer eller virkelige mennesker, som knytter an til billedet bag lågen. Til sidst vises et obligatorisk samfundsfagligt indslag om ulandene. I dag er kun lidt af sidste afsnit tilgængeligt, og dette er som kalenderens eneste præget af julestemning og traditionelle kønsroller: Her strikker nissemor og nissebørnene strømper til nissefar (Carlsen & Kirkebæk-Johansson, 2017).

Allerede ved første møde kan vi genkende flere af tv-julekalenderens uforanderlige karakteristika. Papjulekalenderes nedtællingsfunktion er tydelig, og handlingen centrerer sig om åbningen af dagens låge. Genrens undervisningsaspekt er klart fra første færd, da de små reportagefilm belærer børnene om levevilkår i fjerne egne. De daglige afsnit fylder bare 10 minutter i sendefladen og er uafhængige af hinanden. Den første danske tv-julekalender indeholder ingen føljetonbuer og er i virkeligheden kun forbundet af almanakken og juleaftens komme – og kører kun til og med den 23. december.

Med Historier fra hele verden tilbyder DR et alternativ til pap- og bogkalenderen, og helt sensationelt har danskerne nu muligheden for at opleve et nyt tv-program i december. BUS-sektionen (Børne-, Ungdoms og Skoleudsendelser) står bag Historier fra hele verden, og programsekretærerne Niels Jørgen Kaiser og Per G. Nielsen er i selskab med programmedarbejderne Mogens Vemmer og Mogens Winkler ophavsmændene til tv-julekalenderen i Danmark. Til fortællingen i 1962 lancerer DR en papjulekalender, som de glade juleforbrugere kan købe i danske boghandler, banker og sparekasser. Overskuddet går til Dansk U-landshjælp, og hermed er rammen for alle DR’s efterfølgende tv-julekalendere sat.

2.2 Al begyndelse er svær

Idéen til den danske tv-julekalender er et ’rent tyveri’ fra Sverige, hvor den første af slagsen ruller over skærmen allerede i 1960. Historier fra hele verden er resultatet og indleder den første periode, som varer til 1978. Dukkernes storhedstid udspiller sig naturligvis på DR og inkluderer foruden fortællingen i 1962: Nisserne Tim og Tam (1963), Bonus og Minus (1964), Juleteatret (1965), Børnenes Julekalender (1966), Kender du Decembervej? (1967), Besøg på Decembervej (1968), De to i ledvogterhuset (1969), Hvad en møller kan komme ud for (1970), Hos Ingrid og Lillebror (1971), Noget om nisser (1972), Vinterbyøster (1973), Jullerup Færgeby (1974), Vumserne og juleforberedelserne (1975), Kikkebakke Boligby (1977) og Fru Pigalopp og juleposten (1978) – nogle springer i øjnene mere end andre.

Der er i de første år tale om eksperimenter og usammenhængende historier kombineret i et virvar af animationsfilm, dukkefortællinger, dokumentarklip og lågeåbning. Det virker mest af alt som om, det handler om at få tv-kalenderen fyldt med underholdende og oplysende klip for børnene fremfor at fortælle en kontinuerlig historie, og udover udsendelsestidspunktet og titlen er det svært at få øje på en egentlig kobling til julemåneden. Mest iøjnefaldende er i denne forbindelse den navnløse og i dag heldigvis slettede kalender fra 1966, hvor hver dag indledes med en næsten identisk sekvens, som herefter følges op af fire vidt forskellige og fragmenterede serier á seks afsnit – hvoraf kun sidste del omhandler nisser (Nielsen 1989: 62-64).

Det egentlige gennembrud for Børnenes Julekalender kommer først i 1967. Ikke mange husker titlen Kender du Decembervej?, for bikarakteren Magnus Tagmus løber med al berømmelsen. Handlingen er for første gang sammenhængende og i afsnit på hele 15 minutter. I bedste H.C. Andersenske stil bliver alt legetøjet levende på Mortens drengeværelse. Dukkerne Jacob og Ula flytter ind den 1. december og udfordrer den søvnige magtbalance blandt legetøjet. Morten ønsker sig togvogne til sit lokomotiv, og dukkerne skal hver dag hente en ny vogn i tagrenden, hvor et lille tog kører rundt med den skingert syngende Magnus Tagmus.

Kender du Decembervej? er den første tv-julekalender med en overordnet mission. Fortællingen er nyskabende i sin brug af musicalindslag, hvor sangen ”Mit navn er Magnus Tagmus” stadig giver genklang – for nogen forbundet med glæde, for andre irritation. Med dukken Ula og hendes politisk ukorrekte og lettere uopfindsomme navn integreres u-landsproblematikken som noget nyt i selve handlingen. I 1968 får julekalenderen den knapt så succesfulde efterfølger Besøg på Decembervej, nu med Tagmusen i hovedrollen. Allerede i 1971 optræder Kender du Decembervej? som genrens allerførste genudsendelse Hos Ingrid og lillebror. Herfra overgår tv-julekalenderen til farver og får helt nye udtryksmuligheder.

2.3 Dukkebyerne

Periodens mest succesrige og bedst erindrede fortællinger er de teknisk veludførte dukkebyskalendere Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby. De forsøder ventetiden med sjove stangdukker, mageløse melodier og faste formuleringer. De fleste kan formodentlig huske dukkebyerne og indbyggere som Morten Post, Anton og Hr. Gniske. De kollektive universer fanger seerne, og der er i højere grad taget hensyn til den samlede familie med et bredt karakterunivers og holdningsspektrum, som lettere satirisk afspejler Hverdagsdanmark i 70’erne. I Vinterbyøster tematiseres den sociale arv hyggeligt i bagersønnen Julius og cirkusdidrektørdatteren Dorabella, som begge skal føre familietraditionerne videre, selvom han hellere vil være cirkusartist og hun stå i en bagerbutik.

De første 16 år af tv-julekalenderens historie byder på adskillige tendenser, hvad angår indhold og form. Der er mange eksperimenter, og det er vanskeligt at beskrive periodens tv-julekalendere som én samlet helhed. De daglige afsnit varer 10-15 minutter og består hovedsageligt som episodebuer underordnet én seriebue i kraft af kalenderfunktionen. De fleste husker nok bedst de fire intakte, som DR selv har valgt at holde i live på Bonanza, som en del af kanalens Kulturarvsprojekt.³ Der er tale om Kender du Decembervej?, Vinterbyøster, Jullerup Færgeby og Kikkebakke Boligby, som har det til fælles, at de indeholder en kaotisk, men hyggelig stemning, hvor højtråbende karakterer og autonome dyr vækker varme følelser, så nostalgien driver.

Som en naturlig følge af dukkernes dominans er alle julekalenderne optaget i et studie. Kender du Decembervej? er en lille produktion, hvor Thorkild Demuth og Bob Goldenbaum kreativt frembringer lokomotivrøg med cerutter. I et lille primitivt studie på sølle 2x5 meter får de med stor succes den lille fortælling til at udspille sig som på Nørrebros tagrygge. Heroverfor er dukkebyskalenderne imponerende, innovative storproduktioner med plads til adskillige dukkeførere under kulisserne, som er placeret to meter over gulvet. Vinterbyøster er i 1973 den dyreste julekalenderproduktion hidtil og udgør en svimlende fjerdedel af hele årets budget hos BUS-sektionen (Götzsche, Johansen & Mandrup, 2001).

2.4 Julekalendere uden jul

Overordnet fylder juletemaet ikke meget i 60’erne, men fungerer nærmere som ramme for en række mindre historier. Nisserne Tim og Tam, Hvad en møller kan komme ud for og Noget om nisser har som de eneste nissen i en fremtrædende rolle. I andre tilfælde er dukkekaraktererne blot sjove småfigurer, der introducerer dagens klip som Bonus og Minus og Kasper og Lisette i Juleteatret. I de senere dukkebyskalendere er julens figurer også nedprioriteret. Der er i stedet stort fokus på små finurlige handlingsforløb, velskrevne sange og humoristiske replikker, der skaber en let stemning. Fra 1967 tyder det på, at en ny tendens begynder med musikindslag i selve indholdet. Originalt komponeret musik falder i god jord hos seerne og bliver en konvention for genren (Nielsen 1989: 76). Det samme gør narrative, sproglige og musikalske gentagelser. I tidens langsommeligere fortælletempo afsluttes Jacob og Ulas daglige tagrendetur traditionelt med Bamselajses dovne annoncering: ”Op med døren! Døren er åben!” (Kender du Decembervej?, 1:08.43).⁴ Kikkebakke Boligbys Bo Matrikelhys minder hele tiden beboerne om, at han: ”ejer det hus og det hus og det hus og Kikkebakke deroppe” (Kikkebakke Boligby, 1:10.01), mens Alfred dagligt synger om sin absurde passion for opvask.

Enkelte kalendere bliver husket for at falde særligt uden for periodens i forvejen forskelligartede korpus. Vumserne og juleforberedelserne fra 1975 med Jytte Abildstrøm i hovedrollen indeholder på bizar vis et metaaspekt ved at stille spørgsmål til julens mange traditioner som styrende for dagligdagen (Nielsen 1989: 76) – ikke just et børnevenligt tema. Også periodens sidste Fru Pigalopp og juleposten skiller sig ærgerligt ud som en af genrens tidlige fiaskoer: Tegnefilmen består af kedelige stillbilleder, som selv ikke Ove Sprogøe kan speake til live (Götzsche, Johansen & Mandrup 2001).

2.5 DR’s monopoltid

I genrens første periode er DR eneste aktør på markedet. Derfor er tv-julekalenderen for både børn og voksne den eneste mulighed for at underholde sig med det forholdsvis nye medie i dens sendetid.

Det samlede Danmark har kun haft mulighed for at se tv i to år, da Historier fra hele verden sendes. Produktionsmæssigt er perioden præget af gengangere. Fra 1962 til 1965 står Thok Søndergaard og Winkler bag tv-julekalenderen, fra 1967 til 1972 dominerer Demuth, og fra 1973 til 1977 er de store dukkebyskalendere skabt af et, efter Vemmers mening, helt særligt hold:

Det var en supergruppe, der arbejdede tæt sammen: Jørgen Mathiasen, DR’s første og bedste scenograf, Per Nielsen, produceren, der aldrig glemte sin perfektionistiske skrædderfortid, Jesper Klein, der forgyldte dialogerne, Finn Bentzen, der tegnede dukkerne, Hanne Willumsen, der syede dem, og Erik Sørensen, der konstruerede de sindrige kraner, færger og blinkende fyrtårne. Asger Pedersen skrev alle de sange, vi kan huske den dag i dag (Vemmer 2006: 213-214).

Der ingen tvivl om, at julekalenderne Kender du Decembervej?, Vinterbyøster og Jullerup Færgeby er store succeser for DR. For mange står Kender du Decembervej? som den første i genren, og DR betegner den selv som begyndelsen på danskernes ”kollektive julekalenderhukommelse” (Götzsche, Johansen & Mandrup 2001). Vinterbyøster genudsendes allerede i 1976, hvilket vidner om store omkostninger og høj popularitet. Førstegangsudsendelsen ses af 3/4 af børneseerne og fanger desuden 2/3 af den voksne befolkning en eller flere aftener (Nielsen 1989: 105). DR kalder selvsikkert Jullerup Færgeby en ”klassiker inden for dukkegenren” (Carlsen & Kirkebæk-Johansson 2017), og med rekorden som den mest genudsendte julekalender fra perioden med fire repriser er det helt berettiget. Sidst Antons bukser revnede var i 2014.

2.6 Jullerup Færgeby – en klassiker

Allerede året efter den populære Vinterbyøster i 1973 hjælper dukkerne igen børnene gennem julemåneden. Nu befinder vi os i den fiktive Jullerup Færgeby, og (dukke-)børnene er også her centrum for handlingen. Hverdagen forløber lettere kaotisk i den lille by ud til vandet, hvor kranen ”sitter fast”, og en lastbil ramler ind i både haver og huse. Drengen Jonas (Jesper Klein) flytter den 1. december ind i nummer 44 og kaldes herefter ikke andet. Tilflyttermotivet bliver centralt for genren og begyndte allerede, da Jacob flytter ind på Decembervej. Sammen med 44 er han en af de første i en lang række nye beboere i forskellige universer og fortællinger.

Jullerup Færgeby er den serie i dukkebystrilogien, der indeholder flest juleelementer. Indikeret af titlen danner julen ramme for fortællingen, mens dagliglivet i byen skildres satirisk med referencer til samtidens konkrete problematikker og samfundsforhold. Børnene taler om, at havnen er forurenet, og fiskebilen med bogstaverne EF på siden taber nypåhægtede passagerer og skaber kaos, hver gang den kommer til den finurlige by akkompagneret af en hurtig forstyrrende jazzmelodi. Til hverdagen hører en kernefamilie med far, mor og tre børn. Anton (Claus Ryskjær), Kaja (Sanne Brüel) og Knud (Hanne Willumsen) bor i byens havn i et fyrtårn, og børnene sejler hver dag ind til fastlandet i ærinder for forældrene, Emma (Helle Hertz) og Holm (Claus Ryskjær), som i en karikatur passer deres respektive pligter, hvor mor ordner alt fra børnepasning til vasketøj, og fars standardsvar er, at han har travlt med at male. I et klassisk kønsrollemønster befinder Emma sig i stueetagen og køkkenet nær børnene, mens Holm ordner det praktiske udenfor og som regel hænger højt oppe på stigen, og man behøver ingen stærke kontekstuelle fortolkningsbriller for at se Emma som overbeskyttende og Holm som lettere fraværende.

I 1974 indfinder julestemningen sig tidligere end sædvanligt, og ventetiden forsødes af færgebyens forskellige beboere. Kaptajn Gus (Poul Thomsen) læser aviser med humoristiske juleoverskrifter som: ”For høje priser på flæskesteg” (Jullerup Færgeby, 5:06.56) og ”Er julenisser røde?” (Jullerup Færgeby, 18:05.44) til glæde for den opmærksomme seer. Husmoren Emma forsøger stresset at klargøre fyrtårnet til juleaften. For de yngste seere fungerer det som humoristisk nedtælling, for de voksne påtaler det julemånedens overdrevne travlhed, og for os er det kimen til fremtidens hvileløse julekalendermødre. Børnenes sparsomme overtøj minder seeren om et hyggeligt vinterlandskab, og deres snak om juleønsker og ’sønisser’ eksemplificerer den barnlige forventningsglæde op til jul. Julestemningen er for første gang en ekstra lille gave, som seeren kan pakke op ved siden af den primære handling om skattejagt og hverdagsliv i færgebyen.

2.7 Antiklimatisk skattejagt

3. december vælter Kaptajn Gus’ galionsfigur igen og mister atter en gang hovedet. I det ligger et skattekort, som sætter ramme for børnenes overordnede mission og størstedelen af handlingen. Anton, Knud og 44 opretter den hemmelige hule HH på havnen, hvorfra skattejagten tager udgangspunkt. Først er den ”forbut” for tøser, men Kaja og Vera (Helle Hertz) kommer på bedste feministiske vis snart til at stå i spidsen for hele eftersøgningen og de kiksede og lettere uduelige drenge.

Det viser sig hurtigt, at det ikke er let at finde en skat i den ellers lille by. Skriften er svær at tyde, og børnene må have hjælp fra både Kaptajn Gus, Kalle Kulmule (Jesper Klein) og de andre voksne i byen, som forvirrer mere end de hjælper. Først den 23. december, da Knud ved et tilfælde falder i et hul, finder de skatten. For børnene er missionen fuldført, men som voksen seer sidder man tilbage i et antiklimaks skuffet over, at skatten ikke viser sig at være andet end gammelt sørøverservice. På én og samme tid er det humoristisk, at børnene i en måned har ledt og ledt efter en skat, der var lige for næsen af dem og ikke engang indeholder penge, men det passer perfekt ind i hele julekalenderens fjollede og hyggelige tone. I nabobyen med det pudsige navn Flunkelev får børnene hver en dusør, og julen kan nu fejres i nogenlunde ro og mag i den livlige og larmende færgeby. Julekalenderen lærer de yngste seere om værdien af eventyr og fælles julehygge, som er hævet over materielle goder – men set i et narratologisk perspektiv leveres læresætningen på bekostning af et egentligt klimaks. Heldigvis helt i humorens ånd.

I de daglige ture til Jullerup Færgeby stifter seeren bekendtskab med dukkerne. De har alle træk, vendinger og endda sange, der definerer dem og skaber genkendelighed. Knud siger ”øvkay”, hvilket irriterer de andre børn. Anton står for et af de mest underholdende og uforglemmelige elementer i den danske tv-julekalenders historie: Hans bukser revner gang på gang til stor irritation for ham selv og lige så stor fryd for seeren. Det tilvejebringer en af genrens mest udødelige replikudvekslinger: ”Anton, du har revnet dine bukser!”, ”Det ved jeg da godt, din odder!” (Jullerup Færgeby, 1:10.10), som komisk er akkompagneret af det statiske og tomme stangdukkeblik i en evig diskussion mellem de to brødre, som virker helt fortabte uden storesøster Kaja. Til tonerne af ”Fire strømper uden fod” ledes seeren rundt med børnene hele måneden.

Alle Jullerup Færgebys 15 minutter lange afsnit er forankret i en fast rytme. Hver morgen sejler Anton, Kaja og Knud ind til byen med formaninger fra forældrene om at passe på inde på fastlandet. Om aftenen sejler de hjem igen og afslutter på denne måde dagens ’eventyr’. Som i mange seeres hjem har de store børn en ugerytme, og fritidsaktiviteter annoncerer weekendens komme. Hver lørdag er slikdag, og heller ikke det går stille for sig. Veras mor, Grace, ejer skibsprovianteringsbutikken og giver hende aldrig penge til slik. Det er ikke af pengemangel, men af praktiske årsager. Morens måske ugennemtænkte rationale lyder, at hendes egne penge alligevel havner i hendes kasse. Derfor kan Vera tage, hvad hun vil. En sand drøm for alle andre børn, men Vera vil bare gerne være ligesom sine venner hver eneste lørdag. Med et fjollet og umiddelbart løseligt problem om slik møder julekalenderen børnene i øjenhøjde og tilbyder samtidig de voksne et billigt, men godt grin.

Julekalenderens overordnede mission er defineret ved skattejagten, som udspiller sig fra den 3. til 23. december, og med sin længde nærmere er en føljetonbue end en egentlig seriebue. Men der er størst fokus på selve skattejagten. Udover at tage hensyn til seeren fordrer julekalenderen også et vist engagement ved hjælp af mere udførlige føljetonbuer end tidligere set. Grace, Emma og Anton skal med bussen til Flunkelev. Men vognen, der er spændt efter Euro Fisk-lastbilen, falder af, og den travle og uforståelige Jens Peter Bus (Lasse Lunderskov) kører videre uden dem. Først dagen efter lykkes det at komme til nabobyen. Har seeren ikke set optakten i det ene afsnit, kan begyndelsen i det næste virke forvirrende.

2.8 Seertal, ris og ros

Jullerup Færgeby sendes på DR’s eneste kanal fra 18.00 til 18.15 i december 1974. Tidspunkt såvel som indhold henvender sig til børn, men grundet de mange voksenvenlige elementer og manglen på alternativer har forældrene rimeligvis også set med. Også dette år står Willumsen, Klein og Bentzen bag produktionen, dukkerne, manuskriptet og mange af stemmerne. Det resulterer i en sejrsstime af genudsendelser i 1982, 1990, 1997 og 2014. Ved gensynet i 1997 følger 552.000 i gennemsnit med. Et relativt lavt seertal, der kan skyldes DR’s prioritering af nyproduktionen Den hemmelige tunnel og TV 2’s store succes med Alletiders julemand samme år. Da DR Ramasjang i 2014 overtager genudsendelsen, høster den gennemsnitligt 100.750 seere – et pænt tal for den lille søsterkanal. Julekalenderen har været Nordisk Films mest efterspurgte julekalender på DVD (Iskov: 2012a), og Jullerup Færgeby er stadig en storfavorit blandt seerne.

Julekalenderen modtager ikke kun ros, for i 1974 vælter det ind med klager over portrætteringen af stereotype kønsroller. Der er bare fire kvindelige karakterer i hele handlingen, og det møder kritik. Sagen kommer sågar for Radiorådet, men julekalenderens skabere får medhold i december og slipper for at redigere det næsten færdige materiale. Winkler forsvarer indholdet og indikerer, at kritikken er for ensidig: ”Man skal vel også passe på, at man ikke fokuserer så meget på kvindediskrimineringen, at man helt glemmer, at der faktisk gøres en del grin med mandsrollerne” (Vemmer 2006: 216) – et synspunkt, som vi kun kan tilslutte os. Jullerup Færgeby fremstiller netop, at kvinderne kan klare sig selv og endda må hjælpe mændene, som har problemer med både kranføring og lastbilkørsel. Tre år senere både imødekommes og kritiseres kritikken alligevel i Kikkebakke Boligby, hvor faren Alfred, bragt til live af Frits Helmuth, helliger sit liv til opvask, og brandchefen hedder Fru Brand, som ingen ringere end Lily Broberg lægger stemme til.

Med et kollektiv af hovedkarakterer, humoristiske og mindeværdige replikker som narrativ drivkraft og en gåde har Jullerup Færgeby et sammenhængende indhold og en konkret mission, som de mere episodiske Vinterbyøster og Kikkebakke Boligby mangler. Desuden viser antallet af genudsendelser, den store efterspørgsel og utallige omtaler, at Jullerupkalenderen har mere kvalitet end de to andre og er periodens bedste. I 2007 hylder DR2 nostalgisk den og de andre dukkebyer. Stilen er den samme med stangdukker i et sort lokale, da voksenjulekalenderen Yallahrup Færgeby vender tilbage til rødderne og om på traditionerne. Den hyggelige havneby er er nu skiftet ud med den hårde ghetto, og Anton er blevet til Ali.

3. 1979-1993: Den moderne tv-julekalenders begyndelse

Tv-julekalenderen er kommet for at blive, og den tager op gennem 80’erne enorme skridt i udviklingen af genren. Dukker, fragmenter og et fravær af jul afløses af mennesker, kontinuitet og en overflod af julestemning og ikke mindst nisser. I disse år findes både berømte og berygtede julekalendere, som straks vækker klare minder. Derudover gør Martin Miehe-Renard og TV 2 flotte entréer på decembers scene.

