Mens sultne cinefile begærligt (om end ikke altid helt legalt) udveksler film på internettet, og bl.a. teleselskaber vil tilbyde premierefilm som video-on-demand (vod) på hjemmebiografens fladskærm eller på mobiltelefonen, forsøger biograferne at lokke publikum tilbage med spektakulære storfilm i 3D. Men skaber de digitale medier således rav i filmindustrien, indebærer digitaliseringen på den anden side også, at i princippet hvem som helst nu kan lave film - og få dem vist, ikke mindst via internettet. 

Filmmediet befinder sig netop nu midt i en brydningstid. Dommedagsprofeter spår filmens snarlige død - ligesom de gjorde det i 1950 erne i forbindelse med tv’s gennembrud og igen i 1980erne, da videobåndoptageren holdt sit indtog i hjemmene. I 1982 kundgjorde Jack Valenti, der igennem en menneskealder var formand for den magtfulde Motion Picture Association of America, ligefrem, at “videobåndoptageren er for den amerikanske filmproducent og det amerikanske filmpublikum, hvad Boston -kvæleren er for en kvinde, der er alene hjemme”. 

Som bekendt ikke bare overlevede filmindustrien såvel tv og vhs som dvd’s ‘kvælertag’, den fandt også veje til at gøre dem til lukrative nye indtjeningskilder. Måske noget tilsvarende vil ske med de nuværende digitale udfordringer. Men det kan også tænkes, at det hidtil så eksklusive og stærkt kontrollerede filmmedie står over for en gennemgribende demokratisering, så vi i fremtiden ikke blot allesammen kan lave film, men også kan gå aktivt ind i finansieringen og lanceringen af professionelle film, og, ikke mindst, selv bestemme, hvad vi vil se, og hvor og hvornår vi vil se det. I 1965 proklamerede oraklet Godard, at han “afvente[de] filmens endeligt med optimisme” - måske det ikke er dommedag, men snarere en sådan happy ending eller new beginning, filmmediet går i møde i disse år. Uanset udfaldet er det denne brydningstid, der er temaet for nærværende nummer af Kosmorama....

Læs hele introduktionen