#247: Det ny Europa
I løbet af de sidste 20-25 år har Europa ændret sig markant. Berlin-murens fald i 1989 og kommunismens efterfølgende sammenbrud førte de tidligere østbloklande ud i en vanskelig omstillingsproces til demokrati og et økonomisk system på markedskræfternes præmisser. Nogle østeuropæere blev rige, men de fleste blev fattige, og mange benyttede derfor det nye medlemskab af EU til at søge lykken i Vesteuropa. Men hvor Europas indre grænser faldt som følge af det udvidede EU- og Schengen-samarbejde, befæstedes grænserne udadtil. For ikke-EU-borgere blev det ny Europa synonymt med Fort Europa - med tragiske migrationsskæbner til følge. Men selv om stærke kræfter i EUs medlemslande ikke vil være ved det, er Europa allerede multietnisk, for siden 1970’erne har gæstearbejdere (som de hed dengang), flygtninge, indvandrere fra de tidligere kolonier m.fl. sat deres præg på dagligdagen i Europa, især livet i de europæiske metropoler.
Migration på den ene side og kommunismens fald på den anden er de to overordnede strenge for dette temanummer om filmiske fremstillinger af Det ny Europa. De to strenge forenes i Dina Iordanovas indledende artikel om trafiicking. Skønt menneskehandel ikke er et specifikt europæisk fænomen, følger en stor del af trafikken underjordiske ruter fra Øst- til Vesteuropa. Med et væld af filmiske eksempler tegner artiklen trafiickingens geografi og beskriver denne særegne forretnings forskellige aktører, samtidig med at den argumenterer for, hvordan netop populærkulturelle film kan bidrage til at synliggøre denne oftest usynlige trafik.
Yosefa Loshitzky følger op med en nærlæsning af en håndfuld centrale europæiske film om migranters vanskelige vej til det ugæstfri Fort Europa - og lige så vanskelige tilværelse inden for barrikaderne ... for dem, der når så langt. Mange af dem havner i den såkaldte ‘Jungle' uden for Calais i Nordfrankrig, og her har Sylvain George med sin mobiltelefon filmet disse papirløse, der er på stadig flugt fra det franske politi. Ann-Lisbeth Holm har talt med Sylvain George og tegner et portræt af ham og andre i det franske aktivistmiljø, der kæmper imod Sarkozys udlændingepolitik...