3.1 Ny jul i den gamle by

Med prædikaterne ”megaseersucces”, ”folkekomedie”, ”mesterstykke” og ”en kovending for julekalendere” (Vemmer 2006: 206) beskriver Vemmer retrospektivt og præcist Jul i Gammelby og dens store indflydelse på julekalenderlandskabet. Der sker bestemt noget banebrydende 1. december 1979 klokken 19.00, når Poul Thomsen pædagogisk indleder med en fortælling om genstanden bag dagens låge og sætter dagens afsnit af den nye julekalender i gang. Han bevæger sig som noget nyt ikke rundt på et studie-set, men i Den Gamle By i Aarhus, hvor handlingen i selve Jul i Gammelby skal forestille at udspille sig. Indledningen fungerer som en forventningsafstemning, der forbereder publikum på rejsen tilbage til den fiktive danske købstad i 1800-tallet. Dukkerne er langt borte, og Jul i Gammelby bliver den første julekalender kun med skuespillere. Hertil kommer, at en julekalender aldrig før har set så mange medvirkende på skærmen. Tidsperioden og de mange karakterer fordrer et nyt niveau i kostumerne, der sammen med iscenesættelsen dette år bliver væsentligt mere omfattende end tidligere tideres produktioner, hvilket hjælper publikums indlevelse på rette vej.

Jul i Gammelby bringer som noget nyt rigtige levende børn ind som centrale karakterer. Handlingen drejer sig om borgmesterbørnene Mads og Mette, der brændende ønsker sig en julefest. Men festen og selveste julestemningen er i fare i den gamle borgmestergård, for borgmesterens skib Håbet er ikke kommet i havn. ”Der bliver ingen julefest i år!” (Jul i Gammelby, 1:10.23) lyder det resolut. De julehungrende børn får heldigvis hjælp af to nisser, der nu også spilles af rigtige skuespillere.

Seriebuen repræsenterer et konkret problem, som skal løses inden 24 dage. Nissernes daglige drillerier hjælper til tider kortvarigt, men først da Håbet kommer trygt i havn, er julefesten og -glæden sikret. For første gang i julekalenderens historie er hvert afsnit tildelt et timeslot på ambitiøse, men langsomme 30 minutter, som deles mellem Thomsen og selve handlingen. De enkelte episoder er klart adskilte, og der er kun enkelte og kortere føljetonbuer i løbet af måneden. Dog fordrer serialiteten for første gang, at hvert afsnit må ses i kronologisk rækkefølge, og julekonteksten er af større betydning end tidligere. Jul i Gammelby er som den første julekalender produceret af DR’s provinsafdeling i Aarhus med hele familien for øje. Produktionen når nye højder, og modtagelsen ligeså. Selvom den ved et gensyn i dag kan fremstå både overdrevet, langsommelig og kedelig, forstår vi, hvorfor den i 1979 roses for sin brede appel og anses som den bedste i mange år. Det er genrens første bud på et sandt drama, som dækker hele familiens julehyggebehov.

3.2 Skandaløs jul i hullet

Med Jul i Gammelbys store popularitet som julekalender og familiedrama finder DR en ny ramme for genren. Den moderne tv-julekalenders begyndelse løber fra 1979-1993 og dækker også: Jul og grønne skove (1980, DR), Torvet (1981, DR), Nissebanden (1984, DR), Jul på slottet (1986, DR), Cirkus Julius (1988, DR), Nissebanden i Grønland (1989, DR), Skibet i Skilteskoven (1992, TV 2), og Jul i Juleland (1993, TV 2). De 14 års julekalendere er semantisk præget af et gennemgående tema, der kredser om én mission. Hvor julekalenderen tidligere var en samling af mindre daglige fortællinger, er der nu et konkret problem i spil. Konsekvensen er enkel, men til at tage og føle på: Ingen løsning, ingen jul for de implicerede karakterer.

Børnene gør rigtigt nok deres indtog i den danske tv-julekalender i Jul i Gammelby, men forsvinder næsten lige så hurtigt igen. Allerede i 1980 er børn i hovedrollen forladt, denne gang til fordel for to børnetv-værter. Jul og grønne skove falder på alle tænkelige måder uden for periodens tematiske og stilistiske rammer, lander i et for genren dybt hul og bliver et nationalt folketraume. Opfindsomheden er ellers i top hos Poul Nesgaard og Elith ”Nulle” Nykjær Jørgensen, der bruger julerammen til at protestere mod den lange julemåned. Derfor bliver årets kalender alt andet end traditionel og skaber stor debat og mange forargede reaktioner hos den danske befolkning. Den måske mest forhadte julekalender i danmarkshistorien (Vemmer 2006: 210) udspiller sig trods alt i en form for julesammenhæng ved netop at sætte sig i opposition til højtidens langtrukne forbrugsfest. Men der er ikke meget julestemning at komme efter, når man som en absolut nødløsning lader årets fortælling styre af to eksplicit antijulede rebeller, der improviserer og skuffer børnene med den udsendelsesrække, der ofte kun står tilbage som ’Hullet i jorden’.

3.3 Nissebanden debuterer og TV 2 leger med

Efter endnu et middelmådigt forsøg med Torvet i 1981 får genren først genrejsning med Nissenbandens debut i 1984. Agenten med det sære og komiske navn A38 sætter den godmodige bande på opgaven at genfinde noget så abstrakt og umuligt som julemandens gode humør. Dette bliver konkretiseret med beskrivelsen: ”Et: en fryd for øjet. To: en kildren i næsen. Tre: en liflen for øret. Og fire: en rislen ned ad ryggen” (Nissebanden, 1:11.05) og bandens degradering til ’vatnisser’, hvis opgaven ikke løses inden den 24. december. Provinsbyen Holme-Olstrup danner ramme for jagten på julemandens gode humør, som efter flere ugers forventningsopbygning skuffende viser sig at være endnu et hul i jorden – en hule med et overdådigt juletræ. Mere spændende bliver det i 1989 i seerfavoritten Nissebanden i Grønland, som flytter store dele af handlingen til indlandsisen, men beholder Holme-Olstrup som fast og genkendeligt holdepunkt for seeren. Her huserer den kiksede skurk Fiffig Jørgensen, der sætter sig for at få selveste julemanden til at flytte til byen i et forsøg på at øge turismen og gøre Holme-Olstrup til ”en plet på verdensatlasset” (Nissebanden i Grønland, 2:12.28). Mellem de to fortællinger indskriver Jul på slottet sig som et solidt juleeventyr i 1986, mens det hele igen til jorden i 1988, da satset på Cirkus Julius hverken semantisk, syntaktisk eller pragmatisk lever op til DR’s storproduktioner og kæmpesucceser.

I 1988 bryder TV 2 DR’s monopol, og allerede to år senere sender den nye kanal sine første to julekalendere og udvider målgruppen med én voksenjulekalender (Jul i den gamle trædemølle) og én til småbørn (Trolderik og nisserne). Efter The julekalenders enorme succes i 1991 vælger kanalen så at satse på familiejulekalenderen året efter. I 1992 kæmper Sømanden Otto for at blive boende på Skibet i Skilteskoven, alt imens forretningsmanden Viggo Velva har en storslået og absurd plan om at købe selvsamme skov. Han vil brænde den ned, indfange duften af brændt gran og sælge det på dåse til de glade juleforbrugere. Den konkrete opgave, nissekollektivet i kælderen, sjove replikker og mange sange trækker tråde tilbage til Jul på slottet og til dels Jul i Gammelby. Året efter ruller Jul i Juleland over skærmen, men lever ikke op til forgængeren og må betragtes som TV 2’s første egentlige julekalenderfiasko.

3.4 Julekalender – nu med jul og magi

Julen danner ramme for alle periodens fortællinger. De udspiller sig i december, men højtiden er nu også en betydningsfuld del af handlingen. Der er væsentligt mere julestemning end tidligere, og forskellige julemytiske elementer spiller en bærende rolle. Tendensen er at inddrage nisserne i forskellige størrelser og funktioner. De indgår løbende i handlingen enten som små bikarakterer i Jul på slottet, Skibet i Skilteskoven og Jul i Juleland eller som hovedpersoner i menneskestørrelse i Nissebanden og Nissebanden i Grønland. Ved hjælp af nisserne begynder en julehygge endelig at gøre sit indtog i den danske tv-julekalender.

Den nye og mere eksplicitte julestemning akkompagneres af en magi i det viste univers. Allerede fra Jul i Gammelby kan nisserne trylle og lave små narrestreger. Også de tre nisser i Skibet i Skilteskoven opfinder ting og tryller sig enkelte gange til menneskestørrelse. Nissebanden kan i trilogiens første ’sæson’ trylle, men har uden forklaring mistet evnerne, da de er i Grønland – selvom det flere gange havde været belejligt. For første gang nærmer genren sig noget, der minder om high fantasy ved udelukkende at indeholde én sekundær og imaginær verden med magi og overnaturlige kræfter, som adskiller sig fra den, seeren kender. Nissen og magiske elementer optræder i menneskets verden, og der vises ingen tøven. Ikke alle ser nisserne, men tror på dem, når de først har stiftet bekendtskab med dem. Nissernes hjem er en integreret del af menneskenes, de er loyale mod deres værter og allierer sig med dem i kampen for at bringe julen sikkert i hus. På denne måde trækker julekalenderne på de nordiske myter om gårdboen og årmanden, som betragtes som nissefigurens egentlige ophav.

Julekalenderens musikalske tradition vokser sig større, sangene udvikler sig til musicalindslag og bliver sågar til julesange uden nødvendigvis at omhandle højtiden. Særligt to har i denne periode sat sig fast i den fælles danske bevidsthed. ”December-sang” fra Jul på slottet og ”Det er risengrød” fra de to Nissebanden-fortællinger er blevet til en fast bestanddel af mangt en Spotify-playliste i december og behøver ikke længere stå i forbindelse med de to julekalendere for at blive genkendt.

3.5 Locationoptagelser, længere afsnit og legender

Alle sejl bliver sat til for at skabe oplevelser for hele familien, og det ses i den begyndende brug af dyre udendørs- og on-locationoptagelser, hvor handlingen nu kan udspille sig i skoven, byen eller sågar på indlandsisen. Faktisk er Cirkus Julius, Skibet i Skilteskoven og Jul i Juleland de eneste undtagelser, da de udelukkende ser ud til at være optaget indendørs. Nissebanden i Grønland er periodens mest unikke, hvad angår location, og fortællingen bruger bygden og isen til at drive handlingen frem. I Jul på slottet danner Rosenholm Slot de fysiske rammer for mange af optagelserne. Ligesom provinsbyen Holme-Olstrup og den grønlandske natur genkender seeren miljøet, og det hvide snelandskab og genkendelige slot opfylder alle krav til et overdrevet dansk julescenarie. Som endnu et symptom på, at nyproduktioner er store, dyre og tidskrævende, genudsender DR hele otte julekalendere på bare 14 år. Nissebanden i Grønland genudsendes allerede i 1993 fire år efter premieren og opnår DR’s højest gennemsnitlige seertal til en julekalender nogensinde målt på Gallups tv-meter. Her kan TV 2’s mindre kendte og dårligt modtagede Jul i Juleland have været med til at sende seerne i armene på årets genudsendelse.

I slutningen af 70’erne bliver julekalendernes afsnit længere, episoderne varer 20-30 minutter og er endnu klart adskilte med en afsluttet handlingstråd hver dag. Med den overordnede mission bliver seriebuerne tydeligere, da der nu faktisk skal findes en løsning på et konkret problem. Som noget helt nyt begynder der i perioden at opstå flere føljetonbuer, der endnu strækker sig over få episoder, men er med til at skabe en større fortælling på de 24 dage. Særligt knyttet til karakterernes sociale relationer og romancer som den mellem Karoline og Severinsen i Jul i Gammelby eller Skipper og Gemüse i Nissebanden i Grønland øger føljetonbuerne serialiteten og kravet til en kronologisk sening.

Fra 1979-1993 oplever julekalenderen en tid med markante personligheder og store omvæltninger. Flemming Jensen, Hans Dal og Per Pallesen står bag Nissebanden-fortællingerne, og Martin Miehe-Renard gør sin debut med Jul på slottet og etablerer sig som julekalenderforfatter med Cirkus Julius, Skibet i Skilteskoven og Jul i Juleland og viser sit potentiale for at skrive fortællinger til julemåneden. Seertal og anmeldelser peger i retning af, at især TV 2 og Miehe-Renards samarbejde er en guldåre. Konkurrencen mellem de to kanaler manifesteres ved benyttelsen af velkendte og afprøvede elementer i TV 2’s nye julekalender i 1992, som henvender sig til samme målgruppe som DR’s. Men det er hos DR, at Miehe-Renard slår i gennem med en af genrens mest romantiske og eventyrlige fortællinger, og der er bestemt ikke sparet på noget, når der skal være Jul på slottet.

3.6 Det’ sørme det’ sandt et eventyr – Jul på slottet

I 1986 løber Jul på slottet over skærmen, og et eventyrunivers og yderst velskrevne replikker slår rod blandt seerne. Et unavngivent kongerige er på bedste samfundsrealistiske vis på fallittens rand, ”og det var krigens skyld” (Jul på slottet, 1:00.40) forklarer en fortæller nedtrykt 1. december og præsenterer månedens mission: Det lille kongerige skal undgå krigshandlinger fra nabolandet Montania og betale sin gæld, hvis værdi fastsættes som kongens vægt i guld. Det huer ingenlunde den overvægtige regent (Morten Grunwald), der hverken har pengene eller lysten til at slanke sig i kongerigets tjeneste. Der er tomt på kistebunden, og det er ikke kun krigens skyld. Ligesom i så meget anden storpolitik foregår der et skjult spil bag kulisserne i det eventyrlige kongerige. Kongens rigsråd og julekalenderens skurk med det inkriminerende navn Grev Rabsenfuchs (Waage Sandø) har taget af kassen. Bedraget og de politiske intriger giver Jul på slottet en hidtil uset mængde sidehistorier og øger spændingen og konflikterne midt i julemåneden. De er også grobunden for en af dansk julekalenders mest mindeværdige kærlighedshistorier: I en forbudt romance forelsker kongens datter sig i prinsen af Montania inkognito som hoffets nyansatte bad boy.

I månedens løb præsenteres to lovende afbetalingsmuligheder, der udgør størstedelen af dramaet i det lille kongerige. Gælden kan eftergives i bedste eventyrstil, hvis kongens datter, den dejlige Prinsesse Miamaja (Hanne Steensgaard), indgår ægteskab med prinsen af Montania (Jens Zacho Böye). Den anden løsning er noget mere kreativ: Betalingen skal falde inden jul. Men hvis der ingen jul er, falder hammeren nok heller ikke over det tomme skatkammer. Derfor annullerer kongen julen, fjerner al julepynt på slottet, og som en anden borgmester i Gammelby aflyser han julefesten.

Med abstrakte tidsmarkører som ”For længe, længe siden” (Jul på slottet, 1:00.19) og faste eventyrelementer som konger, prinsesser og troldmænd med usædvanlige navne lægger julekalenderen sig klart op ad eventyret. Der er endda en lille metadimension i fortællingen, når karaktererne henviser til eventyrkonventioner: ”I eventyrene plejer det altid at gå for sig med et kys” (Jul på slottet, 9:02.05) foreslår mundskænk Sysmund (Anders Baggesen) kækt, da hoffet forsøger at vække Fedorika (Lily Weiding) fra en magisk og dyb søvn, der i øvrigt leder tankerne hen på Tornerose.

3.7 Nisser med et budskab

I slottets mure bor nissefamilien Magnum (Ole Thestrup), Trisse (Ellen Winther Lembourn), Fimpe (Allan Olsen) og Mirko (Finn Nielsen), som er små, hyggelige og flere hundrede år gamle væsner – inspirationen fra myterne om gårdboen og årmanden er atter synlig. Nisserne beskytter dem, der tror på deres eksistens, og gør livet surt for de, som hverken værdsætter nisser eller jul. For det første giver de julekalenderen en mytisk dimension ved at tage afsæt i nissens ophav. For det andet fremdriver de handlingen, selvom de aldrig filmisk indgår i samme indstilling som menneskene. Ungnissen Fimpe er forelsket i Miamaja, der hele tiden har troet på og været god mod de små væsner, hvorfor de er villige til at hjælpe hende. Da Rabsenfuchs derimod opfordrer kongen til at aflyse julen, skrider nisserne selvfølgelig til handling og hænger al julepynt op og blæser julestemning ud på hele slottet, for: ”at afskaffe julen, det er at afskaffe os!” (Jul på slottet, 13:06.07), som Magnum konstaterer med forurettet mine. For det tredje understreger de barnetroen i juletiden. Særligt de voksne og mere alvorlige karakterer har svært ved at give sig hen til troen. Jul på slottet viser, at den til tider naive barnetro er værd at bevare og dyrke i en verden med politiske problemer og intriger. Med deres begejstring for julen og tro på det gode i menneskene leverer Fimpe, Trisse, Magnum og Mirko et essentielt budskab om almen anstændighed, som er lige så vigtigt i 2018 som i 1986.

Nisser og mennesker lever i sameksistens i én og samme verden, hvilket trækker Jul på slottet i retning af high fantasy. Med høj hat, gråt tøj, lang stav og kroget næse ligner troldmanden Atralius (Ejnar Hans Jensen) en arketypisk fantasykarakter. Slottets andre beboere tror fuldt og fast på hans magiske evner, mens seeren prompte forstår, at de er stærkt begrænsede. Astralius bliver som alkymist sat på den svære opgave at fremstille guld til det gældsramte kongerige: ”Hvor meget skulle det være, høje konge?” spørger han, som var fremstillingen af guld en selvfølgelighed. Desværre for kongeriget viser dét sig at være ualmindeligt besværligt, især for en kikset alkymist. Selvom troen på hans evner forbliver intakt gennem hele fortællingen, viser det sig gang på gang til seerens fornøjelse, at Astralius’ magiske evner som troldmand er mere eller mindre ubrugelige.

3.8 Eventyrland

Også kostumer og iscenesættelse peger på en ekstraordinær fortælling om en usædvanlig hverdag i et kongerige. Specialeffekter som overdimensionerede rekvisitter understøtter nissernes størrelse, et lyrisk sprog bliver brugt på nyskabende vis, og talrige musikalske indslag fastgør Jul på slottet i seerens bevidsthed både som julekalender og som klassisk fortælling. Alt sammen fastholder de billedet af eventyrlandet og dets karakterer.

Hele kongeriget kan beskrives som et imaginært sted, og det opfundne stednavn Montania peger i samme retning. Fortællingen er løsrevet fra konkret tid og rum, hvilket understreges med indledningen: ”For længe længe side. Så længe at slet ingen husker det” (Jul på slottet, 1:00.13). Jul på slottet har ingen konkret beliggenhed, kongeriget forbliver fiktivt og kan ikke placeres med koordinater. I løbet af måneden får seeren et klart billede af hele sceneriet og en fornemmelse for stedet ved hjælp af billeder af slottet i introen og de mange udendørsscener.⁵ Men slottet, skoven og søen er arketypiske. De passer ind i en hvilken som helst forestilling om et eventyrland.

Selv sproget er eventyrligt i 1986, og replikkerne adskiller sig markant fra den daglige og tidstypiske tale. De er lyriske og leder tankerne hen på svundne romantiske tider:

Kongen: Hør jomfru Sippe, hvor er prinsessen?

Sippe: Prinsessen lader hilse Herre Konge.

Kongen: Lader hilse, hvad skal det mene? Er hun ikke opstået?

Sippe: Jo da! Siden længe Herre Konge.

Fedorika: Lader hilse og sige hvilket?

Sippe: At prinsessen ikke kommer ned just nu.

Kongen: Hører du, Fedorika? Prinsessen kommer ikke ned just nu. Man forskaffer hende et godt parti. En prins af blodet! Og straks bliver den lille spidsjomfru storagtig og lader melde, at hun ikke kommer ned til morgenkost just nu! Hvornår tør man da få at håbe at se jomfruen? (Jul på slottet, 11:03.34).

Som seer skal man anstrenge sig for at forstå en samtale som denne, men det lønner sig. De talrige lyriskprægede replikker giver en følelse af, at der i denne julekalender foregår noget ud over det sædvanlige. Hverdagen er tilsidesat til fordel for et ægte eventyr i så høj grad, at selv morgenmadssituationen ovenfor gøres til en fremførelse af et stykke drama med sans for detaljen. Julekalenderens sange tager sågar form som musicalnumre, hvor handlingen afbrydes med et koordineret musiknummer med sang og dans. Både nisser og Astralius optræder tydeligvis til fordel for kameraet og publikum, men det virker helt naturligt i det i forvejen skæve eventyrunivers. Desuden er seeren efterhånden blevet vant til det musikalske afbræk fra Jul i Gammelby og Nissebanden.

Jul på slottet er et stort og begivenhedsrigt eventyr, og derfor tager nedtællingen dette år form som en seriel julefortælling og skubber den vante lågeåbning i baggrunden. Episodelængden strækker sig mellem 18 og 26 minutter og underbygger tidens tendens til længere afsnit. Episoderne er endnu klart adskilte, hvilket blandt andet er hjulpet på vej af resuméet i begyndelsen. Der er fortsat få føljetonbuer – men flere end tidligere og derfor bliver det endnu mere nødvendigt at se hvert afsnit kronologisk for at kunne følge handlingen. Julekalenderens store klimaks er afsløringen af Valentin som prinsen af Montania, og dette giver kun mening, hvis man har fulgt med hele måneden og forstået den spirende romance mellem ham og Miamaja og de forskellige politiske problemer. Der bliver henvist til hans virkelige identitet gennem hele kalenderen, hvilket fastholder mystikken forbundet med den lange føljetonbue og hele gåden. Store dele af fortælletiden bliver brugt på at redde kongeriget. Men der også plads til den forviklede kærlighedshistorie mellem Miamaja og Valentin. Små humoristiske scenebuer, hvor kongen bruger dyrebar tid på overspringshandlinger fremfor at løse kongerigets store problemer, udvider målgruppen, så der også er noget for selv de yngste seere.

