Grønland har fascineret filmmagere gennem hele filmhistorien. Faktisk kan man, med lidt god vilje, hævde, at den film, der traditionelt betragtes som den første danske film overhovedet, Peter Elfelts Kørsel med grønlandske Hunde (1898), er en Grønlandsfilm. I dette nummer af Kosmorama sætter vi fokus på filmen og Grønland, idet vi også inddrager film fra andre kolde universer. 

Igennem årene har en lang række dokumentarfilm skildret Grønland - både naturen og menneskene. Der har også været en del spillefilm, både danske og udenlandske, der ofte med en vis eksotisme har skildret naturfolkets pittoreske livsstil på baggrund af den ærefrygtindgydende natur. Det gælder film som den første skandinaviske tonefilm, Schnéevoigts Eskimo (1930), den tyske S.O.S. Eisberg (1933) med selveste Leni Riefenstahl i hovedrollen, og også Nordisk Films Qivitoq (1956). I nyere tid har Tukuma (1984) og Frøken Smillas fornemmelse for sne (1997) præsenteret et filmisk Grønland. Et afgørende værk var Lysets hjerte (1998), der med grønlandsk manuskript og grønlandske skuespillere gav et første filmisk bud på at forstå og fortolke Grønlands vej fra danskertiden og ind i hjemmestyrets epoke.

Filmene har budt på naive eventyr om den hvide mand i kontakt med naturfolkets vilde natur, etnografiske historier om kultursammenstød og senest også beretninger om identitets- og traditionstab og postkolonial tristesse. I årtier har filmene hovedsagelig været lavet af tilrejsende, der med forskellig optik har indfanget det grønlandske. Nu - hvor grønlandske filmfolk i stigende grad er begyndt at fortælle deres egne historier, og Grønland også har fået sit eget universitet, Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, Nuuk, hvor der er stor interesse for film og medier - kan vi præsentere denne første samlede fremstilling af møder mellem Grønland og filmen...

Læs hele introduktionen