3.9 Høje ambitioner – og budgetter

Jul på slottet sendes i 1986 på DR som årets eneste julekalender. Miehe-Renard har udarbejdet manuskriptet sammen med den erfarne Finn Henriksen, som har instrueret serien. Det er tydeligt, at julekalendergenren nu medfører høje ambitioner i produktionen og trækker på etablerede og dygtige folk. Budgettet er det hidtil største og lyder på 13 millioner (Nielsen 1989: 17). Kvaliteten matcher ambitionerne, og kalenderen kan noget helt særligt med sit eventyrlige univers og lyriske replikker, som hverken er set før eller siden – og seerne kan den dag i dag stadig tryllebindes af fortællingen. DR har valgt at genudsende Jul på slottet hele tre gange, hvilket peger på, at kanalen også selv endnu kan se en kvalitet i den. På DVD-omslaget fra 2005 beskriver DR Multimedie den selv som ”Danmarks bedste julekalender. Et rigtigt juleeventyr med nisser, prinser og prinsesser” (DBC Medier, 2005). Det er også en cadeau til den aldrende julekalender, da ungdommelige DR Ramasjang i 2013 står for den tredje genudsendelse. Denne gang er det Shane Brox, som viser Jul på slottet og viderefører julefortællingen i den danske julekalendererindring. I dag er kalenderen nok mere en børnefortælling frem for et drama for hele familien, hvilket Bonanzas egen kategorisering ”Dramatik for børn” også antyder (DR Bonanza u.å.).

Da Jul på slottet er udsendt under monopoltiden, må det formodes, at den står stærkt blandt periodens seere som en fælles referenceramme. Det er umuligt at finde et præcist seertal fra perioden, men genudsendelsen allerede i 1991 peger på en popularitet, der er svær at komme udenom. Selv anden genudsendelse i 1998 kan trække 804.000 seere i gennemsnit og slår sågar kanalens nye produktion Jul på Kronborg to år senere. I 1998 roser Politikens Thomas Harder gensynet:

Forældrene har moret sig over den begavede dialog og de indforståede vitser. Men først og fremmest har vi glædet os over gensynet med en børneproduktion, hvor man i den grad ikke taler ned til børnene, men har satset usædvanligt meget på at gøre dragter og kulisser realistiske, scenerierne store og sproget finurligt gammeldags (Iskov 2012b).

Populariteten bliver netop slået fast med Jul på Kronborg, som er tydeligt inspireret af 1986-kalenderen. Kronborg-kalenderen lever desværre ikke op til inspirationskilden og kritiseres af blandt andre Sørine Godtfredsen for at mangle ”den charme og stilfærdige poesi, der i sin tid kendetegnede 'Jul på Slottet'” (Iskov 2012b). Senere julekalendere hos TV 2 som Ludvig og julemanden og Tinkas juleeventyr genbruger også slottet som ramme.

Jul på slottet indeholder mange af de samme elementer som tidens andre julekalendere og viderefører idéerne fra 1979. Med et stort cast af rigtige skuespillere, nisser som gennemgående mytiske karakterer, musicallignende indslag og klart definerede missioner er der ingen tvivl om, at tv-julekalenderen moderniseres, finder sin form og gør det godt.

3.10 Fjollede men populære voksennisser

Med Nissebanden i 1984 og 1989 bevæger julekalenderen sig i en anden retning end Jul på slottet og sætter nisserne i centrum for handlingen og gør dem mere menneskelige i naturlig størrelse. I stor kontrast til eventyrfortællingen befinder seeren sig her på niveau med væsnet. Modsætningsforholdet til Jul på slottet understreges af den generelle iscenesættelse i begge historier om nisserne. Hverdagsdanmark og eventyrslot peger i to forskellige stilistiske retninger, men forenes af julestemningen og missionen, som er centreret herom. Både Nissebanden og Nissebanden i Grønland spiller på andre humoristiske elementer end Jul på slottet. De to første er så at sige mere fjollede, og alle nisserne besidder Fimpes mange barnlige kvaliteter og væremåder, som Gunhild Agger også bemærker: ”They incarnate the magic of Christmas – and if there are no child actors, conveniently the point of view of the child. In DR’s popular Nissebanden […] the adult actors playing elves behave like children, thus inviting the audience to laugh at their obvious childishness” (Agger 2013: 272). Selv Fiffig Jørgensen er svær at tage alvorligt som skurk med den overdrevne dialekt og de evige problemer med Fru Fiffig Jørgensen. Udover funktionen som antagonist deler han næsten ingen ligheder med den udspekulerede Rabsenfuchs. Han viser sig endda at få samvittighedskvaler og skifter side, hvilket videreføres i den tredje fortælling om Nissebanden mange år senere.

Jul i Gammelby starter den senere meget faste tradition med børn i hovedrollerne og byder som den første nisser i menneskeskikkelse velkommen i fortællingerne. Senere fastholder også TV 2 traditionerne fra DR og efterlever tendenserne i nissernes størrelse, udseende og funktion. Med nissernes introduktion kommer også en julestemning, der skal vise sig at holde ved i mange år. Jul på slottet fastslår stemningen, Nissebanden i Grønland viderefører den, og Skibet i Skilteskoven ledsager den lige til periodens sidste år.

De mange populære tv-julekalendere vidner om, at det for det meste går godt, når DR forsøger sig med noget nyt, hvilket Nissebandens tur til Grønland cementerer. Som periodens altoverskyggende fællesnævner står, at dukkerne fra tidligere tiders tv-julekalendere er væk. Castet, der nu udelukkende består af mennesker, bevirker, at julekalenderen bliver lettere at relatere til for seerne. Der er ingen tvivl om, at DR igangsætter den moderne julekalender i så høj grad, at TV 2 er nødsaget til også at prøve genren af og sende en julekalender kort efter kanalens indtræden i mediesystemet. Skibet i Skilteskoven finder formen og afslutter den kortvarige etablering hos TV 2, som herfra efterlever de høje standarder sat af DR1 – særligt en vis ungnisse indskriver sig i danskernes jul.

4. 1994-2002: TV 2’s dominans

Op gennem 1990’erne er julestemningen stadig i højsædet – nu i så høj grad, at julen faktisk skal reddes. Børnene skal nu lære noget af at se julekalender, og det sker forsat i en fast dagsrytme med en nedtællingsfunktion. Med julen i fare er der mere på spil, hvilket øger serialiteten i de forskellige fortællinger. Nisser og børn kommer i centrum som hovedrolleindehavere, og deres hverdag bliver omdrejningspunkt for forskellige missioner. Der er stor forskel på, hvordan de to kanaler løfter opgaven. DR1 forsøger forgæves at leve op til de tidligere høje standarder, men må se langt efter TV 2, der sejrer gang på gang.

4.1 Parallelle verdner, primetime og popularitet

Alletiders jul er titlen på TV 2’s nye tv-julekalender i 1994, og den bliver frontløber for en ny forståelse af genren. Som en nyskabende og lærerig julefortælling om nisser og mennesker for hele familien introduceres Alletiders jul den 1. december:

Inde midt i Dronningens København ligger en stor gammel bygning. Der har Danmarks Rigsarkiv til huse […] Vil man vide noget om Danmarks historie, er det her i Rigsarkivet, man skal kigge. Man kan for eksempel tale med rigsarkivaren. Han hedder Bertramsen, og ingen ved bedre end han, hvor alle de mange bøger står. Det vil sige, der er nu også en anden, som kender arkivet så godt som sin egen hue. Han hedder Guttenborg, og han er en nisse (Alletiders jul, 1:01.06).

Julekalenderen foregår dette år i to adskilte parallelle verdner: På kontoret får Bertramsen beskikket sekretæren Josefine. De får af selveste Dronningen stillet til opgave at skrive en rapport om den danske jul. På den anden side af arkivet får Guttenborg i Nissebo tildelt lærlingen, Pyrus, som tror han bogstavelig talt er kommet til ’ris-arkivet’. Han tryller med en forkert remse julen ud af alle bøger, og den forsvinder fra alles bevidsthed. Pigen Freja falder ud af en af bøgerne og det er nu nissernes opgave at finde frem til, hvor i julen, hun hører til. Guttenborg og Pyrus må nu gennemgå julen fra ende til anden ligesom Bertramsen og Josefine, hvis arbejde kompliceres betydeligt.

Handlingen er ikke længere centreret om et konkret problem, som skal løses, men derimod en abstrakt mission. Julen skal ’ganske enkelt’ reddes fra at gå tabt i alles bevidsthed, og Freja forsvinder, hvis ikke hun får sin identitet tilbage. Løsningen på begge problemer er belejligt en lærerig, mytisk og historisk gennemgang af julen. Både børn og voksne lærer om julens mytiske ophav, historiske udvikling og nyere betydning. Hjulpet på vej af nyskabende visuelle og specialeffekter rejser Pyrus og Guttenborg hver dag ind i en bog eller henter en historisk person ud fra selvsamme, hvilket fører julen tilbage og ikke mindst gør seeren opmærksom på julens placering på øverste trin af den danske kulturelle rangstige.

I kortlægningen af julens oprindelse i små kapitler gør Alletiders jul genren mere seriel, og fortælletiden bruges på at opklare julens forsvinden. Kendetegnet ved en tydelig dagsrytme, falder én del af julen på plads hver dag. Det giver til sidst en samlet forståelse af højtiden og udgør fortællingens overordnede seriebue. Handlingstråde strækker sig over flere dage og forbinder forskellige episoder til hinanden.

Med Alletiders jul sendes familiejulekalenderen for første gang nogensinde i primetime klokken 20.00, og det er en banebrydende idé, som i dag er blevet tradition. Egentlig skyldes det, at DR1 nægter at flytte sig ud af børnesendefladen fra 18.00-19.00, og siden der er en indbyrdes aftale om ikke at sende dramatik eller børnefjernsyn i direkte konkurrence, vælger TV 2 tidspunktet efter nyhedstimen og trækker det længste strå i samlingen af familien og nationen (Vridstoft 2013: 164-165). Julekalenderen bliver i gennemsnit set af ikke mindre end 1.382.000 seere, hvilket giver den topplaceringen i Gallups tv-metermåling som den meste sete familiejulekalender. Alletiders jul står tilbage som noget unikt i genren. Agger kalder den et ”constituent and representative example of renewal” (Agger 2013: 269) og ser den som pioner for variation i den danske tv-julekalendertradition.

4.2 Konkurrencen skærpes

TV 2’s dominans varer fra 1994-2002 og kollektivet af familiejulekalendere indeholder også: Alletiders nisse (1995, TV 2), Hallo, det er jul! (1995, DR1), Bamses julerejse (1996, DR1), Krummernes jul (1996, TV 2), Den hemmelige tunnel (1997, DR1), Alletiders julemand (1997, TV 2), Brødrene Mortensens jul (1998, TV 2), Olsen-bandens første kup (1999, TV 2), Jul på Kronborg (2000, DR1) og Pyrus i alletiders eventyr (2000, TV 2). Der er tale om store succeser og fatale fiaskoer, og indflydelsen fra Alletiders jul er tydelig at spore både tematisk, strukturelt og produktionsmæssigt hos begge afsendere.

I 1995 mødes modsætningerne for første gang, da TV 2 igen lader Pyrus lave løjer med stor succes, mens DR skuffer i et stædigt forsøg på at genoplive magien fra Gammelby i 1979 med Hallo det er jul! – endda med udråbstegn. Med endnu en julekalender, der tager seerne med tilbage i tiden og lærer børn om myter og kultur, fortsætter TV 2 med Alletiders nisse i høj grad en opgave, som DR tidligere har varetaget alene. Det skærper konkurrencen, at TV 2 nu også på en alsidig og mangfoldig måde fokuserer på undervisning i danskproduceret indhold og tiltrækker væsentligt flere seere end DR1 samme år. Den desværre langsommelige, underligt samfundsrealistiske og generelt mislykkede Hallo det er jul! får DR til at erkende nederlaget til TV 2. Svaret bliver en henvendelse til de yngre børn med Bamses julerejse i 1996. Her kæmper DR for at få budget og ambitioner til at gå op i en højere enhed, men løber tør for penge og må ekstraordinært hente økonomisk forstærkning hos Egmont. På trods af dette fejler Bamse og Co, når det kommer til iscenesættelse og location. Det der skulle have været ”en storslået slædeodyssé over de norske fjelde i mindst 20 decemberdage skrumpede efterhånden ind på budgettet til en ti-dagstur til Sydnorge” (Vemmer 2006: 216), og Bamse, Kylling og Ælling er strandet i det danske sommerlandskab i næsten tre uger.

4.3 To tendenser

Heldigvis for 1996 er TV 2 igen klar med en trøst. Børn over hele verden har mistet troen på julemanden i Krummernes jul, og Krumme må derfor bevise, at julemanden findes. Omgivet af en skare af skeptiske karakterer overgiver Krumme sig til troen på julemanden. Det giver ham sociale problemer med klassekammeraterne, der mener, at han er barnlig, og den småkriminelle juletræssælger Bent, der vil ødelægge julen for alle. Krumme sejrer selvfølgelig, og alle sender nu breve til julemanden. Julen er reddet, og Krumme opnår respekt hos både familie og venner. Fornemt understreger Krummernes jul, at en oprigtig tro på julen forener fjender og skaber positiv stemning, og som seer føler man sig endnu engang helt hjemme i Krummernes lejlighed over Fru Olsens lysekrone.

I 1997 har DR tilsyneladende igen glemt, hvor galt det går, når en julekalender udspiller sig under jorden, og sender Den hemmelige tunnel på kanalen klokken 19.30. DR satser stort og atypisk, lader Saks Film producere og Oracle sponsorere. Fortællingen bærer i det hele taget præg af at være et forsøg på at lave The Julekalender til børn – det lykkes på ingen måde. Den er sidenhen blevet omtalt som den dårligste tv-julekalender på DR1 og er uden tvivl ”en pinlig affære” (Iskov 2012c). TV 2 kommer igen seerne til undsætning med Pyrus’ tredje tur i Rigsarkivet i Alletiders julemand, som igen samler mere end en million seere.

I 1998 gør Brødrene Mortensens jul sin debut, og igen tematiseres troen på julen og overgangen fra barn til voksen. 13-årige Wilhelm er forelsket i kaffeservitricen Hanne, og da hun afviser ham med den begrundelse, at han ikke er ”helt stor nok” (Brødrene Mortensens jul, 1:09.49), beslutter Wilhelm sig for at blive voksen og derfor julehader og modent forkaste alle højtidens barnlige traditioner. Lillebroren Hugo prøver hårdnakket med hemmelige breve fra en opdigtet julenisse at bringe julehumøret tilbage til Wilhelm. I løbet af december udfordres Wilhelm konstant til at tage stilling til, om JN virkelig findes. Han opgiver aldrig jagten på den mystiske nisse, som viser sig at være til i virkeligheden. Troen på jul får igen en forenende funktion: Brødrene fra Muligvisvej kommer hinanden nær og deler nu i seerens selskab en helt særlig oplevelse.

Året efter forkæler TV 2 igen de efterhånden godt vante seere med Olsen-bandens første kup. Ingen andre end Nordisk Film kan løfte den opgave. Selvom julekalenderen hverken har nisser eller magi, rummer den alt fra luciaoptog og julehandel til en klar decembermission. Det tætteste årets julekalender kommer på julemytiske figurer er de voksnes komiske udklædning som julemand. Helt på niveau med seerens forventning, fratages Kelds kiksede far jobbet som stormagasinsjulemand, da medlemmerne af Hallandsens hemmelige loge indtager julemandsrollen i alle butikker. De får børn til godtroende at udlevere adresser, så de juleaften kan bryde ind, stjæle gaverne, sælge dem og bruge alle pengene på en tur til Bahamas. For én gangs skyld lykkes Egons plan, og den røde kuffert redder julen.

Først i 2000 tør DR igen tage chancen med en nyproduceret julekalender. Denne gang hedder den Jul på Kronborg og er tydeligt inspireret af 80’er-succesen Jul på slottet. Men heller ikke denne gang rammer kanalen plet. Jul på Kronborg bliver set af 527.000 i gennemsnit hver dag klokken 18.00, mens mere end dobbelt så mange seere følger med i den nyeste Pyrus i alletiders eventyr på TV 2.

I modsætning til de fire fortællinger om nisser og mennesker i rigsarkivet er Krummernes Jul, Brødrene Mortensens jul og Olsen-bandens første kup mere realistiske med en for børnene mere velkendt hverdag, hvor handlingen udspiller sig i kernefamiliens hjem, folkeskolen og stormagasinet. Perioden består dermed som to generelle tendenser: julekalendere om nisser og julekalendere med børn i hovedrollen.

4.4 Virkelighed eller fantasi?

Det semantiske aspekt af perioden er først og fremmest karakteriseret ved et generelt tema om troen på julen hos både børn og voksne, hvor en vilje til at tro på højtidens traditioner, værdier og figurer udelukkende tilvejebringer positive effekter. Det genkomne tema om, hvorvidt julens mytiske figurer er til stede bæres af en tøven. I den forbindelse er det en generel tendens, at en tvivlstilstand opretholdes langt ind i fortællingen. Seeren gøres opmærksom på julekalenderens mytiske og overnaturlige dimension i afslutningen, hvor han eller hun fordres til at genoverveje hændelserne. I Krummernes jul lyder Krummes afslutningsreplik i skolens krybbespil: ”Måske er det virkelighed. Måske er det magi. Men en ting er ganske sikkert, jeg laver kun nisseri (Krummernes jul, 24:6.57). I Brødrene Mortensens jul afslutter Hugo med replikken: ”Wilhelm, der er ingen, som vil tro på os” (Brødrene Mortensens jul, 24:16.35). I begge er spørgsmålet overladt til seeren.

Ikke kun tøven inddrages fra fantasyuniverset. Parallelle verdener er også et kendetegn, nu markant mere adskilte. Pyrus-fortællingerne, Krummernes jul, Den hemmelige tunnel og Jul på Kronborg trækker på low fantasy ved at indeholde sekundære verdener ved siden af seernes primære. Det giver på én og samme tid plads til magi og eventyr og en behagelig hverdagsjulehygge.

4.5 Undervisende julestemning

Hygge knyttet til årstiden fylder markant i perioden. På forskellige måder iscenesættes julens fællesskab i både kernefamilier og venskaber, og traditioner som luciaoptog, pakkekalendere, krybbespil og adventssøndage bibringer en hyggelig stemning helt ind i seerens stue. Julestemningen findes også i periodens musikalske aspekt, som må siges at være større end nogensinde. Afsnittene afbrydes af en eller to sange, der ofte handler om jul. Pyrus’ karismatiske ”Cool jul”, sangen om ”Stella og Nova” og Kaffe Hannes ”En dag i december” er alle hyggelige julesange. Som klassiske musicalnumre fremføres de af karakterer, der pludselig bryder ud i perfekt sang og indøvede danserutiner i helt anderledes iscenesættelser. Sammen med titelsekvenserne konnoterer de julehygge og består efter kalendernes premiere som velkendte julesange. Og det er vel de færreste, der ikke kan nynne med på sange som ”Alletiders jul”, ”Jul i Krummeland” og ”Muligvisvej”.

Undervisningsaspektet som introduceres i Alletiders jul, videreføres i hele perioden og bliver en tydelig tendens. De efterfølgende Pyrus-kalendere lærer seeren om myterne om nissen, julemanden og diverse eventyr. Brødrene Mortensens jul tager publikum med tilbage til 50’erne og giver børn og voksne et indblik i en tidligere måde at fejre højtiden på. Det samme gør Hallo, det er jul!, som fortsætter historien fra Jul i Gammelby. Jul på Kronborg jonglerer med både litterære karakterer, sagnfigurer og Danmarks historie med en blanding af Hamlet, Holger Danske og forholdet til Sverige.

4.6 Effekter ska’ der til

Ved siden af hverdag og undervisning er der i perioden stadig plads til genrens efterhånden obligatoriske magi, som fylder mere og mere. Nisserne kan trylle ved hjælp af remser og knipseri, og de og julemanden kan flyve henover himlen, hvilket nok også hænger sammen med 90’ernes stigende brug af visuelle og specialeffekter (Grodal 1997: 6-7). Nissernes trylleri tydeliggøres nu af lysende og glitrende visuelle samt susende auditive effekter, som alle er tilføjet i postproduktionen. Ved hjælp af bagprojektion kan små nisser nu optræde sammen med mennesker i normalstørrelse i én og samme indstilling, og julemanden kan parkere kanen midt på himlen ved siden af en altan på første sal. Jo længere perioden forløber, des mere præger de forskellige effekter indholdet. DR forsøger i 2000 i Jul på Kronborg i så høj en grad at inddrage visuelle effekter, at selv Holger Danske gøres levende og rent digitalt fjernes fra sin faste plads i kasematterne. Selve Kronborg forsvinder sågar fra Helsingør, så kun fundamentet står tilbage i totalbilledet. Også TV 2 udvider udtrykket i Pyrus i alletiders eventyr ved at give eventyrenes verden en ekstra dimension, bogstavligt talt. Her skal seeren nu sidde med 3D-briller i pap hjemme i stuerne for at opnå den fulde oplevelse af årets julekalender. Begge steder overgår idéen bag det endelige resultat, når man genoplever effekterne i 2018.

Julekalendernes afsnit varer mellem 20-30 minutter, hvori omkring 15 er reel handling, mens det resterende består som musikalske indslag. Fælles for syntaksen er, at alle julekalenderne indeholder klart adskilte afsnit bestemt af en dagsrytme, hvor episodebuerne stadig betegner de enkelte dage. Det hører med til perioden, at serialiteten vokser og nærmer sig tv-serieformatet. Ved siden af de tydligt optegnede episodebuer, indeholder alle fortællingerne nu handlingstråde og forskellige karakterudviklinger, som strækker sig over flere afsnit.

4.7 Fire hovedtendenser i perioden

Pragmatisk præger fire forskellige tendenser perioden. For det første stiger udbuddet af familiejulekalendere gevaldigt, da TV 2 efter blot to etableringsår indtager rollen som den førende kanal på området. Den kommercielle kanal er overlegen, hvad angår produktion og modtagelse. TV 2 sender intet mindre end syv nye familiejulekalendere i modsætning til DR, som sender fire i løbet af periodens ni år. Målgruppen vokser, genren er i vækst, bliver mere alsidig, og seerne kan nu vælge, hvad de helst vil se.

Det betyder for det andet, at en konkurrence mellem de to kanaler skærpes, og den satser TV 2 stærkt på at vinde. Kanalen lader Miehe-Renard forfatte og instruere de fire julekalendere om Pyrus. Efter TV 2’s seersucceser i 1994 og 1995, er det tydeligt, at DR forsøger at ramme de yngre børn med Bamses julerejse og genudsendelser af Jullerup Færgeby i 1997, Jul på slottet i 1998, Bamses julerejse allerede i 1999, Nissebanden i 2001 og Nissebanden i Grønland i 2002. Hos TV 2 er det kun tale om genudsendelser i periodens sidste to år, og her er det interessant, at valgene falder på Krummernes jul og Brødrene Mortensens jul henholdsvis tre og fire år efter premieren. Desværre er ingen af dem efterfølgende blevet yderligere genudsendt – måske fordi modtagelsen af reprisen ikke levede op til førstegangsudsendelsen, og/eller at seeren ligesom os har anskaffet sig VHS- eller DVD-udgivelsen.

For det tredje har tv-julekalenderne fra 1994-2002 tilsammen opnået så høje seertal i Gallups tv-metermåling, at Alletiders jul, Alletiders nisse, Krummernes jul, Brødrene Mortensens jul og Pyrus i alletiders eventyr fra TV 2 alle stadig er at finde i top ti over de mest sete familiejulekalendere, mens kun DR’s genudsendelse af Nissebanden i Grønland i 1993 er på samme liste.

For det fjerde etableres i denne periode et fast sendetidspunkt for årets nye familiejulekalender på begge hovedkanaler. TV 2 sender med stor succes i primetime klokken 20.00, mens DR holder sig til det traditionelle tidspunkt for børnefjernsyn og hovedsageligt viser julekalenderen klokken 18.00.

4.8 Pyrus gør det igen – Alletiders nisse

I 1995 følger TV 2 op på Alletiders jul og sender anden tv-julekalender om livet i Danmarks Rigsarkiv. Denne gang er titlen Alletiders nisse, og undervisningsemnet er igen klart:

Hvor stammer nisser egentlig fra? Hvordan er nisser blevet til det, de er i dag? Hvad vil nisser udvikle sig til at blive? Hvilken betydning har nisser haft gennem tiden? Hvilken betydning har nisser i dag? Hvilken betydning får nisser? Eller hvilken betydning bør nisser få? Og er der overhovedet brug for nisser? (Alletiders nisse, 1:30.22).

Således forklarer Gyldengrød (Paul Hüttel) formålet med den skriftlige rapport, som Pyrus (Jan Linnebjerg) får af Nisseversitetet den 1. december. Han skal i løbet af julen besvare det store spørgsmål: Hvad er en nisse? Og han skal samarbejde med sin pligtopfyldende klassekammerat, Kandis (Christiane Bjørk Nielsen), som flytter ind i Nissebo denne december. På den anden side af arkivet er it-eksperten, Uffe Spage Andersen (Steen Stig Lommer), til Bertramsen (Jesper Klein) og Josefines (Jeanne Boel) store irritation blevet ansat for at modernisere og rationalisere arbejdsmetoderne i den gamle bygning. Det vil koste Josefine jobbet, så far og datter er nødsaget til at komme med et epokegørende forskningsprojekt for at redde arkivet og Josefine. De ser ingen anden løsning end at bevise, at nisser er til – en umulig opgave for en computer. De to parallelle verdner forbindes af et overordnet emne om nissens historie, dog med to forskellige formål – nøjagtigt som seeren kender det fra Alletiders jul.

4.9 Traditioner og fornyelse

Opgaven igangsættes ikke denne gang af kongehuset, men snarere af julekalenderens to nye karakterer, Kandis og Uffe, som bryder de vante rammer fra Alletiders jul. Kandis indfører disciplin, sund kost, motion og tvinger Gyldengrød og Pyrus til bedre hygiejne. Uffe ombygger kontoret, indfører teknologi og udfordrer Bertramsen med diverse lister. Han holder hverken jul eller tror på nisser, og det skaber flere uoverensstemmelser med Josefine. Begge karakterer tilbyder handlingen ekstra føljetonbuer, som i særdeleshed vedligeholdes af romancerne til Pyrus og Josefine. Uffe bliver ovenikøbet fortællingens antagonist, da han repræsenterer nedlæggelse af arkivet og en negativ holdning til jul.

På trods af de nye elementer og forstyrrelser, er den helt særlige julestemning fra Alletiders jul fortsat i efterfølgeren. Som seer genkender man den karismatiske fortællerstemme, som traditionelt indleder hvert afsnit i en voice-over til et totalbillede af Rigsarkivet i en snefuld og mørk vintertid. Billedet af den store bygning i de kolde og mørke nuancer forbindes efterhånden med en ’alletiders’ fortælling, og julestemningen er sikret. Med nissen i centrum for handlingen er tematiseringen af troen på jul igen essentiel.

Med et mytisk afsæt i nissefiguren tager julekalenderen seeren med tilbage til de tidligste beretninger om vætterne. Rejsen begynder med Biblen og Paradisets Have. Herfra kortlægger Pyrus, Gyldengrød og Kandis, hvordan nissen har udviklet sig fra at være årmand i en islandsk saga, til gårbo i en fortælling fra 1539, og senere til drillepinden Nis. Turen går videre til mere folkekære julesange og -fortællinger som Nøddebo Præstegård, ”En lille nisse rejste”, Peters Jul, ”På loftet sidder nissen” og Far til fire i byen. Senere fører rejsen nisserne til historien om Skepticon og tegneserie-mediet. Til sidst inddrages en dystopisk fortælling om konsekvensen af at bevise nissens eksistens, som på ødelæggende vis vil kommercialisere julen. Handlingen tager udgangspunkt i velkendte myter, men disse ændres, omskrives og fornyes med Pyrus’ indtræden.

Alletiders nisse fremhæver et budskab om at bevare traditionerne og holde myterne i live. Det tydeliggøres i modsætningsforholdet mellem de etablerede og nye karakterer. Seeren kender allerede Bertramsen, Josefine, Pyrus og Gyldengrød, og rutinerne i arkivet er velkendte: Bertramsen har sine vanlige og ofte udskudte morgenritualer, og Pyrus og Gyldengrød hygger sig med arbejdet i Nissebo. Man kender universet på forhånd og replikker som ”Stempel og blækklat!” og ”Halli hallo og lige et øjeblik” kan nærmest ikke undværes. Det samme gøre sig gældende for de pseudolatinske trylleremser, hvor ”Anorium stellarium quisitus kalorius acceleratum desselaratum BUUM!" (Alletiders nisse, 13:11.19) manifesterer Pyrus-kalendernes væsentligste element: rejsen ind i historien. Kandis og Uffe udfordrer traditionerne, men tilpasser sig gradvist livet i arkivet. Med inddragelse af to nye karakterer består julekalenderen som en kombination af tradition og fornyelse, hvilket Agger (2013: 274) så i Pyrus-karakteren allerede i Alletiders jul:

Pyrus appears to promote the renewal of traditions. His song ’Cool Jul’ advocates the modernization of Christmas in the form of contemporary music, movement, colours. But Pyrus is himself an incarnation of tradition: He loves all the ingredients of an old-fashioned Christmas, especially the obligatory rice pudding for elves.

4.10 Rigsarkivet – et grænseland

Rod og hygge kendetegner på en og samme tid Nissebo og kontoret, og de varme og rødlige nuancer præger begge hjem. Iscenesættelsen påpeger alligevel to parallelle verdner, hvor størrelsesforholdet manifesterer forskellen. At der er tale om to adskilte verdner tydeliggøres af selve arkivets funktion som overgang mellem kontor og Nissebo. Arkivet indtager mere eller mindre rollen som portal: Jo længere menneskene bevæger sig ind i arkivet og passerer den ene reol efter denne anden, des tættere på Nissebo kommer de. Arkivet er i den forstand et grænseland, hvor nisser og mennesker risikerer at støde på hinanden. Det er et gentaget element i hele julekalenderen, at Bertramsen rent faktisk ser nisserne. Hver gang bortforklarer han situationen som ren indbildning. I et totalbillede står han flere gange måbende og tvivler i baggrunden, mens Pyrus ubekymret går hen over arkivgulvet akkompagneret af en mystisk og komisk underlægningsmusik. Alt sammen muliggjort af en bagprojektion.

Arkivet er selvsagt forbindelsen mellem de to hjem, og i Alletiders nisse forenes de sågar. Gyldengrød og Pyrus træder frem på en bagprojektion af Bertramsens skrivebord, mens Josefine, Bertramsen og Uffe i næste indstilling med et overrasket ansigtsudtryk tvivler på hændelserne. Her ændrer julekalenderen radikalt på den forventningshorisont, som måtte være til stede hos seeren, og det er et modigt og vellykket valg fra Miehe-Renards side. Foreningen af mennesker og nisser fungerer som en fin afslutning på den månedlange fortælling om nissens mytiske ophav og spørgsmålet om menneskers tro på væsnet gennem historien. I en hyggelig konspiration indlemmes seeren i et hemmeligt venskab mellem de to parter, som fortsætter i Alletiders julemand og Pyrus i alletiders eventyr. Seernes belønning bliver en ekstra humoristisk dimension, når Bertramsen og Josefine skjuler nissernes tilstedeværelse for Krusø (Søren Østergaard), der ellers burde kunne fornemme de små løgne i kraft af sit job som efterforsker hos politiet.

4.11 Musikalske budskaber og længerevarende handlingstråde

Med et stort musikalsk aspekt med 1-2 sange og en signatur i hvert afsnit bringes den reelle handling ned på omtrent 15 minutter. Sangene optræder som en del af selve forløbet og understøtter temaet. Med sangen ”Nisser er til” performer Josefine for de tøvende Bertramsen og Uffe og ikke mindst for kameraet, og hun henvender sig direkte til seeren. Alene under denne optræden kan Josefine trylle, blive usynlig og sågar flyve, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det. Både tematisk og stilistisk repræsenterer sangen essensen af hele julekalenderen: ”Der er mere mellem himmel og jord” (Alletiders nisse, 5:06.02). Budskabet fylder enormt i fortællingen og i seerens bevidsthed.

Signaturen ”Der var engang” opretholder fantasien. Sammen med billedet af en selvbladrende bog, hvorfra forskellige ting udspringer, introducerer Annika Askmans stemme de 24 afsnit. Lyrisk præsenterer sangen flere elementer, som er væsentlige i fortællingen: Det kommer til at handle om gamle historier, folkelige minder og ikke mindst julens traditioner:

Der var engang […] Gamle historier om mennesker, nisser og dyr. Det er julen, der kalder. Det er julesne, der falder. Det er fest og rabalder nok en gang. Det er julen, der ringer. Det er propperne, der springer. Det er julen, der bringer klokkeklang. Det er julen, vi kender. Det er julelys, der tænder (Alletiders nisse, 1:00.08).

Det hele udspiller sig i klart adskilte afsnit, som forstærker almanak- og nedtællingsfunktionen. Seriebuen er spørgsmålet om nissers eksistens, hvilken viser sig at kunne redde arkivet fra nedlæggelse og effektivisering. Historien indeholder også flere føljetonbuer end tidligere. Romancerne mellem Pyrus og Kandis samt Josefine og Uffe påbegyndes begge, da de to nye karakterer introduceres i de første afsnit, men afsluttes på forskellige tidspunkter. Her er der tale om to længerevarende handlingstråde, som forløber ved siden af det overordnede plot. Andre føljetonbuer er kortere og indeholder mere lette historier, eksempelvis en om Bertramsens ynkelige datingforsøg over et par episoder. For en dygtigt udført fysisk komedie, som udsætter Bertramsen for pinlighed og problemer, takker vi Jesper Klein.

4.12 Yndlings-Pyrus

Alle har vi vores favoritkarakter, og fortællingerne om julen i Rigsarkivet trækker på et enormt karakterengagement.⁶ Vi genkender Pyrus’, Gyldengrøds, Bertramsens og Josefines ydre egenskaber, har allerede et indblik i deres væremåde og tankegang og har dermed allerede taget moralsk stilling til og dannet sympati for dem hver især. Reelt skal seeren kun engagere sig i to helt nye karakterer, Kandis og Uffe, og det giver julekalenderen plads og tid til at udfolde en mere kompliceret fortælling om både nissens historie og karakterernes indbyrdes forhold. Dog kræver Gyldengrøds navneændring en forklaring. Den kommer i et særligt optaktsafsnit den 30. november 1995, hvor det opklares, at Guttenborg nu skal tituleres Gyldengrød – han er blevet adlet. I virkelighedens verden skyldes navneændringen, at en familie Guthenborg krævede en stor sum penge for uretmæssig brug af navnet (Iskov 2015).

Miehe-Renard kalder selv Alletiders nisse den mest velfungerende af de fire Pyrus-kalendere: ”Den var jeg særlig glad for. Jeg kendte figurerne godt, og den har en spændende historie, som glider godt” (Iskov 2015). Mange seere vil formodentlig også forbinde Alletiders nisse med den ’mest rigtige’. Først her indtræder karakteren Kandis, og når man har kendskab til hende og hendes rolle i Nissebo og arkivet, så mangler hun og hendes funktion i genbesøget af Alletiders jul. Der er nu mere på spil for mennesker og nisser, for hvis opgaven ikke løses, risikerer seeren at miste de efterhånden kendte og elskede karakterer. Med andre ord etableres og fastslås mange af de velkendte karakteristika først i Alletiders nisse. Men der er ingen tvivl om, at Alletiders jul har banet vejen for både modtagelsen og produktionen. I 1995 lever Alletiders nisse op til den høje standard, og den anden fortælling om Pyrus og Rigsarkivet opnår et gennemsnitligt seertal på 1.353.000 – det næsthøjeste for en familiejulekalender nogensinde. Og DR’s Hallo, det er jul! kan da heller ikke hamle op med mastodontjulekalenderen.

4.12 TV 2 sejrer

Der er ingen tvivl om, at TV 2 er mest dominerende i perioden. Her er den største faktor, at TV 2 som kommerciel kanal med public service-forpligtelser opererer efter en enterprisemodel og derfor kan købe tv-julekalendere fra eksterne produktionsselskaber (Bruun & Frandsen 2007: 10-11). Det tyder på, at TV 2 på det tidspunkt har et større budget til rådighed end DR. Budgettet på TV 2 kan variere mere i modsætning til DR, der har en licensbestemt indtægt. Jo flere seere des mere og dyrere reklametid kan TV 2 sælge og dermed øge indtjeningen og skabe overskud til nye tv-julekalendere – og her peger de imponerende høje seertal kun på, at TV 2 er i stand til at præsentere flere julekalendere end konkurrenten. Den kommercielle kanal er overlegen på modtagelsen, og mange seere følger med i julekalenderen og de indledende reklamer, hvor Fætter BR byder velkommen som hovedsponsor.

Pyrus og de andre elskede karakterer i Rigsarkivet var i virkeligheden tiltænkt en femte julekalender, som ifølge Miehe-Renard skulle handle om de religiøse årsager til fejringen af jul, ”og hvordan kristendommen greb ind i en eksisterende tradition og gjorde krav på den” (Sahl 2013: 353). Men den bliver droppet til fordel for en anden stor succes i 2003 og genrens måske største vendepunkt.

5. 2003-2013: Komplekse quests

00’erne byder på en stor omvæltning i julekalenderregi. Vi tager atter afsked med nisser og julerier og byder i stedet velkommen til fortællinger om identitet og med samfundsrelevans. Hele verden skal reddes, og alvor, kompleksitet og quests bliver de helt store fællesnævnere for indhold og struktur – det på begge kanaler, som indleder en gentlemanaftale, der stadig er gældende i dag.

5.1 Kristendom på julekortet

Jesus og Josefine løber over skærmen på TV 2 i december 2003 og igangsætter en ny tid for den danske tv-julekalender. Manuskriptforfatterne Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig sætter i samarbejde med Cosmo Film nye standarder for genren og har som en markant fornyelse forladt TV 2’s traditionelle julekalenderunivers med nisser, sange og julehygge til fordel for en større fortælling og dystopiske diskussioner: 12-årige Josefine rejser tilbage i tiden og møder i Nazaret den jævnaldrene Jesus, som hun vil have til at flytte julen fra deres fælles fødselsdag den 24. december. Jesus er endnu ikke klar over sin skæbne som menneskets frelser, og da Josefine afslører den for ham, får det monumentale konsekvenser i 2003, hvor en nu helvedeslignede verden regeres af Thorsen, Fanden selv. Josefine og kammeraten Oskar må ud på en livsfarlig opgave, for når ”vi alle er guder” (Jesus og Josefine, 15:13.33), er der hverken brug for næstekærlighed eller medmenneskelighed.

Aldrig før har juleevangeliet dannet ramme for tv-julekalenderen, og kristendommens værdier synes at tilføje genren en velfungerende fornyelse. Jesus og Josefine er ikke bare ”en rigtig julehistorie” (Jesus og Josefine, 1:00.06), som fortælleren ellers indleder hvert afsnit med at sige, men intet mindre end en almenmenneskelig fortælling om dannelse og moral. Den stiller spørgsmål til en verden uden tro – og især et Danmark uden kristendommen. Julekalenderen når nye højder, hvad angår narratologi og tema, og aldrig før har seeren skullet tage stilling til kosmos og kaos i julekalendersammenhæng. Den forfriskende cocktail af dystopi og julehygge falder i seernes smag, og på fin vis hylder den selveste grundpræmissen for den (kultur-)kristne danske jul. Derfor er Jesus og Josefine muligvis den bedste julekalender, der nogensinde er lavet – mener vi.

Igen i år forløber handlingen i to forskellige verdner: Danmark i år 2003 og år 0 i Nazaret, som i virkeligheden er Faxe Kalkbrud (Nygaard 2016). For første gang i julekalenderens historie er forbindelsen mellem de parallelle verdner en tidsmaskine: Krybbespillet er en portal omhyllet af mystik med en farlig tiltrækningskraft, og den har ikke én, men to engagerede vogtere. I antikforretningen holder Thorsen skarpt øje og sikrer sig, at Josefine krydser portalen i overensstemmelse med hans diabolske plan. På den anden side i Josefs tømmergård forhindrer Maria overbeskyttende alle mulige og umulige fristelser for Jesus. Josefine krydser dem gang på gang med lethed, og det baner vejen for, at hendes i udgangspunktet egoistiske mission udvikler sig til en fatal situation for hele verden.

På nyskabende vis er musikvideoer udeladt til fordel for mere handling og drama i de daglige 25 minutter, som indledes med Martin Brygmanns ørehænger ”Jesus og Josefine”. Dagsrytmen er tydelig med Josefines aftenbøn, men nedtællingen er ikke længere bestemt af forventningens glæde til juleaften, men snarere af et suspensefyldt kapløb mod tiden og Thorsen. Julekalenderen udspiller sig nu som en quest, og ligesom alt er genoprettet, og seeren kan ånde lettet op, viser endnu en sidste og afgørende kamp sig. Julekalenderen springer som noget nyt mellem to tider og steder, og forskellige handlingstråde forløber på kryds og tværs. Narratologien kompliceres, og når Josefine som Pigen fra Nord med Oskars formanende ord ”laver om på historien” (Jesus og Josefine, 17:17.06), manifesteres konsekvenserne sågar i små underplots.

Med det erobrede sendetidspunkt klokken 20.00 har TV 2 den samlede familie for øje og lægger med egne ord ”i pejsen til et juleeventyr af de helt store” (SF Film, 2004). Hele 1.015.000 seere følger gennemsnitligt med, da verden skal reddes i 2003. Med sit universelle budskab om næstekærlighed og opofrelse griber Jesus og Josefine også udlandet om hjertet. TV 2 sælger tv-julekalenderen til vestlige og mellemøstlige lande, og en ny julekalendertradition er grundlagt.

5.2 Nye temaer – undergang og ensomhed

Jesus og Josefine er starten på en nybølge, som varer fra 2003-2013 og derudover består af Nissernes Ø (2003, DR1), Jul i Valhal (2005, TV 2), Absalons hemmelighed (2006, DR1), Mikkel og guldkortet (2008, TV 2), Pagten (2009, DR1), Ludvig og julemanden (2011, TV 2), Julestjerner (2012, DR1) og Tvillingerne og julemanden (2013, TV 2). Man kan uden overdrivelse kalde Jesus og Josefine fundamentet for alle efterfølgende julekalendere på begge kanaler: Julekalenderne bliver til komplekse quests, hvor hovedpersonen skal løse et alvorligt problem, som ofte kræver et besøg til og/eller fra en anden verden.

Mens TV 2 i 2003 har premiere på Jesus og Josefine klokken 20.00, sender DR1 periodens største afstikker Nissernes Ø halvanden time før. Her løber TV 2 med de fleste seere, da i gennemsnit 228.000 flere valfarter til Nazaret. Nissebandens sidste ’sæson’ lever ikke op til de første fortællinger. Selvom Lunte gør sit bedste, mangler de resterende bandemedlemmer, når turen går mod de dansk-vestindiske øer. Og den muntre calypsodans går måske også lige lovlig let henover en del af den danske historie, som ikke er just hyggelig. Trods alt gør et imponerende cast af etablerede skuespillere et hæderligt forsøg på at skabe en finurlig og fornøjelig julefortælling i både Grønland, provinsen og på Sankt Croix.

To år efter Jesus og Josefine påpeger Jul i Valhal vigtigheden af venskab og tilgivelse og trækker tråde endnu længere tilbage – over Bifrost til den nordiske mytologi. Denne gang skal Sofie og Jonas forhindre en ond, men egentlig ufarlig Loke i at starte Ragnarok i Asgård, mens deres familier uvidende nyder de store snemængder og holder gammeldags jul på landet.

I 2006 går DR med Absalons hemmelighed i en anden retning med emnet sygdom, når Cecilie opklarer mysterier for at helbrede sin lillesøsters hjerte og hele families sammenhold. I 2008 er det igen TV 2’s tur til at tage seerne med på eventyr. Nu sætter Mikkel og guldkortet fokus på menneskets materialisme og forudsiger tilfældigvis den igangværende økonomiske krise. Med en Krummelignende familie, ondsindede juleekspedienter og underholdende døve nisser leverer kalenderen en velfungerende blanding af humor, juletema og samfundsrelevant stof. Mikkel reder tilfældigvis et nisseliv og får som belønning lov til at bruge af nissernes guldreserver og købe alt med et magisk guldkort. Det skaber sjovt nok problemer og trådene skal på klassisk vis vikles ud, før nissekontoen tømmes og hyperinflationen får frie tøjler.

Seeren kan ikke undgå at blive rørt af DR’s Pagten i 2009. Mobning behandles i historiske rammer, og budskaberne i Grundtvigs forfatterskab inddrages i en hjerteskærende historie om mobbeofret Malte. Med sit stille og melankolske væsen engageres han, ikke ulig Mikkel, i en nissefamilies kamp om liv og død, og skuespilleren Benjamin Engell (Malte) formår til perfektion at indfange seeren, så mobningen mærkes helt ind i sjælen. Heldigvis kan han undslippe offerrollen, og det bliver julekalenderens aldeles fine budskab.

Efter at have sprunget et år over vender TV 2 tilbage og fører fortællingen tilbage til slottet i Ludvig og julemanden. Langt fra lyriske replikker og svundne tider på Rosenholm udspiller handlingen sig nu i Nordjylland på Børglum Kloster i helt moderne toner. Ludvig savner sin far, der er på utallige forretningsrejser. Begge ønsker at lave om på forholdet, og det bliver julekalenderens egentlige hovedformål. Marias krone skal findes, så familien kan blive boende på Børglum blandt nye venner.

Den måske største succes i den julekalender tages med til efterfølgeren Tvillingerne og julemanden, da Lars Hjortshøj to år efter igen spiller den uheldige tøffelhelt og julemand Nicholas. Denne gang skal han med hjælp fra tvillingerne Signe og Peter redde verden fra at blive indhyllet i et evigt mørke.

Mellem fortællingerne i Nordjylland ligger DR’s skæve Julestjerner fra 2012, som bliver kanalens mest sete i perioden. Med Rasmus Bjerg og Birthe Neumann i komiske roller, Wikke og Rasmussen bag kameraet og Troels Lyby og Caroline Henderson ved mikrofonerne kan det kun gå godt, når de to tweens Sus og Bob sammen med resten af Brorfelde får besøg af nisser fra det ydre rum.

5.3 Venner og fjender

Børn dominerer fortsat i hovedrollerne, men i dette årti sker en udvikling på to parametre. For det første er børnene blevet ældre, og for det andet sker et skifte fra piger til drenge omtrent midt i perioden. I 2003, 2005 og 2006 er Josefine, Sofie og Cecilie i centrum, mens de møder en dreng som hjælper i henholdsvis Jesus, Jonas og Hubert. Omvendt er det i 2008, 2009 og 2011 Mikkel, Malte og Ludvig, der hjælpes af pigerne Frederikke, Lyda og Martine. Julestjerner i 2012 peger mod en tilbagevenden, hvor hovedkarakteren hedder Sus. Faktisk er alle familiejulekalendere til og med 2017 besat af piger i de ledende børneroller.

Indholdet varierer fra kanal til kanal og julekalender til julekalender. Der er stor forskel på, om noget handler om Jesu’ fødsel, middelalderen, finanskrisen eller astronomi, og perioden spænder tematisk bredt. Med Jesus og Josefine tager genren et kvantespring, og de mange forskellige og alvorlige emner sikrer en ny kvalitet. Der er julekalendere før Jesus og Josefine og julekalendere efter. Uanset emnet er det en fælles tendens, at hovedkarakteren lider under en form for ensomhed. Hverken Sofie, Cecilie, Malte eller Ludvig har venner, da fortællingerne begynder. Enten fordi de er udstødte fra klassen, eller fordi de skifter skole så ofte, at de ikke har mulighed for at danne nære relationer. Ensomheden ophører altid, når den overordnede mission lykkes.

De tunge emner udspiller sig alle i en quest-struktur, hvor en mere alvorlig mission skal fuldføres. I denne forbindelse optræder antagonister som deciderede livstruende væsner. Jesus og Josefine introducerer Satan som fortællingens fjende og er et tydeligt eksempel på, at tv-julekalenderen bliver markant mere uhyggelig og voldsom. En scene med netop den manipulerende Thorsen står som en af de mest skræmmende i tv-julekalenderens historie: Mens alt synes fryd og gammen, er Thorsen genopstået for at tage Josefine med til ”den allerdybeste kulkælder” (Jesus og Josefine, 23:10.40), og kun en recitation af Fadervor redder hende fra et flammehav i kirken. Til en storslået underlægningsmusik, råbende replikker, rødsorte djævelske farver og stærke nærbilleder når julekalenderen på dramatisk vis sit klimaks. Josefine og Oskar overvinder Thorsen, og klipningen understreger, hvordan kristendommen redder verden. Symbolikken er ikke til at tage fejl af, og budskabet leveres med en kausalitetsklipning fra Josefine og Oskar i bøn til Jesus på korset til Thorsen, der skrigende hvirvler tilbage til helvede. Uden at være missionerende fremstiller den kristendommen som et helbredende positivt lys – og det er der egentlig ikke noget nyt i. Selve julekalenderens kerne ligger i en fejring af den danske jul, som unægteligt hænger sammen med fejringen af Jesu fødsel. Men med det risikerer den at ekskludere de seere i Danmark, som måske har allermest brug for at blive inkluderet. Men den tager chancen og imødekommer kritikken ved også at inddrage kulturmøder og forskellig tro.

I snakken om farlige fjender er det heller ikke til at komme udenom Pagtens Iselin. Hun konnoterer åbenlyst Snedronningen, og hendes make-up, kostume og ageren vækker udelukkende frygt og varsler fare, som er tæt forbundet med en ondskabsfuld kulde. Alvoren er bestemt til at tage og føle på, når hun manipulerer menneskebørn og fryser nisser til døde. I Ludvig og julemanden stilles Ludvig i mere humoristiske undertoner op mod spøgelset Stygge Krumpen, som med adskillige liv på samvittigheden for alt i verden vil genopstå som menneske. Her bliver det knap så uhyggeligt, for TV 2 lader bevidst seerens forforståelse af Andreas Bo som komiker tø karakteren op – til stor fornøjelse for den voksne seer.

5.4 Familieforhold i flere universer

Selvom meget af tv-julekalenderens ellers traditionelle julestemning mangler i tiden, er der familiehygge at hente i de fleste af julekalenderne. Her er det interessant og tidspassende, at familien ikke længere behøver at være sammensat på traditionel vis. I et overordnet budskab om, at familiesammenhold overvinder alt, introduceres på den ene side enlige forældre i forskellige afskygninger og på den anden side kernefamilier.

Familieforholdene udspiller sig kun i den ene del af julekalenderen, for fælles for 00’erne er et univers bestående af parallelle verdner. TV 2’s Jesus og Josefine, Jul i Valhal og Mikkel og guldkortet indeholder alle to verdener med en klart defineret portal i henholdsvis en tidsmaskine, tunnel og port. På DR1 er tendensen anderledes, og her smelter to verdner nærmest sammen i stormagasinet i Absalons hemmelighed og i skoven i Pagten. I Ludvig og julemanden og Tvillingerne og julemanden er sammensmeltningen også at spore, når spøgelserne i gennemsigtigt og lysende skær optræder på Børglum Kloster og Hirtshals Fyr, hvor Deluca Film med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje lader handlingen udspille sig. Julekalenderne tager i perioden udgangspunkt i et genkendeligt dansk vintermiljø, som diverse produktionshold rejser Danmark rundt for at skabe med on-locationoptagelser. Hvad end det er naturen, stormagasinet, gågaden eller folkeskolen, må det formodes, at seeren kender stedet. Udendørsoptagelserne af Lokes høj i Jul i Valhal foregår ved Tokkekøb Hegn i Allerød (Naturstyrelsen, u.å.). Stationsbyen Thyregod danner ramme for fortællingen i Pagten, men alle on-locationoptagelserne af nissernes skov foregår på Hjerl Hede og Amager (Flindt 2013). Julestjerner udspiller sig i Brorfelde, hvor Danmarks største stjerneobservatorium i virkeligheden har til huse (Hildebrandt 2012).

5.5 Julekalenderen som complex television

Tidens julekalendere er kendetegnede ved en meget fast afsnitslængde på 25 minutter, hvor kun få sjældent sniger sig op omkring de 30. Det musikalske aspekt er nedtonet, og kun enkelte bevarer musikvideoer eller musicalindslag, hvilket betyder endnu mere tid til konkret handling og stort eventyr. I den sidste tredjedel af julekalenderne er det en tendens, at dagsrytmen brydes, så der opstår flere føljetonbuer. Hovedpersonerne er væk fra deres hjem i flere dage, og det gør fortællingerne mere suspenseprægede, når de enkelte afsnit afsluttes med en cliffhanger. Antallet af føljetonbuer stiger, men mange af dem er stadig romancer.

De forskellige julekalenderes seriebuer består fortsat som den overordnede struktur, og nærmer sig dét, Jason Mittell kalder complex tv (Mittell 2015). Her smelter episodeformen gradvist sammen med serieformen, hvor balancen mellem de to varierer. Dette kan oversættes med begrebet en kompleks fortælling og er blandt andet kendetegnet af en kumulativ handling. Hvert afsnit begynder altså ikke forfra, men viderefører derimod handlingen fra de forudgående episoder, og der er plads til større karakterudviklinger. Det er typisk for komplekse fortællinger at have flere handlingstråde, der strækker sig over mange episoder (Mittell 2015: 18-19), og benytte sig af spring i tid, som fordrer mere koncentration hos seeren (Ibid: 50-51). Desuden forskydes et afsnits afslutning ofte og vises først i starten af det efterfølgende.

Mange følger også den komplekse fortælling tæt, især på TV 2, som fortsat løber af med de fleste seere. Kanalens Ludvig og julemanden og Jul i Valhal er periodens mest sete med et gennemsnitligt seertal på henholdsvis 1.165.000 og 1.158.000. DR’s mest sete julekalender i perioden er Julestjerner, hvor hele 1.080.000 i gennemsnit følger med. Absalons hemmelighed halter derimod efter, og med gennemsnitligt seertal på 783.000 er den periodens mindst sete nyproduktion. På trods af dette må DR’s julekalendere i perioden siges at være af høj kvalitet, og de får gode anmeldelser. Christian Monggaard forudsiger i Information den 2. december 2006, at Absalons hemmelighed bliver ”en af de mere friske, spændende og velproducerede julekalendere, DR har lavet i de senere år”. Henrik Palle roser i Politiken den 23. december 2009 Pagten for hele sin ”overordnede idé med at forene symbolske nisserier med grundtvigsk nationalromantik og benhård hverdagsrealisme”. I Berlingske Tidende den 1. december 2012 fremhæver Jakob Steen Olsen Julestjerner som ”fostret af krøllede hjerner med et originalt, humorblik på verden”. Absalons hemmelighed bliver nomineret til Tv-prisen i kategorien årets tv-program. For Pagten opnår Maya Ilsøe ligeledes en nominering for bedste manuskript, mens julekalenderen selv er nomineret til bedste korte tv-drama, og Signe Egholm Olsen løber med sejren som bedste tv-skuespiller for rollen som Iselin (Mikkelsen 2010). Julestjerner bliver nomineret til en Robert for årets tv-serie, og Birthe Neumann vinder én for årets kvindelige birolle i en tv-serie som grus-grevinde Vera (Det Danske Filminstitut, 2013). I TV 2-regi opnår kun Jul i Valhal i denne periode en nominering til Tv-prisen for årets bedste dramaserie (Mikkelsen 2010). De mange nomineringer viser, at julekalenderen nu også modtages som en reel tv-serie, og mon ikke den øgede kompleksitet ved siden af fremragende skuespillerpræstationer skal takkes for den udvikling?

Tidens julekalendere bliver endda populære i udlandet, hvor tv-julekalenderen ellers ikke er en tradition. Det peger igen i retning af, at tv-julekalenderen nærmer sig en traditionel tv-serie: Især DR’s kunne have været sendt på et hvilket som helst tidpunkt på året. Dette skyldes, at tidligere tiders meget eksplicitte julerier i høj grad er forsvundet fra handlingen. De mange forskellige dramaer er derudover vedkommende, og budskaberne er så almenmenneskelige, at de vækker publikums opmærksomhed årstiden upåagtet. TV 2 giver fortsat mere plads til julehygge og traditioner i familiens skød, og selvom verdens undergang nærmer sig, prioriterer familierne at bage, juleklippe, gå på skattejagt og lave julemarked. På DR1 er man mere sparsom med julestemningen, som mest af alt er til stede 1. og 24. december. Dette kan hænge sammen med, at kanalen bevidst i perioden forlader de yngste seere og lader dem julehygge tidligere på dagen og på DR Ramasjang fra 2009 efter at have lært lektien fra sin omdefinering af genren i 2006.

5.6 Hemmeligheder under Magasin – Absalons hemmelighed

Det kan være svært at se sammenhængen mellem 900 år gammel historie og et københavnsk stormagasin i 2006. Men ”fortiden hænger sammen med nutiden” (Absalons hemmelighed, 1:15.31), pointerer hovedkarakter og direktørdatter Cecilie (Sarah Juel Werner) allerede den 1. december i Absalons hemmelighed og fastslår, at årets tema bestemt er relevant julekalendermateriale. DR1 gør endnu et forsøg på at behandle et historisk emne i julemåneden. Denne gang er Kronborg og Sankt Croix skiftet ud med epicentret for julemånedens forbrugsfest. Titelpersonen Absalon og resterne af hans gård fra 1100-tallet er temaet for den årlige juleudstilling i det stormagasin, der danner ramme for hele julekalenderens handling – og lidt for påfaldende minder om Magasin du Nord. Juletemaet må vige pladsen for en spændingsfyldt fortælling, der tager sit udgangspunkt i historiske begivenheder og myter om Københavns grundlægger og Valdemar den Store. Julens magiske sider forsvinder ikke helt i årets fortælling, for Absalons hemmelighed siges at være en helbredende engel.

Cecilie sætter sig for at helbrede sin hjertesyge lillesøster Ida (Eva-Theresa Jermin Anker). Et forestående dødsfald i en kernefamilie virker muligvis som et af de mest alvorlige problemer i hele genren. Problematikken vækker store følelser, måske fordi man som seer selv ikke har lyst til at forestille sig en verden uden sine allernærmeste – og måske også fordi julekalenderens traditionelle musikalske, humoristiske og romantiske elementer i høj grad er udeladt. Missionen i Absalons hemmelighed bliver ladet med patos og griber tilskueren om hjertet hver gang, Idas tilstand forværres. Cecilie møder den mystiske dreng, Hubert (Gustav Hintze), der bor ulovligt i stormagasinets kælder med de to skæve eksistenser, Ib (Mikkel Vadsholt) og Frode (Claus Bue). De fire hjælpes ad med at finde Absalons hemmelighed i et forsøg på at kurere Ida – fortællingens overordnede quest.

Gåden skal løses med kartografi, gamle dokumenter og udforskninger af ruinerne i den københavnske undergrund, hvilket alt sammen leder tankerne hen på tidens populære Da Vinci Mysteriet (2006). Som en fin kontrast mellem nutid og fortid spiller overvågning, mobiltelefoner og metro en betydningsfuld rolle i flere af handlingens aspekter. Teknologien muliggør jagten på hemmeligheden, og det binder to tider sammen. Også arkæologen Petra og julekalenderens antagonist (Sarah Boberg) har set forbindelsen mellem udstillingen og Absalons hemmelighed. I jagten på berømmelse forværrer hun de farlige situationer, som Cecilie og Hubert hele tiden udsættes for. Da det går op for både Cecilie og Petra, at Hubert er hemmeligheden, svinder hendes motivation ikke, og planen om at udstille ham på alverdens museer står fast. Gennem hele fortællingen optræder Petra typisk for perioden i en dobbelt rolle, hvor hun fungerer som Cecilies mentor og fjende.

5.7 Uhyggelig jagt på fortiden

Årets julestemning er tilsidesat til fordel for en blanding af eventyr og uhygge med en høj grad suspense både fra scene til scene og episode til episode. Der er dog gjort plads til enkelte julede elementer som en stormagasinsjulemand, gaveindkøb og en enkelt metadiskussion om den bedste (DR)julekalender. Frode står for det mest eksplicitte og gennemgående juleelement med planlægningen af en mystisk julefest for byens hjemløse, og forberedelserne udspiller sig som et lille sideplot med flere små tragiske elementer til den overordnede fortælling.

Mens historien om Valdemar den Stores datter Margrethe og Absalons uægte søn Hans udfolder sig, bliver mysteriet om Hubert og hans helbredende evne udforsket. Han bærer tydeligt præg af at være af en anden verden: Han efterlader glimmer, bliver underligt træt i mørke, har hukommelsestab, har en anderledeshed over sig og misforstår basale menneskelige interaktioner. Cecilie italesætter selv en tøven omkring ham: ”Det er underligt. Nogle gange så tænker jeg, at jeg aldrig kommer til helt at kunne forstå ham […] Det er bare, som han lever i en helt anden verden” (Absalons hemmelighed, 10:20.06). Hun rammer hovedet på sømmet mere præcist, end hun selv er klar over, for Hubert er hverken til at forstå eller af denne verden. Selv konnotationerne fra engel til jul er mindre tydelige, da Huberts identitet som engel først fastslås endeligt i afsnit 19: Han blev i 1100-tallet sendt til jorden for at bringe Hans og Margrethe sammen og har nu mistet sine kræfter. I løbet af jagten fortælles historien om det unge par både af forklaringer fra forskellige karakterer, men også ved hjælp af små audiovisuelle tilbageblik med Margrethe, Hans, Absalon og Valdemar den Store, hvor seeren sammen med Cecilie mærker historiens vingesus. Sidstnævnte kombineres hver gang med et besøg ned i de farlige ruiner. Kærlighedshistorien får nærmest karakter som en myte, der tjener to formål: Den danner baggrund for handlingen, driver den frem ved hjælp af brevene og indeholder en morale om klasse- og grænseløs kærlighed, der også er brugbar i tv-julekalenderens samtid.

Historieformidlingen forbindes i Absalons hemmelighed med uhygge og spænding i vidt omfang. Forskellige locations tilbyder seeren en mulighed for at knytte de mange historier til konkrete steder. Undervejs besøger Cecilie og Hubert Roskilde Domkirke og Sct. Bents kirke i Ringsted, og de bevæger sig i tide og utide ned i udgravningen og fangekælderen under stormagasinet. Alle steder er tæt forbundet med missionen om at finde ledetråde, der kan føre dem til hemmeligheden. Umiddelbart konnoterer et stormagasin ikke særligt dystre toner, men når man bevæger sig ned i en mørk, kold og klaustrofobisk kælder, åbner der sig talrige muligheder for usikre situationer. Pludselig er der langt til de hyggelige rammer i direktørlejligheden mange etager oppe. I kælderen må Frode, Ib og Hubert holde sig skjult for ikke at blive opdaget og smidt på porten. Længere nede i ruinerne bliver uhyggen forstærket af mørket og ikke mindst de mange skeletter, der konstant minder om farerne ved at færdes dernede. Især Cecilie må overvinde sig selv for at hjælpe Ida. Her opbygger iscenesættelsen på Cecilies værelse med de mange plakater af den fiktive arkæolog Lara Croft en forventning om mod. Efter et langt tilløb lever hun op til den og glemmer heroisk sin frygt. Margrethe og Hans må bringes sammen i døden i fangekælderen, så Hubert kan få sine kræfter igen og forhåbentlig helbrede Ida. Cecilie vokser med opgaven, lærer at tilsidesætte sin egen frygt i krævende øjeblikke og bliver grundlæggende mere moden.

5.8 Et lille lys i mørket

Fangekældersettingen bevirker, at julekalenderen generelt er meget uhyggelig og mørk, og hovedkaraktererne udsættes flere gange for livsfare. Uhyggen ledsages af en overvejende alvorlig tematik, der også kommer til udtryk i små sidehistorier som Frodes tragiske forhistorie og alkoholisme, Cecilies ensomhed og forældrenes skæve prioriteringer af arbejde og familieliv. Alle er de med til at tilføje en dyster og trist tone, der hersker over alle 24 afsnit. Ruinerne og fangekælderen er tilmed dårligt belyste, hvilket øger graden af mystik, uvished og fare, der er knyttet til missionen. Mørket gemmer på hemmeligheden, hvorfor disse to elementer har en tæt forbindelse og giver julekalenderen et hidtil uset dystert udseende.

Sygdomstemaet er ikke set før i julekalenderens historie, og missionen er mere nær og personbunden end tidligere. Ét konkret menneskeliv står på spil, og konsekvenserne for den lille familie er ikke til at overse. På samme tid stilles lægevidenskaben overfor magiske kræfter, og umuligheden i opgaven slås fast adskillige gange. Dette modsætningsforhold og besværligheden understreger vigtigheden i at finde hemmeligheden. Den er familiens sidste håb, om end den til tider hverken synes realistisk eller mulig.

Selve myten om Absalons hemmelighed kan siges at være det største fantasyelement i fortællingen, og englefiguren fylder meget. Selvom der ikke er to klart adskilte verdner, trækker lagdelingen af stormagasinet på low fantasy og har en interessant funktion. Direktørboligen på øverste etage fungerer som en tryg base. Samtidig udspringer missionen herfra, nærmere betegnet Ida. Nedenunder lejligheden fungerer selve stormagasinet som en kommercialiseret jul, og juleudstillingen om Absalons gamle gård har til huse her. Kælderen er straks mere interessant. Den ivrige sikkerhedsvagt Amir (Ali Kazim) holder øje med hele bygningen, Frode og Ib sniger sig rundt og opbygger et midlertidigt hjem, og selve nedgangen til udgravningen er her. Ruinerne er centrum for de små tilbageblik med Margrethe og Hans’ tragiske historie og selve Cecilies efterforskning. Næsten som en portal leder brønden ned til fangekælderen. Dens mange hemmeligheder driver handlingen og karakterudviklingen fremad og tilbyder i sidste ende et svar på Huberts identitetsspørgsmål: Han er den magiske engel, der kan redde Idas liv – familiens lys i decembermørket.

Som et led i eftersøgningen på Huberts identitet indgår et lille stykke melankolsk musik, som han spiller igen og igen på sin mundharpe. Som handlingen skrider frem, og han kommer tættere på et svar, husker han mere af melodien og sig selv. Selvom der hverken er musikvideoer eller musicalindslag, spiller musikken en vigtig rolle som underlægning, der angiver en sindsstemning og progressionen i handlingen. I tråd med genrens udvikling fjerner Absalons hemmelighed sig fra den umulige musicalgenre og nærmer sig tv-dramaets brug af tematisk bestemt underlægningsmusik.

5.9 Sammensmeltninger og forskydninger

Hvert afsnit har ikke som tidligere fokus på en tydelig dagsrytme, men Absalons hemmelighed er stadig opbygget af adskilte episoder. Handlingen efter Cecilies skoledag er langt mere interessant for julekalenderen, hvorfor det blot symboliseres, at hun er på vej hjem i klip fra metroture. Når dagsrytmen træder i baggrunden, gør ugerytmen det samme, og en del af nedtællingsfunktionen forsvinder, men forældrene Niels og Benedikte går alligevel i panik over julegaveindkøb, og Frode er presset over at skulle planlægge julefesten. Den store dag bliver tidsgrænsen for missionen med Idas ønske om at holde jul hjemme. I sidste halvdel smelter episoderne gradvist sammen, og seeren får et indtryk af, at nogle afsnit nærmere fungerer som dobbelte. Afsnit 24 tager sin begyndelse med midnatsklokkernes ringen og fortsætter præcist, hvor afsnit 23 slap. De to er forbundet af den samme scene, blot med et døgns pause for publikums vedkommende.

Som i resten af perioden er der i Absalons hemmelighed flere og længere føljetonbuer: Cecilie og Hubert må overnatte i fangekælderen, og spørgsmålet om Huberts sande identitet udspiller sig over flere afsnit og afklares først efter næsten tre uger. Selvom der er flere små fortællinger og føljetonbuer, er der traditionen tro én overordnet mission på 24 dage.

Absalons hemmelighed opretholder uden tvivl nedtællingsfunktionen, men bringer på samme tid for genren stadig nye elementer som karakterudvikling, flashbacks og forskydninger i spil i en quest-struktur og gør i den grad begrebet complex tv relevant i julekalendersammenhæng. Publikum må ofte sætte sin lid til, at serien på et senere tidspunkt reder trådene ud og sørger for, at der opnås en forståelse ved afsnittets eller hele julekalenderens afslutning. Og har man set de 24 afsnit kronologisk og opmærksomt, får man som seer den forklaring og tilfredsstillende afslutning, man har ventet på: Alt imens Idas helbred forværres, viser Hubert sig at være Absalons hemmelighed. Han kurerer mirakuløst Ida, hele familien kan fejre jul hjemme, og Hubert kan endelig vende hjem. Netop mirakler og magi hører julemåneden til. Med Huberts himmelflugt minder julekalenderen lavmælt poetisk seeren om, at den har nået sin ende. Helt i julekalenderånden findes løsningen på problemet (selvfølgelig) i den helt særlige julemagi, og det er derfor både vemodigt og yderst passende, at Hubert skal forlade karakterernes og seernes verden. Vi bøjer os i støvet for Ilsøes rørende manuskript og DR Dramas modige måde at bringe det til live på i en ellers uhyggeligt hyggelig måned. Endelig lykkes DR med en julekalender, der mestendels udspiller sig under jorden.

5.10 Julekalenderen bliver til tv-drama

I tråd med alvor og kompleksitet ændrer DR i 2006 sin målgruppe for julekalenderen og vælger et nyt sendetidspunkt klokken 19.30. Hvor DR-julekalenderen tidligere var programlagt i det klassiske fjernsyn-for-dig-timeslot, ligger den nu tættere på primetime og TV 2’s udsendelse klokken 20.00. Forklaringen fra DR lyder: ”DR har i år valgt at droppe julekalenderen for de 3-7 årige og i stedet for satse på de lidt ældre børn og unge […] Det betyder, at den aldersgruppe som tror mest på julen, ikke får den samme oplevelse af en julekalender, som alle de andre år” (Mollerup 2007: 15). På trods af denne forklaring, kan den almene seer alligevel ikke dy sig, og julekalenderen bliver kritiseret for at være for alvorlig. En af de mest udskældte og måske mest uhyggelige situationer i julekalenderen vækker harme hos mange forældre, der frygter, at deres børn ligesom Cecilie og Hubert kunne finde på at gemme sig i en kummefryser. Selvom DR generelt forsvarer den alvorlige tone, undskylder kanalen hurtigt den ubetænksomme passage og sletter scenen fra genudsendelsen i 2010.

Med en indsnævret målgruppe når Absalons hemmelighed et gennemsnitligt seertal på 783.000, 111.000 færre end TV 2’s genudsendelse af Alletiders nisse samme år. Alligevel får Absalons hemmelighed gode anmeldelser og bliver solgt til Norge, Sverige, Polen og Slovenien, hvor den i tråd med indhold, struktur og modtagelse bliver sendt som en vinterserie. DR betegner selv modtagelsen som ”meget positiv” (Mollerup 2007: 16). Det stemmer overens med anmeldelserne, men ikke med seertallet, der placerer julekalenderen som den mindst sete i hele perioden. Og det er egentlig en skam, for kvaliteten er der bestemt. Agger opsummerer julekalenderen således:

Satsningen på fornyelse af genren er interessant, og der er store kvaliteter i udførelsen. Men vi savner nok nogle af de traditionelle ingredienser – en mere fremtrædende lancering af musikken og ikke mindst den lettelse, som det komiske forårsager. Der behøver ikke være nisser, men et godt grin har aldrig skadet i en julekalender (Agger 2006).

Absalons hemmelighed bliver netop et vendepunkt for genren i DR-regi. I takt med mere alvor og en målgruppeændring, sadler DR om og flytter julekalenderproduktionen fra Børne- og Ungdomsafdelingen til DR Drama. Alt skriger på, at julekalenderen nu indbefattes af kanalens 15 dogmer for tv-drama.⁷ De tre første og mest essentielle dogmer er særligt at spore i produktionen. For det første bliver one vision allerede tydelig i signaturen i Absalons hemmelighed, hvor seeren som det første hver dag mødes af teksten ”TV-DRAMA præsenterer et juleeventyr af Maya Ilsøe” (Absalons hemmelighed, 1:00.28). Ilsøe står som hovedkvinden bag serien, og det gør hun også i Pagten. Her er den dobbelte historie for det andet klar i blandingen af historiefortælling om Grundtvig og selve søgningen efter pagten. For det tredje ses crossover i Julestjerner i brugen af manuskriptforfatterne og instruktørerne Wikke og Rasmussen, der blandt andet står bag familiefilm som Hannibal og Jerry (1997) og Flyvende farmor (2001) (Redvall 2011: 185). Også TV 2’s julekalendere kan med en dobbelt historie siges at læne sig op ad dogmerne, selvom kanalen ikke selv har sådanne retningslinjer. Brugen af branchefolk er en gennemgående tendens, hvilket er en naturlig følge af kanalens enterprise-model. I den forbindelse er den overordnede idé splittet mellem to instanser, TV 2 og produktionsselskabet (Fink & Sørensen 2007: 83). Ludvig og julemanden introduceres eksempelvis af teksten ”Deluca Film og TV 2 Danmark præsenterer” (Ludvig og julemanden, 1:00.55).

5.11 Traditioner og skabeloner

De ti år fra 2003-2013 består af en bred skare af alvorlige tv-julekalendere på begge hovedkanaler. Indholdet og temaerne er meget forskellige, men strukturen og den overordnede produktion på begge kanaler finder en fast form. DR1 og TV 2 indgår i 2005 en gentlemanaftale om at skiftes til at sende en nyproduktion på faste sendetidspunkter hvert år. På DR1 sendes familiejulekalenderen klokken 19.30, mens tidspunktet fortsat er klokken 20.00 på TV 2, der begynder traditionen med Jul i Valhal, mens DR1 genudsender Bamses julerejse. Begge kanaler kan ydermere siges at finde hver sin skabelon i genren.

For TV 2’s vedkommende er der ingen tvivl om, at Jesus og Josefine sætter standarden for alle efterfølgende julekalendere på kanalen. Lighederne er især at finde hos Jul i Valhal to år senere. Religion danner igen baggrund for fortællingen, og atter en gang skal en pige rette op på et problem, hun selv har forårsaget. Med hjælp fra sin jævnaldrende drengeven er hun nu nødsaget til at redde verden fra undergang og skræmmende herskere ved løbende at tage tilbage i tiden. Samtidig er der flere personlige konflikter i julehyggelige omgivelser, som skal løses. Skabelonen er også definerende for Mikkel og guldkortet, Ludvig og julemanden og Tvillingerne og julemanden. Hvad Jesus og Josefine er for TV 2, er Absalons hemmelighed i høj grad for DR1. I 2009 fortsætter Ilsøe den alvorlige stemning i Pagten. Makkerparret er igen en ensom skoleelev og et mytisk væsen i kulturhistoriske rammer, der kæmper mod en uhyggelig kvindelig antagonist. Tonen er endnu en gang melankolsk, og stemningen mørk og dyster, og det understreger missionen om at ’redde’ hovedkarakteren frem for hele verden. Også Julestjerner trækker på elementer fra Absalons hemmelighed i Wikke og Rasmussens eget skæve univers. TV 2 finder således en velfungerende skabelon for julekalenderen i 2003, som adskiller sig fra den, som DR finder i 2006. Begge skabeloner og udtryk er stadig at spore i dag, hvor den seneste tids Tinkas juleeventyr og Tidrejsen tydeligt er fra hver sin kanal.

6. 2014- : Vinterdramaer

De seneste fire år har dansk tv-julekalender taget endnu et stort skridt – denne gang mod det seriøse, ambitiøse og traditionelle tv-drama. Begge hovedkanaler lader i stigende grad julen træde i baggrunden og gør i stedet plads til store spørgsmål om identitet og familie. Kompleksiteten når nye højder, og serialiteten udfordres af mange spring i tid og rum og sammensmeltede afsnit. Produktionerne bliver større, flyttes ud i landet og modtager støtte fra diverse filmpuljer. De nye og ukendte spillere på banen bliver streamingtjenesterne, og dem har vi bestemt ikke hilst på for sidste gang i julekalendersammenhæng.

6.1 Tilbage til fremtiden og væk fra julen

I 2014 varsler Tidsrejsen fra første sekund en ny epoke i den danske tv-julekalenders historie. Det genkendelige danske julelandskab er forsvundet, og fremtiden, nærmere betegnet år 2044, er et dystert og ubehageligt sted. Teknologi og tidsmaskiner er hovedelement i årets julekalender, som nu læner sig op ad sci-figenren. Videnskab sættes overfor astrologi, hvilket understreger en indre konflikt i hovedkarakteren Sofie, da hun ligesom Cecilie og Josefine har svært ved at følge mantraet: ”Se dig aldrig tilbage” (Tidsrejsen, 7:12.40), da hun plages af store spørgsmål om identitet, skæbne og kærlighed. Den nedslidte rebel, Sølvræven, overdrager sin tidsmaskine til Dixie – en ung ballademager, der ikke har i sinde at overholde forbuddet mod rejser i tiden. I 2014 kæmper Sofie med at finde sig selv, anerkende sine forældres skilsmisse og vil med videnskaben samle hele familien til juleaften. I 1984 raser teenagehormonerne hos forældrene, som forelsker sig i hinanden til tonerne af ”Dig og mig”. Forskellige handlingstråde i de tre tider blandes sammen, får indflydelse på hinanden og skaber forskellige virkeligheder – grobunden for den mest komplekse julekalender nogensinde er lagt.

Missionen om at bringe familien sammen til jul fungerer som en tidsfrist og nedtælling til juleaften. Der er få juleelementer, og handlingen fokuserer i højere grad på det overordnede projekt. Tidsrejsen benytter sig af endnu flere komplekse afsnit, der smelter sammen. Hver episode løber over omtrent 25 minutter, dog sendes den 24. december det længste afsnit i tv-julekalenderens historie på hele 37. Seriebuen er blevet svær at definere, da der kan siges at være to overordnede missioner: Sofies familie skal holde jul sammen, og det skal forhindres, at verden, som vi kender den, formørkes i 2044 under ledelse af Agent Sort, en fremtidig Sofie.

DR1 overholder gentlemanaftalen med TV 2 ved at sende Tidsrejsen klokken 19.30. Årets omfattende julekalender har da også hele fire forfattere: Poul Berg, Mikkel Bak Sørensen, Bo hr. Hansen og Trine Krull Petersen. Julekalenderen opnår et imponerende højt seertal på hele 1.020.000 i gennemsnit, hvilket gør den til DR’s mest sete i perioden og den næstbedste på begge kanaler i nyere tid. Også anmelderne er begejstrede for den nye julefortællings mageløse mystik, og på Kommunikationsforum ser Timme Bisgaard Munk et centralt julebudskab: ”DR's Tidsrejsen er den klassiske julefortælling med et stort drys science fiction-sukker, og igen forløses de familiære og sociale konflikter i julens kærlighedsbudskab” (Munk 2014). Hen mod julekalenderens afslutning havner den i en shitstorm med et risikabelt valg om at lade den kristne skolelærer Ragnar være rendyrket diktatorisk skurk, der pludselig har omdannet Dragør til en religiøs sekt, hvilket ikke falder i god jord hos hverken præster eller politikere.

Dog er der mere ros end kritik, hvilket blandt andet viser sig ved uddelingen af årets Robert, hvor julekalenderen vinder kategorien årets korte tv-serie. Tidsrejsen indleder julekalenderens igangværende periode med manér og sætter standarden med høj kvalitet, kompleksitet, dybde, identitetsprægede spørgsmål om tilhørsforhold og familie, som de fleste større børn og voksne kan nikke genkendende til. Det er uden tvivl en vigtig fortælling om skæbne og om at finde sig selv midt i teenagetiden, men når det kommer til stykket, kan vi komme i tvivl om, hvorvidt Tidsrejsen er en bedre tv-serie end en reel julekalender – uanset hvad er spændingen i top.

6.2 Vigtige spørgsmål i kontrastfyldte universer

I familie med Tidsrejsen er Juleønsket (2015, TV 2), Den anden verden (2016, DR 1) og Tinkas juleeventyr (2017, TV 2). Hos TV 2 er verden stadig i fare i 2015. I en hæsblæsende kamp mellem engle og dæmoner skal Julie redde verden, mens hun kæmper med ordblindhed og savner en biologisk far. Med en fornuftig blanding af eventyrligt drama, familiær julehygge og relevante problemstillinger formår julekalenderen at skabe suspense over alle 24 afsnit. Med spørgsmålet om, hvorvidt Dæmonen Baalios og Julies far er én og samme person, fastholder fortællingen seerens vidensniveau tæt på karakterernes og fører spændingen og uhyggen helt ind i stuerne. Man kan umuligt gå glip af bare et enkelt afsnit, selvom en ukendt dæmonisk fløjten hjemsøger karakterer og seere hele december. TV 2 risikerer seertal og sit gode julekalenderomdømme ved at behandle et så ømtåleligt emne som biologisk ophav, og det må rimeligvis have sat tankerne i gang hos mange julekalenderseere – både store og små. Klager bliver der ikke mange af, nok fordi julekalenderen fint fremstiller de mange forskellige familiekonstellationer med hjertevarme og omsorgsfuldhed.

I 2016 er det igen DR’s tur til at præsentere en ny julefortælling. Eksperimenter er atter engang på tegnebrættet, og Den anden verden udspiller sig som et rendyrket teenagedrama med forsvindende få juleelementer. Med et stort fokus på trekantsdramaer, hjemsøgelser og lidt for levende hallucinationer er publikums mere kritiske modtagelse forståelig: For Den anden verden ligger bestemt meget langt fra genretraditionerne, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en god fortælling. Med den rette alder og indstilling bliver man øjeblikkeligt fanget af tvillingerne Saras og Annas kærlighedskvaler og lidt anderledes rejser til Den anden verden.

Hos TV 2 mangler traditionerne på ingen måde, og i sidste års Tinkas juleeventyr er der skruet så højt op på nostalgiknappen, at vi inkarnerede julekalenderseere kun kan duperes og måske håbe på endnu en fortælling om mennesker, nisser og magi.

Alle julekalenderne er præget af spring i rum og/eller tid, hvilket kan skabe forvirring. Løsningen er i alle tilfælde at iscenesætte to kontrastfyldte verdner, som hjælper seeren til at orientere sig: De fiktive virkeligheder er præget af mørke og kolde farver, der konnoterer dansk vintermørke og hverdag – perfekte omgivelser til uhygge og eftersøgninger i konkret og overført forstand. Heroverfor står de magiske verdner, der oftest er domineret af et varmt lys og grønne farver. Englenes tilholdssted i Juleønsket, eventyrverdenen i Den anden verden og nissernes rige i Tinkas juleeventyr er alle kendetegnet ved store grønne græsvidder og en næsten unaturligt blå himmel.

Start 00’ernes tradition med portal-adskilte verdner får en renæssance. Selvom portalen i Juleønsket er en udefinerbar grænse mellem himmel og jord og i Den anden verden et ubestemt vejrtrækningsritual, er der ingen tvivl om, hvornår handlingen udspiller sig i menneskets eller magiens verden. De fremmede væsner bliver midtpunkt, og det klæder udviklingen. Oftest er de repræsenteret som rebelske rødder, der fascinerer og charmerer hovedpersonerne og accelererer handlingen. Med lækkert hår og ømme blikke kommer Tidsrejsens Dixie bragende fra fremtiden, mens både Rafi og Michael bogstaveligt talt er sendt fra himlen i Juleønsket. Anderledes forholder det sig i Den anden verden og Tinkas juleeventyr, som er domineret af arketypiske eventyrfigurer, hvor prinsen til en afveksling er manipulerende ond.

6.3 Moderne forældre og modige fremstillinger

Man kan argumentere for, at tv-julekalenderen siden 2014 har nærmet sig det danske tv-drama endnu mere end tidligere. Indholdet er blevet tungere: Emner som ensomhed, identitet, skæbne, fortid, forelskelse og fremmedgørelse præger DR1 og TV 2. Et stigende antal karakterer med stor betydning for tv-julekalenderens handling peger ligeledes på en mindre afstand mellem de to genrer. Hovedpersonerne er blevet endnu ældre og er nu omkring 13-15 år, hvilket bevirker, at fortællingerne lettere kan bære de tungere emner. Familiekonstellationerne ligger langt fra den traditionelle kernefamilie: I Tidsrejsen er forældrene skilt, i Juleønsket er familien sammenbragt, i Den anden verden spøger en afdød far, og Tinkas juleeventyr indeholder både en plejemor og en moderne alenefar. I alle tilfælde medfører familieforholdene et identitetsproblem for hovedpersonen, som igangsætter den overordnede mission. Der er derfor et større fokus på dannelse end uddannelse med varierende budskaber om medmenneskelighed, accept af skæbne eller åbenhed overfor andres anderledeshed.

De mange bærende karakterer muliggør mere dramatisk indhold på den plads, som tidligere tiders julehygge og musicalindslag besatte. Hvor forældre i de to tidligere perioder var til stede i hjemmet som obligatoriske instanser og/eller prægede små sideplots i afbræk fra missionerne, er de nu en stor del af julekalenderens hovedproblem. Tinkas juleeventyr står som det nyeste eksempel: Her kan mennesker og nisser ikke forenes uden forældrene Mikkel og Nilles deltagelse. Det er hverken tilfældet for Krummes forældre eller Jul i Valhals Asbjørn og Tove, der allermest fungerer som humoristiske indslag og blot er til stede, så den primære verden i så høj grad som muligt spejler seerens.

Julekalenderen er blevet modig i sin fremstilling af voldsomme begivenheder, og den omdiskuterede kummefryserscene fra Absalons hemmelighed blegner efterhånden i sammenligning med den nuværende periode: Sofies udspring på havnen i Tidsrejsen, dæmonen Baalios’ overtagelse af menneskekroppen i Juleønsket, Den onde dronnings kvælning af Sara i Den anden verden og Fileas giftmord på Kong Gobbe i Tinkas juleeventyr havde sandsynligvis været fravalgt for bare 10 år siden. På trods af klager over uhygge tyder noget på, at seeren alligevel har accepteret voldsomme hændelser som en del af genren. For en sikkerheds skyld er det blevet kutyme for begge kanaler at vejlede og advare seerne, når julekalenderen afviger fra den etablerede norm og indeholder noget særligt uhyggeligt eller endda ulovligt.

6.4 Julekalender eller tv-drama?

Selv tv-julekalenderens udtryk er blevet mørkere i den seneste tid. Grundet årstiden har den længe været præget af et vintermørke, men i forlængelse af et stigende antal on-locationoptagelser præger det mørke, golde, danske vinterlandskab de primære verdner. Hovedkaraktererne færdes ude i både by og natur, og de grå nuancer sætter stemningen. De nye julekalendere inddrager visuelle elementer, seeren allerede kender fra danske nordic noir-serier, som sammen med hovedkarakterernes indre kamp er med til at trække julekalenderen i retning af den genre. Uden at være kriminalfiktion indeholder tv-julekalenderen på sin egen måde ”dark storylines and bleak urban as well as rural settings” (Agger 2016: 139), hvilket igen understreger tilnærmelsen til tv-dramaet.

Strukturelt er afsnittene stadig adskilt af et døgns pause, hvilket opretholder julekalenderens iboende almanakfunktion. Men episoderne er forbundne af en høj grad af suspense og kræver en konstant opmærksomhed fra seeren over alle 24 afsnit. Det er efterhånden umuligt at se et enkelt afsnit ude af kontekst, for føljetonbuerne dominerer, kompleksiteten øges og dagsrytmen forplumres. Handlingen finder ikke kun sted fra morgen til aften, men nu også om natten. I tusmørket springer Sofie i Tidsrejsen i vandet i 2014 og kommer op på kajen 30 år senere. Her slutter afsnittet, men handlingen i det efterfølgende fortsætter præcis, hvor seeren forlod hende. Sofie har altså ikke sovet ligesom seeren, og de to afsnit hænger uløseligt sammen. I et virvar af flere lange og komplekse føljetonbuer kan det være svært at identificere den egentlige seriebue. Dog cementerer serialiteten på 24 afsnit og den daglige længde på 25-30 minutter, at fortællingerne er og bliver tv-julekalendere.

Produktionsmæssigt har tv-julekalenderne længe lænet sig op ad traditionelle tv-dramaer. De er produceret af DR1 eller for TV 2, og både instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere bevæger sig i resten af tv-verden. Flere individer, både foran og bagved kameraet, og produktionsselskaber er efterhånden blevet anerkendt som julekalenderskabere. På DR har dogmerne for dansk tv-drama haft en direkte indflydelse på tv-julekalenderen siden 2006, hvor kanalen selv sætter genren i familie med den almindelige tv-serie. På TV 2 har enterprise-modellen altid medført, at tv-julekalenderen er produceret udefra, og her er vilkårene de samme som for kanalens andre tv-serier.

6.5 We want it all – and we want it now!

Efter produktionssiden at dømme må omkostningerne være stigende, og derfor giver det god mening at opretholde gentlemanaftalen for begge kanaler – især hvis det høje niveau skal bevares. Den dag i dag giver aftalen fortsat mulighed for et tiltrængt økonomisk pusterum og altså en opsparing til næste års juleekstravaganza. Belejligt giver det også mulighed for at tilfredsstille seernes efterspørgsel på et gensyn med kanalernes klassikere. 2016 er DR’s år, og kanalen lægger alle kræfter i nyproduktionen Den anden verden, mens TV 2 følger i DR’s fodspor, øger udbuddet og sender Alletiders jul for de yngste klokken 16.00 og Ludvig og julemanden tiltænkt den samlede familie klokken 20.00.

Ligesom alle andre tv-serier er julekalenderen indtrådt på den store streamingscene. Der er dog forskel på, hvordan de mange nye muligheder forvaltes. Hos DR vælger man at frigive dagens afsnit samme morgen som aftenens udsendelse. Som den ukronede konge af snigpremierer følger TV 2 mere tydeligt Netflix-effekten og seernes lyst til at se foran eller binge.⁸ Derfor er det her muligt at se en dag forud på TV 2 Play fra klokken 20.30 – altså umiddelbart efter dagens tv-udsendelse. I 2015 er Juleønsket det mest streamede program på TV 2 Play, hvor op mod en tredjedel af alle abonnenter ser med på nettet på varierende tidspunkter (TV 2 2015). Også genudsendelser frigives på både DR TV og TV 2 Play, hvor de kan ses på én gang. I 2017 drejer det sig om DR’s Absalons hemmelighed og TV 2’s Juleønsket (Røde 2017).

Det er heldigvis ikke alle seere, der har flyttet deres julekalendersening over på computer, tablet eller smartphone. Mange følger endnu med på flow-tv, hvor de fleste nye julekalendere høster imponerende høje seertal. Tidsrejsen, Juleønsket og Tinkas juleeventyr ligger i top med henholdsvis 1.020.000, 1.064.000 og 1.059.000 seere i gennemsnit. Både Tidsrejsen og Tinkas juleeventyr vinder en Robert for årets korte tv-serie, og Juleønsket nomineres til samme pris. Til trods for flere Robertnomineringer bliver Den anden verden nyere tids mest udskældte tv-julekalender. Vi forstår kritikken: For kalenderen har større kvalitet som teenagedrama end som en julekalender for hele familien. Den tiltrækker kun 707.000 seere i gennemsnit og bliver overgået af selv genudsendelsen af Ludvig og julemanden. DR modtager klager over, at Den anden verden generelt er for uhyggelig, og at julestemningen mangler – et genkendeligt problem for DR. Kanalen forsvarer denne gang sine valg:

DR Drama har bevidst valgt at gå i en mere moderne retning med julekalenderformatet. Vi har fokuseret på at fortælle en vedkommende og spændende historie og ikke fokuseret på om, der var nisser eller en julemand med. Vi har haft lyst til at rykke formatet et nyt sted hen og udfordre den klassiske forestilling om julekalenderen. Rammen for ’Den Anden Verden’ er stadig julen og december måned – en nedtælling til juleaften – med en moderne og magisk historie om børnenes egen hverdag (DR 2017: 34-35).

Forsvaret manifesterer genrens bevægelse væk fra det klassiske julekalenderindhold mod det moderne tv-drama stadig med nedtællingen for øje, så der er fortsat tale om julekalender, men nu også om vinterdrama.

6.6 Magien fornyes – Tinkas juleeventyr

Med Tinkas juleeventyr i 2017 vender nissen tilbage i hovedrollen på TV 2. Hvor Pyrus mest af alt var en fjollet og doven drillenisse, er Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) dette år en ung nissepige i en alvorlig eksistentiel krise. Hun er hittebarn, bor hos den kærlige plejemor Nille (Neel Rønholt) og viser sig at være halvt nisse og halvt menneske. Julekalenderen tager sin begyndelse ved en ceremoni, der til forveksling afvikles som dén med fordelingshatten på Hogwarts i Harry Potter: Unge nisser i kapper i en stor sal imødegår spændt voksenlivet og får af den respekterede Kong Gobbe (Lars Knutzon) tildelt en amulet, som bekræfter deres nisseidentitet ved at skifte farve fra grøn til rød, når den hænges om deres hals under recitationen af nissernes indiskutabelt fornuftige motto: ”Vær en ven for dine nærmeste. Vær en ven for dine fjerneste. Nisser står sammen, for én nisse er ingen nisse” (Tinkas juleeventyr, 1:08.42). Det bliver Tinkas tur, men hendes amulet forbliver grøn, og da det fører til udstødelse i både skolen og hele samfundet, er julekalenderens overordnede mission etableret.

For at bevise ”at man godt kan være nisse af hjertet, selvom man er halvmenneske” (Tinkas juleeventyr, 4:16.00), begiver Tinka sig ud på en lang rejse efter nissernes tabte magi. Denne er konkretiseret i en julestjerne, som en 100 år gammel myte fortæller, at menneskene har stjålet:

Siden tidernes morgen har nisserne haft magiske evner og hjulpet menneskene. For at beholde magien skulle nissernes konge hvert år på juleaften lave et ritual sammen med et udvalgt menneske. Ingen ved, hvordan ritualet foregik, kun at nissekongen altid drog af sted til Ensomhedens Tårn med den værdifulde julestjerne under armen. Men en juleaften for 100 år siden gik noget helt galt. Nissekongen kom forfærdet hjem. Menneskene havde stjålet julestjernen […] og siden den gang for 100 år siden har der ikke været kontakt mellem mennesker og nisser (Tinkas juleeventyr, 1:00.01).

Myten danner baggrund for nissernes samfundsorden og verdensopfattelse. Den opretholder deres kultur og forklarer deres mistillid til menneskene. Så længe nisserne tror på myten, er den medbestemmende for reglerne i deres samfund. Derfor er Tinkas eneste mulighed for at blive accepteret at ændre myten og bringe julestjernen tilbage. Sammen med menneskedrengen Lasse (Albert Rosin Harson) finder hun den forsvundne kronprins Storm (Troels Lyby) og selve julestjernen. Myten viser sig at være falsk. Nisserne har levet på en løgn, og det er nu også Tinkas mission at formidle den nye viden og cementere, at hverken hun eller menneskene er onde.

6.7 Jul i Kongsby

Størstedelen af julekalenderens handling udspiller sig i Kongsby i nissernes magiske rige. Landskabet og dets udtryk kan beskrives som en kombination af Herredet fra Ringenes Herre (2001-2003) og Winterfell i Game of Thrones (2011-): Det er et primitivt landsbysamfund i et sommerlandskab, som hverken konnoterer jul eller vinter. Seeren har allerede mødt tilsvarende i Jul på slottet, Jul i Valhal, Mikkel og guldkortet, Juleønsket og Den anden verden.

Kongsby regeres af den gamle og højtestimerede Kong Gobbe, der læner sig slående tæt op ad forestillingen om julemandsfiguren. Han trues af den udspekulerede Kronprins Fileas (Christian Tafdrup), der har mørke intentioner om at forgifte sin far og tilrane sig magten i utide. Bedst som han er ved at overtage regeringsmagten, kommer den ældre fortabte søn, Storm, heldigvis til undsætning, og der udvikler sig et kompliceret magtspil i nissernes rige. Alt sammen leder det behageligt tankerne 31 år tilbage til Jul på slottet.

I menneskenes verden flytter Lasse ind hos sin farmor (Birthe Neumann) på landet sammen med sin far Mikkel (Martin Bo Lindsten) og lillsøster Astrid (Rosita Nellie Holse Gjurup). Også landskabet her leder seerens tanker hen på et tidligere juleeventyr: Søgaard og det omkringliggende område minder i høj grad om skovløberhuset ved Lokes Høj i Jul i Valhal. I begge tilfælde er der tale om en familiegård omgivet af skov og marker i et koldt, gråt og traditionelt dansk vinterlandskab, som står i stor kontrast til den sekundære verden. Hvor det i Jul i Valhal er Sofie, som med modvilje sammen med sin mor flytter ud på landet til mormoren, er det her Lasse, der tvinges væk fra sine vante rammer i byen. Han er hverken interesseret i at bruge tid sammen med sin familie eller møde nye kammerater. Tinka fanger derimod hans interesse, og pludselig er han dybt involveret i hendes mission.

6.8 Forstyrrende fantasy

Menneskenes verden og nissernes rige forbindes af flere skjulte portaler. Men ved julekalenderens begyndelse er portalerne lukkede, og nisserne må ikke rejse til menneskenes verden. Portalerne kan ikke bare krydses og består af to komponenter: den rette placering i skoven og et stykke magisk spejl. Tinka udviser stor interesse for menneskene, mens veninden Vilma (Esther Marie Boisen Berg) repræsenterer nissernes gængse opfattelse af mennesket som et ondt og upålideligt væsen. Tinka finder to stykker knust spejl og fristes til at undersøge, om rejsen ind til menneskene er mulig. På samme tidspunkt går Lasse ved søen tæt på Søgaard. En krydsklipning mellem de to og en let og eventyrlig underlægningsmusik manifesterer, at de to befinder sig samme sted i to parallelle verdner. Sekunder senere krydser Tinka portalen og står pludselig overfor Lasse, som forskrækket tror, at hun bare er rollespiller.

På den måde indtræder det magiske i den fiktive virkelighed, og julekalenderen kan karakteriseres med Farah Mendlesohns begreb the intrusive fantasy, hvor ”the fantastic is the bringer of chaos” (2008: xx-xxi). Seeren lærer fra fortællingens begyndelse, at verden ikke er som forventet, men for Lasse er det anderledes. Hans verden forstyrres først, da det går op for ham, at Tinka er nisse og kommer fra et helt andet univers. Det særegne ved Tinkas juleeventyr er netop, at dramaet tager sit udgangspunkt i nissernes rige. Alle konflikter udspiller sig her, mens menneskenes verden snarere er et helle for Tinka, hvor små personlige problematikker huserer. Det er i hjemmet på Søgaard, at kalenderens og TV 2’s traditionelle julehygge udspiller sig. Især karakteren Astrid tilbyder små afbræk fra Tinkas eksistentielle krise og det politiske magtspil i Kongsby. Især forholdet til farmorens dyrlægekollega Iben (Mia Lyhne) giver kalenderen et element af comic-relief klassisk for kanalen – takket være Mia Lyhne, der vækker et neurotisk og akavet kvindemenneske til live. Iben besidder ikke samme store juleånd som Astrid og synes mest af alt, at julehyggen er besværlig. For at imponere Mikkel indvilliger hun alligevel i alskens juleaktiviteter, men misforstår højtiden og frastøder mere end hun charmerer.

Med afsæt i nissen og et helt nissesamfund trækker julekalenderen på myterne om gårdboen. Nisserne har ”siden tidernes morgen hjulpet menneskene” (Tinkas juleeventyr, 1:00.08) og lever i et bondesamfund uden moderne teknologi. Det stemmer overens med fortællingens historie om, at nisser og mennesker har mistet kontakten, og at nissesamfundet derfor udviklingsmæssigt er gået i stå. Også i menneskenes verden italesættes nissen som gårdbo. Astrid udtrykker flere gange et ønske om nisser på Søgaard, og med både Tinkas og Nilles forstyrrelser sker det faktisk. Især Nille har den hjælpende funktion, og hun vinder hurtigt familiens og især Mikkels hjerte. Det bliver årets bud på en kompliceret romance mellem to verdner – faktisk så kompliceret at den må forblive uafsluttet, for seeren har gennem julekalenderens historie lært, at det i sidste ende er bedst at lade magi og mennesker eksistere hver for sig.

On-locationoptagelserne i jernalderlandsbyen Odins Odense suppleres af redskaberne i landskabet og settet med Nilles hjem og skaber en for julekalenderen helt rigtig stemning. I stor kontrast til svundne tider og middelalderlige levevilkår er en fremtrædende brug af visuelle effekter, som sætter den eventyrlige stemning i dét univers. Det storslåede slot i Kongsby er først indsat i billedet i postproduktionen, hvilket ophøjer landskabet til kongerige. Også portalen i skoven er naturligvis computeranimeret og giver seeren mulighed for en magisk rejse mellem to verdner i selskab med karaktererne: Både billedsidens blålige farver og lydsidens sus konnoterer teknologi og elektricitet.

På én gang iscenesættes magien, som forbindes med portalen, og på samme tid skabes en velfungerende kontrast til det rolige skovmiljø, som huser den. I søen ved Ensomhedens Tårn ligger julestjernen gemt. Selve søen findes, men dens udseende i supertotal er klart redigeret: Her er der indsat et mørkt krater, hvis farer understreges af en dragende og mystisk underlægningsmusik. I menneskenes verden bruges effekter til at understrege en vis realisme, når Lasses sms-beskeder toner frem i billedet. Her skal seeren selv læse og forstå sms’erne og sætte dem i relation til handlingen. Det er for julekalendergenren en spændende leg med visuelle elementer, som i hvert fald nogle seere vil kende fra store dramaer som House og Cards (2013-) og SKAM (2015-2017). Selvom mængden ikke når de to mastodonter til sokkeholderne, giver det stadig Tinkas juleeventyr et hidtil uset krav til forståelsesniveau. Og det løfter hele genren og forventningerne til fremtidige produktioner.

6.9 Kan menneskers land forenes med nissernes rige?

Også på musiksiden er der hentet inspiration fra andre fortællinger. Underlægningsmusikken leder tankerne hen på storslåede eventyrfilm som Ringenes Herre og Harry Potter. Titelsangen ”Tinka” synges af Burhan G og Frida Brygman, og omkvædet lyder: ”Tinka du drømmer. Tror du, vi kan finde tilbage til magien. Tinka du drømmer. Kan menneskers land forenes med nissernes rige” (Tinkas juleeventyr, 1:01.51). Den forudsiger hele julekalenderens handling, for med afsløringen af myten som falsk forener hun netop mennesker og nisser.

I genrens ånd løses konflikten den 23. december i en sidste kamp mellem Fileas og Tinka. Som en anden Harry Potter mod Voldemort i en duel med lyn og energiudladninger overvinder hun Fileas med sit helt særlige ophav. Kun hun som halvt menneske og halvt nisse kan sætte en stopper for, at Fileas bliver enehersker. Hendes heltedåd får hendes amulet til at blive lilla, et symbol på en positiv anderledeshed, som hun endelig accepterer: ”Min amulet ligner ikke alle andres amulet. Men det er lige præcis dét, der gør den til noget specielt” (Tinkas juleeventyr, 24:13.52). Identitetsproblemet, der blev etableret den 1. december, har nu fået en uventet, men passende løsning.

Først den 24. december fornyes magien i menneskenes verden. Søgaards gamle familiejulesang forener de to verdner symboliseret ved nisser og menneskers sang omkring julestjernen. Foreningen manifesteres, da alle fejrer jul sammen. Det virker som en fin afslutning på den konflikt mellem mennesker og nisser, som er opbygget gennem hele julekalenderen. Lasse og Astrids mor italesættes ikke. Julekalenderen berører ikke relationen, men som seer savner man ikke forklaringen, for koncentrationen om Tinkas presserende problem kræver stor opmærksomhed, og man fokuserer i stedet på en potentiel og alternativ familiekonstellation mellem to folk. Tinka forærer symbolsk Lasse et portalspejl og fortæller ham: ”Du er det første menneske nogensinde, der kan rejse ind i nissernes rige” (Tinkas juleeventyr, 24:21.20). Det er ikke utænkeligt, at han gør brug af dén mulighed, når TV 2 præsenterer julekalenderen i 2019 eller i en eventuel filmatisering.⁹

Seeren skal holde styr på mange konflikter, forhold og forhistorier, og flere større og mindre gåder skal løses undervejs. Ikke kun forhold vedrørende missionen, men også flere personlige konflikter, romancer og magtkampe udfoldes løbende. Det betyder, at fortællingen er lang og kompliceret, men hvert afsnit er opbygget som en afsluttet helhed, som bevarer almanakfunktionen. Tinka og Lasses eftersøgning og fund af stedet Falkhøj udgør et enkelt afsnits helhed. Den sidste scene forbinder tydeligt afsnittet til det efterfølgende: Et nærbillede af en sten med teksten ’Falkhøj’ akkompagneret af en dump underlægningsmusik forstærker spændingen, inden afsnittets sidste indstilling viser Lasse og Tinka i en halvnær, mens de kigger overrasket på hinanden. En cliffhanger er etableret, og både karakterer og seere må vente med at få svar på det implicitte spørgsmål om, hvem der dog kan bo i huset. Andre afsnit afsluttes med et eksplicit spørgsmål, som da rådsmanden fra Nordlandet (Peter Gantzler) efter Storms genkomst spørger: ”Hvem skal være konge?” (Tinkas juleeventyr, 19:21.41). Seriens og seerens spørgsmål stilles forskelligt, men forskyder på samme måde afslutningen til det næste afsnits begyndelse.

Julekalenderens overordnede mission er Tinkas tilbagebringen af magien, og den forløber over hele måneden. Flere af kalenderens føljetonbuer er næsten lige så lange og indviklede i hinanden. En af de mest dominerende er den forsigtige romance mellem Nille og Mikkel, som lurer under overfladen allerede fra den 7. december. Den sættes på spidsen og kompliceres med Fileas’ interesse for hende. Skrevet så de yngste seere ikke bemærker det, berører julekalenderen emner som tvang og manipulation med seksuelle undertoner og psykologisk pres, som påvirker voksne seere godt hjulpet på vej af to stærke skuespilpræstationer fra Tafdrup og Rønholt. Det vrimler med små fortællinger og forhold som dette, der alle udspiller sig ved siden af det overordnede budskab om medmenneskelighed og accept. I en klassisk historie og med en traditionel nedtælling byder Tinkas juleeventyr på mange forskellige menneskelige relationer, vigtige og relaterbare emner og talrige referencer til forgængere. Og det er dét, der gør den til en af vores absolutte favoritter.

6.10 Play, Ford og Fyn

For at forstå alle de små elementer og fortællingen til fulde er det nødvendigt at se alle afsnit i kronologisk rækkefølge. I flere tilfælde tilbyder filmtekniske virkemidler seeren at regne sammenhængen mellem forskellige handlingstråde ud før karaktererne. Den opmærksomme seer er altså et skridt foran karaktererne og har mulighed for at kæde begivenhederne sammen ret tidligt. De mange cliffhangers og ’tomme pladser’ gør netop julekalenderen oplagt til streaming. Man vil helst se videre med det samme – måske via et nyt abonnement på TV 2 Play, som forkæler seeren med én dags forspring.

Flemming Christian Klem står som hovedforfatter bag historien i Tinkas juleeventyr, og med også TV 2’s Jul i Valhal og Juleønsket på sit CV er han en garvet herre, når vi taler om julekalendere. Tinkas juleeventyr er produceret af Cosmo Film med støtte fra både FilmFyn¹⁰ og Ford. FilmFyn poster 3,2 millioner kroner i Tinkas juleeventyr, og hele nisseverdnen er af denne årsag optaget i jernalderlandsbyen i Odense. Det bliver til mange timers eksponering af det fynske landskab (Nielsen 2017). Ligesom tilfældet er med Juleønsket fra 2015 støtter Ford Tinkas juleeventyr via branded content.¹¹ Firmaet eksponeres i selve historiefortællingen til en relevant målgruppe (Christensen & Hansen 2018: 1-2), når familiens Ford er en del af iscenesættelsen på Søgaard. Ford danner derudover ramme om flere kontekstuelle aktiviteter, som er knyttet til tv- og lågekalenderen, og giver seerne mulighed for at dukke op hos diverse Ford-forhandlere, få en nissehue, møde Tinka og Lasse og forhåbentlig blive inspireret til et bilkøb. TV 2 forsøger også at engagere seeren ved at skabe et tværmedielt univers i en ny musikvideo til ”Tinka”. Seeren kan interagere med karaktererne, Burhan G, Frida Brygman og resten af Danmark i ”Den store juleduet” ved at generere hjemmevideoer i Tinka-appen (Kjærgaard 2017), og alle familiers små stjernedrømme realiseres med frigivelsen på Youtube.

Tinkas juleeventyr sendes i 2017 på traditionel vis klokken 20.00. Kanalen fortsætter derudover initiativet fra 2016 ved at flytte de yngste børn til en anden julekalender tidligere på dagen. Allerede klokken 15.50 genudsender TV 2 Alletiders Nisse og tilbyder her en mere børnevenlig julekalender til de yngste, som er udfordrede af uhyggen og kompleksiteten i primetime.

Selvom de yngste seere er flyttet til genudsendelsen af Alletiders Nisse, opnår Tinkas juleeventyr flotte seertal og må vurderes at være en af de mest populære julekalendere i nyere tid. Med et gennemsnitligt seertal på 1.059.000 er den kun overgået af Juleønsket i perioden. Det er ikke kun med høje seertal, at Tinkas juleeventyr imponerer, for også på TV 2 Play slår julekalenderen rekorder. Op mod 300.000 brugere ser afsnit 23 på streamingtjenesten, mens hele serien bliver den mest sete julekalender overhovedet på TV 2 Play. Tinkas juleeventyr ligger nummer tre på listen over de mest streamede programmer i år 2017 på tjenesten – lige efter sæson fire af kanalens flagskibe Rita og Badehotellet (Harboe 2017). Ved Robert-prisen i 2018 vinder julekalenderen i kategorien årets korte tv-serie. Også anmelderne er vilde med Tinkas juleeventyr, og Information roser den for fornyelse og et eviggyldigt tema om accept og rummelighed: ”Tinkas juleeventyr er altså ikke endnu en historie om, at julemanden er blevet sur/julen er blevet væk/julen er truet, men et forsøg på at fortælle en vedkommende ungdomshistorie om et vedkommende emne. Om at høre til” (Kristiansen 2017). Nissen er efter flere års fravær endelig vendt tilbage i julekalenderuniverset, og har genfundet genrens søde melodi – det lyder igen for en stund mere som julekalender end tv-drama.

7. Udgang

Der er sket meget siden 1962, og de to kanaler har to vidt forskellige historier bag sig – og to forskellige fremtider i sigte. Hos DR1 har man de seneste år fravalgt julen i indholdet, og i stedet fremstår kalenderne som komplekse fortællinger udspillet i december. På TV 2 har man derimod bevaret julen i form af forskellige figurer og familiehygge, og man holder sig dermed relativt strengt til stemningen fra 1990’erne. DR kan i denne forbindelse betegnes som mere eksperimenterende end TV 2, og det kan hænge sammen, at den kommercielle kanal allerede i 2003 finder en skabelon af så høj en kvalitet, at eksperimenter er unødvendige. Kanalerne ser ud til at fortsætte ud af hver sit spor med DR som nyskabende, mens TV 2 arbejder for at please publikum. Kanalernes forskellige finansieringsformer har selvfølgelig en finger med i spillet. DR er licensbaseret, og det er påkrævet, at kanalen blandt andet bruger pengene på kunst og kultur i alsidighedens navn. Det giver en større mulighed for at producere og sende mere anderledes fortællinger end på TV 2, som er reklamefinansieret og nødsaget til at eksponere sponsorerne og vise julekalenderen til et bredt publikum af forbrugere midt i primetime. Ser man tilbage, har TV 2’s julekalendere mere succes med at samle hele familien foran fjernsynet i modsætning til DR, som nu bevidst satser på en mindre målgruppe på hovedkanalen. Det viser en sammenligning af seertallene: Siden 1992 har TV 2 i gennemsnit haft 1.143.000 seere til kanalens nye tv-julekalendere, mens tallet for DR ligger på 793.000.

7.1 Hvad fremtiden byder på

Skal der gisnes om tv-julekalenderens fremtid, må det formodes, at tendensen fra 2014 fortsætter i DR’s julekalender i år. Titlen lyder Theo og den magiske talisman, og titelkarakterens gamle morfar er døden nær. Derfor rejser Theodor til landet bag stjernerne, Thannanaya, for at hente ham hjem til jul (Hansen 2018). Ud fra omtalen i diverse medier tyder det på, at julekalenderens univers igen i år vil være delt i to med en blanding af fabeldyr og mennesker i storslåede Narnia-lignende landskaber iscenesat af og optaget i polske bjerge. I typisk DR-stil vil temaet denne gang være noget så alvorligt som døden, sorg og den endelige afsked – og vi har ventet længe i spænding.

På DR TV kan seerne i år følge med i fjerde genudsendelse Bamses julerejse. Selvom det de seneste år har været kutyme for Ramasjang at genudsende en gammel DR-klassiker, er det ikke tilfældet i år. Sidste års genudsendelse af Nissernes Ø har muligvis været afslutningen på den tradition. TV 2 disker op i år op med en dobbelt reprise: Allerede fra den 7. november kan julehungrende seere se Ludvig og julemanden på TV 2 Play som optakt, og fra den 1. december genudsendes Tvillingerne og julemanden på klassisk vis klokken 20.00. Derudover holder kanalen fast i en Pyrus-genudsendelse med Alletiders julemand 15.50 for de yngre seere. TV 2 har i skrivende stund ikke selv røbet planerne for 2019, men som det var tilfældet med Ludvig og julemanden og Tvillingerne og julemanden, er det muligt at forestille sig et scenarie, hvor TV 2 vælger at fortsætte Tinkas juleeventyr næste år. Sidste års julekalender sluttede på flere måder åbent, og TV 2 har tidligere gjort sig tanker om et stort julekalenderprojekt i flere sæsoner (Erlendsson 2014).

7.2 Streaming eller ej?

Hver december er der flere julekalendere rettet mod henholdsvis hele familien, børn, teenagere og voksne, og alt tyder på, at udbuddet stiger. Men også måderne at tilgå julekalenderen på bliver flere, og de seneste år har vist, at streaming for alvor har gjort sit indtog i genren. På både DR TV og TV 2 Play har hovedkanalerne udvidet genren ved at frigive tv-julekalenderen både dagligt i december og en genudsendelse allerede fra november. Danskerne er efterhånden blevet dygtige tv-seere og erfarne i streaming og binging, hvilket har gjort de mere komplekse tv-serier mulige. Men spørgsmålet bliver, om julekalenderen fortsat kan følge med i den udvikling?

Det er ikke utænkeligt, at streamingmuligheder og binge-watching får større indflydelse på syntaksen, og allerede nu danner det baggrund for en produktionsstrategi for begge kanaler: Hvert afsnit skal gerne skabe et begær efter det kommende, og det betyder mange cliffhangers og sammenhængende episoder. Med binge-watching har seeren mulighed for at knytte sig ekstraordinært tæt til karaktererne og fordybe sig i de komplekse fortællinger. Men i en sådan sening forplumres serialiteten, og det er et stort problem i forhold til julekalenderens essentielle nedtællingsfunktion. Binging flytter den traditionelle forsinkede tilfredsstillelse til en øjeblikkelig, men da det i virkeligheden er forsinkelsen, der definerer tv-julekalenderen, vil seeren komme på en helt forkert tidsrejse ved at se det hele på én gang. Muligheden for at se julekalenderne på forskellige platforme nårsomhelst på døgnet er grundlæggende fantastiske og kommer mange travle familier til gode og pynter på seertallene. Men hvis julekalenderens helt oprindelige funktion skal bevares, må seeren forsøge at kæmpe mod trangen og nøjes med at se et enkelt afsnit om dagen, da alt andet simpelthen strider mod genrens fine grundprincipper og faste traditioner. Når det kommer til nyproduktioner, finder vi en værdi i at fastholde en flow-tv-sening over 24 dage på ét samlende tidspunkt for at bevare forventningens glæde. DR og TV 2 er tydeligvis enige lidt endnu, foreløbigt lader de kun seeren åbne en ’låge’ om dagen. Forhåbentligt er det tendensen mange år endnu. Selvom tv-julekalendergenren er blevet mere seriøs, ambitiøs og kommet på niveau med tv-dramaet i sit eget format, er den bestemt ikke klar til udelukkende streaming. Væsentligst af alt er at fastslå, at den danske tv-julekalender netop er en genre for sig selv.

7.3 Fra dukker til drama

Som det er set mange gange siden 1962, kan indholdet ændre sig, men serialiteten på de 24 dage ligger fast. Uden almanakfunktionen kan fortællingen simpelthen ikke kaldes en tv-julekalender, og den begrænsning medfører, at afsnittene kun kan blive kortere eller længere – her er det sidste nok mest sandsynligt. Også pragmatisk er der forholdsvis klare begrænsninger. For det første spiller det økonomiske en stor rolle, da kanalerne lige nu prioriterer at producere én ny julekalender hvert andet år, så pauseårene giver mulighed for at øge kreativiteten og ikke mindst kassebeholdningen. For det andet skal hver kanal opfylde forskellige forpligtelser. DR skal overholde public service-kontrakten, og TV 2 har derudover et ansvar over for sine sponsorer, abonnenter og samarbejdspartnere.

Der kommer formodentlig mange flere nye tv-julekalendere på begge kanaler, og tidligere tiders fortællinger vil sandsynligvis gentages igen og igen. Udbuddet stiger uden tvivl, og det er ikke længere kun på hovedkanalerne. Også TV 2 Play, DR TV og søsterkanalerne melder sig på banen, når det gælder fortællinger i december. Der er noget for alle i hele familien, enten som en samlet instans eller i segmenter. Det hele er en del af den genreudvikling, som begyndte i 1962. Lige siden har tv-julekalenderen fundet sin plads i det danske mediebillede i december. Den er blevet en del af vores fælles jul og dermed en del af vores kultur, historie og nationale identitet. Tv-julekalenderen er en genre i sig selv og vil uden tvivl bestå, men forandringer vil fortsat finde sted. Ligesom det har været tilfældet i 55 år. Dét er dansk tv-julekalender til tiden – fra dukker til drama.

---

30. november 2018  |  Matilde Kallehauge og Pernille Dahl Overgaard

Artiklen er en bearbejdet udgave af specialet med samme titel fra Dansk på AAU, foråret 2018.

Forfatterne vil gerne takke lektor Kim Toft Hansen og ph.d Lars-Martin Sørensen for hjælpen med at få denne artikel på benene og professor emeritus Gunhild Agger for inspiration og moralsk opbakning fra sidelinjen.

 

Noter

1. Todorov definerer tøven i Den fantastiske litteratur – en indføring (original: Introduction á la Littérature fantastique). Her definerer han en fantastisk modus ud fra modtagerens læsning af en tekst. Når der i tekstens almindelige verden indtræder en hændelse, som ikke kan forklares af denne verdens love, har læseren, som oplever hændelsen, to muligheder: Enten er der tale om indbildning, eller også foregår det overnaturlige i virkeligheden. Så snart teksten påkalder en af mulighederne og tøven afsluttes, forlades det fantastiske til fordel for det uhyggelige eller vidunderlige. Det er netop vaklen hos læseren, som definerer det fantastiske: Tidsrummet hvor læseren vurderer (tøver), om teksten er uhyggelig eller vidunderlig (Todorov 2007, 42).

2. Multiplotstrukturen tilbyder en visuel repræsentation over de forskellige plotlinjer på flere niveauer. Modellen består af fire forskellige buer: scene-, episode-, føljeton- og seriebuer. Scenebuen svarer til en episodes enkelte dele, som tilsammen skaber fortællingens fremdrift. Denne bue afsluttes med et klart vendepunkt, så seerne får lyst til at følge med i den videre handling. Episodebuen repræsenterer den handling, der forløber over en enkelt episode og er afsluttet ved dens udgang. Føljetonbuen karakteriserer en plotlinje, der løber over flere episoder. Den sørger for at fremdrive karakterudviklingen samtidig med, at den opretholder en spænding over længere tid. Der kan være tale om få såvel som mange episoder. Den overordnede handling kan betegnes med seriebuen, som startes med første og afsluttes med den sidste episode (Larsen 2003: 354).

3. Kulturarvsprojektet er en del af medieforliget fra 2007. Bonanza er som ekstra arkivtjeneste til for at digitalisere og bevare gamle udsendelser fra DR. Programmer bliver løbende tilgængelige på siden. På tjenesten findes flere julekalendere, hvor den seneste er Jul på Kronborg.

4. Henvisninger til julekalendercitater foregår herfra med afsnit:minut.sekund.

5. Tim Cresswels stedsdefintion er baseret på tre aspekter: beliggenhed, baggrund og fornemmelse for stedet (Cresswell 2009: 1). Steder som kongeriget og nabolandet Montania kan måske nærmere betegnes med begrebet imaginære steder, som Agger definerer som ”places that do not exist” og som er uden identitet. Man tøver over deres eksistens, men det rummer mange muligheder for fortællinger (Agger 2015: 300-303).

6. Murray Smith beskriver karakterengagement. I mødet med en karakter gennemgår seeren de tre stadier recognition, alignment og allegiance, før denne kan engagere sig helt med fiktionens karakterer. Recognition beskriver seerens genkendelse af karakteren som fysisk og menneskelignende. Alignment sker, når seeren får adgang til karakterens væremåde og tankeliv. Ud fra de to første tager seeren moralsk stilling til karakteren og danner allegiance – sympati (Smith 1995: 82-85).

7. DR’s første fire dogmer for fiktion:

1. For DR Fiktion er forfatteren forudsætningen for divisionens eksistens. Forfatteren er ikke nødvendigvis manuskriptforfatter i traditionel forstand. Forfatteren kan – i andre fiktionsformer end det ’traditionelle’ drama – være redaktør, instruktør, eller noget tredje. Hovedsagen er, at vedkommende er indehaver af den vision, der driver fiktionen i forhold til DR Fiktions specifikke projekt. Forfatteren behandles i respekt for begrebet ”ONE VISION”. Forfatteren udvikler sine manuskripter i tæt samarbejde med DR Fiktion, således at vores udviklingsekspertise sætter sine produktionslinier en række ’husdramatikere’. De kan i ikke producerende perioder være ansat på månedsløn til ideudvikling af nye serier.
2. DR’s public service-status kræver, at vores produktioner – ud over ’den gode historie’ – indeholder et overordnet plot med etiske/sociale konnotationer. Med andre ord skal vi altid fortælle en dobbelt historie. Vægtningen af disse to historier i forhold til hinanden vil altid være afhængig af samfundets historisk-kulturelle diskurs.
3. Der er crossover mellem branchens og DR Fiktions forfattere og instruktører.
4. Der er crossover mellem branchens og DR Fiktions produktionsmedarbejdere. (Redvall 2011: 185).

8. I 2012 ændrer det danske mediebillede sig radikalt, og streaming bliver for alvor populært, da Netflix og HBO Nordic kommer til Danmark. I 2014 havde 20% af befolkningen et abonnement på Netflix, mens kun 2% abonnerede på HBO Nordic. I 2017 var de tal steget til 42% og 15%. I samme periode er TV 2 Play gået fra en andel på 4% til 18%, og DR TV fra 14% til 36% (Kulturministeriet 2017: 22). Binge watching kan defineres som at se tre eller flere afsnit af den samme tv-serie i træk og er blevet et etableret fænomen med Netflix’ udbredelse (McCormick 2016: 101).

9. TV 2 har tidligere forsøgt sig med filmatiseringer af julekalendere som Oskar og Josefine (2005), Guldhornene (2007) og Emma og julemanden (2015) (DFI).

10. FilmFyn producerer ikke selv, men støtter og investerer i tv- og filmproduktioner med det mål at skabe vækst i filmkulturen på Fyn og i Danmark (FilmFyn, u.å.). Derfor er FilmFyn særligt interesseret i at yde økonomisk hjælp til projekter, hvor seeren kan genkende Fyn.

11. Et firma eksponeres i selve historiefortællingen til en relevant målgruppe. Dette skal ikke forveksles med skjult reklame og product placement, da branded content altid er klart annonceret fra begyndelsen (Christensen og Hansen, 2018 1-2).

Litteraturliste

Agger, Gunhild (2006, 20. december). Den danske tv-julekalenders hemmelighed. Hentet den 28. maj 2018 fra: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/den-danske-tv-julekalenders-hemmelighed

Agger, Gunhild (2013). “Danish TV Christmas Calendars: Folklore, myth and cultural history.” I: Journal Scandinavian Cinema (3).

Agger, Gunhild (2015). ”Imagined Places – Location in Lars Von Trier Films in the perspective of Carl Th. Dreyer and Andrey Tarkovsky.” I: Gebauer, Miriam, Nielsen, Helle Thorsøe, Schlosser, Jan Tødtloff. & Sørensen, Bent (red.), Non-Place: Representing Placelessness in Literature, Media and Culture. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag.

Agger, Gunhild (2016). ”Nordic Noir – Location, Identity and Emotion.” I: García, Alberto N. (red.): Emotions in Contemporary TV Series. Basingstoke, Palgrave Macmillan.

Altman, Rick (1999). Film/Genre. London, British Film Institute.

Bruun, Hanne & Frandsen, Kirsten (2007). ”Tv-produktion i konkurrence.” I: Frandsen, Kirsten & Bruun, Hanne (red.), Tv-produktion – nye vilkår. Frederiksberg, Samfundslitteratur.

DR Bonanza (uden årstal): Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.dr.dk/bonanza/kategori/2/boern

Carlsen, Rikke Caroline & Kirkebæk-Johanson, Laura (2017, 1. december). Kan du huske dem? Her er 10 af de mest legendariske julekalendere nogensinde. Hentet den 28. maj fra: https://www.dr.dk/historie/webfeature/julekalendere

Christensen, Jørgen Riber & Hansen, Kim Toft (2018). ”Local noir and local identity. Norskov and the spatial implications of branded content”. I European Television Crime Drama and Beyond [Ikke udgivet antologi]. Basingstoke, Palgrave Macmillan.

Cresswell, Tim (2009). ”Place”. I Thrift, Nigel & Kitchin, Rob (red.), International Encyclopedia of Human Geography. New York City, Elsevier Science.

DBC Medier (2005). Jul på slottet [DVD-omslag].

Det Danske Filminstitut (2013, 1. marts). Robert Awards 2013. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.dfi.dk/english/robert-awards-2013

DR (2017). Halvårsrapport 2. halvdel af 2016. København, DR.

Erlendsson, Kirsten (2014, 3. december). Tv-bombe: TV 2 planlægger julekalender i flere sæsoner frem til 2021. Hentet den 6. november 2018 fra: https://www.bt.dk/film-og-tv/tv-bombe-tv2-planlaegger-julekalender-i-flere-saesoner-frem-til-2021

Fink, Thomas & Sørensen, Rune (2007). ”En analyse af samarbejdet mellem redaktør og producent i en tv-entrepriseproduktion.” I: Frandsen, Kirsten & Bruun, Hanne (red.), Tv-produktion – nye vilkår. Frederiksberg, Samfundslitteratur.

FilmFyn (uden årstal). Om FilmFyn. Hentet den 28. maj 2018 fra: http://www.filmfyn.dk/om-filmfyn/

Flindt, Jørgen (2013, 15. december). Se byen hvor Pagten blev optaget. Hentet den 6. november 2018 fra: http://www.lokalavisen.dk/nyheder/regionale/2013-12-15/-Se-byen-hvor-Pagten-blev-optaget-1556145.html

Grodal, Torben Kragh (1997). ”Round up the usual suspects: 90’ernes filmgenrer.” Kosmorama (219). Hentet den 28. maj 2018 fra: http://video.dfi.dk/Kosmorama/magasiner/219/kosmorama219_006_artikel1.pdf

Götzsche, Tine, Johansen, Anders & Mandrup, Warny (tilrettelæggelse) (2001, 22. december). Temalørdag [Tv-udsendelse]. København, DR.

Harboe, Rasmus Meldgaard (2017, 27. december). Streamingens top 10: Det så vi mest i 2017. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/streamingens-top-10-det-saa-vi-mest-i-2017

Hansen, Sarah Cecilie Simone (2018, 8. oktober). DR sender syv julekalendere til store og små i år. Hentet 6. oktober 2018 fra: https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/dr-sender-syv-julekalendere-til-store-og-smaa-i-aar

Hildebrandt, Sybille (2012, 10. december). Derfor foregår DRs kalender ”Julestjerner” i Brorfelde. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/derfor-foreg%C3%A5r-drs-kalender-julestjerner-i-brorfelde

Iskov, Brian (2012a, 9. december). 50 år med DR’s julekalendere: Jullerup Færgeby (1974) + Avisen (1982). Hentet den 28. maj 2018 fra: http://brianiskov.blogspot.dk/search?q=Jullerup+F%C3%A6rgeby

Iskov, Brian (2012b, 16. december). 50 år med DR’s julekalendere: Jul på Slottet (1986). Hentet den 28. maj 2018 fra: https://brianiskov.blogspot.dk/search?q=Jul+p%C3%A5+slottet

Iskov, Brian (2015, 10. december). 25 år med TV 2’s julekalendere: ”Alletiders nisse” (1995). Hentet den 28. maj 2018 fra: http://brianiskov.blogspot.dk/2015/12/tv2-julekalender-alletiders-nisse-1995.html

Kjærgaard, Bo (2017, 27. december). TV 2 gør status på Tinkas juleeventyr. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://digitalt.tv/tv-2-goer-status-paa-tinkas-juleeventyr/

Kristiansen, Otto Lerche (2017, 1. december). TV 2’s ’Tinkas Juleeventyr’ fortsætter et opgør med julekalenderen som lystspil. Hentet den 28. maj 2018 fra:  https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/11/tv-2s-tinkas-juleeventyr-fortsaetter-opgoer-julekalenderen-lystspil

Kulturministeriet (2017). Fremtidens danske indholdsproduktion. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://kum.dk/fileadmin/KUM/Documents/Publikationer/2017/Fremtidens_danske_i ndholdsproduktion/Rapport_Fremtidensdanskeindholdsproduktion.PDF

Larsen, Peter Harms (2003). De levende billeders dramaturgi. TV. København, Lindhardt og Ringhof.

McCormick, Casey J. (2016). “Forward is the Battle Cry: Binge-Viewing Netflix’ House of cards”. I: McDonald, Kevin og Smith-Rowsey, Daniel (red.). The Netflix Effect. London, Bloombury Academic.

Mendlesohn, Farrah (2008). Rethorics of Fantasy. Middletown, Wesley University Press.

Mikkelsen, Svend-Wilhelm (2010, 17. juni). Pagten nomineret til seks TV Priser. Hentet den 28. maj 2018 fra: http://juleweb.dk/nyhed201003/

Mittell, Jason (2015). Complex TV. The Poetics of Contemporary Television Storytelling. 2. udgave. New York City, New York University Press.

Mollerup, Jacob (2007, januar). Henvendelser til DR om programvirksomheden 2. halvår 2006. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/71C2754E-82C5-4D4B-A2BE-0629D6F51B50/437394/henvrapport_2006.pdf

Munk, Timme Bisgaard (2014, 9. december). Du er et barn af disse børn. Hentet den 28. maj 2018 fra: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/anmeldelse-af-julekalenderen-tidsrejsen?fb_comment_id=765575693496957_766334300087763#f24b081f066d258

Naturstyrelsen (uden årstal). Seværdigheder i Tokkekøb Hegn. Hentet den 28. maj 2018 fra: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/tokkekoeb-hegn/sevaerdigheder/

Nielsen, Hjorth Ulla (1989). Børnenes Julekalender i 25 år. Fra småbørns-TV til familie-TV [uudgivet speciale]. København, Københavns Universitet.

Nielsen, Jonathan Møller (2017, 10 marts). TV2’s nye julekalender skal optages på Fyn. Hentet den 28. maj 2018 fra: https://www.fyens.dk/kultur/TV-2s-nye-julekalender-skal-optages-paa-Fyn/artikel/3130428

Nygaard, Kristian Dam (2016, 2. december). 10 ting du ikke vidste om ’Jesus og Josefine’. Hentet den 28. maj 2018: https://www.mx.dk/underholdning/film_tv/story/19362530

Redvall, Eva Novrup (2011). ”Dogmer for tv-drama” i Kosmorama (248). Hentet 28. maj 2018 fra: https://www.kosmorama.org/kosmorama/arkiv/248/dogmer-tv-drama

Røde, Daniel (2017, 21. august). Sendeplan for alle julekalendere i 2017. Hentet den 28. maj 2018: http://juleekspert.dk/2017/08/21/julekalendere-2017/

Sahl, Nina (2013) Fjernsyn for Børn. Ballerup: Forlaget Auctoris.

Smith, Murray (1995). Engaging Characters: Fiction, Emotion and the Cinema. Oxford, Oxford University Press.

SF Film (2004): Jesus og Josefine [DVD-omslag].

Todorov, Tzvetan (2007) [1970]. Den fantastiske litteratur – en indføring (original: Introduduction á la Littérature fantastique). Aarhus, Forlaget Klim.

TV 2 (2015, 7. december). ’Juleønsket’ er et hit på TV 2 Play. Hentet den 6. november 2018 fra: https://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/juleoensket-er-et-hit-paa-tv-2-play/

Vemmer, Mogens (2006). Fjernsyn for dig. København, Nordisk Forlag A/S.

Vridstoft, Preben (2013). ”Pyrus og Børnene samlede familie.” I: Krarup, Anders & Mandal, Lars: Vild med fjernsyn – 25 år med TV 2. København, Politikens Forlag.

Kildeangivelse

Kallehauge, Matilde og Overgaard, Pernille Dahl (2018): Dansk tv-julekalender til tiden – fra dukker til drama. Kosmorama #273 (www.kosmorama.org).